Den nærmeste omvej
Fra Denver i Colorado til Santa Fe i New Mexico er der 392 miles ad den hurtigste vej, og det svarer til 630 km. Turen kan gøres på ca. 6½ time plus pauser. Den korteste vej er 375 miles (knap 605 km), men tager næsten 7 timer, også her plus pauser. I 2012 kørte vi en del af turen, nemlig fra Colorado Springs syd for Denver til Santa Fe. Det kan man læse mere om i artiklen Spansk Stemning, som sjovt nok netop er fra 2012. Den tur tog 5 timer med pauser. Denne gang skulle turen fra Denver til Santa Fe dog blive noget længere, som det fremgår nedenfor, og blive noget mere indirekte. Først skulle vi imidlertid fra Green River i Wyoming, hvor vi befandt os, til Denver. Vi kunne også have kørte direkte fra Green River til Santa Fe, hvilket vi ville have kunnet gøre på en enkelt, meget lang (12-13 timer) køredag, men det ville være for kedeligt.
Gennem et par snævre kløfter og en højtliggende tunnel.
Lørdag, skulle vi forlade Green River, Wyoming, og over de næste tre
dage, skulle vi køre knap 2.100 km (plus eventuelle svinkeærinder og
"turistkørsel"). Som det ses af kortet blev selve forlægningen noget kortere, da
vi "skød genvej" på den første strækning fra Green River til Interstate Highway
70 - eller rettere tog en anden rute end planlagt hjemmefra. På den måde sparede
vi ca. 100 miles. Kortet til venstre viser den rute, vi endte med at tage, ikke
den planlagte.
Oprindeligt havde vi planlagt, at vi skulle fra Green River og så køre på vestsiden af Flaming Gorge, samme vej som dagen før, men i modsat retning; altså ad Utah Road 530 til Flaming Gorge Dam og derfra af US 191 til byen Vernal, hvor vi så skulle skifte til US Route 40, hvilket ville have bragt os til en by med det interessante navn Dinosaur, hvorfra vi så skulle fortsætte ad mindre veje til byen Loma lige vest for Grand Junction i Colorado, hvor vi så ville møde I-70, som var den vej, vi gerne ville køre på til Denver, som var målet for første dags tur. Her skulle vi bare overnatte, så hvad vi skulle se, skulle ses på vejen dertil. Næste dag skulle vi videre til Dodge City (vores ekstra dag nummer 2), hvor vi ville se lidt på byen - selve turen dertil ville nok ikke byde på mange oplevelser, mente vi - og det skulle komme til at holde stik. Dodge City er en gammel westernby, kendt for den ballade som løsslupne cowboys lavede, når de slappede af i byen på vej med kvægdrifter fra Texas til endemålet i Abilene, nordøst for Dodge City. At der ofte var ballade i byen betød, at man ansatte diverse revolvermænd som lovhåndhævere, men det vender jeg tilbage til nedenfor, når vi når frem til byen.
Fra Dodge City skulle vi så tilbage vest på til Santa Fe i New Mexico, hvor vi skulle blive et par dage. Den første dags kørsel ville være omkring 640 km og tage omkring 7 timer. Den skulle komme til at tage noget længere, af grunde, som jeg snart skal afsløre. Næste dag skulle vi så køre 625 km. De første 440 km skulle vi blive på I-70, og så skulle vi køre ca. 185 km på mindre veje, til vi nåede Dodge City. På dag tre ville turen være ca. 675 km og føre os gennem hele fire stater. Først selvfølgelig Kansas, hvor vi kom fra, så Oklahoma, derefter Texas og til sidst New Mexico, hvor Santa Fe ligger (her skrev jeg først Las Vegas, hvorfor ved jeg ikke; der ligger faktisk et Las Vegas i New Mexico, selv om den kendte by af det navn ligger i Nevada, og det skulle vise sig, at vi kom gennem Las Vegas på vej til Santa Fe). Igen en ren forlægningsdag, men med masser at se i målbyen. Men lad mig komme afsted.
I dag skulle vi så forlade ikke bare Green River, men også staten Wyoming og dagens mål var som nævnt Denver. Vi havde om morgenen ændret vores plan om at ramme I-70 i nærheden af Grand Junction, som vi egentlig ikke havde nogen interesse i, og i stedet nå motorvejen knap 100 km længere mod øst ved byen Riffle. Det betød at vi lige som dagen før skulle tage I-80 mod øst til Rock Springs, men i stedet for at tage US 191, som vi havde gjort fredag, skulle vi ad den mindre Wyoming Route 430, som senere ville blive til Colorado Road 318 og endnu senere til Colorado Road 13. Som dagen før førte den første del af vejen gennem et præriebjerglandskab, gult, grågrønt og ikke specielt spændende og meget øde. På hele den første del af turen mødte vi ikke en eneste anden bil, selv om vi af og til passerede et hus eller en trailer. Undervejs passerede vi også, hvad der tilsyneladende normalt var en større flod (en biflod til Green River, men jeg kender ikke navnet), men ved denne lejlighed var den helt udtørret. Vejen var ret smal, men dog asfalteret - indtil vi nåede statsgrænsen til Colorado - så hørte det op, og det blev en grusvej gennem en smal kløft, der kaldes Irish Canyon. Vejen var dog i langt bedre stand end de to, vi havde forsøgt os med dagen før (se forrige artikel). På vej gennem kløften kørte vi forbi en campground, hvor der faktisk var nogle mennesker - formodentlig nogen, der søgte ensomhed, for der var intet i nærheden, heller ikke muligheder for at købe ind. På denne strækning gennem Colorado havde vejen tilsyneladende intet nummer eller også hed den stadig 430 og den gik altså gennem en smal kløft langs en bjergryg ved navn Limestone Ridge, men da vi nåede Co 318, kom vi tilbage på asfalt. På vej videre passerede vi endnu en udtørret flod, Little Snake River, og en med vand i, Yampa River. Undervejs kom vi også forbi endnu en vej, der førte ind til Brown Park, og den så noget mere farbar ud end de to, vi havde mødt dagen før - så det skulle vi bare have vidst, men det gjorde vi altså ikke. På et tidspunkt mødte Co 318 en større vej, US 40, som vi kørte på i hele 5 km inden vi igen skulle fortsætte på 318 mod syd. Her benyttede vi lejligheden til at tage en biologisk pause midt i naturen, da der absolut ikke var nogen toiletter i nærheden - og heldigvis heller ingen mennesker inden for synsvidde. Efterhånden nåede vi frem til Riffle og motorvejen, som vi straks kørte på - dog efter at have provianteret på en tank.
Så
var vi klar til det sidste og måske mest spændende stykke til Denver. Men inden
vi tager afsted, endnu et kort sidespring. Interstate Highway 70 er en af de
Interstate Highways, der går hele vejen eller i dette tilfælde næsten hele vejen på tværs af USA. Det
fremgår af nummeret, som slutter på 0. Interstates, som går hele eller næsten
hele vejen fra nord til syd har numre, der slutter på 5. I-70, som den typisk
kaldes, begynder ved I-15 nær byen Cove Fort i Utah og strækker sig 3.462 km mod
øst til den slutter ved en parkeringsplads i Baltimore i Maryland. Denne
motorvej betragtes som en af de smukkeste af alle USAs interstates, selv om smag
og behag naturligvis er forskellig. Selv holder jeg også meget af I-68 i West
Virginia, men de fleste er altså enige om I-70. Det er selvfølgelig ikke hele
vejen, der er naturskøn, hvilket vi kunne forvisse os om næste dag, men specielt
to strækninger af denne. Den ene er en strækning i det vestlige Utah, hvor vejen
fører gennem den geologiske formation, der kaldes
San Rafael Swell. Denne
strækning har vi kørt nogle gange, både fra vest mod øst og fra øst mod vest.
Selv synes jeg, at turen fra øst mod vest giver det bedste indtryk af området.
Specielt en strækning gennem en kløft, der kaldes Spotted Wolf Canyon er
fantastisk efter min mening. Det lille foto til højre viser motorvejen på vej
ind i Spotted Wolf Canyon. Den anden strækning, som anses for at være meget
naturskøn, er strækningen gennem Rocky Mountains i Colorado, som ingen af os
havde kørt før, og det ville vi gerne råde bod på nu. Specielt en strækning
gennem kløften Glenwood Canyon skulle være en oplevelse - og det blev det.
Glenwood Canyon er en meget smal kløft, hvor Coloradofloden løber. Her opfylder
I-70 ikke de krav, der normalt stilles til en interstate highway; det er der
simpelthen ikke plads til, da flodens ene bred er optaget af en jernbanelinje.
Den smalle kløft betyder, at svingene på de 20 km kløften er lang, er en del
skarpere en det, der ellers er tilladt på interstates, og på en strækning er
motorvejen simpelthen bygget i to plan, for at begge spor kan være der. Derfor
er hastighedsgrænsen på denne strækning også kun 50 mph (mph = miles per hour,
svarende til 80 km/t) mod de 70 mph den er andre steder på I-70. En anden
interessant detalje er, at motorvejen går gennem en tunnel; den højest
beliggende motorvejstunnel i hele interstatesystemet, Eisenhower-Johnson
tunnellen, som ligger 3.401 meter over havets overflade - og det er ret
imponerende. I hvert fald efter min mening.
På I-70 gennem Glenwood Canyon. På billedet til venstre ses nogle mennesker, der rafter på Colorado River og til højre i dette billede anes jernbanen, som blev anlagt af Denver & Rio Grande Western Railroad, men som i dag ejes af Union Pacific. På billedet til højre kan man se, at motorvejen på denne strækning er i to etager. Andre steder er højdeforskellen på de to vejbaner endnu større. Læg mærke til lastbilen på billedet til venstre. Selv om det er svært at se, er det en lastbil fra firmaet Werner Enterprises - et af de firmaer, hvis lastbiler indgår i vores lastbilstællekonkurrence.
Glenwood Canyon starter ved byen Glenwood, og derfra strækker kløften sig omkring 20 km mod øst. Når man kører fra vest mod øst, har man hele tiden Colorado River, som på dette sted ikke er særligt bred, på sin højre hånd. Dette er naturligvis medvirkende til at give vejen dens naturskønhed. På denne strækning så vi en del, der raftede ned ad de mange rapids (sejlads i gummibåde over strømfald), som findes på denne strækning. Desværre var der ikke så mange steder, vi kunne stoppe, men vi gjorde dog holdt på en rasteplads et sted for at fotografere, men langt de fleste billeder blev taget ud af vinduerne i farten, hvilket betyder at de ikke nødvendigvis blev lige gode alle sammen, men nogle kunne da bruges. På turen gennem kløften er der høje klipper på begge sider. Faktisk rejser klippesiderne sig op til højder på omkring 400 m over vejen og kløftens bund. Efterhånden, som man kommer øst på, bliver kløften bredere og bliver til en dal, og samtidigt rager klipperne ikke længere helt så højt op. Vejen gennem kløften kaldes i øvrigt Grand Army of the Republic Highway. En hel del interstates og andre hovedveje har kaldenavne ud over deres nummer og altså også her.
På den anden side af kløften begyndte vejen langsom at stige op mod tunnellen. På vej højere op i bjergene passerede vi det berømte skisportssted, Vail, som vi besøgte; dog kun for at få benzin på bilen, så vi var sikre på at kunne nå hele vejen til Denver. Derefter fortsatte vi op mod tunnellen. Har man en bil, der er for høj - typisk høje lastbiler - må man køre en omvej ad den gamle hovedvej gennem bjergene, som både er stejlere og kommer et par hundrede meter højere op, men hvor man ikke skal passere en tunnel. Det havde vi dog ikke nødigt, så vi blev på motorvejen, da skilte sagde, at nu skulle man altså køre fra, hvis køretøjet var mere end 4,24 meter højt, og så høj var vores Ford Edge alligevel ikke. I virkeligheden er der tale om to tunneller, Eisenhower Memorial Tunnel og Edwin C. Johnson Memorial Tunnel. Når man kører fra øst mod vest, skal man gennem førstnævnte, og vi skulle altså gennem hr. Johnsons tunnel. Eisenhower er selvfølgelig præsidenten af samme navn, som var den præsident, der initierede anlæggelsen af hele interstatesystemet, som da også i virkeligheden hedder Dwight D. Eisenhower National System of Interstate and Defense Highways. Edwin Johnson var en tidligere guvernør over og senator fra Colorado, som havde kæmpet for at få anlagt en interstate highway på tværs af Rocky Mountains, og da vi skulle fra vest mod øst, var det hans tunnel, vi skulle bruge. Denne tunnel er 2.73 km lang, 10 meter længere end den modgående tunnel.
På vej ind i Edwin C. Johnson Memorial Tunnel.
Da vi kom gennem tunnellen og skulle til at køre ned fra toppen igen, passerede vi nogle miles fra tunnellen en kø i den modsatte retning. Hvorfor køen var der, ved jeg ikke, men måske var det bare almindelig myldretidstrafik, selv om det var lørdag. Efterhånden som vi kom ned og passerede flere tilkørsler til motorvejen, kom der også meget mere trafik i vores retning, og så begyndte det at regne. Det var det første kraftige og længerevarende regnvejr, vi havde haft på turen, siden det vi oplevede på udflugtsdagen i Iowa (se artiklen Staten, der ikke eksisterer). Regnvejret var så kraftigt, at ikke bare vi, men alle andre på motorvejen sænkede farten betragteligt. Og der var som nævnt mange på motorvejen, men nu nærmede vi os jo selvfølgelig Denver. Faktisk er der kun omkring 150 km fra tunnellen til byen. Vi gjorde et sidste stop i byen Idaho Springs, for at komme af med noget af det, vi havde fået indenbords, og jeg forsynede mig med endnu en kop kaffe, inden vi tog de sidste 75 km til vores hotel.
Heller ikke her, havde vi bestilt hotel hjemmefra, så endnu engang havde Tim bestilt et værelse undervejs. Da vi ikke skulle se Denver, og skulle videre mod øst næste dag, havde vi valgt at bestille hotel i Aurora, en af Denvers østlige forstæder. Vi fandt hotellet uden problemer og da vi havde fået vores værelse, gjorde vi som vi plejer. Tog ud for at handle i Walmart og derefter spise aftensmad. Denne blev indtaget på en Golden Corral, som er en buffetrestaurant (eller rettere en kæde af buffetrestauranter). Tim og jeg holder begge meget af buffetrestauranter, hvor jeg som oftest spiser mig mæt i salat og sjældent når frem til andet. Desværre er vores yndlingskæde, Ryan's Bakery and Grill, gået heden under covid-19 pandemien, men Golden Corral og Family Buffet kan også accepteres. Priserne er forholdsvis lave og udvalget er stort. Faktisk kostede måltidet os $43 (333 kr. med den kurs, der gjaldt på det tidspunkt) for to, inklusive drikkevarer og drikkepenge, og det synes jeg ikke er galt. Da vi havde spist, vendte vi tilbage til hotellet og for mit vedkommende en kop kaffe, mens vi kontrollerede verdenssituationen via internettet og spillede lidt inden vi skulle i seng.
Den sidste, nye stat
Næste dag skulle vi så køre den næstlængste strækning på motorvej på hele turen på vej mod øst fra Denver. Efter at vi havde indtaget indkøbt morgenmad på værelset og i øvrigt gjort os klar, satte vi kursen mod Dodge City. Før vi kunne komme tilbage på I-70, skulle vi imidlertid ud på en omfartsvej (I-225), og på vej mod denne tankede vi igen benzin på bilen og is på køleboksen (det havde vi faktisk gjort hver dag, hvor vi kørte, selv om jeg ikke har nævnt det i artiklerne). Optankningen skete på en tankstation fra en kæde, som havde det interessante navn, Loaf N Jug (Brød og Kande); I øvrigt samme kæde, som vi også havde tanket hos i Vail dagen før. Da vi nåede I-70 meddelte Google Maps, som vi havde startet for at finde ud til interstaten, at vi skulle blive på vejen de næste 273 miles (440 km), og så kunne vi slukke for Maps igen. Der er ingen grund til at bruge data på vejvisning, når det går lige ud af landevejen. Som nævnt tidligere i artiklen er ikke alle strækninger på I-70 lige interessante og naturskønne. De 273 miles bevægede vi os gennem fuldstændigt ensformig landsbrugsland med marker på begge sider af motorvejen, eller hvor der ikke var landbrug, så ensformigt prærielandskab. Da vi havde kørt omkring 260 miles, tændte vi den igen, så den kunne fortælle os, hvor vi skulle dreje fra mod syd. Vi kørte dog fra nogle gange undervejs på disse 430 km for at tanke på (kaffe) og tanke af (gæt selv), men ellers fortsatte vi de 273 miles. Efter de første 173 af disse, ved den lille by Kanorado, passerede vi statsgrænsen til Kansas. Amerikaneren elsker disse byer med navn fra to stater/lande, som fx Mexicali i det sydlige Californien på grænsen til Mexico eller Texarkana på statsgrænsen mellem Arkansas og Texas. Og der er flere eksempler. Omkring byen Grainfield forlod vi I-70, som i øvrigt her deler vejbane med US Route 40, som vi havde kørt på et kort stykke længere mod vest - se afsnittet ovenfor om turen gennem Colorado til Riffle. Kansas var den sidste af de seks nye stater, som vi havde besluttet os for at besøge på denne tur, og ikke længe efter at vi havde passeret statsgrænsen (sjovt nok ikke lige på denne), havde vi for femte gang skiftet tidszone, så vi nu igen var tilbage i central time. Denne gang var udfordringen ikke så stor som den ofte har været, når vi har kørt fra vest mod øst på meget lange ture. Så er det surt at miste en time. Et eksempel på det, kan læses i artiklen To lange, seje stræk fra Rejser 2018.
Landskabet på vej mod syd af Kansas State Route 23.
Fra Grainville kørte vi mod syd ad den ikke særligt store Kansas Road 23. På den første 10-12 miles var vejen trukket efter en lineal; så slog den et mindre sving ved byen Gove City, og så var den igen trukket efter en lineal i de næste 25 miles. Heller ikke landskaberne, den passerede igennem var ophidsende. Vi blev på KR 23 til byen Cimarron og bortset fra at den af og til drejede 90 grader til venstre for at følge en anden vej nogle miles eller mindre, var den så lige retlinet og ensformig resten vejen; prærie i begyndelsen men senere ligeså ensformigt landsbrugsland, af og til med en ensom pumpe på en mark. Nogle af disse pumper pumpede vand op til overrisling og af til til vanding af dyr, mens nogle få var oliepumper. Ved Cimarron mødte vi US Route 400, og den skulle vi følge de sidste 20 miles til Dodge City. På denne strækning gik vejen parallelt med jernbanen, og undervejs passerede vi en rasteplads, hvor man efter skiltet skulle kunne se rester af det gamle Santa Fe Trail, men vi konstaterede det ikke ved selvsyn. da vi ikke stoppede, men fortsatte direkte til Dodge City, hvor Tim igen havde bestilt værelse undervejs. Hotellet, som var et Comfort Suites, lå på den vej, vi kom ad, så vi kørte direkte til hotellet, og da vi var blevet indkvarteret, slappede vi af en times tid, inden vi tog ud for at se på byen. Måske skulle vi have stoppet ved skiltet med Santa Fe Trail, for dette er faktisk det sted, hvor man kan identificere de længste rester af det gamle spor, men det gjorde vi altså ikke.
Og
så endnu et sidespring. Jeg har tidligere i artiklen nævnt, at Dodge City var
en ret vild by i sidste fjerdedel af 1800-tallet. Langhornskvæg blev drevet nord
på fra Texas ad det såkaldte Chisholm Trail til målet i Abilene, Kansas.
Desværre gav det anledning til protester fra lokale landmænd, da langhornskvæget
var bærere af nogle parasitter, som ikke skadede disse kreaturer særligt meget,
men som kunne slå andre kvægracer ihjel. Regeringen besluttede derfor at flytte
kvægdrifterne længere mod vest, hvor der på den tid ikke var så meget kvægavl -
og det blev så til Dodge City, som blev en såkaldt "boomtown", et udtryk som vi
ikke har tilsvarende på dansk, men som betegner en by, hvor udviklingen nærmest
eksploderer. Det betød at Dodge City voksede - også med mindre pæne ting.
Tyrefægtning med mexicanske tyrefægtere, spillehaller med spillere af mange
nationaliteter, saloons, ofte med villige, men ikke så billige damer, og
egentlige bordeller, hvor damerne måske var endog mere villige mod passende
honorar. Blandt de mest kendte af de to slags var Long Branch Saloon og China
Doll Brothel. Der skulle jo være steder, hvor de tilrejsende cowboys kunne
slappe af og slå sig løs, når de havde fået skyllet støvet fra prærien af sig og
skyllet halsen i noget, som var stærkere end vand. Der blev ofte drukket igennem, og det
var altså ikke vand, der blev drukket mest af! Det gav anledning til såvel
slagsmål som skyderier, og det havde indbyggerne i byen svært ved at acceptere,
selv om de sagtens kunne leve med indtægterne fra de mange cowboys. For at
stoppe balladen ansatte byen og amtet (Ford County) derfor revolvermænd som henholdsvis bymarshaller og
sheriffer. Blandt de kendte af disse var Charlie Bassett, Bill Tilghman, der
senere skulle komme til at vogte loven i Oklahoma sammen med danskeren Christen
Madsen, se artiklen
En dansk helt fra Oklahoma
under
Historie(r) foruden de
mest berømte, Wyatt Earp og Bat Masterson. Vores hotel lå i øvrigt på Wyatt Earp
Boulevard. Sådan! I 1883 udbrød den såkaldte Dodge City War, hvor ejeren af Long
Branch Saloon, en revolvermand ved navn Luke Short kom på kant med byens
borgmester, som ville lukke hans saloon. Det endte med, at Short og nogle andre
blev smidt ud af byen. Han hidkaldte derfor en række af sine venner, som
dannede The Dodge City Peace Commission, som støttede ham i konflikten med
borgmesteren. Striden bølgede frem og tilbage, men i november 1883 solgte Short
sin saloon og forlod byen for at slå sig ned i San Antonio i Texas. Under hele
den såkaldte "krig" blev der ikke udgydt blod, og ikke et eneste skud var blevet
affyret. Det lille billede til højre viser The Dodge City Peace Commission. Fra
venstre øverst ses William H. Harris, Luke Short, William "Bat" Masterson og
William F. Petillon. Siddende forrest er det Charlie Bassett, Wyatt Earp,
Michael Francis "Frank" McLean og Cornelius "Neil" Brown. Vil du vide mere om
disse herrer er det bare at slå dem op. Men nu tilbage til det, artiklen
egentlig handler om.
El Capitan. Statue af en langhornsko (eller rettere sagt en stud) ved Front Street i Dodge City. Front Street er gaden, der går på tværs af billedet bag statuen.
Da vi altså havde slappet af en times tid på værelset, kørte vi ind til byen for at se lidt på denne. For første gang på turen var temperaturen kommet op på over 100 grader Fahrenheit, faktisk var den her hen på eftermiddagen 109 F, hvilket svarer til 43 grader celsius, så der var grænser for, hvor meget vi havde lyst til at bevæge os omkring til fods. Vi fandt et sted at stille bilen, ikke langt fra Front Street, der stadig er bygget op som i gamle dage med falske facader og hævede fortove, selv om de nu er lavet af beton, og ikke af træ som den gang, der var cowboys til. Her gik vi lidt omkring og så på den ældste del af byen, og fik også fotograferet El Capitan - en statue af en stor stud af racen Texas Longhorn. Denne race er interessant ved, at det faktisk ofte er køerne eller kastrerede tyre (stude), som får de længste horn. Faktisk måler de typisk omkring 2½ meter fra spids til spids. De længste horn, der nogensinde er målt, var på en stud ved navn Poncho Via, hvor de målte over 3 meter og 20 centimeter. På trods af de drabelige horn er denne kvægrace særdeles fredsommelig, og de bruges ofte ved børnerodeoer. Da statuen er en stud i overstørrelse, er hornene på denne endnu længere. Vores næste mål var et af byens museer, Boot Hill Museum med udstillinger, der viste livet i byen i slutningen af 1800-tallet. På vej derhen kom vi forbi en statue af Doc Holiday siddende ved et bord. Holiday havde faktisk ikke megen tilknytning til byen, men jeg besluttede alligevel at tage et billede af statuen efter museumsbesøget. Det fik jeg imidlertid aldrig gjort, for jeg glemte det, da vi kom ud. Vi gik ind på museet, men Tim ønskede ikke at gå rundt, så han blev i souvenirbutikken, mens jeg købte billet og gik rundt på museet, som har både en indendørs- og en udendørsafdeling, og jeg gik rundt på dem begge. Udendørsdelen er opbygget som en kopi af Front Street som den så ud omkring 1880-1890, og det var ganske interessant. Her var saloon, avistrykkeri, barber mm, og en isbutik, som fandtes dengang, og som har åbent for turister - bare ikke lige den dag, vi var der - hvilket jeg allerede var blevet advaret om, da jeg gik fra den airconditionafkølede indendørsudstilling og ud i varmen. Men jeg fik set en masse på den times tid, jeg gik omkring. Da jeg kom ind igen, havde Tim forladt butikken og sad på en stol uden for indgangen til denne, men stadig inde i bygningen, så temperaturen var tilpas afkølet til, at han kunne holde det ud. Dodge City har i øvrigt deres egen Trail of Fame, ligesom Los Angeles har deres Walk of Fame, og her så vi blandt andet en stjerne for skuespilleren Dennis Weaver, der blev berømt for sin hovedrolle i tv serien McCloud fra 1970erne.
Da vi var færdige på museet, kørte vi, for jeg ved ikke hvilken gang, til et Walmart (det er ofte en daglig foreteelse), hvor jeg købte frugt, snacks og American vand, mens Tim nøjedes med snacks og "vand". Derefter var det blevet tid til aftensmad. Da vi forlod museet havde vi set en restaurant på den modsatte side af Wyatt Earp Boulevard, som så spændende ud. The Cowboy Capital Saloon and Grill, som på Google var markeret med tre dollartegn ($$$), hvilket indikerer en forholdsvis dyr restaurant, men vi var ligeglade. Der ville vi spise! Det kom vi bare ikke til, for da vi parkerede uden for, så der meget lukket ud, og åbningstiderne, som stod på døren, fortalte da også, at de havde lukket om søndagen, og det var jo netop søndag. Vi kørte lidt omkring kun for at konstatere, at de fleste andre restauranter også havde lukket om søndagen, og jeg følte mig hensat til Spruce Pine i North Carolina. Se artiklen Ud at se - med GSMR under Rejser 2018. Lige ved siden af museet fandt vi dog en Applebee's, som havde åbent (restauranten altså). Her fik vi så at vide, at der ikke var plads, og at de ikke kunne sige, hvornår vi kunne få bord, men der ville gå mindst en time eller halvanden. Det gad vi ikke vente på, så vi fortsatte vores eftersøgning. Til sidst fandt vi - også på Wyatt Earp Boulevard - en kinesisk buffetrestaurant, King's Buffet, som havde åben, og der gik vi ind. Det var ikke den bedste kinesiske buffet, jeg har prøvet, men det var OK, og det var mad! Til gengæld var det noget dyrere, forholdene taget i betragtning, end hvad vi plejer at give for kinesiske buffeter i Danmark. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og slappede af indtil sengetid.
PS! I overskriften til dette afsnit glemte jeg indledningsvis et komma, men det ville betyde, at Kansas ville være den sidste nye stat i USA - altså den senest tilkomne. Det er den dog ikke. Kansas blev faktisk optaget som stat i USA tilbage i januar 1861, nogle måneder før borgerkrigen brød ud, som stat nummer 34. Den seneste (sidste nye) stat, der blev optaget i USA var Hawaii i august 1959.
Gennem fire stater
Fra Dodge City skulle vi tilbage til den oprindeligt planlagte tur, hvor vi skulle til Santa Fe, statshovedstaden i New Mexico, hvor vi havde overnattet en enkelt gang i 2012 (se artiklen Spansk stemning fra dette år). Ved den lejlighed kom vi til byen sent på eftermiddagen, og fik ikke set så meget, så det ville vi nu råde bod på - dog kun ved at komme lidt tidligere til byen og så have en dag ekstra.
Én af de mange silobygninger vi passerede på vej mellem Dodge City og Springer.
Efter almindelig
morgenklargøring, hvad det nu engang indebærer, stævnede vi ud med kurs vest mod
Santa Fe. Vi startede ud af byen på US Route 56, som vi skulle blive på i næsten
300 miles til byen Springer, hvor den mødte en interstate highway (I-25), som vi så
skulle blive på resten af vejen. Hvis vejen til
Dodge
City havde været ensformig, var vejen derfra absolut ikke mere ophidsende. Vi
passerede en masse små byer med navne som Satanta, Moscow, Rolla, Hugoton med
flere. Da vi passerede sidstnævnte skulle Tim fotografere byskiltet. Det var et
eller andet med, at han havde en kollega, hvis søn hed Hugo eller noget i den
stil. Hele vejen eller i hvert fald det meste af den, kørte vi parallelt med
jernbanen og i næsten alle de byer, vi kom igennem stod der en eller flere store
siloer, som jeg tror indeholdt majs. I hvert fald havde et par af dem en
majskolbe afbildet uden på. Da majs er en stor afgrøde i området, lyder teorien
ikke helt urimelig. Undervejs krydsede vi en del floder, som alle var udtørrede
og en enkelt som indeholdt vand, Canadian River, men det var først, da vi var
kommet ind i New Mexico, og kort før vi mødte I-25 ved Springer. Først skulle vi
imidlertid gennem yderligere et par stater. På vej vest på drillede vores maver
en del, så vi gjorde lidt flere stop end vanligt - om det skyldtes maden på den
kinesiske restaurant dagen før, skal jeg ikke kunne sige, men vi pauserede ca. 1
gang i timen mod to timer normalt. To timer er også den tid vi normalt lader gå
mellem at vi skifter chauffør, men på denne tur skiftede vi ikke, hver gang vi
stoppede. Omkring byen Elkhart kørte vi fra Kansas ind i det såkaldte Oklahoma
Panhandle, en smal stribe land der strækker sig mod vest fra den større og mere
kvadratiske del af staten. Mellem byerne Felt og Clayton kørte vi mindre
end en mile i Texas (se det lille kort til højre), og så var vi i New
Mexico, som vi havde besøgt nogle gange tidligere. Vi fyldte også benzin på et
eller andet sted, men jeg kan ikke huske om det var før eller efter statsgrænsen
til Oklahoma. Apropos byer på statsgrænser, som jeg omtalte ovenfor, så ligger
byen Texline på grænsen mellem Texas og New Mexico. Fra Clayton var der godt 80
miles eller knap halvanden times kørsel til Springer og motorvejen, og på denne
strækning holdt vi ikke flere pauser. Det ville vi gøre, når vi kom til
motorvejen, da der ved de fleste til- og frakørsler til interstates i byer,
typisk ligger både tankstationer og restauranter. Bare ikke her, hvor vi ellers
skulle have skiftet chauffør. Desværre var der heller ingen steder på vej mod
syd, men vi kunne se på Maps, at vi efter knap 35 miles ville komme til et rest
area, så det ville blive målet for vores næste, og forhåbentlig sidste stop.
Dette rest area viste sig at hedde Fort Union Rest Area, og det lå da heller
ikke langt fra Fort Union National Monument. Her kan man se resterne af Fort
Union fra 1851, og også rester af det tidligere Santa Fe Trail, men vi kørte ikke dertil.
Amerikanske rest areas er kedelige. Det eneste der findes på de fleste af disse,
er toiletter og måske nogle picnicborde. Der er intet at købe, hverken spise-
eller drikkeligt, men på dette var der dog et par informationsskilte, der
fortalte om det gamle fort og et monument, der mindedes Santa Fe Trail, som
altså havde gået i nærheden, og det sted, hvor rest areaet ligger, lå der
faktisk engang en meget lille militær forlægning. Mens jeg ventede på at Tim skulle få klaret sit,
gik jeg lidt rundt og så på området og tog også et par billeder. Da vi var klar,
fortsatte vi de sidste godt 100 miles (160 km) til Santa Fe med mig bag rattet.
Tim havde startet dagen og så havde vi byttet et par gange, og nu skulle jeg
altså føre os til hotellet i Santa Fe (med Tim og Google Maps som guide, når vi
først nåede byen.
Da vi nåede byens udkant, stoppede vi, jeg havde snart sagt som sædvanlig, ved et Walmart. Så behøvede vi ikke at skulle gøre det senere, og da Walmart typisk ikke ligger i centrum af større byer, men i udkanten af disse, besluttede vi os for, at det ville være det smarteste. Vi skulle have vand og shampoo. Den shampoo, vi tidligere havde anskaffet, havde vi af en eller anden grund fået efterladt på et tidligere hotel. Faktisk er det nok stadig hotel, men i har boet på det tidligere på turen. Det var mange tidligere i træk, men sådan kan det gå. Santa Fe er i øvrigt ikke så stor igen, selv om den er New Mexicos statshovedstad. Kun omkring 87.000 indbyggere og 150.000, hvis man regner omegnen med. Statens største by, Albuquerque længere mod syd har over 500.000. Til gengæld har Santa Fe to andre rekorder. Den er USA's ældste statshovedstad, grundlagt af spanierne tilbage i 1610, selv om der havde været en handelsstation på stedet siden 1603. Santa Fe er også den højest beliggende statshovedstad i USA med sine 2.194 meter over havets overflade. Heldigvis ligger den på en højslette, så man behøver ikke at være bange for at falde ud over kanten!
Ved vores seneste besøg i byen havde vi boet på hotellet La Fonda on the Plaza (som kan oversættes til "Kroen på Torvet"), og så kan man ikke bo mere centralt, da The Plaza faktisk er byens centrale plads. På det hjørne, hvor hotellet ligger, har der været gæstgiveri siden 1607, så hotellet påstår frimodigt at stedet er det ældste offentlige indkvarteringssted i USA - selv om bygningerne er nyere. Siden vores seneste besøg, var prisen imidlertid steget fra de ca. 1.200 kroner, vi havde betalt for et dobbeltværelse i 2012, til nu over 3.000 kr. per nat. 10 år senere, og selv om hotellet var godt, så spændende ud og lå fantastisk, var det alligevel mere end vi ville betale. Vi havde imidlertid sat os for, at vi VILLE bo i centrum, så i stedet havde vi bestilt værelser på Inn of the Govenors, som kun kostede 2.150 kr. pr. nat, hvilket var det dyreste hotel på hele turen - men det vidste vi godt, at det ville blive. Når man insisterer på at bo i centrum af en by med mange turister, vil det typisk være ret dyrt. Det var til gengæld den eneste "rigtige" turistby , vi besøgte på hele turen (bortset fra Gatlinburg i Tennessee, som var overdrevent meget mere turistet, men hotellet der var billigere). Også dette hotel lå inden for gåafstand af den centrale plads. Hotellet var i flere bygninger, og vi fik værelse i stuetagen af en bygning, som lå lidt væk fra receptionen og ud til en ganske fredelig gade, som oven i købet var adskilt fra bygningen af en plantebevokset mur. Værelset var pyntet med billeder og udsmykning i den stil, som er typisk for dette område af USA (som også La Fonda havde været); en blanding af amerikansk, mexicansk og indiansk. Vi fik parkeret bilen og fik båret vores bagage ind. Dog gik Tim, som havde tjekket os ind, ind først med en lille bakke med fire glas sherry (to forskellige til hver), nogle krydrede mandler og nogle lokale småkager. Det fik man altid på dette hotel, hvor parkering i modsætning til mange andre byhoteller, vi har boet på, var ganske gratis. Værelset var nydeligt og det samme var badeværelset og den shampoo vi netop havde købt, fik vi ikke brug for (det gjorde i så et par dage senere), da der var masser af både shampoo og andre toiletartikler til rådighed.
Cathedral Basilica of Saint Francis of Assisi ved aftentide.
Da vi var blevet indkvarteret, ville vi gå en tur i byen, men den trang ophørte, da vi så på termometeret som viste 113 grader F eller 45 C. Vi besluttede derfor at vente med at gå tur, til vi havde spist aftensmad, når temperaturen forhåbentlig var gået lidt ned. Vi kunne godt mærke at vi nu var i de sydvestlige ørkenstater. Mens vi slappede af på værelset og ventede på at temperaturen skulle falde, studerede jeg en brochure med ting, der var værd at se i nærheden af hotellet, men også restauranter og barer var omfattet, og der var faktisk mange, som så spændende ud. En af disse var Del Charro, som lå i samme bygningskompleks som hotellet, og om ikke var en del af dette, så i hvert fald samarbejdede med det, da det også var her, man kunne spise den inkluderede morgenmad. Da vi jo ikke kendte restaurantens popularitet, gik jeg de 75 meter op til stedet, og bestilte bord til kl. 18.30, og så gik jeg tilbage til værelset. Da tiden nærmede sig, gik vi begge derop og fandt ud af, at på det tidspunkt, vi kom, havde bordbestilling nok ikke været nødvendig, men inden vi var færdige med at spise, var restauranten fyldt med mennesker. Da vi ikke skulle køre, var det tid til at skeje ud, så vi bestilte en margarita hver og en sodavand. Desuden fik vi forret, som endnu engang var boneless wings, denne gang med sød chilisauce, som vi ikke havde prøvet før, men det var ganske glimrende. Desuden masser af salat og grøntsager, som vi ikke normalt får til forretter som boneless wings. Hovedretten var burger med tilbehør til os begge. Sodavand og margarita kom først. Da tjeneren kom med margaritaen, kom han med to tomme margaritaglas og to tumblere. Han hældte op til os begge og lod tumblerne stå, og det viste sig, at hver indeholdt nok til tre store glas margarita. Godt at vi ikke havde bestilt alkoholiske drikke til maden også, for der var en del tequila i den margarita. Forretten var ualmindeligt glimrende, og det var burgerne også. Tim mente dog, at han havde bestilt en bisonburger, men fik en "almindelig" okseburger, en såkaldt Del Charro Burger, og jeg kunne så bekræfte, at det faktisk var det, han havde bestilt, og det var også det, vi kom til at betale for - så her var der ingen grund til at protestere. Jeg fik noget, de kaldte en Red Chile burger. Den var krydret med chili og blev serveret med chilisauce og for en som mig, der elsker noget der er stærkt, var den fin. Regningen for dette luksusmåltid sneg sig op på knap 700 kr. inklusive drikkepenge, det hidtil dyreste måltid på turen, og den pris blev ikke overgået, før vi kom til Lexington i Kentucky, men det kommer der mere om i en senere artikel.
Efter maden gik vi tilbage til værelset, hvor vi blev et par timer, indtil det blev mørkt, og temperaturen var faldet til noget udholdeligt; omkring 30 grader C, og så gik vi en tur ud for at se på byen ved aftentide. Vi koncentrerede os om området omkring The Plaza, og byens katolske domkirke, hvor vi især så på statuerne uden for, da kirken var lukket. Vi gik også lidt rundt og nød folkelivet på The Plaza selv og i de omkringliggende gader. Efter ca. en times spadseretur, besluttede vi at gå tilbage til hotellet. Vi havde trods alt også kørt i omkring 9 timer inklusive pauser undervejs, så lidt mere afslapning og så sengetid.
På vej fra Dodge City til Santa Fe, havde vi endnu engang skiftet tidszone, og vi var nu tilbage i Mountain Time. Faktisk er det den USA tur, hvor vi oftest har skiftet tidszone. Nedenstående oversigt viser alle skift, inklusive de, som kom efter besøget i Santa Fe.
- Vi begyndte køreturen i Chicago i Central Time.
- På vej til Naubinway, Michigan skiftede vi til Eastern Time.
- På vej til St. Cloud, Minnesota skiftede vi tilbage til Central Time.
- Et sted i North Dakota på vej mod Gilette, Wyoming skiftede vi til Mountain Time.
- Mellem Denver og Dodge City skiftede vi tilbage til Central Time.
- Mellem Dodge City til Santa Fe skiftede vi så tilbage til Mountain Time.
- På vej fra Santa Fe til Oklahoma skiftede vi igen til Central Time.
- Fra Bonham i Texas til Lexington, Kentucky skiftede vi så Eastern Time
- På vej fra Lexington til Gatlinburg i Tennessee smuttede vi lige indenfor i Central Time en times tid på grund af vores rute
- Og så tilbage til Eastern Time, som vi så blev i resten af turen.
Alt i Daylight Saving Time, da vi ikke på¨denne tur kom til hverken Hawaii eller Arizona, som ikke bruger "sommertid".