Gensyn og nysyn

Så var det blevet søndag og der var mindre end en uge til vi skulle hjem. Søndag, mandag, tirsdag og onsdag var afsat til besøg hos venner og bekendte i lokalområdet - og lidt derfra. Det betød, at der ikke blev så meget sightseeing, men det er jo også et område som, og i mindre grad Tim. har besøgt mange gange. Faktisk var det mit 17. besøg i det vestlige North Carolina, og inden 2022 var gået, skulle det blive til endnu et besøg. Det kommer der nok også en enkelt artikel om på et tidspunkt. Når artiklen har fået den titel, den har, skyldes det at vi fik gensyn med en masse mennesker, men også mødte en ekelt fysisk for første gang, hvor kontakten hidtil havde været digital.

Søndag: Vin og besøg hos Rob McHale

I dag skulle vi besøge min gode ven, singer/songwriter Rob McHale. Rob er pensioneret luftkaptajn og han kan nu koncentrere sig helt om musikken, hvilket han gør. Han skulle nordpå og optræde om mandagen, så derfor måtte vores besøg hos ham altså blive søndag. Rob har aldrig besøgt Danmark, men har turneret både i Tyskland og England foruden i USA. Desuden er han vært for den længst kørende songwriter showcase i North Carolina, hvilket han har været i over 10 år. Den foregår med et månedligt show på Summit Cafe i Davidson, og tilbage i april 2018 overværede jeg et af disse show sammen med et par andre venner, Charlotte og Bill. På den tur fik vi i øvrigt et godt bevis på det omskiftelige vejr i den vestlige del af North Carolina. Ved koncerten sad vi uden for iført shorts og skjorteærmer til kl. 23 om aftenen, og på det tidspunkt var temperaturen stadig over 22 grader. Næste dag måtte vi pakkes ind i vintertøj, da jeg besøgte nogle andre venner og dagen efter igen, skinnede solen og temperaturen var igen over 25 midt på dagen.

Smagerummet hos Laurel Gray Vineyards ligger i et meget smukt område, hvilket man ikke lige kan se af dette billede. Stedet er opkaldt efter indehaverne, Bennys og Kims børns mellemnavne, Laurel og Gray, og har eksisteret siden 2001, hvor de første vinplanter kom i jorden. Før blev der dyrket tobak i området, men det er altså nu afløst af vin. Laurel Gray ligger i Swan Creek AVA (American Viticultural Area). Stedet er en del af Swan Creek Wine Trail og Yadkin River Wine Trail.

Jeg havde aftalt, at vi skulle komme ud til hans hus omkring 15.30, så vi havde god tid. Efter morgenmaden benyttede vi formiddagen til at vaske, så vi nu havde rent tøj til resten af turen. Huset, som vi boede i har selvfølgelig både vaskemaskine og tørretumbler, men kun en af hver så vi kunne ikke som sædvanligt vaske samtidigt, men måtte gøre det sekventielt. Det betød at vi havde tid til at læse og gå på nettet for at se om verden var væltet, og bortset fra vaskeriet slappede vi af hele formiddagen og forlod først huset omkring kl. 13 (vaskemaskinen er ikke lige så hurtig som de maskiner, der ofte findes på hoteller og moteller. Vi satte kursen mod Hamptonville, øst for Wilkesboro, en tur på godt 50 km, som tager lidt over en halv time, uden trafik, og trafik var der ikke meget af denne søndag. I Hamptonville ligger  Laurel Gray Vineyards; mit (og Tims) yndlingsvingård i North Carolina. Her får man typisk god vin og god betjening, og jeg har besøgt stedet på alle mine ture i området siden 2004. Det viste sig, at betjeningen var lige så god og hyggelig, som den plejer at være, men de havde lavet noget om på konceptet siden mit besøg i april. Tidligere fik man sine smagsprøver i et glas, som man så kunne tage med, når man forlod stedet (det var inkluderet i prisen for smagningen), men denne gang blev smagsprøverne serveret i små plasticglas, og alle de vine, man havde valgt at smage blev hældt op samtidigt. Damen, der stod for smagningen, fortalte stadig om de enkelte vine, præcis som tidligere, så her var der ikke noget at klage over. Vi havde begge valgt at smage fire vine (ikke de samme), og de, jeg smagte, var OK, men ikke lige så gode som de, jeg tidligere har smagt på stedet. Det var da også vine af andre typer end jeg normalt prøver, for dem kendte jeg jo. Denne gang valgte jeg en chardonnay, en "rose" (blandet af cabernet franc, merlot og pinot gris), en sød vin ved navn Nectar og endelig en dessertvin lavet på blåbær, som der er mange af i området, både dyrkede og vildtvoksende. Alle vinene var bestemt drikkelige, men de faldt ikke lige i min smag. Den, der kom nærmest, var blåbærvinen, men da jeg allerede havde købt dessertvin i Kentucky, fravalgte jeg også den. I stedet købte jeg to flasker viognier, som jeg har købt mange gange tidligere, så den behøvede jeg ikke at smage. Med de to flasker, jeg havde købt i Kentucky og én, som jeg havde købt i er butik i South Dakota, havde jeg nu fem af de seks flasker, jeg må tage med hjem. Og det sluttede jeg med, da jeg aldrig fik købt mere vin.

Efter vinbesøget satte vi kursen syd på mod Statesville. Jeg ville egentlig også gerne have vist Tim Shiloh General Store, der også ligger i Hamptonville, men de havde lukket om søndagen. Butikken drives af det lokale amishsamfund, og er spændende at besøge. Butikken sælger fødevarer i form af lokalt fremstillet brød, kød, hjemmelavet syltetøj og den slags, foruden træmøbler med mere, men det besøg må blive en anden gang. I Statesville ville vi besøge et Walmart, og på vej fra bilen til butikken opdagede jeg, at min skavank fra den foregående aften (se Togtur og ondt i r....) bestemt ikke var overstået. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke havde kapacitet til en længere rundvandring i butikken, så jeg overlod indkøbene til Tim, og gik tilbage og satte mig i bilen. Jeg havde bedt ham om at købe nogle ibuprofen, da de panodil, jeg havde taget, havde hjulpet lige så meget som at stikke tungen ud af vinduet. Det viste sig da også, at de havde en vis effekt, som faktisk holdt sig til vi kom tilbage til huset i Ferguson.

Fra Walmart var der omkring 25 km til Robs hjem sydost for Statesville nær den opdæmmede sø, Lake Norman. Det viste sig, at Rob bor i et såkaldt gated community, altså et indhegnet område, hvor man normalt ikke bare kan køre ind, men skal lukkes ind af de, man skal besøge. Det viste sig dog, at porte stod åben, får vi fulgte bare gps'ens anvisninger og fortsatte direkte til huset. Det viste sig at Rob boede for enden af en blind vej med udsigt over en lille sø, og kun et par hundrede meter fra selve Lake Norman. hvor han, som han fortalte, sejlede i kajak om sommeren. Den nærmeste by er Troutman, som har omkring 3.700 indbyggere, men som er i kraftig vækst. Faktisk er der godkendt byplaner, som vil betyde at befolkningstallet vil stige til 11.000 inden for få år. Men der hvor Rob bor, skal der ikke bygges mere. Vi sludrede og hyggede os i nogle timer, og vi kom først derfra kl. 19.15. Vi kunne sagtens havc talt videre, men jeg syntes at det var på tide, at vi satte kursen hjemad. Vi skulle også nå at spise undervejs.

Vi satte kursen mod Wilkesboro, hvor vi var ca. en time senere. Planen var, at vi ville have spist på Dooley's Tavern and Grill på byens centrale plads, hvor vi har spist flere gange før, men da vi nåede frem, var der kun et ledigt bord, og det var reserveret. Vi kunne have ventet, men de kunne ikke sige, hvornår vi kunne få bord, så vi opgav tanken og ville i stedet vende tilbage en anden dag. I stedet kørte vi ud til det butiksområde, der ligger vest for byen langs US Route 421, hvor vi vidste, at der lå en Applebee's, som vi ofte spiser på. Vi plejer at spise deres tilbud, 2 for 20 (måske 25), hvor to mennesker altså spiser to 20, 22 eller 25 dollars afhængig af den enkelte restaurant. Det gjorde vi dog ikke denne gang. Vi delte godt nok en forret, men fik desuden hver sin hovedret til fuld pris, hvilket fortsat var rimeligt. Tim fik kylling, mens jeg "nøjedes" med en salat. De kaldte den en "jordbærsalat" og udover almindelige salatingredienser, var den da også pyntet med jordbær. Og da var nok af den; faktisk så meget, at jeg end ikke kunne spise op. Det har jeg ikke tidligere prøvet, når jeg kun har bestilt salat.

Vi var tilbage ved huset omkring kl. 22.00, så selv om vi tog sent afsted, havde vi alligevel været ude og omkring i ni timer. Mens vi var på Applebee's begyndte det at regne, og endnu mere end dagen før, så da vi kom tilbage til huset og parkerede de otte meter fra hoveddøren, var vi alligevel så gennemblødte, da vi kom inden for, at vi var nødt til at skifte tøj fra inderst til yderst. Samtidigt lynede og tordnede det for nu tredje dag i træk (jo, det regnede, lynede og tordnede også den sidste aften i Gatlinburg). Det betød, at Tim ikke havde haft mulighed for at sidde ude på terrassen og nyde lyden af cikader og synet af ildfluer, som jeg oplevede i 2019 - og det blev ikke bedre de følgende dage.

Mandag: Besøgt i Tennessee og i en boghandel

Vægmaleri i Mountain City, Tennessee, der viser Tom Dooleys arrestation i Pandora, noget vest for Mountain City, hvor han sad og kølede fødderne i bækken Doe Creek. Billedet er ikke helt korrekt. Der var kun én af de tre, som fangede ham, som var bevæbnet  og kun med en revolver, og den trak han ikke. Hvordan den violinspillende herre til højre kommer ind i billedet, er der ingen god forklaring på.

Under mit besøg i North Carolina i forbindelse med påsken 2022, gjorde jeg en afstikker ind i Tennessee til byen Mountain City. Her besøgte jeg det lokale, kombinerede velkomstcenter og museum. Formålet med mit besøg var at lave lidt research til en ny roman, jeg har i støbeskeen, en roman om et mord, der faktisk fandt sted i området omkring Mountain City tilbage i 1903. Om romanen nogensinde bliver til noget er en anden sag. Foreløbigt har jeg kun fået skrevet tre kapitler. Men under mit besøg mødte jeg en utroligt hjælpsom dame (ansat på stedet), som beredvilligt fandt avisudklip (eller rettere kopier af disse) frem, og i øvrigt fortalte, hvad hun vidste om sagen. Under vores hyggelige samtale kom vi til at tale om andre mordsager, og i den forbindelse fortalte hun, at en lokal forfatter havde skrevet en kort historie om Tom Dooley sagen - om jeg havde hørt om den? Sagen altså, ikke bogen, som jeg i øvrigt købte. Da jeg fik læst den, viste det sig, at af alle de fiktive bøger om sagen, jeg nogensinde har læst, vartdet den, som var længst væk fra, hvad der virkeligt skete. Jeg fik fortalt, at jeg faktisk vidste en del om Dooley-sagen, og selv havde skrevet en bog om denne. Da jeg havde et eksemplar liggende i bilen, hentede jeg det og forærede hende bogen. Det blev hun meget begejstret for, og hun begyndte at læse den, næsten inden jeg var ude af døren. Senere viste hun den til sin chef på museet, som også blev så begejstret, at han bestilte en på nettet! Siden havde jeg korresponderet en del med Jenny, som sendte mig yderligere materiale om den anden sag. Hun havde spurgt om jeg kom tilbage til Mountain City, for så ville hendes chef gerne have, at jeg signerede hans eksemplar.

Al denne snak, for at fortælle, hvorfor vi havde bestemt, at vi denne mandag ville besøge Mountain City. Fra "vores hus" i Ferguson var der der omkring halvanden times kørsel til Mountain City, ad den vej, vi valgte. Vi kunne have gjort det på godt en time ad den hurtigste vej, men hvorfor tage den, når man kan tage en omvej? Vi havde stadig ikke travlt, da vi ikke havde planlagt andet den dag, så vi forlod først huset kl. 9.30 og var derfor i Mountain City lidt over 11. Mountain City ligger på US Route 421 omkring 10 miles (16 km) fra statsgrænsen mellem North Carolina og Tennessee. På museet mødte vi som forventet Jenny (jeg havde givet hende besked om at vi kom), og jeg blev modtaget med et stort knus (de er meget knusende i den del af Appalacherne). Hun bød på kaffe (til mig; Tim drikker som bekendt ikke kaffe), og ringede derefter til sin chef, som viste sig at hedde Bob - efternavnet fik jeg ikke. Bobs køb af bogen havde været med til at finansiere turen med godt 7 kroner, som er det jeg tjener på hvert solgt eksemplar, så selvfølgelig skulle han have en underskrift og en lille bemærkning. Mens vi ventede på ham sludrede jeg med Jenny, mens Tim gik rundt og så på museet, og det fortsatte han med, mens jeg også fik snakket med Bob og signerede hans eksemplar. Efter ca. en times tid sagde vi farvel og tak for denne gang (Jenny har spurgt om, hvornår jeg kommer tilbage) og satte kursen mod North Carolina. Her besøgte vi en meget lille by, Valle Crucis, med under 500 indbyggere. Her ville vi se, hvor deres konferencecenter lå, da vi her skulle møde Catherine - en fælles Twitter bekendt - næste dag. Se også Togtur og ondt i r....., hvor jeg fortæller, hvorfor, vi skulle møde Catherine, der er fra Virginia, her.  Vi fandt stedet uden problemer, og da vi havde set, hvor det var, satte vi kursen mod Hickory, den næststørste by i hele det vestlige North Carolina - kun Asheville er større. Her ville vi besøge en Barnes & Noble boghandel. Vi tog små veje til Boone, hvorfra vi satte kursen mod syd ad US Route 321, som går til Hickory og fortsætter til Hardeeville i South Carolina (i alt er denne vej over 800 km lang, men så langt skulle vi altså ikke).

På vej mod Valle Crucis ad en lille, snoet vej.

Ved Route 321 mellem Boone og Lenoir ligger der en slags blandet landhandel på et ret øde sted. Jeg var ofte kørt forbi denne butik, men havde aldrig besøgt den, og det besluttede jeg nu at råde bod på. Vi krydsede derfor vejen (butikken ligger på venstre hånd, når man kører syd på) og parkerede. Tim gad ikke besøge butikken, så han ventede i bilen mens jeg gik ind og så mig omkring. Der var mange spændende ting, men ikke noget jeg ville have med hjem, bortset fra noget lokal marmelade og nogle syltede agurker med chili og hvidløg og nogen med dild. Således forsynet gik jeg tilbage til bilen  og så fortsatte vi turen gennem Lenoir til Hickory. Her fandt vi boghandlen, hvilket ikke var så svært, da jeg havde været der flere gange tidligere. Det var egentlig Tim, der var på bogjagt, mens jeg kun så efter bøger af Dick Francis, som jeg ikke har i forvejen. Imidlertid havde de ikke en eneste bog af denne forfatter - eller rettere hans søn, som skriver videre efter faderens død. Da jeg opdagede det, placerede jeg mig i den Starbuck's, som altid findes i Barnes & Noble butikkerne. Her drak jeg mig en sodavand. Jeg har for længst opgivet at drikke kaffe på de steder, da det er en hel videnskab at bestille. Vil man have en kop sort kaffe, skal man gennem et tredjegradsforhør om bønnetype, ristningsgrad osv. Da Tim havde fundet, hvad han ville have, forlod vi butikken igen - efter at han havde betalt. Vi ville ikke have at personalet skulle komme løbende efter os, skrigende "shoplifter".

Vi satte kursen tilbage mod Lenoir og videre mod Ferguson med et ophold i Food Lion, så jeg kunne genforsyne med frugt, og denne gang tog vi den lille Tom Dula Road, hvor Margaret bor, en del af vejen. Ikke for at besøge hende - det skulle vi næste dag, men bare for turens skyld. Vi slappede af i huset i halvanden times tid, og så kørte vi tilbage til Lenoir for at få noget spise. Den eneste ulempe ved The Old Ferguson Farm er, at der er langt til restauranter; 20 miles eller 32 km til Lenoir og 13 miles (20 km) til Wilkesboro, men den udfordring lever jeg gerne med på grund af stedets øvrige kvaliteter - og man kan jo selv købe mad og lave det, da der er et veludstyret køkken i huset. Vi valgte imidlertid at spise på RubtyTuesday, som er en af mine favoritkæderestauranter der i byen. Efter maden kørte vi tilbage til huseet, hvor vi var omkring kl. 21, så slappede vi af resten af aftenen.

Tirsdag: En gammel landhandel og besøg hos vores værter

I dag skulle vi møde vores fælles bekendt, den violinspillede civilingeniør Catherine. Cat bor egentlig i Roanoke i Virginia, og her skulle vi oprindeligt have mødt hende den sidste dag, inden vi skulle flyve hjem, men nu var hun imidlertid på et skotsk spillemands- og danseseminar i Valle Crucis i North Carolina. Vi havde skrevet lidt frem og tilbage, og da det er et kursus, som kun få får lov til at deltage i, ville hun nødigt springe det over. Det mente vi heller ikke, at der var grund til, da vi jo alligevel var i North Carolina, og derfor lige så godt kunne besøge hende der. Vi havde aftalt at mødes med hende kl. 10.30, hvor hun havde en pause mellem en spille- og en danselektion. Tidligere havde vi fremsendt bevis for,  at vi var vaccinerede mod covid-19, og vi havde mundbind i bilen, så alt var vel. Stedet var meget obs på smittefaren, men som det skulle vise sig, var det åbenbart ikke nok. Køreturen fra Ferguson til Valle Crucis ville tage omkring en time, så klokken 9.30 stævnede vi ud. Vi tog små veje fra Ferguson til US 421 og derefter denne til Boone og videre mod øst til en lille bebyggelse, Vilas, hvorfra vi så igen tog små veje til Valle Crucis - faktisk samme vej, som vi var kommet ad dagen før. Vi kunne være kørt en mere direkte vej, som vi prøvede, da vi forlod Valle Crucis dagen før, men her var vi blevet opholdt af et vejarbejde, hvor vi holdt i næsten 30 minutter, før vi kunne fortsætte, og det ville faktisk være hurtigere at køre den længere tur.

Cat og Tim på verandaen ved konferencecenteret i Valle Crucis.

Da vi ankom, var Cat endnu ikke kommet, hvilket vi havde en ide om, da hun ikke vidste præcis, hvornår hun ville være færdig med morgenens lektion. Vi fandt et lille picnic sted med borde og bænke ved en lille flod, lige inden for porten til området - eller i hvert fald en af portene, og her slog vi os ned, og så sendte Tim en meddelelse til hende, om hvor vi var. 10 minutter senere kom hun spadserende, og så sad vi og sludrede en halv times tid. Her fortalte hun, at på trods af alle deres beskyttelsesforanstaltninger, var flere af deltagerne alligevel blevet ramt af covid-19, så der nu kun var 4-5 deltagere tilbage på kurset og de vidste ikke, om det ville blive helt aflyst. Herefter foreslog hun, at vi skulle besøge Mast General Store. Dette er en kæde af General Stores, som i dag har butikker i South Carolina og Tennessee foruden North Carolina, ti i alt. Butikken i Valle Crucis er den oprindelige, som blev grundlagt i 1883 og stadig ligger i samme bygning, som i mange år også har huset Valle Crucis' postkontor - og det gør den stadig. Der findes også et anneks ikke langt fra hovedbygningen, og her koncentrerer man sig om gammeldags slik. Det kan man også få i butikken, men i mindre mængder. I de to butikker sælges diverse blandet gods så som gammeldags pejsetilbehør og husholdningsartikler, tøj og udstyr til friluftsliv, fodtøj, arbejdstøj og gammeldags legetøj til at trække op. Desuden regionale bøger og musik, honning og mere end 500 varianter af gammeldags slik. Det var meget sjovt at gå rundt i den gamle butik, som med sine skæve og bulede gulve mindede mig en del om Mosehuset i Dyndet ved Borup, hvor jeg køber kaffe og te. Her købte jeg et par gaver til Clara og noget sukkerfri vingummi til mig selv. Tim og Cat handlede også, men jeg er ikke klar over, hvad de købte. Efter besøget her kørte vi tilbage til konferencecenteret, hvor vi sad og sludrede på en af stedets verandaer - så slap vi for at skulle iføre os mundbind. Her sludrede vi til kl. 12.30, hvor hun skulle tilbage til den næste lektion. Så alt i alt hyggede vi os med Cat et par timer, og har senere holdt kontakten ved lige via Twitter.

Da vi forlod stedet satte vi i første omgang kursen tilbage mod Lenoir - desværre tænke vi os ikke om, og tog samme vej som dagen før - og endnu engang måtte vi vente temmelig længe ved det tidligere omtalte vejarbejde. Det så ud som om, der havde været et jordskred, som de nu var ved at udbedre. Det kunne vi studere, mens vi alligevel holdt stille og ventede på, at vores vejbane skulle få lov til at køre. Der var kun en bane åben, men her var der stoplys og ikke flagmand, som der ellers ofte er ved den slags vejarbejder i USA. Vi tog som dagen før US 321 fra Boone til Lenoir, men uden at stoppe ved den lille butik. Heller ikke i Lenoir stoppede vi, men fortsatte af North Carolina Route 18 til bebyggelsen Kings Creek. Herfra ad Grandin Road (opkaldt efter en tidligere, men nu forsvundet tømmerby; se Byen, som kom og gik under Historie(r)).Da vi kom til Tom Dula Road tog vi denne mod øst til det andet hus på vejen, en strækning på ca 2 km på den lille grusvej. Af en eller anden grund er Tom Dula Road en grusvej (og uden Google Streetview) på den del, der ligger i Caldwell County, men asfalteret (og med Streetview) på den del, der ligger i Wilkes County). I det hus, vi kørte ud til ,bor mine venner Margaret og Dick, som dels ejer det hus vi boede i og dels et par andre huse, som de også lejer ud via Airbnb, og dels driver frilandsmuseet Whippoorwill Academy and Village, som er et af mine absolutte yndlingssteder i USA. Jeg havde aftalt, at vi ville være der o9mkring kl. 13.30, men vejarbejdet havde forsinket os, så vi først var der 14.

Margaret og Dicks hus fra omkring 1835 er optaget i National Register of Historic Places. Det har været i Margarets families eje siden det blev bygget. Huset er kendt både som Beech Hill og som William Haigler House efter den af Margarets forfædre som i sin tid opførte det.

Da vi kom og parkerede var Dick ved at slå græs med en traktor; en rigtig traktor, ikke en havetraktor  (de har et ret stort område med plæne og på en bakke).  Dick kom hen med traktoren og så hilste vi på ham inden vi alle tre gik ind til Margaret, som var i gang med et eller andet i køkkenet. Vi fik serveret koldt vand (efter eget ønske, da det var meget varmt uden for), og så sad vi og sludrede hyggeligt. På et eller andet tidspunkt lavede Margaret popcorn, som hun selv elsker og så vi også holder af, og det var "rigtige" popcorn med salt, ikke med smør, sukker eller hvad amerikanerne nu finder på at ødelægge deres popcorn med, og som både Tim og jeg afskyr. Hun gentog succesen flere gange, så der blevindtaget en hel del popcorn ledsaget af mere vand. Efter en times tid eller halvanden gik Dick ind og lagde sig for at slappe af. Han havde knoklet på grunden og omkring huset, hvor vi boede (ikke kun med græsslåning, men også mere fysiske aktiviteter) siden klokken otte om morgenen, og han og Margaret skulle i byen om aftenen, så han ville gerne lige slappe lidt af. Omkring klokken  17 sagde vi farvel og tak for denne dang til Margaret, så hun også kunne nå at klæde sig om og i øvrigt nette sig, inden de skulle gå klokken 18. Afskeden var med behørig udveksling af knus mellem Margaret og undertegnede, mens Tim nøjedes med at give hånd. Han kender trods alt ikke Margaret så godt som jeg gør. Inden vi kørte ,hentede jeg min gave til dem i bilen - et par drikkekrus med forsidebilledet fra min bog "Who Killed Laura Foster".

I stedet for at køre tilbage til huset, kørte vi i stedet tilbage til Lenoir og kørte lidt rundt for at finde ud af, hvor vi skulle spise, men endte med bare at spise på Ruby Tuesday som dagen før. De har en fremragende salatbar, som jeg ofte - således også ved denne lejlighed - spiser som hovedret. Tim valgte at spise det samme, som dagen før, men her havde jeg spist kyllingesandwich salat, så jeg varierede mig lidt mere. Vi startede begge måltidet med boneless wings, som vi næsten altid gør. I modsætning til dagen før, gik det ganske hurtigt med såvel bestilling som servering. Dagen før havde alting taget meget lang tid; både at få bestilt, få serveret og at få regningen, hvilket er uhørt i USA, hvor man nærmest får desserten inden man har taget første mundfuld af forretten. Det gælder om at få folk ind og ud så hurtigt som muligt, så der bliver plads til flere. Til trods for at der dagen før havde været masser af ledige borde, sad der mennesker i "vindfanget" og ventede på at få et bord. Det viste sig at være et personaleproblem. En af de to kokke var sygemeldt, og de manglede også serveringspersonale. Som så mange andre restauranter i USA (og Danmark) har også denne restaurantkæde haft problemer med at skaffe personale efter covid, hvor de afskedigede mange, som nu har fundet andre job, og som derfor ikke vender tilbage.

Efter maden kørte vi tilbage til Fergusonb. Næste dag skulle vi forlade huset, men da jeg havde spurgt Margaret, hvornår vi skulle være ude, havde hun sagt, at det kunne vi selv bestemme. Vi havde en aftale i Statesville ved tovltiden, så vi blev enige om, at der ikke var grund til at pakke om aftenen. Det kunne vi sagtens nå næste morgen. Så vi slappede af med vores tablets og bøger til sengetid.

Onsdag: Statesville Historical Collection

Så var det blevet tid til at forlade The Old Ferguson Home for denne gang. Da vi forlængede vores ophold i North Carolina på grund aflysningen af besøget i Roanoke, valgte vi at finde et motel i stedet for at blive i huset et par dage yderligere. Days Inn i Wilkesboro ville koste mindre for to nætter end en nat i huset kostede, så her spillede økonomien ind.

Fra Statesville Historical Collection. Morderen Mary Minish kan du læse mere om i artiklen Pandehåret reddede hende fra galgen under Historie(r).

Vi havde god tid, da vi som nævnt ovenfor først havde en aftale ved 12-tiden, men af desværred syntes mit vækkeur, at det skulle ringe 6.20, som om jeg skulle på arbejdet. Da jeg tjekkede var alle de tre alarmer, som jeg typisk skifter mellem hjemme, af en eller anden grund slået til. Hvordan det er sket ved jeg ikke, men sket var det. Måske var det Tim, som havde været på spil - eller også har der været spøgelser! I hvert fald sov jeg ikke mere, selv om jeg prøvede. Vi tog det dog alligevel stille og roligt - jeg fik klaret mit morgentoilette og spist morgenmad og drukket kaffe. Apropos kaffe - jeg havde købt noget instant kaffe tidligere på turen, så jeg havde på hotelværelserne, men den smagte ikke specielt godt, så ved det første besøg i Food Lion havde jeg skiftet den ud med Nescafé som smager som det, vi kan købe herhjemme. Efter morgenmaden ompakkede jeg mine kufferter, så det, jeg skulle bruge det næste par dage, kom i den mindste kuffert og resten i den større. Det betød, at jeg kun behøvede at slæbe den lille kuffert ind på hotellet i Wilkesboro og kunne lade den større overnatte i bilen. Så ryddede vi op i huset; ikke at der var meget at rydde op, men vi fik tømt affaldsspandene, lagt håndklæder til vask, vasket op og i det hele taget gjort huset pænt. så rengøringen kunne koncentrere sig om at gøre rent og ikke skulle rydde op først.

Omkring kl. 11 skrev jeg til Margaret (på Messenger) at nu forlod vi huset og takkede endnu engang for gæstfriheden. Derefter satte vi kursen mod Statesville, hvor jeg havde aftalt med mine venner, Charlotte og Bill, at vi skulle forsøge at mødes omkring kl. 12. De var ikke sikre på,  om de kunne komme, da de skulle have leveret materiale til reparation af deres tag efter en stormskade, og da de bor i Matthews, 100 km fra Statesville, og de skulle vente på materialerne først, var de altså ikke sikre på om de kunne nå det. Vi parkerede uden for Statesville Historical Collection et par minutter i 12, og gik indenfor og hilste på Steve Hill, der har samlet hele kollektionen og stadig driver udstillingen. Steve kalder mig "sin bedste ven i Danmark" og jeg kalder ham "min bedste ven i Statesville" og så er alle glade. Han hilste på Tim, som han aldrig havde mødt før, og aldrig så snart vi havde sat os, før Charlotte og Bill også ankom. Ud over os var der endnu en herre, som jeg aldrig rigtigt fandt ud af, hvem var, men sikkert en af de frivillige, som hjælper Steve. Kort efter kom endnu en mand, som jeg faktisk havde mødt i april. Han hedder Kian og er meget hyggelig. Ham talte Tim en del med, mens Steve og jeg underholdt os med Charlotte og Bill. Stedet er et meget brugt "hang out" for lokale historieinteresserede og for de frivillige, der hjælper Steve. Han og udstillingen flytter i øvrigt snart til nye og større lokaler, hvilket ikke mindst Steves kone er glad for. Så kan hun komme af med alle de genstande, han har opmagasineret hjemme i kælderen. Senere kom der også andre mennesker, blandt andre flere udstillignsgæster, som Kian og Steve "måtte" vise rundt og fortælle om stedet og de udstillede genstande.

Vi fik dog snakket hyggeligt i nogle timer, indtil Charlotte og Bill skulle tilbage for at se om håndværkerne var begyndt at reparere taget. Tim og jeg sludrede videre med Steve og Kian, som nu var den eneste, der var tilbage udover os, i edn halv times tid, og så sagde også vi tak for denne gang. Inden vi gik fik også Steve et krus (Charlotte og Bill havde fået inden de gik). Desværre vidste jeg jo ikke noget om Kian, så jeg havde ikke noget med til ham, men så gode venner er vi jo heller ikke. Vi satte kursen tilbage mod Wilkesboro og vores hotel. Da vi havde fået værelset, bar vi det mest nødvendige ind, og så kørte Tim over på den anden side af gaden til Walmart, mens jeg slappede af på sengen. Jeg havde stadig udfordringer med de smerter jeg havde fået lørdag, da vi ankom til huset. Det svingede lidt, hvor alvorligt det var, men denne aften var det ret slemt, så jeg indtog et par Ibuprofen, mens jeg ventede. Han kom tilbage med frugt til mig og antiforkølelsesmedicin til sig selv og så slappede vi begge af til ved sekstiden. Derefter gik vi mellem 20 og 30 meter til en nærliggende restaurant, hvor jeg havde spist i 2018. I mellemtiden havde restauranten være lukket på grund af ombygning i 2019 og så kom nedlukningen i 2020, og det overlevede den desværre ikke. Nu var den imidlertid genåbnet under et nyt navn, og maden var glimrende, som den havde været tre år tidligere. Stedet var lidt dyrere end andre steder i området, men da vi valgte nogle forholdsvis billige retter, gik det endda, og faktisk blev det kun $50 for to inklusive drikkepenge.