Forgæves udflugt

Efter at være stået op og have overstået morgenritualerne gik jeg op til Del Charro, hvor hotellets inkluderede morgenmad blev serveret. Her fik man en afkrydsningsliste, med hvad man gerne ville have, og så var der ellers servering ved bordet - bortset fra kaffen, som man selv skulle hente ved et bord med fremsatte kander. Det viste sig at være en glimrende morgenmad, og jeg gentog succesen næste dag. Og så var det blevet tid til at se lidt på Santa Fe, hvilket jo var hele formålet med at køre til byen. Imidlertid skulle vi først besøge det lokale Avis kontor. De sidste par dage havde bilen fortalt os, når vi startede den, at den gerne ville have skiftet olie, eller i hvert fald at det var tid til det. Det undrede os egentlig ikke, for på det tidspunkt havde vi kørt over 5.000 miles, og vi havde mindst 2.500 tilbage. Vi havde dog på tidligere ture oplevet, at man fra udlejningsselskabet havde sagt, at vi bare kunne køre videre, se fx artiklen Huse på klippen fra 2010. Alligevel ville vi gerne være sikre, så nu ville vi altså besøge kontoret. Så kunne de fortælle os, om det var nødvendigt, og hvis det var, så skifte olien. Vi havde faktisk passeret Avis, da vi kom til byen dagen før, men de havde lukket kl. 16, og klokken var hen mod 16.30, da vi passerede stedet. På kontoret kunne den tilstedeværende medarbejder fortæller mig, at det var korrekt, at vi havde kørt længere end anbefalet mellem to olieskift, så det ville være en god idé at få den skiftet. Desværre kunne de ikke skifte den for mig, hvilket undrede mig en del, for tilsyneladende havde de et værksted sammen med kontoret. Han bad mig imidlertid om selv at få skiftet olien og så få en kvittering, som jeg kunne aflevere i Washington sammen med bilen, så ville det blevet trukket fra - og sådan endte det også. Jeg spurgte ham om hvor, vi kunne skifte olie, og han pegede over på den modsatte side af gaden, hvor der lå et firma (en del af en kæde), som hed Jiffy Lube (der var andre muligheder, men den var nærmest). Jeg gik tilbage til Tim, som ventede i bilen, og så kørte vi over til Jiffy Lube.

Vi måtte stoppe for New Mexico RailRunner, da vi var på vej nord på efter besøget hos Avis og olieskiftet hos Jiffy Lube.

Her ventede Tim igen i bilen, mens jeg gik ind for at forhøre mig. Også her blev jeg mødt af en meget venlig mand, som fortalte mig, at der ville gå ca. 30 minutter, inden de kunne tage den (de havde tre smørehaller), og så ville det tage ca. 15-20 minutter at klare opgaven. Det gik jeg så ud og fortalte Tim, og så låste vi bilen og gik igen inden for i en slags ventesal, hvor der var stole, man kunne sidde på i ventetiden. Der var også stillet kaffe (måske og te, det undersøgte jeg ikke), sodavand, småkager og popcorn frem til fri afbenyttelse - og så var lokalet afkølet, hvilket var en fordel, da temperaturen allerede var tæt på 100 F eller 38 C. Efter ca. 15 minutter bad fyren, der havde taget imod, mig om at følge med ind på et lille kontor, hvor jeg skulle udfylde en formular om, hvad der skulle gøres. Her kunne de tilbyde mange services, men jeg satte kun kryds ved olieskift, og så  skrev jeg under på det, og betalte de $73, han forlangte. Han fik nøglen til bilen, og så gik jeg tilbage til venteværelset. Fem minutter senere blev bilen kørt ind i den hal, der var nærmest venteværelset, og en ung dame i kedeldragt gav sig til at arbejde på den. Mens dette foregik, gik en ældre mand i gang med at vaske og polere alle bilens ruder, hvilket vi var glade for, da ikke mindst forruden trængte til det, og når vi selv vaskede den med almindeligt vand på en tankstation, blev den ikke helt ren, da insekterne var svære at fjerne, Men da vi kørte fra Jiffy Lube, var der ikke en plet at se. Det holdt desværre ikke længe, for da vi havde kørt mindre end ti miles, så den igen ud som før vasken. 20 minutter senere kom den unge dame ind i venteværelset og erklærede, at nu var bilen færdig, og gav os nøglen tilbage. Vi sludrede lidt med hende (Tim var overbevist om at hun var lesbisk, men hvad der gav ham det indtryk ved jeg ikke), og gav hende lidt drikkepenge ($10), og så var vi klar til at fortsætte dagen. På det tidspunkt var temperaturen nået op på 110 F (43 C), så vi var enige om, at det ville være for varmt at gå rundt inde i centrum af byen i mange timer, så i stedet besluttede vi at køre en tur først, så vi kunne blive i den airconditionerede bil, og  så kun gå korte ture fra denne ude i naturen.

Vi studerede Google Maps foruden Roadtrippers. Sidstnævnte er en app som ud over ruteplanlægning mm. også har gode forslag til ting at se i nærheden af, hvor man befinder sig. Vi besluttede os for at besøge et sted, der hed Puye Cliff Dwellings, ca. 35 miles (55 km) nordvest for Santa Fe. Her kan man se ruinerne af en forladt pueblolandsby i en kløft ved navn Santa Clara Canyon. Her kunne vi, som også var tilfældet i den artikel, jeg refererede til ovenfor, se huse bygget på klippesiden. Det, vi kunne læse om stedet på nettet, lød utroligt interessant, så vi satte kursen i den retning. Bygningerne, der er udhulet af den vulkanske tuff, som klipperne består af, rummer 740 rum og er bygget mellem 900 og 1500. De blev forladt omkring 1580, da tørke tvang indbyggerne til at flytte. I dag er området udlagt som et såkaldt National Historic Landmark. Hvis man vil besøge selve bygningerne, skal man i øvrigt være klar til både at gå op og ned ad trapper og klatre på stiger. Men først skulle vi altså dertil. Vi forlod Santa Fe nord på ad US Route 84 til vi nåede en lille bebyggelse, Pojoaque, hvorfra vi kørte mod vest ad en forholdsvis stor vej som trods nummeret, County Road 502, var firespors på det meste af strækningen. Undervejs både nord og vest på passerede vi en række såkaldte puebloer. Dette er bebyggelser, hvor såkaldte puebloer (lokale indianere) bor, og har en form for selvstyre på samme måde som et reservat. Ved en af disse, San Ildefonso Pueblo, skiftede vejen nummer og blev til New Mexico Route 30. Den blev vi på til indkørslen til området, vi ville besøge. Herfra er der stadig 7 miles (11 km) ind til selve området. Men så langt kom vi aldrig. Da vi ankom, blev vi mødt af en lukket låge og et skilt, som fortalte at stedet var lukket om tirsdagen og onsdagen på grund af vedligeholdelse af området (og dette var netop en tirsdag, hvad de, der har fulgt med på hele turen, vil vide). På skiltet stod også at Puye Cliff Dwellings ikke længere accepterer American Express kreditkort, men et sådan har jeg alligevel ikke længere, efter at de stoppede med at udstede kort til privatpersoner i Danmark (og andre lande). Og så var det jo helt ligegyldigt, når vi alligevel ikke kunne komme ind. De sidste 11 km op til selve bygninger skulle ellers være en meget flot tur, men den oplevede vi så ikke. Så har vi en grund til at komme tilbage til denne del af New Mexico.

På vej mod Puye Cliff Dwellings

Vi bestemte os så for, at vi i stedet ville besøge Bandelier National Monument, 25 miles eller 40 km længere mod sydvest og ikke langt fra Los Alamos National Laboratory, hvor man under 2. Verdenskrig stod for udviklingen af atombomben. Det var her det såkaldte Manhattan Project blev gennemført; dog ikke selve prøvesprængningen som fandt sted nær Alamogordo, 250 miles længere mod syd. Vi besøgte dog ikke laboratoriet, lige som vi 6 år tidligere heller ikke besøgte stedet, hvor sprængningen fandt sted. Turen fra Puye til Bandelier foregik ad en smal og på den sidste strækning særdeles snoet vej. Også i Bandelier National Monument kan man se ruiner af forladte pueblolandsbyer, både i form af klippebygninger, man også bygninger på "overfladen". Desuden er der en ganske flot natur i dette område, som Rio Grande flyder igennem. Men heller ikke dette fik vi at se. Da vi nåede frem, opdagede vi, at man ikke måtte køre i bil inde i området, men skulle med en shuttlebus. Og disse busser skulle man have reserveret plads til på forhånd. Det havde vi jo ikke gjort, da hele turen var improviseret efter det forgæves besøg ved Puye, så heller ingen besøg her. Vi diskuterede lidt frem og tilbage, men blev til sidst enige om at glemme kultur, natur- og historiske oplevelser og i stedet blive boglige. Ved hjælp af Google Maps lokaliserede vi den nærmeste Barnes & Noble boghandler, og det viste sig, at den lå i Albuquerque, så der satte vi kursen hen. Først skulle vi imidlertid tilbage til Santa Fe ad næsten samme vej, som vi var kommet bare modsat. Det vil sige af de små og større veje tilbage til US 84. På vejen tilbage passerede vi flere puebloer, og her var det i flere tydeligt, at det var indiansk område, for her lå kasinoer, som indianerne, men ikke andre, har tilladelse til at åbne på egen jord i New Mexico såvel som i andre stater. Fra Bandelier var der omring to timers kørsel til Albuquerque, hvoraf strækningen fra Santa Fe og videre foregik på I-25. Da vi nåede frem, fandt vi bogbutikken uden problemer. Vi købte begge to nogle bøger og desuden en gave til "Pigerne i Texas". Ellers så vi ikke noget til byen, men kørte samme vej tilbage til Santa Fe, hvor vi slappede af på hotellet et par timer, inden vi vovede os ud i varmen, som der ikke var blevet mindre af. Faktisk tror jeg, at det var den varmeste dag, vi oplevede på hele turen. På dette tidspunkt var temperaturen fortsat omkring 110 F  (43 C), men den faldt efterhånden til 99 (37), mens vi gik rundt.

Inden vi forlod hotellet, orienterede vi os på et kort og fandt nogle ting, som vi gerne ville se, hvilket primært var ting, vi ikke nåede at se, da vi var her ti år tidligere. Det første sted, vi opsøgte, var San Miguel missionen, som lå fem minutters gang fra hotellet - altså i normaltemperatur. Vi brugte næsten et kvarter på at gå strækningen, men vi standsede også op flere gange for at se på bygninger, skilte mm. San Miguel Missionen siges at være den ældste kirke i USA, grundlagt i 1610, men kirken er genopbygget ved to lejligheder efter ødelæggelser i 1680 og 1710 med genbrug af rester af den tidligere bygning. Den nuværende bygning er altså fra 1710, og det er jo også en vis alder. Kirken ligger i Barrio de Analco, en landsby, som blev opført som boliger for de oprindelige amerikanere af Tlaxcalans stammen, som arbejdede som tjenestefolk hos de velhavende spaniere. Kirken blev opført for disse tjenestefolk, men på den anden side af Santa Fe River i forhold til selve bebyggelsen. I dag er floden forsvundet  på denne strækning (måske er den tildækket), selv om den kan ses andre steder, fx lige overfor vores hotel; dog var der ikke meget vand i floden ved vores besøg. Selve kirken, som oprindeligt lå ret øde, ligger i dag blandt andre huse, hvoraf nogle har mange år på bagen. Næste stop var Lotetta Chapel, som, efter hvad Maps mente, lå 10 minutters gang væk, men det blev til 20 inden vi var der. Denne gang mest fordi vi skulle se på ting, som fx nogle gadehandlere, som solgte vævede tæpper og andet indiansk kunsthåndværk. Jeg skal måske tilføje, at vi ikke besøgte nogen af de to kirkebygninger og heller ikke domkirken, da vi nåede frem til den. Det viste sig at de alle lukkede klokken fem, og den var næsten 6, da vi nåede frem. Det undrede os lidt med domkirken, for ved vores besøg i 2012, hvor vi også var der ved sekstiden, besøgte vi domkirken. Hele eftermiddagens spadseretur kan ses på kortet til højre.

Den mirakuløse spindel -eller vindeltrappe i Loretta Chapel.

Loretta Chapel ville jeg meget gerne have besøgt for at se deres berømte trappe, men det må så blive en anden gang. Vi tager lige et sidespring. Dem har jeg mange af på dette års rejse, men det er der ikke noget at gøre ved. I 1853 blev Loretta Academy oprettet som en pigeskole drevet af nonner. Nonnerne ønskede en kirkebygning, hvor såvel de, som eleverne, kunne holde gudstjenester mm. Omkring 1870 var man i gang med at renovere domkirken, og ærkebiskop Lamy (i sig selv en interessant personlighed), havde ansat to arkitekter, far og søn, til stå for renoveringen. Han foreslog nonnerne, at de kunne spørge, om de to herrer ville hjælpe med at skabe en kirkebygning i deres fritid, og det endte med at sønnen accepterede opgaven. Han havde i øvrigt et for en arkitekt og byggeleder interessant navn, da han var døbt Projectus Mouly. Han tegnede og forestod byggeriet af det, der skulle blive til Loretta Chapel. Kirken blev officielt indviet i 1878, selv om den ikke var helt færdig. Blandt andet manglede en trappe fra gulvet op til balkonen over koret. Den blev ikke bygget i første omgang, da Projectus døde uventet i 1879. Nonnerne kontaktede adskillige tømrere og snedkere, men ingen af dem mente, at det kunne lade sig gøre, da pladsen simpelthen var for trang til at rumme en trappe. Og nu træder legenderne til med en forklaring: "Nonnerne bad uafbrudt i 9 døgn til Skt. Joseph, tømrernes skytshelgen. På den sidste dag med bønner kom en fremmed til kirken og lovede at bygge trappen. Han arbejdede alene og brugte kun nogle få simple håndredskaber, og da han var færdig forsvandt han uden at opgive sit navn eller indkassere den lovede betaling." Ifølge nogle af legenderne klarede han hele arbejdet på en enkelt nat, mens andre taler om op til otte måneder. Faktum er, at trappen blev færdig, og at nonnerne anså den som mirakuløs, og bygget af Skt. Joseph (Jesus' far) selv (stadig i følge legenderne). Trappen er da også ret speciel, men næppe mirakuløs. Der er tale om en vindel- eller spindeltrappe og så alligevel ikke. En spindeltrappe snor sig om en indvendig "pæl" eller støtte (en spindel), hvor trinene er fastgjort. En vindeltrappe har ingen "pæl", men et hul i midten, og trinene er fastgjort til en væg eller lignende ved den yderste kant af disse. Det lille billede viser til venstre et udsnit af en spindeltrappe og til højre en vindeltrappe. Trappen i Loretta Chapel er karakteriseret ved, at trinene ikke er fastgjort, hverken til en spindel eller en væg, men kun til en indre og ydre ramme, der oprindeligt ikke var fastgjort til noget, men bare støttede sig til gulv og balkon. Trappen er dog senere blevet fastgjort til en væg. Oprindeligt var trappen bygget uden gelænder, men såvel elever som nonner fandt det farligt at gå op af en seks meter høj trappe uden gelænder,  så et sådant blev monteret omkring 1887, og samtidigt blev trappens ydre ramme (ikke de enkelte trin) fastgjort til væggen med en metalstøtte. Faktisk findes der en god og ikke mirakuløs forklaring på, hvordan trappen er konstrueret, så den ikke behøver støtte, men den kan interesserede selv slå op. Og selv om trappen ikke er mirakuløs, er den et formidabelt stykke tømrerarbejde. Den er bygget af træ, og samlet med trænagler og snor sig i en såkaldt dobbelthelix (to fulde snoninger) mod toppen. Træet, den er bygget af, er en art fyr, som ikke findes i New Mexico eller andre steder i USA. Hvis man er interesserede i den videnskabelige forklaring, herunder en mulig identifikation af tømreren, som byggede trappen, kan man læse mere på den engelske version af Wikipedia i artiklen om Loretta Chapel. Og så slut på sidespringet, da vi jo alligevel ikke fik trappen at se, så billedet til venstre har jeg lånt fra Wikimedia.org. Jeg skal dog nævne, at kapellet og trappen i mange år har været en af de største turistattraktioner i Santa Fe. I 1968 lukkede akademiet og bygningerne omkring kapellet blev revet ned, så kun dette eksisterer i dag..

Eftermiddagshygge på The Plaza, den centrale plads i Santa Fe.

Nå, men da vi ikke kunne komme ind i kapellet fortsatte vi vores slendretur i retning af domkirken, som altså viste sig også at være lukket, men vi fik da set den udefra, og heldigvis havde vi som nævnt set det indre ved et tidligere besøg. Men også udefra er domkirken interessant, og det samme er statuerne uden for denne. Blandt disse er St. Frans af Assisi, Ærkebiskop Lamy og Kateri Tekakwitha, den første oprindelige amerikaner, der blev helgenkåret. Vi fortsatte vores færd til The Plaza, hvor vi sad et kvarters tid og nød livet på pladsen, hvor der var rigtig mange mennesker. Man var ved at gøre klar til noget musikalsk optræden, og det nåede også at gå i gang, inden vi helt forlod pladsen igen. Da vi havde siddet nok, gik vi lidt omkring på pladsen og så blandt andre ting en mindesten, der viser, at her sluttede The Santa Fe Trail, som gik fra Franklin i Missouri til, sjovt nok, Santa Fe. Vi fik også set Palace of the Governors, der er USAs ældste regeringsbygning. Bygningen stammer fra et sted mellem 1601 og 1620, mens området var spansk og blev bolig for de spanske guvernører. Da Mexico løsrev sig fra Spanien, flyttede de mexicanske guvernører ind, og da USA overtog området, var det så de amerikanske guvernører, som regerede herfra. Én af disse var en herre ved navn Lewis Wallace, som i dag nok er mere kendt som forfatter end som general og politiker. Han færdiggjorde sin verdensberømte roman, "Ben Hur" i bygningen, mens han var guvernør. Han fortalte senere, at korsfæstelsesscenen i romanen havde han skrevet en nat efter et intenst møde med Billy the Kid om benådning af denne. Benådningen blev dog ikke til noget, og senere senere underskrev Lewis Billys dødsdom i samme bygning. I dag er bygningen museum, og regeringsbygningen ligger et andet sted, hvor den har hjemme i en moderne og efter min mening ikke specielt spændende bygning. Da der ikke var mere at se på The Plaza, slentrede vi (det var stadig meget varmt) tilbage til hotellet. Da vi nåede "hjem" gik vi direkte til "Del Charro", hvor vi som nævnt ovenfor, havde spist dagen før, og det gentog vi så nu. Denne gang dog mere behersket, hvilket vil sige at vi ikke spiste forret, og kun jeg drak margarita. Min hovedret var en House Chicken Sandwich, men jeg har desværre glemt, hvad Tim delikaterede sig med. Resten af aftenen slappede vi af på værelset, og gik forholdsvis tidligt i seng. Køreturen og ikke mindste spadsereturen i 38 graders varme havde tæret på kræfterne, og næste dag skulle vi køre næsten 700 km.

Videre til Oklahoma

Et stort kors ved en rasteplads ved I-40. Vi så flere af disse meget store kors også andre steder end på rastepladser.

Som dagen før startede jeg med morgenmad på Del Charro, mens Tim spise sit indkøbte brød på værelset. Da jeg kom tilbage, pakkede vi bilen og så var vi klar til at forlade Santa Fe og også New Mexico.

I dag skulle være ren forlægning, uden noget vi skulle se, bortset fra hvad vi tilfældigvis kørte forbi. Vi skulle køre fra Santa Fe i New Mexico til Elk City i Oklahoma, hvor vi skulle på endnu et besøg hos venner (mest Tims, da jeg kun har selv har mødt dem en enkelt gang før i 2018, da de boede i Arizona). Undervejs skiftede vi tidszone igen igen og var, da vi nåede frem, tilbage i Central Time. Vi startede med at køre omkring 5 miles mod syd ad I-25, og da denne svingede mod sydvest, skiftede vi til US Route 285 (for de, som ikke ved det, ligger Oklahoma øst for New Mexico - og det gør det i øvrigt også for de, som allerede ved det). Ved den lille bebyggelse Clines Corner mødte vi "The Mother Road"! Denne betegnelse tilfalder normalt US Route 66,  men ikke for os. Vores "Mothe Road" er Interstate Highway 40, som jeg har kørt forskellige strækninger ad på hver eneste tur til og i USA siden 2000 bortset fra 2008, hvor jeg kun var i New England. Se også artiklen Ture på vores Mother Road her under Rejser. Denne artikel står i øvrigt for en snarlig opdatering. Den strækning, vi skulle køre denne dag, havde ingen af os imidlertid kørt på før. Den førte os til Glenrio, hvor vi kørte ind i det såkaldte Texas Panhandle - den nordligste del af staten. Her passerede vi tværs igennem Amarillo, men på trods af at det er en by med over 200.000 indbyggere, opdagede vi det nærmest ikke, da vi på blev motorvejen og ikke stoppede. I det hele taget gjorde vi kun de sædvanlige stop for at tanke op, få noget at spise og drikke (kun på tankstationer) og skifte chauffør. Ved endnu en bebyggelse, Benonine, forlod vi Texas igen og kørte ind i Oklahoma, som vi senest besøgte i 2019 (bortset fra den korte gennemkørsel af statens panhandle på vej fra Dodge City til Santa Fe), se artiklen To dage til Kentucky fra dette år. Dengang kørte vi bare gennem staten og gjorde kun et kort ophold i byen Talequah for at se på indianere, men denne gang havde vi et par overnatninger. I-40 går hele vejen til Elk City og fortsætter mod øst, så der var omkring 400 miles motorvejskørsel. Det var turens længste tur på motorvej på en enkelt dag - og så på "vores egen" motorvej.

Vi vidste, at Victoria og hendes familie ikke ville være hjemme før næste dag, da de var til møde med nogle advokater for at indgå forlig i en sag, hvor et hospital havde fejlbehandler deres yngste datter, som i dag er delvist handicappet af en hjerneskade. Hun fungerer dog glimrende, hvilke jeg vender tilbage til i næste artikel. Tim havde været i byen før, da han fejrede nytåret 2021/2022 netop hos Victoria og hendes ret store familie (mand og otte børn, hvoraf en enkelt dog er flyttet hjemmefra). I stedet kørte vi direkte til hotellet, som skulle vise sig at være turens dårligste - til gengæld var det billigt. Værelset fejlede som sådan ikke noget, og det var pænt og rent, og det samme var badeværelset, men det var noget spartansk. Der var et TV, men hverken køleskab eller mikroovn, som vi ellers ofte havde haft. End ikke en kaffemaskine var der, og ingen toiletartikler på badeværelset - men internettet fungerede glimrende. Efter indkvartering kørte vi lidt rundt og så på byen. Derefter kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi blev indtil vi skulle spise. Tim, som altså havde været i byen før, vidste hvor der lå lokale restauranter, så en sådan, Fred's, opsøgte vi, og her fik vi et glimrende for ikke at sige rigtigt godt måltid, og det til en pris på under $20 for to plus selvfølgelig drikkepenge, men $25 skulle vise sig at blive turens absolut billigste måltid. Og det var, hvad der skete denne dag.