Vilde dyr og knap så vild vin

Kentucky Castle. Bygget som en middelalderborg, men i virkeligheden et forholdsvis dyrt og luksuriøst hotel.

I dag skulle vi nyde den ekstra dag i Lexington vores genvej fra Bonham, Texas havde tjent for os i forhold til den oprindelige plan. Dagen skulle tilbringes sammen med Tims ven, Skye, som gerne ville vise og nogle ting i byens omegn, Først skulle vi imidlertid tilbage til den vej, hvor vi kom ind i byen, for at se, hvad det var for en borg, vi var kørt forbi dagen før, da vi ankom. På vej derud gjorde vi imidlertid en afstikker til byens berømte væddeløbsbane, Keenland, som vi dog kun så udefra, da banen var lukket her tidligt på formiddagen. Så fortsatte vi til "borgen". Det viste sig, at stedet hed Kentucky Castle, og at det var et hotel - et ret dyrt hotel, hvor de billigste værelser på det tidspunkt af året kostede ca. $450 pr. nat, og det dyreste omkring 850, men så var det også et tårnværelse. Faktisk kunne det blive dyrere, hvis man lejede en hytte; så kunne prisen komme på $1.400 pr. nat, men så var der også plads til 6 personer.

Da vi havde set og fotograferet kørte vi ud til Skye, hvor vi sludrede en times tid, mens vi hyggede med hendes hunde og katte, hvoraf der var en del. Til sidst var vi dog nødt til at tage af sted, hvis vi skulle nå at se det, hun havde planlagt. Det første sted, vi besøgte, var en dyrepark, Wendt's Wildlife Adventures omkring 35 miles nordøst for byen ad US 68. Hverken vi eller Skye havde været der før, så det var nyt for os alle tre. Vi havde ingen problemer med at finde stedet. Vi kunne tage US Route 68 hele vejen og det var en nydelig 2-spors hovedveje hele vejen, som førte os gennem en del af Kentuckys landbrugsland. Lidt før byen Carlisle skulle vi så forlade hovedvejen og køre ad en mindre vej ud til selve parken. På denne strækning begyndte det at regne, og da vi nåede frem, regnede det ret kraftigt, så vi iførte os vores regnslag inden vi forlod bilen. Heldigvis startede vi rundturen indendørs med at købe billetter (og gulerødder til at fodre dyr med) og se på en indendørs "udstilling", hvor der blandt andet var skildpadder, varaner og andre øgler, slanger, fisk og noget, som blev kaldt Patagonian Maras. De har tilsyneladende ikke et dansk navn, bortset fra "almindelig mara", men de er en slags pænt store gnavere på op til 75 cm i længden. Og det meste interessante dyr inde i bygningen var hulepindsvin, som har nogle ubehageligt lange og skarpe pigge, men heldigvis var de bag tremmer. Af 3en eller anden grund, er det forbudt at dyrke sex med disse dyr i Florida (se artiklen Stater, vi har besøgt). Når man har set dyret, forstår man ikke, hvorfor et forbud skulle være nødvendigt.

Da vi kom ud af bygningen var det næsten holdt op med at regne, og da det var over 35 grader, smed vi regnslagene og fik dem ikke på igen. Parken var ikke stor, men havde en del dyr, som jeg ikke havde set før i levendes live, fx kapivarer, som er verdens største gnavere, kasuarer, som er nogle strudse- eller emulignende fugle, som når de er udvoksede (det var disse ikke), kan være ret farlige, da hannerne er aggressive og er forsynet med en lang, skarp klo bag på benene, som den bruger både til forsvar og angreb, og det er sket - om end sjældent - at de har slået mennesker ihjel. Heldigvis var de altså dels unge og dels i bur, så vi slap derfra uden skrammer. Da vi kom ind i en bygning med geder og alpacaer fik gulerødderne hurtigt ben at gå på, så jeg måtte sponsorere en ny omgang (og vand til os selv). Især Skye nød at fodre dyrene. Selv havde jeg forsynet et par hulepindsvin med gulerødder. Her i bygningen købte vi også nogle pinde med fuglefrø til senere brug, og vi fik en sludder med stedets leder, som tilfældigvis kom ind, mens vi var der. Vi tilbragte en del tid her, men til sidst måtte vi videre, og da vi kom ud igen skinnede solen. Vi fortsatte rundt i området og så på kameler og zebraer foruden heste med mere. Til sidst nåede vi frem til parakithuset, men her gik Tim i strejke. Hans fobi mod små fugle forhindrede ham i at gå ind i bygningen, hvor undulater og andre parakitter fløj frit omkring, så det var kun Skye og jeg selv, der gik ind, og her blev Skye overfaldet af små flyvedyr, som ville delikatere sig med de pinde med fuglefrø, som hun medbragte. Selv havde jeg travlt med at se mig for, så jeg ikke trådte på de fugle, der gik rundt på gulvet. Da vi kom ud igen sad Tim og ventede på en bænk, og der blev han siddende mens Skye og jeg gik ned for at se på formiddagens sidste dyr; en ko af en race, som jeg ikke kendte, men den var hvidlig, hornløs og til gengæld ret langhåret. På vej tilbage til bilen besøgte vi endnu engang det kombinerede billetkontor og souvenirshop, men vi købte ikke noget.

Væddeløbsheste på en mark ved Windy Corner Market, restauranten, hvor vi spiste aftensmad med Skye og Michael.

Skye mente, at vi skulle besøge et Kentucky winery, og hun havde fundet et sådant i den sydlige udkant af Lexington, knap 50 miles (80 km) fra dyreparken, så der satte vi kursen hen. Stedet lå omkring 15-16 km uden for Lexingtons centrum, så i første omgang tog vi US 68 tilbage til byen. Fra byen skulle vi ad en meget lille landevej, Ky 1974. Generelt er det sådan, at jo flere cifre, der er i nummeret, jo mindre er vejen, og således også her, men den førte igennem nydelige landskaber, hvor vi både så de allestedsnærværende heste, men også køer, blomster, træer og græsmarker. Igen fandt vi stedet uden problemer, indtil vi skulle parkere. Vi fandt en parkeringsplads ved en "lade", der bliver anvendt til bryllupper og andre fester, men her var der ikke noget smagerum eller lignende. Vi fandt dog ud af, at vi nok skulle fortsætte lidt længere ad "indkørslen", så vi vendte tilbage til bilen, og gjorde netop dette, og så kom vi da også til et nydeligt hus, som faktisk rummede stedets smagerum og lille butik. Her blev vi modtaget af en dame, som sagde pænt goddag og spurgte om vi ville smage, og det ville vi naturligvis godt. Men først gik vi en tur i huset og så på de ting, man kunne købe, herunder souvenir, vinglas og karafler med mere, inden vi vendte tilbage til smagerummet. Her bestilte vi en smagning med seks vine, og så krydsede vi af på en liste, hvad vi gerne ville smage. Prisen for dette arrangement var $5. Vi kunne have nøjedes med at smage tre slags og sparet $2 hver, men vi nu skulle der skejes ud! Jeg husker ikke præcist, hvad hverken jeg eller de andre to smagte, men jeg husker en vin ved navn Afterglow, fremstillet af den amerikanske drue Catawba; faktisk første gang, jeg har smagt vin fremstillet på en amerikansk druesort. Det fleste amerikanske vinerier laver vin baseret på europæiske druesorter som fx chardonnay, viognier, cabernet franc, cabernet sauvignon, merlot m.fl.  Desuden smage jeg en vin af portvinstype, men lavet på blåbær. Endelig en Moscato (sød) lavet på brombær, som jeg endte med at købe to flasker af til at tage med hjem. Da vi havde smagt, handlet og talt med damen, satte vi kursen tilbage mod Lexington. Her kørte vi først til Skyes adresse og satte hende af, inden vi fortsatte til vores hotel. Vi havde aftalt med Skye, at vi skulle mødes med hende og hendes mand nogle timer senere på restaurant lidt uden for byen.

Efter at have slappet af på værelset et par timer satte vi kursen mod den restaurant, hvor vi havde aftalt at mødes. Ser man på Google Maps, ser det ud som om stedet ligger inde i byen, og det er da også muligt, at det ligger inden for bygrænsen, men bestemt ikke i bymæssig bebyggelse. Windy Corner Market, som stedet hed, ligger i meget landlige omgivelser omgivet af heste  og hestefolde, og vi kørte endnu engang ad ret små veje derud. Vi parkerede på den anden side af landevejen, og på vej til restauranten skulle jeg lige fotografere nogle heste, bare for at bevise, at de var der. Da vi kom ind var Skye og hendes mand, Michael, allerede kommet. Stedet var anderledes end mange andre restauranter i USA, jeg har besøgt. Først stod vi i kø ved en slags disk, mens vi studerede menukortet, som vi fandt i en  bakke på disken. Da vi kom frem til kassen, bestilte vi så det, vi ville have fra kortet (jeg har desværre glemt, hvad vi fik), og så skulle vi betale. Det var egentlig min og Tims plan, at vi ville give maden, men inden jeg fik min pung op af lommen, havde Michael allerede betalt, og ville ikke høre tale om andet. Så fandt vi et bord og slog os ned der, hvoreftrer vi på skift hentede drikkevarer i deres soft drinks fountain (free refill, you know). Da maden var klar, blev den serveret ved bordet, og så spiste, drak og sludrede vi et par timer, indtil klokken var hen ad 21. Vi blev enige om at bryde op, da både Skye og Michael skulle på arbejde dagen efter, og vi skulle ud på en 300 miles (480 km) lang køretur næste dag, hvoraf en stor del var på små og meget små veje. Så vi sagde farvel og lovede at komme tilbage en anden gang. Vi kørte tilbage til hotellet, hvor vi slappede af til det blev sengetid - glade for, at vi havde fået den ekstra dag i Lexington. Uden den havde vi hverken oplevet dyrepark eller vingård.