En improviseret tur

Som det fremgår af adskillige artikler hert på min Rejseside, er det vestlige North Carolina mit yndlingsområde i USA, og ikke mindst holder jeg meget af området i den vestlige del af det amt, der kaldes Wilkes County og den østlige del af naboamtet Caldwell County. Her bor flere af mine amerikanske venner, men også før jeg lærte dem at kende, besøgte jeg området regelmæssigt; dels på grund af naturen og historien, og dels fordi indbyggerne generelt er særdeles venlige og nysgerrige overfor fremmede, som jeg er inde på i min bog, "Smuk natur, venlige mennesker". Et af de steder, hvor jeg har mødt stor gæstfrihed siden mit første besøg på stedet tilbage i 2004, er det lille frilandsmusseum Whippoorwill Academy and Village, som man også kan læse mere om i mange af artiklerne. Museet afvikler adskillige arrangementer henover året, men som regel ligger de på tidspunkter, hvor jeg har vanskeligt ved at få fri, så jeg har aldrig deltaget i nogle af disse. De fleste arrangementer er af lokalhistorisk art, blandt andet Daniel Boone Day, der typisk afvikles hvert andet år, og Tom Dooley Day, der afvikles i de modsatte år. Som det også vil fremgå af dette website (skulle du ikke allerede vide det), er Tom Dooley sagen en af mine store interesser, og derfor har det irriteret mig, at jeg aldrig her kunne deltage i dette arrangement.

I 2022 fandt dette arrangement, som havde skiftet navn til "Tom Dooley and Appalachian Culture Festival", sted lørdag den 24. september, med et program der blandt andet omfattede Applachian Mountain musik, dans, folkesang og anden optræden foruden konkurrencer, boder, lotterier, foredrag om Den Amerikanske Borgerkrig, selvfølgelig Tom Dooley og meget andet. Jeg havde undervisningsfri i ugen efter denne lørdag, så nu havde jeg mulighed for at tage afsted. Der var kun en skavank! Jeg skulle undervise fredag d. 23. september, og selv om jeg tog afsted fra København tidligt lørdag morgen (hvor der i øvrigt ikke gik et relevant fly), ville jeg ikke kunne nå til Ferguson, hvor museet ligger, mens festivalen stadig var i gang, og så var noget af formålet jo spildt. Ugen før blev jeg imidlertid spurgt af en kollega, om jeg kunne tage den følgende mandag (altså mandag den 19. september) for hende, så hun kunne besøge familie i udlandet i weekenden og vente med at flyve hjem til mandag morgen. Da jeg også havde undervisningsfri denne mandag, accepterede jeg, og foreslog så, at hun som kompensation, kunne tage min fredag (som kun er fra 8 til 12). Det accepterede hun, og så kunne min plan gennemføres, da der afgik et morgenfly om fredagen, som jeg kunne bruge.

På vej til  JFK Airport fra København

Så i weekenden bestilte jeg flybillet og lejebil. Da det jo var en ekstratur - jeg havde allerede været i USA både i påsken og om sommeren (se de foregående ture her ved at følge de markerede link), gjorde jeg noget, som hjeg ellers ikke har gjort i flere år, nemlig bestilte billet på økonomiklasse (efter at jeg er blevet gammel og bredr....flyver jeg ellers helst på business class, som er betydeligt dyrere, men også betydeligt mere behageligt). Jeg skulle for første gang flyve med Delta Airlines, som havde et passende fly. Det betød, at jeg skulle flyve fra Kastrup og direkte til JFK Airport ved New York, og derfra videre til Charlotte, hvor min bil så stod klar. Jeg har fløjet til Charlotte før med store problemer (se netop påsketuren i 2022), og jeg bryder mig ikke om at skulle mellemlande i USA på vej mod slutmålet, da det betyder, at man skal gennem immigration, hente bagage, gennem tolden og aflevere bagagen igen, inden man kan flyve videre, og det kan af og til knibe med tiden. Min anbefaling til andre er derfor, at kan man ikke flyve direkte fra Danmark til sine endelige destination, bør man tage en forbindelse, der mellemlander i Europa, ikke i USA - hvis det overhovedet kan lade sig gøre, og det kræver selvfølgelig, at der er en forbindelse fra Europa til den destination, man skal til, og det er desværre ikke tilfældet. Der er mange regionale lufthavne i USA, som simpelthen ikke har internationale forbindelser. I dette tilfælde var der imidlertid en ventetid på 3½ time fra jeg ankom til JFK til mit næste fly skulle afgå, og det mente jeg ville være tid nok. Bilen blev bestilt hos Alamo, som jeg har gode erfaringer med, når jeg ikke bestiller gennem FDM. Da jeg vidste, at jeg ville ankomme sent til Charlotte (omkring kl. 22.30) bestilte jeg en overnatning på et hotel lige ved lufthavnen, så jeg ikke skulle køre nattekørsel efter en lang flyvetur. Også i påsken havde jeg boet på et (andet) hotel ved lufthavnen, men det var af nød, ikke af lyst, hvilket du kan læse om i artiklen Til North Carolina ad omveje og med besværlighed. Normalt,  når jeg er i det område, bor jeg i et Airbnb lige ved museet, som mine venner Margaret og Dick ejer, men da mit besøg skulle være en overraskelse, var det ikke en mulighed denne gang, så i stedet bestilte jeg værelse på resten af turen på et hotel i den nærliggende by (ca. 30 km fra museet - vi er ude på landet her) Lenoir. Normalt bestiller jeg ikke mange hoteller til et road trip, men her skulle jeg bo hele perioden på samme hotel, og så ville jeg være sikker på at kunne få værelse. Og så var jeg klar til min tur.

Fredag morgen kørte Tim (min søn) mig til lufthavnen, hvor jeg havde tjekket ind via Deltas app, så jeg skulle bare aflevere min kuffert, og så var jeg klar. Da jeg ikke som sædvanligt havde adgang til fast track, tog det lidt længere end sædvanligt at komme gennem security, men da jeg var i lufthavnen i god tid, gav det ingen problemer. Jeg gik direkte ud til gaten og ventede der til vi skulle gå ombord. Jeg havde booket gangplads, som jeg plejer. Jeg er ligeglad med udsigten, og det er nemmere, når man ikke skal forstyrre nogen, hvis man skal ud. Turen over Atlanten gik lige så roligt  og kedeligt, om den plejer, bortset fra at sædet var ganske hårdt, så jeg måtte op at stå og gå nogle gange undervejs, fordi jeg fik ondt i ryggen, af at sidde på for længe på det hårde sæde. Maden ombord var glimrende, så ikke noget at klage over der. Vel ankommet til JFK måtte vi vente ude på området en halv times tid, før vi kunne komme til gate, men da jeg havde 3½ time, var jeg ikke nervøs. Der var ret langt at gå fra gaten til immigration, og da jeg nåede frem, var der en del kø. Faktisk stod der på et skilt: "Herfra en time", men da jeg stadig havde masser af tid, var jeg stadig ikke nervøs. Det blev jeg først, da jeg efter en time i køen var nået så langt frem, at der kun var to foran mig, for på det tidspunkt gik alt i stå. Efter ca. 15 minutter meddelte en immigration officer, at deres system var "gået ned", og de kunne ikke sige, hvornår det kom op igen. Det gjorde det så efter ca. endnu en time, så nu var der ikke så god tid, som der havde været. Til gengæld havde vi haft noget at "snakke om" i køen, mens vi ventede. Vel igennem, fik jeg hentet min bagage og afleveret den igen ved en skranke til indenrigstrafik. Så skulle jeg op 4. sal og igennem endnu en terminal, hvor jeg fik fra Gate 1 til Gate 45 - og det føltes som om, det var 45 km, for nu havde jeg travlt. Jeg nåede dog ud til gaten kort før de begyndte at boarde, og så kunne jeg slappe af igen.

Heller ikke turen til Charlotte er der noget at sige om. Stille og rolig og med servering af kaffe. Vi landede som planlagt, og da bagagen kom efter ca. 1q5 ,minutter, fattede jeg min kuffert og gik mod rental cars, som ligger i en anden bygning end terminalen, men inden for gå-afstand. Her var der ikke et øje i Alamoskranken, men et skilt henviste til et af de andre selskaber, så her om aftenen hjælper de nok hinanden. Jeg fik ordnet papirerne og fandt bilen uden problemer i parkeringshuset på etagen over skrankerne. Efter at have læsset taske og rygsæk i bilen, indstillede jeg Google Maps til at vise mig vej til hotellet, hvor jeg ankom omkring 23.30.  Jeg satte vækkeuret til at ringe kl. 6.30, og så gik jeg i seng med det samme; klar til det tredje, men korte USA besøg i 2022.