Så kan man ikke komme længere nord på!

Nej, vi var ikke på nordpolen, men hvis overskriften skulle have været præcis, ville den være blevet alt for lang. Reelt skulle der have stået "Så kan man ikke komme længere nord på, og stadig være ved Lake Michigan!" Men først skulle vi jo dertil, og da dagen gryede, befandt vi os stadig i Independence, Iowa. Som nævnt i den foregående artikel, var dagens mål hjemmefra planlagt til at være Appleton, Wisconsin; ikke fordi der var noget der, vi ville se, men fordi det passede med en typisk dagsrejse, men som så ofte før, ændrede vi planer undervejs.

Omkørsel

Mississippi River mellem Prairie du Chien og De Soto

Jen havde foreslået at i stedet for at køre den direkte vej til Appleton, skulle vi tage en omvej. Den direkte vej ville have ført os øst på til Dubuque på grænsen mellem Iowa, Illinois og Wisconsin, og derfra mod nordøst gennem Madison, Wisconsin og en række små byer til Appleton, som ligger ved den nordlige ende af Lake Winnebago. En tur der primært ville foregå på Interstate og US Highways, en tur på 267 miles eller ca. 430 km, som ville have taget ca. 4½ time. Den tur, vi endte med at tage, var ikke meget længere, 290 miles (465 km), men den tog noget længere tid, da den foregik på mindre veje. Denne rute ville føre os mod nordøst og altså ad mindre - af og til meget mindre - veje til Prairie du Chien ved Mississippiflodens bred, lige på den anden side af statsgrænsen til Wisconsin. Hvor Iowa havde været den først nye stat, vi besøgte, blev Wisconsin således stat nummer to, og flere skulle følge de nærmeste dage.

Efter at have fyldt benzin på bilen og is i køleboksen, stævnede vi ud. I første omgang kørte vi gennem det landbrugsland som Iowa er kendt for at være. Et område, der med sin fladhed, marker og bondegårde mindede fælt om det vi kender fra Danmark, selv om nogle af bakkerne måske var lidt højere, og at der blev dyrket majs på nærmest alle de marker, vi passerede. Og nu et sidespring: Den mest populære dressing i USA er Ranch Dressing, og det har den været i 30 år siden den overhalede Italian, og i Iowa spiser man tilsyneladende Ranch på eller til alt. Det havde Jen fortalt, og vi havde oplevet det ved selvsyn de to gange, vi spiste med hende og manden. Selv bryder jeg mig bestemt ikke om Ranch, der er fremstillet af kærnemælk eller yoghurt, salt, hvidløg, løg, purløg og diverse krydderier og så blandet med mayonnaise - fælt, fælt, men det spises altså med fornøjelse i USA,  og Jen købte altid store mængder af det, typisk i flaskestørrelser på ½ gallon. På vej mod Wisconsin passerede vi en masse bondegårde - vi var jo på landet - og ved stort set elle disse stod 4-5-6 store siloer uden for gården, og Tim og jeg var enige om, at  i disse siloer opbevarede de den ranch dressing, de regnede med at skulle bruge i weekenden. 

Men til sidst nåede vi frem til "den store flod", som Mississippis navn betyder - senere på turen skulle vi se den i en noget mindre udgave. Som beregnet, nåede vi floden ved grænsen mellem Iowa og Wisconsin ved byen Prairie du Chien. Prarie du Chien er en gammel by; faktisk påberåber den sig at være den næstældste by i Wisconsin, og de første nybyggere slog sig ned på stedet helt tilbage i 1673. Byen er opkaldt efter en lokal indianerhøvding, Alim, hvis navn, oversat til fransk betød "hund", eller altså "Chien" på fransk. "Prairie" oversættes til "eng", så altså "Hundens Eng". På trods af den historiske historie, kombineret med vores fælles historiske interesse for historisk historie, brugte vi ikke meget tid i byen, men drejede nord på langs Mississippifloden, som Jen havde foreslået. Her skulle vi blive på den lille vej langs floden, Wisconsin Road 35, til byen La Crosse 60 milers (96 km) længere mod nord, hvor vi skulle forlade floden, for at køre mod øst. Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå. Det var en nydelig tur, hvor vi mange gange havde et godt udsyn til floden, som i modsætning til mange andre floder er lige bred nærmest hele vejen fra Minneapolis i Minnesota til udløbet i den Mexicanske Golf, og så faktisk er sejlbar for selv store skibe på hele strækningen. Vi så nu ingen store skibe, hvilket måske skyldtes, at der flere steder er bygget dæmninger, som forhindrer sejlads. Undervejs mod nord gjorde vi et enkelt stop på en rasteplads ved floden, som her gik et stykke fra vejen. Her tog vi billeder af såvel floden som en dæmning i det fjerne. Desuden fik vi frisk vand fra boksen ind i bilen, kom af med noget affald i en affaldsbeholder, og tømte også lidt ud selv, inden vi fortsatte.

County Road E et sted i Wisconsin

Når vi kom til La Crosse, ville der være et udsigtspunkt med en flot udsigt over såvel floden som det omgivende landskab i henhold til Jen, som mente at det burde vi se. Vi kom imidlertid ikke til at se det, for da vi nåede den lille by De Soto lidt længere mod nord, var vejen spærret af et vejarbejde, og vi blev sendt ud på en længere omkørsel. Ved en endnu mindre bebyggelse, Red Mound, var der ikke længere omkørselsskilt, så da der var en vej som førte i retning af floden, tog vi denne. Det var en meget smal og snoet vej, som førte os tilbage til Wisconsin 35 i byen Victory, hvor vi opdagede at Wi 35 fortsat var spærret og ville være det hele vejen til La Crosse, så vi måtte vende om og sætte kursen tilbage, hvor vi kom fra. Fra Red Mound fortsatte vi så ad den vej, vi havde kørt på siden De Soto, og den førte os gennem byer og bebyggelser som Fargo og Viroqua. I sidstnævnte stoppede vi kort og tog nogle billeder. Efter godt 30 miles var vi tilbage den vej, vi ville være kommet ad, hvis vi havde besøgt La Crosse, men vi blev enige om, at vi ikke gad køre mod vest igen bare for at besøge udsigtspunktet. Vi fortsatte derfor gennem byen Sparta, hvorfra vi kunne have taget Interstate Highway 90, men det gjorde vi ikke. I stedet fortsatte vi mod nordøst af stadig mindre veje. En del af disse var såkaldte County Roads, som her ikke havde numre, men bogstaver. County Road A, County Road P og så videre. Vi kørte ikke på dem i alfabetisk orden, men inden vi nåede Appleton, er jeg overbevist om, at vi havde været hele alfabetet igennem, inklusive nogle med dobbeltbogstaver som fx County Road TT m.fl. Det betød at vi zigzaggede os frem mod målet, og skiftede retning for hver 5-6 miles indtil vi nåede US Route 10, som vi tog resten af vejen til Appleton. På vej mod byen, kunne vi konstatere, at vi ville være der alt for tidligt til at gøre holdt for natten, så vi besluttede os for at fortsætte til Green Bay ved bredden af Lake Michigan. Vi havde ikke bestilt hotel i Appleton, så Tim fandt et Super 8 hotel i Green Bay i stedet, og bookede et forholdsvis billigt værelse der.

Fra Appleton til Green Bay var der kun 40 minutter ad I-41, og vi fandt hotellet uden problemer og fik os indkvarteret. Derefter kørte vi ud for at ser lidt på byen. I første omgang satte vi kursen mod Lambeau Field, som har været hjemmebane for NFL holdet Green Bay Packers siden 1957. Dette stadion er opkaldt efter Earl "Curly" Lambeau, der grundlagde Packers tilbage i 1919, som spillede for holdet og var dettes første træner fra 1920 til 1949, en periode, hvor han også fungerede som direktør. Her så vi på stadion udefra, og tog nogle billeder, herunder af en statue af Vince Lombardi, som var en anden berømt træner og direktør. Han kom fra New York Giants og under ham genrejstes Packers efter at havde været nede i en bølgedal og blev "tressernes hold" i NFL med tre mesterskaber, og da mesterskabet blev afløst af Superbowl i 1966, vandt de denne to år i træk. Men mon ikke det er nok om American Football.

Hvis man ellers har fulgt med her på siden, vil man vide, at Tim og jeg tæller lastbiler fra bestemte firmaer på vores road trips. Har man ikke fulgt med, kan man læse mere i artiklen "Om at tælle lastbiler" her på rejsesiden. Et af de fimaer, hvis biler vi tæller, er Schneider National, som netop er hjemmehørende i Green Bay, så efter besøget hos Green Bay Packers, fortsatte vi ud til det sted, hvor dette selskabs hovedsæde ligger. Eller rettere har ligget, for da vi kom derud, kunne vi se, at selve hovedsædet var flyttet, og at lokationen i dag bruges til at oplære og træne deres chauffører og andre ansatte. Vi ledte ikke videre, men nu har vi i hvert fald set noget af Schneider. Derefter kørte vi ud for at se nærmere på Lake Michigan, eller rettere Green Bay, den bugt i søen som byen ligger ved. Vi kunne imidlertid ikke komme særligt tæt på vandet, da der var nogen, der havde fundet på at anlægge fabrikker eller bygge beboelseshuse, som tog al udsigten. Vi vendte derfor om og kørte tilbage til centrum, hvor vi så lidt på downtown, hvor vi tog billeder af amtets domhus samt nogle forskellige kirker. Da vi ikke gad at se mere, fandt vi en Applebee's (den første på denne tur, men næppe den sidste), og her indtog vi vores aftensmad. Da vi var her før covid-19 pandemien, havde de et tilbud, de kaldte 2 For 20, hvor to personer kunne dele en forret og få hver sin hovedret for $20. Men oh fy, oh føj, oh tvi; inflationen havde sat sine spor, så det nu hed 2 for 25!!! (Senere fik vi det til både 2 for 24 og 2 for 22.). Efter maden kørte vi tilbage til hotellet for at slappe af indtil sengetid.

Besøg ved et par gravsten

I dag skulle vi se sø! Turen skulle føre os fra Green Bay op langs den vestlige bred af Lake Michigan. Lake Michigan er en stor sø; faktisk er den end del større end Danmark i areal, og den er næsten 500 km fra syd til nord og 150 km fra øst til vest (hvor distancerne er størst). Det betyder selvfølgelig at der er en del kyst at køre ved. Green Bay ligger godt og vel halvdelen af vejen mellem søens sydligste og nordligste punkt, så vi skulle ikke køre hele vejen. Faktisk var dagens etape planlagt til at være forholdsvis kort, kun godt 200 miles eller 325 km. Den blev dog lidt længere af årsager, som skal afsløres i næste afsnit. Vi stod tidligt op, og jeg gjorde mig klar først, og mens Tim gjorde sit, gik jeg ned for at se på hotellets morgenmad, som viste sig at være OK, men heller ikke mere. Dog langt bedre end i Independence, se foregående artikel, Staten, der ikke eksisterer. Tim havde stadig brød tilbage fra Walmart i Independence, så det spiste han. Klokken 8 forlod vi hotellet og kørte ad I-43 gennem byen til vi nåede US Route 141, som skulle føre os det første stykke op langs søen, som vi dog kun kunne ane i det fjerne enkelte steder.

Min tipoldemor, Anna Lund Watz' gravsted på Forest Edge Cemetery i Marinette, WSisconsin

Undervejs nord på skulle vi besøge et par kirkegårde. De lå tæt på hinanden, men i to forskellige stater. Den ene lå i byen Marinette på den sydlige bred af Menominee River, som er grænseflod mellem Wisconsin og Michigan på dette sted, og den anden lige på den anden side af floden i en by, der har samme navn som floden, altså Menominee. Menominee var første gang, vi kom rigtigt tæt på søen, men der skulle komme mere. I Marinette fandt vi meget nemt kirkegården, Forest Home Cemetery (vi snød og brugte Google Maps), men det viste sig sværere at finde den grav, vi ledte efter. Vi havde fra findagrave.com et område på kirkegården, hvor graven skulle være, og dette område lokaliserede viu ret nemt, da nummeret stod på et skilt, men området var større end som så, og der var mange grave i lige rækker. Vi besluttede os derfor at dele os op, så Tim søgte i den ene ende af rækkerne (området blev delt af en sti), mens jeg søgte i den anden ende. Efter et stykke tids søgen fandt jeg stenen, og så kunne jeg hidkalde Tim, som kom farende. OK, måske ikke netop farende for det var en varm dag, men i et passende tempo. Og hvad var det så for en gravsten, jeg havde fundet? Jo, det var såmænd min tipoldemors! Min farmors mormor, Anna Karentine Lund Watz (eller som der bare står på stenen, Anna C. Watz. Hendes mand, som måske, måske ikke er min tipoldefar, John Oluf Watz (de var ikke gift, da min oldemor blev født, så faderskabet er ikke sikkert), ligger også på kirkegården, men har tilsyneladende ingen gravsten, så hans grav lokaliserede vi ikke. Til gengæld ligger en af deres sønner, min oldemors 20 år yngre bror også på kirkegården, og jeg fortalte Tim, at hans grav skulle vi nu lokalisere. Det viste sig imidlertid ikke at være svært, for ikke så snart havde jeg nævnt det, før Tim pegede på en gravsten og sagde: "Han ligger der!". Og det gjorde han - i rækken lige overfor sin mor. Svend (eller Swen A. som der står på stenen), blev kun 28. Han blev dræbt af sin ældre bror, Niels, ved et vådeskud på en jagt. Et år senere giftede Niels sig med enken, Hm!!! Hvad lavede mine tipoldeforældre og min oldemors søskende i USA, siden de er begravede her,kan man spørge? Svaret er simpelt. Mellem 1910 og 1923 emigrerede ni af min oldemors 10 søskende samt hendes forældre fra Langeland, hvor de kom fra, til USA. Kun min oldemor og hendes ældre søster blev i Danmark, da de allerede havde stiftet familie her.

Fra kirkegården fortsatte vi over en bro over floden. Midt på broen (sådan ca.) passerede vi statsgrænsen og var nu i turens tredje nye stat, Michigan. Her skulle vi besøge endnu en kirkegård, Riverside Cemetery, for at se om vi kunne lokalisere endnu en af min oldemors brødre, eller rettere hans gravsten. Carl var den yngste af hendes brødre, 24 år yngre end hende og faktisk på alder med min farmor, og de døde begge i 1976. Desværre viste det sig at denne kirkegård var endnu større end den første, men selv om området, hvor graven fandtes, var meget præcist beskrevet på findagrave, hjalp det desværre ikke, da det område, de refererede til, simpelthen ikke fandtes på kirkegården! Vi kørte derfor op og ned mellem gravene (dog på anlagte veje), mens vi holdt øje til hver sin side af bilen. Fra findagrave havde vi et foto af stenen, så vi havde en fornemmelse af, hvordan den skulle se ud. Det tog sin tid, men på den allersidste vej, vi tog (selvfølgelig), fik Tim øje på stenen (eller i hvert fald en, der lignede fotografiet) mellem to træer på sin side af bilen, så vi stoppede og steg ud, og ganske rigtigt. Her lå Carl O. Watz, hans kone Eldora og deres datter, Karlene Ann, begravet. Datteren var død så sent som i 2002, kun 58 år gammel. En skam, at jeg ikke har opsøgt denne del af familien noget tidligere.

Paspanik

Lake Michigan syd for Escanaba

Vi forlod kirkegården og satte kursen tilbage med floden, hvor Tim fandt et sted at parkere ved en kirke, mens jeg gik ud på en bro for at tage nogle billeder af floden, så man kan se, at vi har været der. Da vi passerede broen, skiftede vi for første, men absolut ikke sidste gang på denne tur, tidszone og befandt os nu i Eastern Daylight Saving Time Zone. Vi fortsatte mod nord ad US 41, og da den drejede bort fra søen, skiftede vi til den noget mindre Michigan Road 35, som fulgte søens bred ret tæt. Det gør den op til byen Escanaba og videre mod nord til Masonville. Her stopper den ved mødet med US Route 2, som vi fortsatte ad mod øst. US 2 har kun sporadisk kontakt med søens nordlige bred, men går ellers et stykke inde i landet.

Endnu et sidespring. Tim går med vest! Hvis nogen ikke kender ham, ved de det nu. De, der kender ham vidste det nok i forvejen. Han går ALTID med vest - måske har han den endda på, når han sover. Ikke sådan en lille elegant ting, som man kan bruge til jakke- eller kjolesæt, men nærmest en fiskevest med rigeligt med lommer. Det betyder, at når vi er på tur sammen, opbevarer han vores pas i en af disse lommer - så vi er sikre på ikke at miste dem. Et sted lige før vi kom til Escanaba, begyndte han at klappe sig på den pågældende lomme, og opdagede, at passene ikke var der. Vi stoppede bilen og satte en eftersøgning i gang. Først i alle vestens andre lommer, så i Tims rygsæk, min rygsæk, bilens handskerum mm. Jeg havde T-shirt uden lommer på, så jeg blev ikke gennemsøgt.  Passene fandt vi imidlertid ikke. Vi kom så i tanke om, at jeg på et tidspunkt havde fået vesten revet på gulvet fra den stol, hvor den hang på hotelværelset, så vi blev enige om, at den nok var faldet ud der. Vi ville derfor ringe til hotellet og spørge om rengøringen havde fundet dem. Imidlertid var der absolut intet telefonsignal, der hvor vi befandt os, så vi vendte om og kørte syd på igen. Vi nåede næsten tilbage til Menominee (ca 45 miles), før der var signal, og jeg kunne ringe til hotellet. Damen, jeg talte med, kunne imidlertid fortælle, at de ikke havde fundet nogen pas, men hun tilbød at gå op på værelset og selv se efter, hvis vi så ville ringe tilbage et kvarter senere. Det gjorde jeg så, men der var stadig ikke held. Der var ingen pas, og hun havde set under alle møbler, bag gardinerne og så videre, og de var der altså ikke. Heller ikke hotellet i Independence, hvor vi havde boet natten før, havde fundet nogen pas, for dem ringede jeg også til.

Det skabte en vis panik, da vi jo så skulle have et nødpas, for at kunne rejse hjem. Det kan man få på ambassaden i Washington eller på danske konsulater. Vi overvejede at korte turen af, så vi kunne få nogle dage i Washington, men blev enige om, at når vi alligevel var i Texas, hvor vi havde flere dage, kunne vi nå at besøge generalkonsulatet i Houston, selv om det ville være en tur på fem timer hver vej fra vores opholdssted i Bonham, og vi nok skulle have værelse i byen. Vi blev dog enige om, at det kunne lade sig gøre, og at vi nok skulle komme hjem, da amerikanerne næppe ville beholde os for evigt. Således "beroliget" vendte vi om og kørte nord på igen. Med nogen forsinkelse nåede vi frem til dagens mål i Naubinway. Her er der kun et eneste motel, så her havde vi reserveret værelse på forhånd. Byen er ikke ret stor (147 indbyggere). Der er en tankstation, et par butikker og en enkelt restaurant. Naubinway er den nordligste bebyggelse ved Lake Michigan, og det var derfor jeg havde valgt, at den skulle vi besøge - mit ønske ikke Tims, men han fulgte med. Det viste sig, at for at få vores værelse, skulle vi ringen til et telefonnummer (kun adgang for mennesker som os, der havde reserveret i forvejen), og da jeg gjorde det, fortalte en dame mig, at vi skulle bo i nummer 4, og at nøglen lå inde på værelset. Værelserne var faktisk små hytter (sammenhængende), og vi havde to soveværelser, men dog kun et badeværelse.

Hyggelig uhygge

Bates Mother! Damen sidder på en stol uden for et af værelserne på Bates' Motel - ikke i kælderen som i filmen og her er hun skelet, ikke en mumie.

Da frem og tilbageturen i forbindelse med telefonopkald til hotellerne omkring passituationen, havde forsinket os en del, var det blevet tid til aftensmad, så da vi havde indkvarteret os (al bagagen blev slæbt ind, så vi kunne ompakke) kørte vi ned til det, som nok var byens eneste restaurant, men da det mindede mere om en bar, - i hvert fald lignede klientellet mere nogen, der skulle på bar end nogen, der skulle spise, blev vi enige om at køre tilbage til et motel med restaurant, som vi havde passeret på vej til Naubinway. Efter godt og vel 12 miles kom vi da også til Bates' Motel (sic!) i bebyggelsen Gould City. OK, den hedder City, men er i virkeligheden et såkaldt Unincorporated Community uden selvstændigt bystyre og antallet af beboere opgøres ikke separat, men kun sammen med det county, den ligger i. Der er dog et postkontor og stedet har egen zip-kode (postnummer).

Restauranten hed Bates' Corner og den blev tydeligvis mest frekventeret af lokale. Har man set Hitchcock filmen Psycho, vil man nikke genkendende til navnet "Bates' Motel"; filmen foregår godt nok i Californien, ikke i Michigan, men alligevel sidder Bates mor i en gyngestol uden for et af værelserne - ikke mumificeret som i filmen, men som skelet, og hende skulle vi naturligvis begge fotografere. Restauranten var dog ikke spor uhyggelig. Den blev passet af en dame, som bestemt ikke lignede et skelet. Til gengæld var hun ikke den hurtigste snegl i urtehaven, jeg har mødt. Fra vi blev sat, gik der en rum tid (20 minutter), før hun kom og spurgte om, hvad vi ville drikke. Derefter gik der nogenlunde samme tid før drikkevarerne kom, og først der, spurgte hun om, hvad vi ville spise. På andre restauranter når man dårligt nok at få "rø... i sædet" før drikkevarerne er på bordet og inden man har taget den første slurk, kommer maden. Her gik der igen en rum tid, før maden kom, men til gengæld var den fremragende. Da vi var færdige, havde vi lidt problemer med betalingskortene. Vi prøvede flere (vi har to hver), men det viste sig at være hendes terminal, der drillede, så hun fandt en anden, og så gik det. Jeg har glemt, hvad det kostede, men det var det billigste vi havde spist på det tidspunkt af turen, og første mange dage senere, da vi kom til Oklahoma, fik vi noget, der var billigere.

Da vi havde spist op og betalt, kørte vi tilbage til Naubinway, hvor vi kørte ned til den lille havn (2-3 både) og så på søen derfra. Her så vi på et skilt og en skulptur, der oplyste om, at vi nu var på det nordligste punkt af Lake Michigan, hvilket var hele formålet med at køre derop. På vej tilbage til hotellet opdagede vi, at byen havde et museum for snescootere og et bageri, men begge dele var lukkede, så vi nøjedes med et besøg på tankstationen for at få lidt godt til ganen - og min kaffe, som jeg lavede på den opstillede kaffemaskine. Inden vi gik til ro, ringede jeg endnu engang til hotellet i Green Bay, men de havde stadig ikke fundet vores pas, så vi slog os til tåls med planen, om at få lavet nødpas i Houston. Og så var endnu en dag gået.