En stor flod, der blev lille og en meget stor bison.

Så blev det mandag og vi skulle have kørt fra Naubinway til til Duluth i Minnesota. Planen var, at vi skulle køre fra Naubinway og mod nordvest (ikke direkte, men ad mindre veje i skiftende retninger til byen Munising, og herfra skulle vi være kørt et stykke langs den sydlige bred af Lake Superior, USAs og verdens største ferskvandssø (i areal) til Marquette, hvor vejen forlader søen. Herfra skulle vi have fortsat til Duluth, hvor vi ville møde søen igen. Vi havde egentlig ingen ærinde i Duluth, som bare skulle være overnatningsby efter en passende dagsrejse på omkring 8 timer inklusive pauser (370 miles/595 km). Imidlertid skulle vi hverken få Lake Superior eller Duluth at se.

Frem og tilbage er lige langt.

Mississippifloden ikke langt fra Minneapolis.

Da vi stod op, viste det sig at Tim i løbet af natten havde fået en mail fra hotellet i Green Bay, som han jo havde bestilt på vej til byen, om at de havde fundet vores pas. Utroligt, at de ikke kunne fortælle os det under to telefonsamtaler dagen før. Men nu ringede jeg til hotellet, for at aftale en "tilbagelevering", og vi blev enige om, at det nemmeste og mest sikre ville være, hvis vi selv hentede dem. Det betød så, at vi måtte vende tilbage til Green Bay, og så ville det blive for lang en tur, hvis vi skulle tilbage til Naubinway for at køre den planlagte rute. Fra Naubinway til Green Bay og retur ville være en tur på omkring 410 miles (660 km), og så ville dagens etape til Duluth komme til at vare næsten 20 timer - og det ville trods vores køreglæde være lige i overkanten, ikke mindst fordi vi så kun ville kunne få 3-4 timers søvn inden vi skulle ud på næste etape fra Duluth, og den ville tage omkring 10 timer.  Så inden vi forlod Naubinway, satte vi os ned og studerede kort, og vi blev enige om helt at skippe Lake Superior og Duluth og i stedet køre fra Green Bay til en by ved navn St. Cloud, som lå lidt nordvest for Minneapolis (altså også i Minnesota). Denne tur, fra Naubinway via Green Bay til St. Cloud, ville så blive godt 550 miles eller knap 900 km - en lang tur, men vi har kørt dem længere før.

Da vi havde spist vores allerede flere dage gamle morgenmad (kaffen var dog frisklavet og brødet holdt sig godt uden at blive tørt - de har nok kommet noget i det), pakkede vi bilen og satte kursen mod Green Bay, samme vej som vi var kommet dagen før bare i modsat retning og uden at stoppe ved de to kirkegårde, vi havde besøgt på vej nord på. Vi gjorde ikke engang stop for at fotografere, hverken Lake Michigan eller andet (et par billeder ud af sideruden i farten blev det dog til). Omkring kl. 12 var vi tilbage ved hotellet i Green Bay og Tim kunne hente vores pas i receptionen, og så var vi glade, for så undgik vi bøvlet med at skaffe nødpas, hvilket som minimum ville have kostet os to eller tre dage senere på turen. Så med passene vel placeret nu i Tims rygsæk sammen med hans andre rejsepapirer (vi turde ikke satse på vestelommen én gang til), stævnede vi mod vest mod Minneapolis. Da der stadig var over 550 km tilbage, valgte vi at undlade de små veje, vi ellers kører på, og i stedet tage turen ad Interstate Highway 94, hele vejen til St. Cloud.

Vi passerede statsgrænsen mellem Wisconsin og Minnesota lige før vi nåede Minnesotas statshovedstad, St. Paul, på Mississippis østbred. Den ligger lige overfor Minneapolis på vestbredden (ikke af Jordan) og de to byer kaldes da også under et for Twin Cities (Tvillingebyerne). Minnesota var den fjerde nye stat, vi besøgte på denne tur, og nu manglede vi kun to af de planlagte seks. Vi så ikke meget til hverken St. Paul eller Minneapolis, for selv om motorvejen førte gennem centrum af begge byer, var der ikke meget at se fra vejen, og vi havde allerede besluttet, at vi ikke ville gøre stop her for at se noget, selv om der sikkert er masser at se, men dagens etape var lang nok i forvejen. Heller ikke i Duluth havde vi bestilt hotel, så undervejs mod Minneapolis havde Tim fundet et hotel via hotels.com, han havde booket et værelse på. Undervejs havde vi holdt de sædvanlige pauser for at få noget såvel inden- som udenbords, men ellers blev det en ren forlægningsdag, som endte med at blive så lang, at vi måtte tanke bilen to gange.

Den store flods moder

Mississippi (som betyder "Den store flod" på ojibwesproget) er ikke så stor her, et par hundrede meter fra udspringet i Lake Itasca.

Oprindeligt havde vi planlagt, at vi skulle køre fra Duluth i Minnesota til Bismarck i North Dakota med en afstikker undervejs til Lake Itasca, men nu var vi altså ikke i Duluth men derimod i St. Cloud. Vi skulle stadig til Bismarck, og vi ville stadig se Lake Itasca, og faktisk var turen fra St. Paul til søen kortere en turen fra Duluth ville have været. Så efter at jeg havde spist morgenmad på hotellet, satte vi kursen nord på ad US Route 10 og senere den lille Minnesota Route 64 indtil den mødte den endnu mindre Minnesota Road 200, som vi så tog mod vest. På et tidspunkt blev vejen lidt større, da den mødte US Route 71, som den delte vejbane med på en strækning mod vest, inden de skiltes igen, og vi fortsatte ad MN 200 videre mod nord og senere mod vest, til vi nåede Lake Itasca. På vejen havde vi måttet holde i ca. 15 minutter ved et vejarbejde, med en flagdame som desværre havde vendt stopsiden af skiltet mod os, da vi nåede frem. Vejarbejdet var ret langt, så selv om der ikke var mange biler, tog det alligevel sin tid før, de modkørende kom igennem, og vi kunne fortsætte. Lake Itasca er en forholdsvis lille sø efter amerikanske forhold, kun lidt større end Arresø i Nordsjælland. Det, som gør søen interessant, er, at her udspringer Mississippifloden, og det var derfor at vi ville besøge stedet. Da vi nåede frem, viste det sig, at vi desværre ikke kunne føle os som de første pionerer, der opdagede udspringet. Dette var placeret i en statspark - eller måske var statsparken anlagt rundt om udspringet - og vi var absolut ikke de eneste besøgende.

Det kostede $7 at komme indi  statsparken, og både vi og to andre biler, som holdt ved indgangen, havde svært ved at få betalt, da dette skulle ske via internettet, og der var simpelthen ingen dækning ved betalingsanlægget. Mens vi stod og spekulerede over, hvad vi skulle gøre, kom endnu en bil kørende, og en ung dame steg ud. Hun var stedkendt, og kunne fortælle at i en lille skuffe lå nogle poser. I disse kunne man lægge sine 7 dollars og så var der en seddel, man kunne rive af og lægge i forruden efter først at have udfyldt nogle informationer på selve posen. Så det gjorde vi, og så kunne vi fortsætte. Vi fortsatte til parkeringspladsen ved Mary Gibbs Mississippi Headwaters Center (hvem Mary Gibbs er eller var, har jeg ingen anelse om) og herfra gik en lille sti omkring 800 fod gennem en skov til selve udspringet. Afstanden blev markeret med skilte for hver 100 fod, hvis man skulle være i tvivl; nu er der 700 fod tilbage, nu er der 600 fod tilbage og så fremdeles. Undervejs ad stien krydsede vi faktisk floden, som på det sted var ca. 1 meter bred - ikke meget når tænker på, hvor bred floden er allerede nede ved Minneapolis. Da vi nåede frem, var der som allerede nævnt masser af mennesker, blandt andre børn som badede i udspringet og voksne som nøjedes med at soppe og/eller tage selfies. Vi gjorde ingen af delene, men nøjedes med at nyde udsigten inden vi gik tilbage til bilen. Undervejs studerede vi de opstatte informationsskilte, så vi kunne blive klogere, men desværre har jeg glemt det meste.

Tim ved verdens største bisonstatue af beton (faktisk verdens største bisonstatue i det hele taget). Statuen er 26 fod eller 8 meter høj og 14 meter lang, og så synes selv Tim ikke af meget. På grund f statuen kaldes Jamestown i daglig tale for The Buffalo City - men kære amerikanere, der er altså forskel på bisoner og bøfler.

Tilbage ved bilen indstillede vi telefonen (jeg husker ikke hvem der kørte, men det var den, der kørte, der også måtte lægge telefon, gps til (og dermed tære på sine gratis data). Vi fortsatte ad MN 200, som her gik mod nordvest indtil den mødte en endnu mindre vej, County Road 39 soim senere blev til CR 37 og endnu senere CR 34 (i skiftende retninger) til den mødte US Route 10 igen ved byen Detroit Lakes. Undervejs havde vi passeret adskillige små søer på begge sider af vejen, så udsigten var ganske køn, selv om vi mente at de fleste af disse søer var anlagte, ikke naturlige. Fra Detroit Lake gik det noget hurtigere mod vest til byen Fargo, hvor vi mødte Interstate 94, som vi fortsatte ad de sidste 200 miles mod Bismarck. Ved Fargo krydsede vi statsgrænsen til North Dakota, og vi var nu i den femte nye stat på turen. Undervejs til Bismarck gjorde vi et længere ophold i byen Jamestown, som kan prale af, at de har verdens største bisonskulptur i beton, og den ville vi se. Vi fandt den efter lidt køren omkring, og det viste sig, at omkring skulpturen er der opført en mindre kopi af en westernby, kaldet Frontier City, og et bisonmuseum (eller Buffalo Museum som amerikanerne kalder det, selv om bisoner faktisk ikke er bøfler). Skulpturen VAR stor, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på billedet af Tim ved siden af denne. Vi så også kort på Frontier City inden vi kørte tilbage og fortsatte vores tur. Der skulle også være en flok "naturlige" bisoner i omnrådet, men dem så vi ikke, så de har nok været på ferie - eller gemt sig.

Heller ikke i Bismarck havde vi bestilt hotel, så igen klarede Tim det på vejen, og vi var fremme omkring kl. 18. Efter at være blevet indkvarteret, kørte vi ud for at handle. Vi manglede bpåde frugt, vand, snacks osv. På vej tilbage til hotellet spiste vi aftensmad på en Buffalo Wild Wings, en kæde som vi aldrig tidligere havde prøvet, og som vi aldrig kommer til at prøve igen. Dertil var maden simpelthen for dårlig i forhold til prisen, som var den dyreste vi hidtil har oplevet på en restaurant af denne type, og det kunne en kun nogenlunde service ikke rette op på. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og slappede af resten af dagen, som vi typisk gør. Vi havde overvejet at køre ind til centrum og se lidt på Bismarck, som er North Dakotas statshovedstad, men efter to dage med meget kørsel, som fortsætter i morgen, ville vi hellere slappe af.