Boblerne var væk

Så var det blevet tid til at forlade Cherokee og køre nord på til Lenoir og mit lokale B&B, The Irish Rose, hvor jeg nu skulle overnatte for sjette gang. Ad den nærmeste vej er det en tur på omkring 120 miles (godt 190 km), men den tog jeg selvfølgelig ikke. Jeg havde ikke travlt, så jeg kørte først fra hotellet omkring 9.15. I første omgang kørte jeg op til Mountainside Theater, for at se, hvor stor højdeforskellen mellem by og teater er, og det viste sig at være omkring 85 meter, som jeg altså havde gået op ad og løbet ned ad den foregående aften. Derefter forlod jeg byen.

Det fremgår ikke særligt tydeligt af billedet, hvor stejl jernbanestrækningen ved Saluda er, men bevoksningen illustrerer i hvert fald, at den ikke længere er i brug.

I første omgang satte jeg kursen mod Saluda, som jeg ville have besøgt i 2018, men hvor deres årlige "Coon Dog Day Festival", som afholdes den første lørdag i juli, forhindrede mig i dels at komme ind i byen, dels at finde en parkeringsplads uden for denne (se artiklen Sightseeing på vej til Cherokee fra 2018). Det betød, at jeg forlod Cherokee ad "den sædvanlige rute", hvilket vil sige US Highway 19 gennem Maggie Valley og Lake Junaluska til jeg nåede Interstate Highway 40 lige efter sidstnævnte by. Så ad interstaten nogle miles til kort før Asheville, hvorfra jeg så tog I-26 mod syd til Saluda - eller rettere sagt til frakørslen mod Saluda. Denne gang kom jeg en søndag, og det var den anden weekend i måneden, så det lykkedes mig at komme ind i denne lille by med kun 700 indbyggere, hvor jeg fandt et sted at parkere i hovedgaden. Jeg gik en tur i byen på omkring 3 km, fordi jeg ledte efter en butik, der skulle handle med udendørsudstyr (i følge internettet), men der, hvor den skulle have ligget, lå der i stedet en butik, som godt nok handlede med ting, der skulle bruges udendørs, nemlig en cykelhandler, men det var ikke lige en cykel jeg havde brug for - derimod nogle ekstra sokker til mine vandresko, men det fik jeg så ikke ved den lejlighed. Til gengæld fik jeg set deres kombinerede rådhus, politistation og fængsel - og så det, som jeg faktisk var kommet for at se, nemlig deres meget stejle jernbanelinje; faktisk den stejleste jernbanestrækning i hele USA, hvor der har kørt tog med normal sporvidde. Det gør der dog ikke mere, da der simpelthen skete for mange uheld på strækningen, så den blev lukket i 2001. Sporene ligger der dog endnu, om end de er noget tilgroede, og de er i øvrigt afbrudt fysisk på hver side af byen. På et tidspunkt overvejede man at åbne dem igen og så lave en kort turisttur fra byen, men det blev aldrig til noget. Også byens nu nedlagte station, der i dag fungerer som museum fik jeg set inden jeg forlod byen igen.

Som det ses på billedet, er der ikke mange bobler tilbage i den kilde, der har givet Boiling springs sit navn. Men ellers var den nydelig nok.

Fra Saluda satte jeg kursen mod Boiling Springs. Hele den tur, der er ca. 45 miles (72 km) foregik på US Highway 74, som er en af de gennemgående US Highways i North Carolina. Den går fra Chattanooga i Tennessee til Wrightsville Beach i North Carolina, en tur på 830 km, og jeg kørte altså en lille del af disse; jeg har ved andre lejligheder kørt andre strækninger på vejen. Hvorfor ville jeg så til Boiling Springs, der er en verdensstad med hele 4.600 indbyggere? Jo i 2018 besøgte jeg en række universiteter i det vestlige North Carolina og tog billeder af disse (eller i hvert fald af nogle af bygningerne), men jeg nåede aldrig til Gardner-Webb University, der netop ligger i Boiling Springs, og det ville jeg nu råde bod på. Byen er opkaldt efter en kilde, der faktisk ligger på universitetets område, men den koger på ingen måde ("boiling" betyder "kogende"), og det har den faktisk aldrig gjort. Der er tale om en koldtvandskilde, men i sin tid boblede vandet op af kilden. Inden jeg kørte ud til universitetet, besøgte jeg et Ingles supermarked. Selv om det er en ret udbredt kæde, var det faktisk mit første besøg i en sådan, og målet var bare at få genforsynet med dels vand, hvor jeg havde drukket resten af det, vi oprindeligt havde købt, og desuden skulle jeg have frisk is til køleboksen. Derefter fandt jeg et sted at parkere tæt på universitetet. På trods af at det er et forholdsvis lille universitet med kun omkring 3.600 studerende, dækker det et ret stort areal. Det var en varm dag (op mod 40 grader og ret fugtigt), men alligevel valgte jeg at iførte mig hat og sololie (og lidt tøj); fattede kameraet, og så bevægede jeg ud på en spadseretur, som endte med at blive omkring 4 km inde på universitets område, uden at jeg kom samme sted to gange (bortset fra de sidste 100 m ud til det sted, hvor jeg havde parkeret bilen). Undervejs fik jeg set mange af universitetets bygninger (udefra), og den lille sø, hvor kilden, der har givet navn til byen, udmunder. Her var der masser af ænder, gæs og andre vandfugle, så det blev til en del billeder. For at gøre det hele mere publikumsvenligt, har man anbragt et springvand midt i søen, og bygget en nydelig bro over denne. Også et tårn med et klokkespil, fik jeg set. Jeg fandt også kilden, der har givet navn til byen; men ikke en eneste boble fik jeg at se; vandet sivede lige så stille ud af undergrunden, og da det skete under en lille dam, kunne jeg ikke engang se det. Far er ikke sur, far er skuffet! Faktisk så skuffet at jeg valgte at gå tilbage til bilen (ok, jeg havde været hele vejen rundt) og fortsætte min færd.

Fairfield Cemetery i Lenoir er meget misligholdt, med knækkede og væltede gravsten, og nogle er simpelthen helt forsvundet.

Tilbage i bilen hentede jeg frisk (og nu igen kold) vand fra køleboksen, og så satte jeg kursen mod Lenoir omkring 55 miles nord for Boiling Springs (jeg ved ikke hvorfor amerikanerne elsker at sætte kilder og vandfald i flertal, selv om der kun er en eller et enkelt af dem; således er der altså kun én kilde i Boiling Springs, og der er kun ét vandfald i Moravian Falls - og det samme gør sig gældende mange andre steder). Allerede omkring kl. 14 rullede jeg ind på parkeringspladsen på The Rose, og det viste sig imidlertid at være lige tidligt nok, for mit værelse var endnu ikke klart. Rose, der ellers er meget hurtig til at gøre værelserne klar, forklarede, at når hun ikke havde nået det, skyldtes det, at de mennesker, der havde boet der natten før, havde været noget længe om at forlade det. Jeg benyttede mig derfor af lejligheden til at gå en tur på Beall Street, den gade hvor indkørslen til The Rose findes (adressen er på Harper Avenue). Mit formål var at besøge en kirkegård - en gammel og nu nedlagt en af slagsen (jeg har noget med gamle kirkegårde). Man behøver ikke at læse længe på min hjemmeside, før man finder ud af, at jeg også har noget med Tom Dooley, og en af de ting, jeg bruger tid på, når jeg er i området, er at opsøge kirkegårde, hvor mennesker, der har noget med sagen at gøre - selv den mest perifere tilknytning - ligger begravet, og på Fairfield Cemetery, som jeg var på vej til, ligger hele to sådanne personer begravet. Ad Beall Street nåede jeg Spring Street, som jeg fulgte et kort stykke til indgangen til kirkegården på hjørnet af Holly Street. Denne (indgangen, ikke gaden) var spærret med en kæde, men den valgte jeg at forcere. På denne lille og altså nu nedlagte kirkegård ligger et af sagens vidner, J. W. Winkler begravet, og det samme gør en mand med endnu mindre tilknytning til sagen, nemlig en mand ved navn John Minish. Minish var gift med Ida Melton (den yngste datter af den medanklagede Ann Melton) og han var hendes ægtemand nummer to. Kan det blive længere ude? Men besøges skulle stedet altså. Kirkegården viste sig at være særdeles misligholdt, men den er altså også nedlagt. Mange gravsten var væltede eller knækkede, og mange var simpelthen helt forsvundet. Det endte da også med, at jeg kun fandt John Winklers gravsten, og så en, der kunne have tilhørt John Minish, men hvor teksten var stort set ulæselig, og hvor jeg kun kunne identificere nogle få bogstaver et N, et I og et S i den rigtige rækkefølge, men om der faktisk stod MINISH aner jeg ikke; der kunne lige så godt have stået NISSEMAND!.

Jeg satte kursen tilbage mod mit B&B, hvor værelset var klar, men inden jeg fik båret tingene op fra bilen, sludrede jeg en halv times tid med Rose i køkkenet. Det er altid så hyggeligt. Hun fortalte, at huset nu er sat til salg, men der havde på det tidspunkt kun været en enkelt forespørgsel, som hun havde afvist, da buddet var alt for lavt. Men ellers ville hun, når stedet var solgt, købe sig en campingvogn og så køre rundt i USA i et år, inden hun igen slog sig ned et sted, måske i Savannah, Georgia. Meningen var, at hun skulle bo med sin søster, men denne ville ikke bo i North Carolina, da hun syntes, at her var for koldt, og Rose ville ikke flytte til Florida, hvor søsteren bor, da hun ikke kan lide den stat på grund af de mange New Yorkere, som er flyttet dertil, og som i følge Rose er meget uforskammede. Så Savannah er et kompromis nogenlunde midt i mellem. Efter at have slappet af på værelset en times tid, kørte jeg ud for at få noget aftensmad, og det endte med at blive på den Ruby Tuesday, hvor jeg ofte har spiste, når jeg har været i Lenoir - men den næste dage valgte jeg dog andre, ikke kæderestauranter at spise på. I løbet af dagen havde jeg fået gået omkring 10 km, hvilket jeg syntes var ganske godt, temperatur og luftfugtighed taget i betragtning.

Dagrens kørsel inklusive alle omveje blev 190 miles eller 306 km, så selv om det var forlægning, var det ikke længere end vi af og til har kørt på sightseeingture.