Staten, der ikke eksisterer

Iowas Capitol bygning i Des Moines.

Tim og jeg havde gennem længere tid drillet Jen fra Iowa om at hendes stat slet ikke eksisterede i virkeligheden, men nu gav vi hende chancen for at overbevise os om det modsatte. Vi havde derfor aftalt, at vi skulle hente hende, og så skulle hun vise os ting i staten, for ligesom at slå fast, at den altså eksisterede. Det var vores første "rigtige" feriedag (turen over og forlægningen til Independence talte ikke rigtigt med), så det skulle være en afslappet dag. Og det blev det. Jen havde foreslået at vi skulle besøge Maquoketa Caves State Park, som lå omkring 60 miles øst og en smule syd for Walker ,og den var vi med på. Huler er altid interessante efter min mening. Da vi stod op, var vejret imidlertid ikke til udendørs aktiviteter. Det stod ned i stænger, og himlens udseende tydede ikke på, at det ville høre op foreløbigt. Jen havde fortalt, at man skulle gå en del udendørs i parken. Vi besluttede imidlertid at foretage de fornødne morgenaktiviteter, og så køre ned til Walker og Jen, og så måtte vi se, hvad vi så kunne finde på. Morgenmaden lod dog en del tilbage at ønske. Faktisk var det den på daværende tidspunkt dårligste morgenmad siden vores besøg i Raleigh, North Carolina 22 år tidligere. Se artiklen En bro, flere kugler, nogle flagermus og en hule under Rejser 2000. Det skulle dog vise sig at blive over- eller rettere undergået senere på turen. Menuen bestod af kanelsnegle, blåbærmuffins (som jeg gerne indtager, dog ikke til morgenmad), kaffe og juice, så min morgenmad kom til at bestå af et glas appelsinjuice og en kop kaffe.

Da vi var klar, satte vi kursen mod Walker. På vejen ud af Independence kørte vi forbi en imponerende bygning med noget der mindede om en golfbane uden for, så vi mente, at det nok var en country club. Det var det imidlertid ikke, da skiltet fortalte at det var Independence Mental Health Institute, grundlagt i 1873 som Independence State Hospital, men stadig et aktivt psykiatrisk hospital, og altså ikke en golfklub. Da vi nåede frem til Walker, havde Jen et forslag om, at vi skulle køre til statens hovedstad, Des Moines, og se byens botaniske have, hvilket både Tim og jeg syntes var en god ide. Turen ville tage omkring et par timer hver vej, og så ville der være god tid til at se haven. Sådan skulle det imidlertid ikke helt gå. Da vi forlod Walker styrtregnede det stadig, og det gjorde hele vejen til Des Moines. På vejen stoppede vi i den lille by Brandon, som tidligere var hjemsted for verdens største stegepande. Nu er der imidlertid mindst to steder, som har en større stegepande, men se den ville vi nu alligevel, selv om den er reduceret til at være Iowas største stegepande. Selv om det stadig styrtede ned, forlod Tim bilen, så han kunne blive foreviget sammen med panden. Derefter fortsatte vi den direkte vej til Des Moines.

Da vi nåede frem, regnede det imidlertid stadig, så vi besluttede at udsætte den botaniske have til senere og indlede med et besøg statens Capitol (regeringsbygning), som jo var en indendørs aktivitet. Da vi kom indenfor, mødte vi en skranke, hvor der sad nogle damer, som forklarede os, at vi enten kunne komme med på en guidet tur, eller bare få et kort, der viste, hvor vi måtte gå og ikke gå, og så gå rundt selv, og vi valgte sidstnævnte, da vi så ikke ville være bundet af, at skulle følge gruppen. Der var ikke meget at se i bunden andet en skranken og et område, hvor man kunne sidde ved mindre borde og nyde en forfriskning fra nogle automater, så her sad vi et stykke tid - dog uden at nyde noget - mens vi diskuterede verdenssituatinen, inden vi gik op på den næste etage. Her så vi på de forskellige ting, der var udstillede, malerier, modeller med mere, og herfra var der en glimrende udsigt til det indre af bygningens kuppel. Det ydre af kuplen er forgyldt. og der er brugt næsten 3 kg rent guld til forgyldningen.

Wapsipinicon River syd for Independence

Her besøgte vi også et kontor, der tilhørte statens Secretary of State (nærmest "udenrigsminister", hvis en stat kan have en sådan). Her var der personale, som arbejdede, men vi blev inviteret indenfor, og en nydelig ung dame fortalte os om kontoret, og vi blev sågar invieteret til at set mandens privatkontor, som var meget imponerende med en glimrende udsigt over byen. Damen, der fortalte os om stedet, var overbevist om, at det var bygningens flotteste kontor; flottere end selv guvernørens. Hendes var der desværre ikke adgang til, da hun selv var til stede, så vi måtte nøjes med at se på hendes dør udefra. Alt i alt en spændende oplevelse. Fra næste etage var der adgang til de sale, der rummede henholdsvis statens Senat og Repræsentanternes Hus. Vi kunne dog kun komme ind i sidstnævnte, mens Senatet var aflåst. Her var der ingen mennesker - politikerne holdt nok sommerferie! På denne etage besøgte vi også husets bibliotek; et utroligt spændende sted med bøger (ikke mindst lovbøger, biografier mm) i fem etager med hylder, som man kunne komme op til af diverse trapper. Her brugte vi en del tid inden vi fortsatte på på den femte og øverste etage i bygningen. Her var to gallerier (balkoner), hvorfra man kunne se de to sale, hvor politikerne mødes, og her var der åbent til såvel Senatet som Huset, så vi så lidt på begge dele. Salene så tomme ud, men Tim mente at i en imaginær stat, var politikerne også imaginære, så i virkeligheden var begge sale fyldt med ikke-eksisterende politikere.

Da vi kom udenfor igen, var det holdt op med at regne og solen skinnede, så vi fik tagget nogle billeder af bygningen og af udsigten fra "hovedtrappen" op til denne ud over byen. Det viste sig, at vi havde brugt så meget tid i bygningen, at vi opgav den botaniske have og vendte snuden mod Independence igen. Klokken var næsten halv tre og vi vidste, at der var godt og vel to timers kørsel tilbage til byen. Når vi skulle hertil og ikke direkte til Walker, var det fordi, vi skulle hente noget på hotelværelset - en gave til Jen. Da vi havde hentet, hvad vi skulle så vi lidt på selve Independnce, som ligger ved en flod med det interessante navn Wapsipinicon River. Floden er en biflod til Mississippi. En legende fortæller om navnet:

"For mange år siden levede Sauk- og Meskwaki-stammerne mellem Mississippi River og det, vi nu kalder Wapsipinicon River. En anden stamme, Dakota Sioux, havde længe været deres fjende. En dag var saukerne ude på jagt. De fandt liget af en af ​​deres unge mænd, Swift Deer. Havde siouxerne dræbt ham?

Lederen Black Wing sendte sin søn Pinnekon og seks andre ud for at lede efter spor. Da de vendte tilbage, besluttede saukerne, at siouxerne var skyldige. Men sauk-stammen havde brug for hjælp til at angribe siouxerne. De spurgte deres ven Good Heart, om hans stamme, meskwakierne, ville kæmpe med dem, og det accepterede Good Heart.

Sammen vandt Sauk- og Meskwaki-krigerne kampen mod Siouxerne. Da kampen var slut, inviterede Good Heart sauk-krigerne hjem til sin landsby. Black Wing deltog selv sammen med sin søn, Pinnekon. I Good Hearts landsby mødte Pinnekon høvdingens datter, Wapsie. Pinnekon og Wapsie blev forelskede og Good Heart og Black Wing blev enige om, at de to kunne blive gift.

Alle virkede glade for det kommende bryllup undtagen en Meskwaki-kriger ved navn Fleet Foot, som selv havde ønsket at gifte sig med Wapsie. En dag sejlede Wapsie og Pinnekon i kano på floden. Pludselig skød en pil gennem Pinnekons bryst. Wapsie skreg og sprang op for at hjælpe ham. Kanoen væltede. Wapsie og Pinnekon sank under vandet og døde sammen. Var det den jaloux Fleet Foot, der skød pilen eller var det de besejrede siouxer? Ingen ved det. Men lige siden den dag, hvor de to elskende døde, har floden båret deres navne sammen – Wapsipinicon."

Navnet kommer i virkeligheden fra ojibve sproget (Waabizipinikaan-ziibi), hvor ziibi betyder flod, og første del af navnet kan oversættes til "rigeligt med svane-kartofler", som var indianernes ord for vilde artiskokker, som i sin fandtes i store mængder ved flodens bredder. Altså kort sagt, "floden med de mange artiskokker". Her beså vi en stor vandmølle (Wapsipinicon Mill) udefra og et bryggeri ,m Allerton Brewing Company, desværre også kun udefra - skrev manden, som faktisk ikke er så begejstret for øl. De laver blandt andre en øl, der hedde Wapsi Daisy, og det er da et godt navn. Tænk bare på Hugh Grant i filmen Notting Hill.

Fra Independence satte vi kursen tilbage mod Walker, men ad en anden vej end om morgenen. Denne førte langs med floden og vi stoppede et sted, hvor vi var meget tæt på, så jeg kunne få taget såvel billeder som video. Vi var tilbage i Walker lidt efter kl. 18, og så gik Jen i gang med at lave mad. Det gik forholdsvis hurtigt. Maden bestod a grillede tandoori kyllinger og dertil friskkogte, nyhøstede majskolber og grønne asparges i bacon. Et fortrinligt måltid. Efter maden sludrede vi en times tid og fik lige hilst på Jens mand, som havde arbejdet over, inden måtte sige farvel og vende tilbage til hotellet. På vejen besøgte vi Walmart, primært for at få shampoo, som der af en eller anden grund ikke var på hotelværelset. Det er der ellers normalt på alle hoteller - og vi købte også lidt brød, så vi kunne forsyne os selv med morgenmad næste dag, hvis den skulle være lige så ringe som den havde været om morgenen. I morgen sætter vi kursen mod Wisconsin, hvor vi har planlagt at tage en overnatning i byen Appleton. Så må vi se om det kommer til at holde - det er en af de dage, hvor vi ikke har bestilt hotel, så alt kan ske.