Blandt turister i alle størrelser og former

Fra Lexington skulle vi fortsætte til Gatlinburg i Tennessee, hvor vi skulle tilbringe et par nætter. Som ssædvanligt tog vi ikke den nærmeste vej, som ville have været at tage Interstate 75 til Knoxville i Tennessee og så en kort strækning på I-40 til Kodak og så Tennessee Road 66 og US Highway 441 til byen, den vej, som jeg havde kørt i 2019 efter netop at have efterlade Tim hos Skye i Lexington, se artiklen Regn, kø, mere kø og mere regn. I stedet ville vi køre en omvej, der ville føre os af små og endnu mindre veje til Crossville, omkring 70 miles (110 km) vest for Knoxville. Herfra kunne vi så tage I-40 til Kodak og så som beskrevet i forrige sætning. Hvorfor nu det? Jo, for jeg ville besøge endnu en Buc'ees tankstation - endnu større end den i Melissa i Texas, og en sådan lå der i Crossville.

Afsted til Gatlingburg

Syd på ad små veje gennem Kentucky og det nordlige Tennessee

Vi forlod vores hotel forholdsvis tidligt, omkring kl. 8.30, og satte kursen syd på. I første omgang tog vi faktisk I-75, men kun omkring 55 miles (ca. 90 km) til den lille by Mt. Vernon. Derfra kørte vi ad små veje mod sydvest. Den største by, vi passerede på den første strækning var Ferguson, Kentucky med knap 1.000 indbyggere, men ellers var det primært landlige omgivelser i form af landbrugsland, skove og bjerge. Ved Burnside svingede vi endnu mere mod sydvest, og fra omkring Monticello, gik det nærmest stik syd mod grænsen til Tennessee. Hele denne strækning kørte vi ad smalle, snoede landeveje gennem spændende landskaber. Lige før vi nåede statsgrænsen til Tennessee kørte vi ind i et amt ved navn Clinton County, som faktisk lå i Central Daylight Saving Time og ikke i Eastern, som vi ellers havde befundet os i, så nu skulle vi  have stillet ure igen, men det gjorde vi ikke. Et stykke efter statsgrænsen ramte vi US Route 127, og selv om denne vej også startede som en lille landevej, blev den efterhånden firespors. Kort før Crossville nåede vi så I-40, som vi fulgte, til vi nåede frem til Buc'ees tankstationen, som var hele formålet med omvejen. Den skulle efter sigende være meget stor, og den var da også betydeligt større end den store, vi allerede havde besøgt i Melissa, Texas. Her var der omkring 50 dobbeltstandere og en butik på knap 5.000 m², så der var noget at se på, da vi kom indenfor. Vi gik omkring i butikken i noget der lignede 45 minutter, men det var meget begrænset, hvad vi købte. For mit vedkommende en kop kaffe og en sodavand til at tage med i bilen, og jeg er ikke sikker på om Tim overhovedet købte noget.

Efter besøget på tanken vendte vi tilbage til I-40, som vi blev på de næste 90 miles (145 km) til Kodak. Undervejs passerede vi Knoxville, hvor vi overnattede to gange på vores allerførste familietur til USA i 2000, men denne gang kørte vi bare forbi byen, som i sin tid (for mange år siden) var Tennessees statshovedstad. Vi nåede dog - på afstand - at se Sunsphere, en 6-kantet mast med en guldfarvet glaskugle på toppen. Den blev opstillet som symbol for verdensudstillingen i Knoxville i 1982, og den står der altså endnu. Masten er 81 meter høj og kuglen er 23 meter i diameter, og belagt med 24 karat guld, så den er ret synlig, når solen skinner, hvilket den ikke gjorde, da vi kom forbi. Tværtimod var det særdeles overskyet, men det regnede trods alt ikke. I hvert fald ikke før vi nærmede os Gatlinburg. Man kan komme op i tingesten, men det gjorde vi altså ikke. Vi fortsatte i stedet ad motorvejen til Kodak, hvor vi forlod denne for at køre syd på mod Gatlinburg. Mellem Crossville og Knoxville var vi igen kørt ind i Eastern Standard Time Zone, hvor det lykkedes for at at blive resten af turen.

Turen mod syd førte os ad Tennessee Road 66 gennem Cattletsburg, hvor vi overnattede i 2014. Det var her Tim havde udsigt til en pornobutik og jeg til en lille bæk. Se også artiklen Lang dags rejse mod mad fra 2014. Fra  Cattletsburg fortsatte vi til Sevierville, Dolly Partons fødeby, hvor vejen, vi kørte, på mødte US Route 441, som vi så skulle blive på til Gatlinburg og et par dage senere videre gennem Great Smoky Mountains National Park til Cherokee i North Carolina. Men først skulle vi igennem hele det turistområde, der ligger på strækningen mellem Sevierville og Gatlinburg; ikke mindst området omkring den lille by Pigeon Forge, hvor også Dollys egen park, Dollywood, ligger. Her består alting af forlystelser af forskellig art fra voksmuseer til fortryllede bygninger osv. Alt for at tiltrække og underholde turister - og dem kommer der mange af. Også vandlande, et Titanic museum, outlets og souvenirbutikker foruden spisesteder en masse, og selvfølgelig indkvarteringssteder i hobetal. Pigeon Forge har omkring 6.000 indbyggere, men besøges af omkring 50.000 turister om dagen i højsæsonen eller 10 millioner om året, og de fleste af de 50.000 var på gaden, da vi kom forbi, selv om det regnede. Som sædvanligt var der tæt trafik gennem byen, så det gik ikke stærkt. Men frem til Gatlinburg kom vi dog efter at have tilbagelagt de otte miles (13 km), der er mellem de to byer.

I Gatlinburg havde vi bestilt hotel hjemmefra, Sidney James Mountain Lodge, som på trods af navnet lå ikke langt fra byens centrum, men den ligger også i en dal omgivet af bjerge. Da vi kom til hotellet, var det igen holdt op med at regne. Vi fik vores værelse på øverste etage i en bygning med fire af slagsen. Hotellet havde også lavere bygninger på den anden side af gaden, men vi boede altså i det, der skulle være hovedbygningen. Adgang til værelset foregik fra en svalegang, og fra svalegangen var der udsigt til hotellets udendørs swimmingpool. Der var også en indendørs, men vi brugte nu ikke nogen af dem. Efter at have fået værelset og slæbt bagagen op, kørte vi en tur gennem byen. Ikke for at besøge noget, men for at se på og fotografere nogen af alle de mange "turistattraktioner", som byen er fyldt med. Vi ville gerne have besøgt Ripley's Aquarium of The Smokies, hvor man kan klappe pingviner, men efter at have set prisen opgav vi. På denne tur var Tim chauffør, så det var mig, der fotograferede, og så ville vi bytte næste dag. Da vi havde set nok for den dag og fotograferetddet, der kunne ses for turister i alle størrelser, former og farver, kørte vi tilbage til hotellet, hvor der var en "pool side cafe", hvor vi ville indtage vores aftensmad - så det gjorde vi, og det var typisk cafémad, grillkylling, burgere, pølser, pommes frites osv, men det var ganske udmærket. Når vi spiste her, var det for at undgå at skulle køre til en anden restaurant og så bruge tid på at finde en parkeringsplads, hvilket kan være ganske vanskeligt i Gatlinburg.

Appalachernes turistby over dem alle

Cades Cove Grist Mill

Vi har besøgt Gatlinburg ved flere lejligheder. Første gang på den første tur til USA med hele familien. Det har jeg nævnt meget kort i artiklen At komme til USA og videre fra det år. Ved den lejlighed spiste vi frokost i byen og tog en tur med en stolelift til toppen af Crokcett Mountain, hvor vi blev overraskede over prisen som var hele $8 pr. snude og med den hidtil højeste dollarkurs (over 8 kr per dollar), vi har oplevet, var det rystende. Senere er vi dog blevet klogere, og har betalt op til 10 gange mere mere pro persona for turistaktiviteter end den samlede pris, vi gav for  for fire tilbage i 2000.

Et par gange er vi kørt gennem byen uden at gøre ophold, når vi er kommet nord fra og været på vej til Cherokee syd for Great Smoky Mountains National Park. I 2012 havde vi en enkelt overnatning i byen, men ved den lejlighed benyttede vi eftermiddag og aften efter ankomst til se på indianermonumenter, se Hvor cherokee'erne regerede, og næste dag kørte vi videre, så heller ikke ved den lejlighed så vi meget til byen. Det ville vi derfor til dels råde bod på denne gang. Men også kun til dels. Både Tim og jeg var enige om, at vi ikke ville kunne udholde en hel dag i Gatlinburgs turisthelvede. Vi foretrækker begge steder, hvor der er knap så mange turister, og i Gatlinburg er der ikke andet - i hvert fald ikke i højsæsonen, og hele byen er indrettet for at imødekomme disse turisters ønsker/krav til underholdning af en enhver turistorienteret art. Gatlinburg har under 4.000 indbyggere, men endnu flere turister end Pigeon Forge, nemlig omkring 12 millioner om året.

Vi opgav derfor tanken om bare at blive i byen og besluttede at starte dagen med en udflugt til Great Smoky Mountains National Park, nærmere bestemt til Cades Cove, som jeg forsøgte at besøge i 2019. Også dette kan du læse mere om i artiklen Regn, kø, mere kø og mere regn, som jeg nævnte ovenfor. Der var ikke inkluderet morgenmad i hotelværelsesprisen, som ellers var høj nok, men sådan er det ofte. På de dyrere hoteller, skal man betale for næsten alt det, som er gratis på billigere hoteller og moteller. Vi kunne have spist morgenmad på Pool Side Cafe, men det var ret dyrt, så det lod vi være med. Tim havde noget brød til overs fra dagen før, som jeg fik et stykke af og indtog sammen med et par hårdkogte æg, som vi havde købt færdigkogt i Buc'ees dagen før. Vi vidste at der ikke er mange supermarkeder i Gatlinburg, så vi ville være beredt! Ved titiden forlod vi hotellet og satte kursen mod nationalparken, der ligger syd for byen. Vel inde i den satte vi kursen mod sydvest ad den lille og meget snoede Little River Gorge Road, som sjovt nok går langs Little River. Senere skiftede vi til Laurel Creek Road, der hverken er større eller mindre snoet - tværtimod. Vi gjorde et par stop undervejs for at fotografere, men ellers fortsatte vi bare til en parkeringsplads, hvor Cades Cove Scenic Loop begynder. Hele vejen var der en hastighedsbegrænsning på 35 miles i timen, så det tog sin tid at køre de 32 miles (50 km) fra byen. Herfra tog vi så det 11 miles (18 km) lange, ensrettede scenic loop, der førte gennem området.

Denne gang lykkedes det for os at gøre holdt et par steder, ikke mindst ved Cades Cove Visitor Center, hvor vi parkerede bilen og gik en tur og så på nogle af de forskellige bygninger, blandt andre Becky Cable House hvor en kvinde ved navn Rebecca Cable drev forretning og pensionat med sin bror fra 1887 frem til 1896, hvor broderen blev syg, og så fortsatte Rebecca driften af pensionatet alene; butikken havde hun lukket). Tante Becky, som hun blev kaldt, drev også en vandmølle, hun pløjede selv sit ret store landområde (næsten 250 hektar, hvoraf dog ikke alt blev dyrket), og det blev hun ved med til sin død, 96 år gammel i 1940. Inden hun døde havde hun doneret en del af sin jord til at bygge en skole. Efter hendes død blev bygningen, hvor hun boede, flyttet til sin nuværende placering tæt på vandmøllen, som vi i øvrigt også besøgte. Der var også andre bygninger i området, som vi så på, fx en såkaldt gennemkørselslade hvor hestevogne kunne køre gennem laden, og deres last af korn og hø kunne så nemt læsses af og på inde i laden. Efter besøget her, fortsatte vi turen rundt ad loopet og stoppede et par steder mere, dog uden at gå ind i flere bygninger. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, hvor loopet begynder og slutter, havde vi brugt ca. halvanden time på at køre turen (inklusive ca. 45 minutters ophold) - så stærkt gik det ikke; en gennemsnitsfart på ca. 22 km i timen - men dog bedre end de 11 km i timen, jeg havde holdt ved mit besøg i 2019. Hertil kom så turen ud til Cade's Cove og tilbage til Gatlinburg, som også tog ca. 1½ time hver vej, så da vi nåede tilbage til byen, var klokken blevet godt. 14.30. På vej tilbage begyndte det at regne og en del mere end dagen før, men ikke så meget som ved tidligere lejligheder på turen, fx i Iowa og Kentucky. Vi havde ellers planlagt, at vi ville tage en svævebanetur op til Ober Gatlinburg (som ligger på et bjerg ved navn Ober Mountain), men da vejret ikke var til det, udsatte vi det til senere, og kørte i stedet til hotellet, og slappede af en times tid.

På vej op med svævebanen til Obergatlinburg mødte vi den nedadkørende gondol

En times tid senere var vejret blevet bedre, faktisk skinnede solen, så vi kørte ned til byen og parkerede bilen på en betalingsparkeringsplads (Tim betalte) ikke langt fra svævebanen, og så gik vi op og købte billet. Det kostede $19 pro persona, så det var ikke så galt i forhold til prisen for stoleliften 22 år tidligere, og selv om dollarkursen ikke var god, var den bedre end den gang. Svævebanen, der har to kabiner, afgår hvert tyvende minut, og vi måtte vente omkring 10 før der kom en kabine ned. Svæveturen er  ca. 3½ km lang og man kommer op i omkring 900 meters højde over havets overfalde eller ca. 500 meter over byen. Faktisk går det fra Ober Gatlinburg en stolelift ca. 200 meter højere op, men den tog vi ikke. Hele vejen op var der en glimrende udsigt over området og byen nedenunder, og "vognstyreren" (mere om ham neddenfor) fortalte, at det høejste vi var over jorden var ca. 90 meter. Ober Gatlinburg er i øvrigt det eneste skiområde i Tennessee, og området har otte pister, men dem havde vi ikke meget glæde af i juli. - og ville n ok heller ikke have brugt dem, hvs det havde været vinter. I stedet for gik vi rundt og så på de forskellige forlystelser, som også er anlagt her, fx karruseller, en skøjtebane, "isradiobiler", souvenirbutikker, spisesteder mm. Vi nøjedes dog med at gå omkring og kigge, og indtage en enkelt sodavand til mig og en vand til Tim, og så besøgte vi en enkelt butik med forskellige militære artefakter, hvor Tim købte et eller andet til nogen, men jeg husker ikke, hvad han købte, og til hvem. Ellers brugte vi tiden på at se på de få, der løb rundt på skøjtebanen og nyde udsigten over byen og bjergene. Da vi ikke gad at se mere, kørte vi ned igen.

Både på turen op og turen ned blev vi underholdt af "vognstyreren", som hed Paul. Han fortalte om nogle af de bygninger, vi passerede på vej op og ned, blandt andet et Barbiehus - ellers som Paul forklarede; det havde oprindeligt været Kens hus, men efter skilsmissen var det altså Barbies. Desuden et hus som blev kaldt sekstommerhuset, fordi kun seks tommer af huset stod på fast grund, resten stod på pæle. Da vi kom ned, gik vi tilbage til bilen, og så var det min tur til at køre bilen rundt i byen, så Tim kunne tage billeder af alt turisthalløjet. På vej tilbage til hotellet overvejede vi at spise aftensmad på en BBQ restaurant, men jeg gad ikke rigtigt, så vi kørte tilbage og så indtog vi aftensmaden på Pool Side Cafe endnu engang. Så var der ikke så langt tilbage til værelset.