Til North Carolina ad omveje og med besværlighed

Efter næsten tre års USA tørke med tilhørende abstinenser var det endeligt blevet muligt at tage af sted igen. Siden mit seneste besøg i sommeren 2019, havde jeg ikke været af sted. I 2020 havde jeg bestilt en påsketur, men så kom covid-19 og lukkede verden ned, og det var den også om sommeren og om efteråret det år, men her havde jeg heldigvis ikke bestilt, så det var kun for påsketuren, at jeg skulle anmode om at få mine penge tilbage fra flyselskab og hoteller. Så håbede jeg på foråret 2021 og Tim og jeg havde planlagt en sommertur, et road trip i juli måned, fordi vi regnede med at USA ville åbne for turister fra Europa igen, men det gjorde de så ikke. Da de endeligt åbnede igen i efteråret, var det ikke muligt for mig at få fri, men det kunne jeg så i forbindelse med påsken 2022, hvor skolen er lukket de tre hverdage før påske. Jeg kunne også holde fri tirsdag, onsdag og torsdag efter påske, men skulle undervise fredag. Til gengæld lykkedes for mig at få mingeleret det sådan, at jeg også kunne holde fri fredag før påske. Det betød, at jeg kunne komme med et morgenfly fra København fredag den 8. april, og jeg kunne så være fremme hen på eftermiddagen, lokal tid; i hvert fald i følge planen. Havde jeg først kunne rejse lørdag, var der ingen morgenfly, og så ville jeg først ankomme omkring midnat.

Så snart jeg havde sikret mig, at jeg kunne flyve fredag, gik jeg i gang med at bestille flybilletter og leje bil. Jeg kom til at flyve med British Airways - eller det gjorde jeg noget af vejen. Jeg bestilte via BA, men blev oplyst om at turen blev fløjet af Iberia, som BA er i gruppe med. Dog skulle jeg flyve med BA fra København til London. Herfra skulle jeg flyve med American Airlines til New York og med samme selskab videre til Charlotte i North Carolina, hvor jeg skulle hente min bil, og så køre op til mit første overnatningssted. På hjemturen skulle jeg flyve direkte fra Charlotte til London med AA og så videre til København med BA, så hvordan Iberia kom ind i billedet, bortset fra administrere det hele, ved jeg faktisk ikke. Imidlertid skulle det ikke komme til at gå efter planen, men mere om det senere.

Business Class med "lie-flat beds" sæder. Her er vi ikke så langt, så ingen har endnu lagt sig til at sove.

Inden jeg tog af sted fik jeg lavet forskellige arrangementer med venner og bekendte i området. I løbet af foråret 2021 afholdt Whippoorwill Academy and Village i Ferguson en auktion over forskellige ting (mad, kunst, bøger mm), som var blevet doneret til formålet af glade givere. Auktionen var til fordel for museet og ikke mindst til fordel rejsningen af "Edith's Barn", en lade, som Edith Carter, museets grundlægger, havde ønsket sig inden sin død i 2014. Tanken er, at den skal bruges til diverse indendørs aktiviteter på museet, og hvis nogen bliver gift i det lille kapel på stedet, hvilket er meget populært, kan man flytte festen indendørs i tilfælde af dårligt vejr.  Selve laden var blevet doneret af de oprindelige ejere, da den alligevel skulle rives ned for at give plads til noget andet, men det ville koste mange tusinde dollars at få den rejst igen. Bygningen var tidligere blevet taget ned i nummererede løsdele, og var blevet flyttet til museet i løs vægt, og venter nu på, at der er samlet penge nok, til at den kan sættes op Det forventes at "rejsningen" vil koste omkring $250.000. På denne auktion havde jeg vundet buddene på dels et weekendophold i Margaret og Dick Martines ene Airbnb. De har lige nu tre huse, der bruges som sådan. Dette var i en tidligere tandklinik, den ældste i North Carolina, som Margaret købte for mange år siden (over 40) og fik flyttet til sin egen grund, hvor hun og Dick siden har sat den i stand og nu lejes huset altså ud. Her skulle jeg bo fra fredag til mandag, hvor jeg så skulle flytte til et af deres andre Airbbns; i dette tilfælde hendes forældres gamle hus, som ligger lige bag museet. Her har man et halvt hus - den anden halvdel bruges som kontorer for museet. Her havde jeg boet tilbage i 2019, og nu ville jeg altså bo her igen - dog mod betaling, så det havde jeg booket via Airbnbs hjemmeside. Det andet, jeg havde købt på auktionen, var en fire retters menu for seks personer på noget, der kaldtes The Thankful Goat. Her havde Margaret sat mig i forbindelse med damen, Dawn Matthews, der ejede stedet, og som havde doneret og skulle lave maden. Efter lidt forhandlinger, dels med hende, dels med de gæster, jeg ville invitere, var vi blevet enige om, at det skulle foregå mandag aften. Menuen overlod jeg til hende, men foreslog at hun lavede noget med kylling eller kalkun, da et par af mine gæster ikke er til gris eller ko. De gæster, jeg havde inviteret, var Margaret og Dick selv, Charlotte og Bill Barnes, som jeg har kendt siden 2017, samt Rob McHale, singer/songwriter, som jeg også mødte første gang i 2017. Siden har jeg mødt dem alle flere gange, og det er utroligt søde og rare mennesker.

Margaret havde skrevet til mig og spurgt, om jeg ville deltage i deres "påskeprogam", som gik ud på, at der skulle være "æggejagt" for børn på museet lørdag eftermiddag og æggene skulle gemmes fredag aften. Begge dele havde jeg sagt ja til at deltage i. Påskesøndag ville der være en kort solopgangsgudstjeneste i den kirke, de tilhører (Beaver Creek Advent Christian Church) med efterfølgende morgenmad; derefter påskegudstjeneste i kirken og til sidst var jeg inviteret til påskefrokost hjemme hos Margaret og Dick sammen med Margarets datter, Maggie og hendes kæreste og børn og desuden et par kusiner. Jeg sagde ja tak til solopgangsgudstjeneste, morgenmad og påskefrokost, men valgte at springe påskegudstjenesten over - én gudstjeneste om dagen er rigeligt til mig. Desuden skulle jeg i løbet af ferien møde Steve Hill fra Statesville Historical Collection, John Hawkins, pensioneret direktør for Caldwell Historic Museum og Carl White fra tv-showet Life in the Carolinas, men dem havde jeg ikke lavet forhåndsaftaler med. Jeg havde også planlagt at stikke hovedet indenfor i Iredell Museums i Statesville og sige "hej" til Emily Baker, som er direktør der - og som pryder forsiden af min bog, "Who Killed Laura Foster?" (tilgængelig via Amazon - undskyld reklamen). Jeg havde altså mange planer allerede inden jeg tog af sted.

Da fredagen kom, og jeg ikke ville belemre familiemedlemmer med at skulle tidligt op for at køre mig i lufthavnen, havde jeg bestilt en taxi til kl. 4.30 om morgenen, så jeg havde vækkeuret sat til til 3.30. Taxien kom allerede 4.15, og så snart mine kufferter var på plads i bilen, satte vi kursen mod Kastrup, hvor vi var allerede kl. 4.35. På det tidspunkt var der endnu ikke åbent i BA Checkin, men jeg stillede mig til at vente. Mens jeg ventede fandt jeg alle mine papirer frem. Det vil sige flybillet, ESTA godkendelse, attest for at jeg var vaccineret mindst to gange mod covid, bevis på at jeg havde fået taget en negativ test dagen før og endeligt et dokument til de amerikanske myndigheder om, at alt hvad jeg sagde om min covid-situation var korrekt. Da skranken åbnede, foreviste jeg de relevante papirer, og så skulle jeg aldrig bruge dem igen. Nogle steder i USA skal man forevise bevis på vaccination, men ikke nogen af de steder, jeg besøgte. Jeg kom hurtigt gennem sikkerhedskontrollen og kunne gå til den toldfri butik, hvor jeg fik købt en creme, som Dorte havde bedt om, og noget aftershave balsam til mig selv. Så købte jeg også en vand til rejsen, men det endte med, at jeg først fik den drukket, da jeg nåede frem. Da jeg ankom til loungen, fik jeg oplyst, at min afgang var udsat fra 7.20 til 9.10, og det huede mig ikke, men der var jo ikke noget at gøre ved det. Det viste sig senere, at flyet var ankommet sent til København aftenen før, og besætningen må ikke flyve videre før de har haft 10½ times pause. Når det ikke huede mig, var det fordi mit fly videre fra London til New York skulle afgå kl. 8.45 Londontid, hvilket ville være 9.45 dansk tid, og jeg var ret sikker på, at vi ikke kunne flyve fra København til London på 35 minutter - npr der også skulle være tid til at komme gennem security og finde den næste gate. Jeg brugte så tiden i loungen til at spise morgenmad, drikke kaffe og via SMS og de sociale medier fortælle den undrende forsamling hjemme om mine kvaler - selv om de på det tidspunkt, ca. kl. 5, nok ikke var stået op.

Da klokken blev 8.30 boardede vi, og den var kun 9.30, da flyet lettede. Kaptajnen beklagede, men han skulle overholde sin hviletid, så der var ikke noget, han kunne gøre. Senere på turen over Nordsøen fik vi at vide, at såfremt et eventuelt forbindelsesfly var afgået, når vi nåede London, skulle vi henvende os ved transit checkin. Derudover gik flyveturen lige så begivenhedsløst som den slags plejer. Vi landede , som BA vist altid gør, i Terminal 5, i A-Gates, hvor dels bagagen ankommer for de, der ikke skal videre, og dels transit checkin og sikkerhedskontrol befinder sig. I transit checkin var de meget hjælpsomme, og manden, der betjente mig, kunne hurtigt se, at de ikke kunne få mig til New York før mit fly til Charlotte ville være afgået, selv om der oprindeligt havde været nogle timers ventetid i JFK. Den stakkels mand gennemsøgte sine systemer og konkluderede, at det hurtigste for mig ville være, hvis han satte mig på et BA fly (i stedet for AA) til Dallas-Fort Worth og så videre derfra til Charlotte-Douglas Airport med AA. Så ville jeg kunne være i Charlotte omkring kl. 19.30 lokal North Carolina tid, kun godt fire timer senere end oprindeligt planlagt. Da jeg havde fået mine boardingpas til begge fly, vandrede jeg gennem sikkerhedskontrollen (hvor man underligt nok ikke skulle tage pc og tablet ud af tasken), og fortsatte til BA Loungen som ligger ved A Gates (der er også en ved B Gates), men på det tidspunkt, vidste jeg ikke, hvilken gate, jeg skulle flyve fra og loungen ved A er langt større end den ved B. Jeg tilbragte omkring 4-5 timer i loungen, som jeg skulle lære endnu bedre at kende på hjemturen (hvis jeg ikke havde havde kendt den i forvejen fra vores tidligere rejser), men den historie kommer senere. Da gatenummeret kom op på tavlen kunne jeg se, at jeg skulle flyve fra en C Gate, så i god tid før boarding forlod jeg loungen og tog det lille "undergrundstog" fra A til C gates. Ved den konkrete gate fandt jeg en plads, hvor jeg så kunne afvente boarding. Turen over Atlanten og det halve USA gik gnidningsløst og mit "ligge-vandret sæde" på Business Class betød, at jeg faktisk fik sovet omkring 4-5 timer på turen til Texas. Det eneste irriterende var, at der var krav om mundbind i fly og amerikanske lufthavne; ikke i Kastrup, ikke i flyet til London og ikke i Heathrow.

På vej ind over Texas med kurs mod Dallas, som ligger lige syd for McKinney. Faktisk passerede jeg lige hen over hovederne på vores venner i Bonham, der ligger lidt til venstre for Sherman.

Når man mellemlander i USA fra Europa, skal man gennem immigration i den lufthavn, man først lander i, altså i mit tilfælde Dallas-Fort Worth. Her skal man også have udleveret sin bagage og bringe den gennem tolden, og så skal man tjekke den ind igen til indenrigsflyvningen. Da vi landede var der en time og 15 minutter til mit næste fly til Charlotte skulle afgå, og det virkede som god tid. Det var det bare ikke, for der stod 4-500 mennesker i kø ved immigration, og der var kun tre skranker åbne, og selv om de senere åbnede endnu en skranke hjalp det ikke meget. Jeg var på vej ud af flyet, faldet i snak med en dansk familie, mor og to børn, som havde været med samme fly som jeg selv, og de havde præcis fem minutter mere end mig, før deres fly til Fort Lauderdale i Florida skulle afgå, så de var lige så p.... irriterede som jeg var. Da vi endelig kom igennem, havde jeg fem minutter og de havde 10, så vi styrtede mod bagageudleveringen, hvor deres bagage allerede stod klar, så de greb den og styrtede mod toldklareringen og deres næste gate, mens vi skreg farvel og held og lykke til hinanden. Min ene kuffert var allerede kommet, men den anden var noget længe om det, så da den endelig kom, greb jeg begge og styrede mod tolden, hvor der heldigvis ikke var et øje, så det tog ingen tid. End ikke den sædvanlige tolddeklaration skulle afleveres - og det var nok godt det samme, for vi havde ikke fået en udleveret i flyet, som man ellers plejer. Fra tolden hastigt 50 m videre til bagageindleveringen, hvor en nydelig ældre uniformeret herre, kunne fortælle mig, at han desværre ikke kunne tage mod min bagage, da "fuglen var fløjet". Så måtte jeg finde et American Airlines kontor og forklare mit problem. Her kunne de fortælle mig, at der kun var et fly til Charlotte senere på aftenen, men at det var helt udsolgt og at det næste gik kl. 5 næste morgen - men her var der ikke business class, som jeg havde betalt for. Det ville der først være på et fly kl. 8.30 (altså lørdag morgen). De tilbød dog at skrive mig på standby listen til først afgående fly, og det accepterede jeg. Jeg havde ikke meget lyst til at tilbringe natten i en umagelig stol i en afgangshal. Jeg blev bedt om at henvende mig ved gaten, når den åbnede, så jeg spadserede af sted - ret langt syntes jeg, men jeg var også træt. Da jeg nåede gaten fandt jeg en stol og slog mig ned der.

Da gaten blev bemandet henvendte jeg mig til damen, og forklarede mit problem, og hun fandt mig i systemet, og sagde at selv om flyet var fyldt, var hun overbevist om, at jeg nok skulle komme med, men at det nok blev på turistklasse. På det tidspunkt var jeg ret så ligeglad, og jeg ville have accepteret at sidde på toilettet hele vejen om nødvendigt, men så galt gik det ikke. Jeg kom faktisk med flyet, som skulle afgå kl. 21.30 og ankomme to timer senere + en time på grund af en tidszone, så kl. 00.30, og det kom til at holde. Også denne tur var ret begivenhedsløs. Jeg sad et sted, hvor der kun var to sæder, og så et klapsæde ved siden af, hvor stewardessen kunne sidde under start og landing. På den anden side af mig sad en ung kinesisk dame, som så film på sin tablet, mens hun arbejdede på sin pc - multitasking. På et tidspunkt kom et (mandligt) skvadderhoved, som ville sidde på klapsædet, og det som sådan godt nok, men da han ville rejse sig, skubbede han så meget til mig, at den kop kaffe, jeg var ved at drikke endte på mine bukser, på gulvet og på nabopigens pc - foruden den del, som landede i hendes taske. Han var ikke just populær, hverken hos mig eller damen, ikke mindst fordi han hverken sagde undskyld eller "rend mig i rø...", men bare rejste sig og gik ned til sin egen plads. Vi ankom til Charlotte til tiden, og her gik det forholdsvis hurtigt at få bagagen, men det var også et forholdsvis lille fly. Så skulle jeg bare have min bil.

Ved biludlejningen, som jeg kunne gå til, var der til en afveksling kø, så da jeg havde fået ordnet alle papirer osv., nærmede klokken sig 01.30. Bilen stod i et parkeringshus lige uden for kontoret, så den fandt jeg let, men opdagede noget overrasket, at det ikke lige var en bil at den type, jeg havde bestilt og betalt for, men det vil jeg fortælle mere om i næste artikel. Klokken var nu over 1.30 og jeg orkede ikke på det tidspunkt at køre de 85 miles (135 og ca. 1½ time), hvoraf en del var på små uoplyste lande- og grusveje, til mit logi hos Margaret og Dick. Jeg indstillede derfor Google Maps på telefonen til at vise vej til et hotel ved lufthavnen, og den fandt flere, men jeg valgte et Holiday Inn, som lå 8-10 minutters kørsel væk. Her fik jeg et værelse, og slæbte den mindste af mine to kufferter ind sammen med min rygsæk - den anden fik lov til at overnatte i bilen. Efter at have tjekket ind, købte jeg en flaske koldt vand i receptionen, så jeg havde til natten, og kun lidt over 2 var jeg i seng - uden at stille vækkeur til næste morgen. Efter en rejse på omkring 30 timer, var jeg forholdsvis træt, selv om jeg havde sovet, og i flyet havde jeg også reddet mig en forkølelse, som plagede mig det meste af resten af ferien med hosten og pudsen næse - men det var da til at holde ud.