Udsolgt, udsolgt og en ny "ven"!

Fra Gregory Creek Homestead i den nordlige del af Statesville. Plakaterne foran bygningen i baggrunden, indikerer at 2022 er valgår, også til lokalvalg.

Onsdag, og kun en uge tilbage af ferien. Efter morgenmaden prøvede jeg at ringe til Margaret for at fortælle om mit sengesammenbrudsproblem, men uden held, da der til en afveksling ikke var telefonforbindelse (og jeg mener det seriøst, ikke sarkastisk denne gang; forbindelsen var faktisk fin på denne tur i modsætning til i 2019, hvor der kun var forbindelse, når jeg stod et bestemt sted på stien mellem hus og museum. I stedet valgte jeg at køre hjem til dem, og fortælle det personligt, hvorefter Margaret kunne oplyse, at dobbeltsengen i det andet værelse var meget bedre, så den skiftede jeg til, da jeg kom hjem om aftenen. Efter at have forklaret Margaret om situationen, satte jeg kursen mod Statesville endnu en gang. Her ville jeg se to  af de "museer" i byen og omegnen, som jeg endnu ikke have besøgt, nemlig Gregory Creek Homestead, der er en gammel farm, som nu fungerer som museum, og så Fort Dobbs, som er en rekonstruktion af et fort fra den fransk-indianske krig fra omkring 1760. Sidstnævnte sted var jeg også i 2015, da der bare var et hul i jorden, i 2018, da man var ved at opføre kopien af det gamle blokhus, og i 201 da blokhuset var færdigt, men endnu ikke åbnet for publikum.

Jeg startede det førstnævnte sted, hvor jeg parkerede bilen og gik omkring og så på bygningerne udefra. Bygningerne er kun åbne, når der foregår et eller andet arrangement på stedet, og det gjorde der ikke ved lejlighed, hvilket jeg vidste i forvejen, for det havde musemomsdirektør Emily fortalt, da jeg besøgte hende lørdag (se artiklen Museumssnak og Dooleymad), men jeg syntes at det var interessant alligevel at se på såvel hovedbygning som udbygninger, inkl. et out house (altså et udendørs das), som jeg selv voksede op med i min mormor og morfars sommerhus. Der gik en del år, før der blev indlagt træk og slip, og også min farmor og farfats kolonihavehus  var indrettet på samme måde. Også urtehaven, hvor der var plantet, men endnu ikke spiret, historiske krydderurter og grønsager. På stedet filmede jeg endnu en video til min Glocal Explorer videokanal.

Næste stop var Fort Dobbs, men inden jeg kørte af sted, kontaktede jeg en anden bekendt, Rachel Anders, som bor i nærheden af fortet, for at høre om hun kunne mødes, enten denne dag eller en af de kommende dage, men det viste sig at være helt umuligt på grund af hendes job, så jeg kørte bare op til fortet. Jeg havde fået at vide, at der var rundvisninger i bygningen om lørdagen, men det viste sig at være en forkert besked. Der var rundvisninger flere gange om ugen, også denne onsdag, bare ikke lige på det tidspunkt, og jeg må være ærlig at indrømme, at jeg ikke gad vente 1½ time til den næste. I stedet fik jeg en sludder med en af de to herrer, som passede stedet den dag, og så gik jeg selv rundt og kiggede på tingene udefra i stedet, mens jeg optog endnu en video til YouTube kanalen. På et skilt så jeg, at der var rundvisning fredag kl. 10, så jeg besluttede mig for, at det kunne være en god ide, da jeg alligevel skulle til Statesville om fredagen for at møde minne venner Charlotte og Bill, som ville køre op fra deres hjem i Matthews, så vi kunne mødes med Steve Hill i hans Historical Collection, og da det møde var aftalt til kl. 12, ville der være tid nok til begge dele.

Da jeg var færdig med Fort Dobbs for denne gang, kørte jeg ud til Interstate Highway 77, som jeg tog mod nord til den krydsede US Highway 421, som jeg så tog 4 miles mod øst til frakørsel 267. Tæt ved denne frakørsel ligger Laurel Gray Vineyards, som jeg har besøgt på alle mine ture til området siden 2004. Her finder man god vin og hyggelige mennesker, og de har åbent fra onsdag til søndag, så det passede som fod i handske. Ved vores første besøg i 2004 (Dorte og jeg), havde værtinden på vores B&B sendt os ud på en vintur, som vi slet ikke kunne nå. Klokken var 16, da vi forlod vores B&B, og alle vingårdene lukkede klokken 17. Da vi kom til det førstye sted, forklarede vi vores problem til den unge dame, som passede smagningerne. Det betød ikke noget, sagde hun, og greb telefonen og ringede til de to andre wineries, som Madelyn (B&B værtinden) havde anbefalet. Kort efter kunne hun så meddele os, at nu var de klar over, at vi ville komme, så de ville simpelthen holde åbent til vi kom. Det er jeg ret sikker på, at de ikke havde gjort mange steder i Danmark. Det sidste sted på listen var netop Laurel Gray, og her nåede vi frem til kl. 18.45, så de skulle have lukket næsten to timer tidligere, men alligevel blev vi modtaget, som om vi var familie, der kom på besøg. Vi smagte på vinen, og ejerinden, Kim, fortalte om sig selv og familien, der havde boet i området i 10 generationer! Hun havde været i reklamebranchen og hendes mand i tobaksindustrien, men nu lavede de altså vin – og en fremragende sådan. Vingården har eksisteret siden 2000, så det var ret nyt, da vi besøgte dem i 2004, men vinen var altså god, allerede dengang. Efter smagningen blev vi præsenteret for Kims mand, Benny, hendes søster og dennes veninde, som var på besøg, og mens vi sludrede med dem, kom endnu en lokal forbi, og så sludrede vi også lidt med ham. Alt i alt et rigtigt hyggeligt winery, som det altid er en fornøjelse at vende tilbage til.

Smagerum og butik hos Laurel Gray Vineyards i Hamptonville.

Da jeg nåede frem, viste det sig, at det var Kim selv, som passede biksen på det tidspunkt - hun har ellers kun været der ved få af mine tidligere besøg, men nu fik vi en lang hyggelig sludder, selvom hun ikke kunne episoden, der var foregået 18 år tidligere. Folk altså, og deres dårlige hukommelser. Desværre skulle Kim gå, da hun havde en frisøraftale, og derfor var det en af hendes ansatte, som gjorde besøget færdig og solgte mig de to flasker af deres fortræffelige viognier, som jeg købte ved den lejlighed. Jeg ville også have købt noget af deres fremragende, hjemmelavede BBQ sauce, som de sælger under navnet Crazy 'Bout Butts (som jeg kan lide, og som Tim elsker), men det viste sig, at der var udsolgt. Udsolgt!! Hva' bilder de sig ind? Men jeg måtte altså gå med uforrettet sag, så ingen gave til Tim herfra. Efter besøget på vineriet kørte jeg tilbage til Wilkesboro og Walmart, fordi der var noget jeg havde glemt, da jeg handlede dagen før, nemlig vaskemiddel, som jeg altid plejer at have med hjemmefra, men det havde jeg glemt ved denne lejlighed. Min plan var at vaske torsdag eftermiddag, når jeg kom hjem fra dagens langtur.

Efter besøget i Walmart ville jeg spise aftensmad inden jeg kørte tilbage til huset, som jo ligger noget øde og uden spisesteder i nærheden. I stedet for at spise i Wilkesboro, valgte jeg at køre de 45 km til Lenoir, fordi jeg ville spise på den salatbar, som netop var åbnet lige før mit seneste besøg i 2019. Her kunne man få suppe og en salatbuffet, og det havde været glimrende, og forholdsvis billigt, og nu ville jeg altså tilbage. Desværre viste det sig, at stedet var lukket. Det så ud til at ikke bare at være onsdagslukning, men en ret permanent en af slagsen, da der var sat brædder for vinduer og dør. Så ingen sund salat. Samme år som salatbaren åbnede, åbnede også en milkshake- og pølsebar, Shake 'n Dogs, som jeg ikke tidligere havde besøgt, så det ville jeg råde bod på nu. Når jeg ikke havde besøgt stedet i 2019, skyldtes det, at jeg var der på en tirsdag, og den nyåbnede hotdog bar havde et tirsdagstilbud, "a dollar for a dog", og det havde lokket en stor menneskemængde til. Ikke bare var alle stole og borde optaget, men der var simpelt en lang kø hen ad gaden son uden for Slagter Lund på Peter Bangs Vej på en velbesøgt lørdag. Nu var det imidlertid ikke tirsdag, men onsdag, og da jeg drejede om hjørnet, stod der ikke en sjæl uden for. Det var der heller ikke inde i lokalet, end ikke betjening. I stedet sad et papskilt i vinduet, hvor der stod at de af havde lukket! Tirsdagen havde simpelthen været så god, at ALT var udsolgt, og de ville først få nye forsyninger torsdag formiddag. Udsolgt! Om de stadig tilbyder "A dollar for a dog" om tirsdagen ved jeg ikke, men udsolgt var der, så nu var det anden gang på samme dag, at jeg ikke kunne få, hvad jeg gerne ville have.

I stedet kastede jeg mig uforfærdet ud i trafikken på den mennesketomme gade til den modsatte side af byens torv, til pubben Side Street Pour House, hvor jeg tidligere havde spist. og her var faktisk åbent, så jeg delikaterede mig med en af deres hjemmelavede burgere og endnu en hard cider, og begge dele var fremragende, selv om det altså hverken var salat eller pølser. Efter maden kørte jeg tilbage til huset, hvor jeg slappede af med min ven, som godt nok befandt sig uden for huset. Vennen var en lille kat, som var kommet tilløbende dagen før, og som nu vendte tilbage. Da jeg havde fortalt Margaret om dyret, havde hun straks købt adskillige dåser kattemad, som jeg havde fået med om morgenen med besked om at fodre dyret, så nu åbnede jeg en dåse og satte frem til kattedyret, som straks kastede sig over den, inden den kom tilbage til vinduet og tiggede om mere, men det fik den ikke. Og sådan gik den dag. Jeg gik ret tidligt i seng, da jeg torsdag havde planlagt at køre en længere tur, og derfor ville stå tidligt op, så vfor første gang på turen satte jeg vækkeur - til klokken 7!