Sommerturen starter og vi aflægger et besøg

Den 6. juli var det blevet tid til at Tim og jeg skulle begynde vores lange road trip - eller i hvert fald skulle flyve til USA for at begynde det. Turen havde to hovedformål. Dels skulle vi besøge venner, ikke mindst nogle af Tims venner, som jeg aldrig havde mødt, og et par af dem, kendte han også kun fra nettet, mens han havde mødt de fleste, da han var til Kilroy, en konference om ytringsfrihed i Arizona tilbage i 2018. Dels skulle vi besøge nogle af de stater, som vi begge manglede at besøge i den centrale del af USA - seks i alt, og så skulle vi selvfølgelig også se ting undervejs - og sådan kom det også til at gå, som de næste mange artikler vil vise. Vi havde planlagt turen i detaljer hjemmefra, og ikke overladt så meget til tilfældet, som vi ellers gør når vi er på road trip, men der var da plads til enkelte improvisationer - og selvfølgelig ændrede vi planerne undervejs - dels tvunget af omstændighederne (og vejret), og dels fordi vi bare ville noget andet end først planlagt. Men først skulle vi altså af sted.

Off we go

Vi nærmer os Islands øskyst. Til venstre i billedet ses Vatnajøkul.

Turen til USA er der ikke meget at fortælle om. Der var en masse postyr om forsinkelser, aflyste fly og bagage der bortkom, som man kunne læse og høre om i nyhederne, men vi oplevede intet af det. Vi fløj med Icelandair og her afgik flyet som planlagt mod Keflavik, og bagagen var med. Da vi ankom til Keflavik måtte vi holde og vente ude på runwayen i 40 minutter, da der ikke var nogen ledige gates,. Det betød at vi kun havde godt 20 minutter før det næste fly skulle afgå, men selv om vi skulle vise pas tre gange undervejs gennem lufthavnen og svare på diverse spørgsmål om formålet med vores tur osv., nåede vi det, og da dette fly var forsinket ca. 15 minutter i afgang, gjaldt det samme for vores bagage, så da vi landede i Chicago, flyveturens mål, var bagagen også landet. Det gik nemt og smertefrit at komme gennem immigration og told. Faktisk var det, der tog længst tid i immigration, at immigrationsmedarbejderen var meget morsom og interesseret i vores tur, så ham skulle vi lige pjatte lidt med, men kom altså ind uden problemer.

Vi havde lidt problemer med at finde det tog, der kørte til Car Rental, men efter at have stået på en forkert etage i ca. 10 minutter, opdagede vi at vi var galt på den, tog rulletrappen en etage op, og så var den hjemme. Bilen var klar, da vi kom. Ikke en "full size" som vi havde bestilt, men en mellemstor SUV i form af en Ford Edge, som faktisk havde bedre plads til bagagen end en full size ofte har. Fra biludlejningen kørte vi til vores hjemmefra bookede hotel, og da vi var blevet indkvarteret, kørte vi til en nærliggende Chili's, selv om vi skulle ud på en mindre omvej for at komme dertil. Her spiste vi aftensmad, og da vi kom tilbage til hotellet, gik vi i seng med det samme. Vi skulle ret tidligt op næste dag, så vi kunne begynde vores road trip.

Ud på landevejen

Allerede her på turens anden og road trippets første dag, skulle vi besøge Jen, en af de mennesker Tim kendte, og hendes mand. Hun boede i den lille by Walker i Iowa, så det var vores første mål. Walker er imidlertid en lille by uden mange indkvarteringsmuligheder, så hjemmefra havde vi bestilt hotel i den noget større naboby, Independence. Men først skulle vi dertil, og selv om det ikke var den nærmeste vej, så dog heller ikke nogen særlig lang omvej, havde jeg sat mig for at jeg ville besøge IOWA80, et truckstop på Interstate Highway 80 - faktisk verdens største truckstop, og det var derfor jeg ville se stedet. På vejen gjorde vi et kort ophold ved et Walmart i en forstad til Chicago, Morris, hvor vi købte den "obligatoriske" køleboks, is til boksen og noget vand, som vi kunne nedkøle. Desuden solcreme og frugt til mig til dagens køretur. På vej til Walmart havde vores gps vist os ad betalingsveje, men ved selv at overtage kontrollen lykkedes det for at undgå dem, og vi kørte faktisk ikke på betalingsvej på noget tidspunkt på de 31 dage, vi var af sted.

IOWA80 ved Interstate 80 i Walcot, Iowa er verdens største truck stop.

Næste stop var Walcot (i Iowa) hvor IOWA80 ligger. IOWA80 er altså verdens største truckstop. Udenfor er der plads til 900 parkerede lastbiler, og masser af standere til optankning af både disse, men også almindelige personbiler, der kører på benzin. Butikken var enorm, med adskillige (otte) restauranter, både fastfoodkæderestauranter, som fx Wendy's som havde lejet sig ind, men IOWA80 havde også selv en full service restaurant. Vi indtog nu ikke føde, men kiggede os omkring og Tim købte en truckerkasket som gave til et af de mennesker, vi skulle besøge senere på turen. Udover butik var der faciliteter til langturschaufførerne i form af sovekabiner, badefaciliteter, biograf, museum og meget andet - og ud over souvenir, solgte butikken  også reservedele til lastbiler, pynt til samme og meget andet. Her skiftede vi chauffør inden vi fortsatte vores tur. Jeg overtog fra Tim, som havde kørt fra hotellet, og kørte resten af turen til Independence. Da vi nåede Walker, kørte vi ud til Jen (Jennifer) og sagde "hej", så hun vidste, at vi var ankommet til området, inden vi fortsatte til vores hotel i Independence, nord for Walker. Da vi var blevet indkvarteret og havde slappet af en times tid, kørte vi til endnu et Walmart, denne gang for at proviantere snacks og mere frugt til aftenen og næste dag. Tim ville også gerne købe lidt morgenmad til næste dag, og da jeg selv kom ned til morgenmad (Tim spiser sjældent hotellets morgenmad), viste den sig at være ualmindeligt ringe; faktisk den dårligste hotelmorgenmad siden vi boede på et hotel i Raleigh i North Carolina tilbage i 2000 - det eneste, jeg fik, var en indpakket kanelsnegl (som jeg dog pakkede ud af plastikken) og en kop kaffe. Så i morgen besøger vi nok Walmart igen, så jeg også kan få købt noget morgenmad.

Vi kørte derefter tilbage til Walker og Jennifers hus, hvor vi hyggede os et par timer, inden vi kørte til en meget lokal restaurant, Kula's, hvor Jens mand stødte til os, da han fik fri fra sit arbejde. Jen og manden, Farid,, kendte værterne, så vi fik en ovenud god betjening, og særdeles god mad. Her hyggesnakkede vi nogle timer med såvel Jen og Farid som værterne. Efter et par timer, var Tim og jeg blevet trætte, så vi kørte Jen hjem til deres hus (vi havde også haft hende med ud), og så satte vi selv kursen mod Independace og vores hotel, hvor vi studerede Internettet lidt inden vi lagde os til at sove. I morgen skal vi på udflugt til nogle huler i en statspark sammen med Jen.

Jeg kan lige tilføje, at Iowa var den første af de seks stater, som ingen af os tidligere havde besøgt, som var indlagt på denne tur.