Surprise festival

Så var det blevet tid til at besøge Tom Dooley and Appalachian Culture Festival på Whipoorwill Academy and Village. Da det var første gang, jeg kunne holde fri på det tidspunkt af året, var det også første gang, jeg kunne besøge festivallen. Denne åbnede klokken ti, og jeg havde planlagt at være der en halv times tid før, så jeg kunne nå at sige hej til mine venner, som ikke vidste at jeg kom. Turen derop var ca. 85 miles (135 km) og kunne gøres på omkring halvanden time afhængig af trafikken. Jeg havde sat vækkeur til kl. syv, og efter mit morgentoilette, valgte jeg at springe morgenmaden på hotellet over, og straks sætte kursen nord på. Det vil sige at jeg lagde ud med at køre nogle miles vest på ad Interstate Highway 85 til Gastonia i Gaston County, hvor den møder US Route 321, som jeg skulle blive på hele vejen gennem Lincolnton og Hickory til Lenoir. Da jeg forlod motorvejen i Gastonia, kørte jeg ind på en tank, hvor jeg fik morgenmad i form af en lun skinkesandwich med æg og en kop kaffe, som jeg kunne nyde på turen nordover.

Margaret Carter Martine (th) og Rob McHale (tv) får sig en snak i en pause i aktiviteterne.

55 miles (ca. 90 km) senere nåede jeg til Lenoir, hvor jeg havde bestilt hotel, men da klokken kun var omkring 8.30,var det alt for tidligt til, at jeg kunne få værelse, så jeg fortsatte ad North Carolina Route 18 mod øst. Jeg kunne have kørt nord over ved Kings Creek ad Grandin Road, hvilket jeg ofte har gjort, men denne gang valgte jeg at fortsætte til Boomer, hvor jeg så tog Beaver Creek Road, hvor min afdøde bekendt, Zelotese Walsh tidligere boede. Ligesom Grandin Road fører også Beaver Creek Road til NC Route 268, hvor museet har adresse, men Beaver Creek Road ender tættere på "The Village". Da jeg nåede frem, var der kun et par biler på parkeringspladsen, men jeg kunne se, at der inde på området holdt adskillige, og mange mennesker var i gang med at sætte stader op. Fra disse stader blev der senere solgt lotterier, kunst, kunsthåndværk og meget andet lokalt produceret, fx honning.

Inden jeg stod ud af bilen, formummede jeg med jakke (det var ret koldt den morgen, selv om temperaturen senere gjorde det nødvendigt at smide jakken), hat, solbriller og kamera, og så begav jeg mig mod indgangen. Den første jeg mødte, som jeg kendte, var Dick. Han så noget forundret ud, da jeg pludselig sagde "hej", men han kom sig hurtigt over overraskelsen, hvilket han var nødt til, da der var meget han skulle nå inden festivalen åbnede omkring 45 minutter senere. Han spurgte selvfølgelig, hvad jeg lavede der, hvilket jeg forklarede, og så fortalte han, at Margaret ikke var til stede, da hun var kørt hjem for at hente noget, de havde glemt i deres eget hus, som ligger omkring 5 miles (8 km) fra museet, i Caldwell County. Da jeg havde overladt Dick til hans gøremål, var den næste jeg mødte, Renee Frost, som er en af de frivillige, der sidder i museets bestyrelse og ellers hjælper, når hun kan. I modsætning til Dick genkendte hun mig med det samme trods min "forklædning" og hende havde jeg faktisk ikke mødt siden mit besøg i 2019!Dick havde jeg mødt ved begge mine to tidligere besøg i 2022.

Mens jeg talte med Renee, kom Margaret tilbage, og gik lige forbi mig uden at opdage, at det var mig, så da jeg gik hen til hende og sagde "Hallo", fik hun nærmest et chok, men det gik hurtigt over, og så fik vi en kort snak. Eftersom hun var ansvarlig for arrangementet, var der grænser for, hvor meget hun havde tid til snakke, men vi fik snakket en del sammen i løbet dagen, når hun havde pauser, og jeg blev inviteret hjem til hende og Dick mandag, så vi kunne få talt sammen. Men i løbet af dagen fik jeg også hilst på Marty og Cliff Anderson, som er med i museets bestyrelse og som var med til min middag i forbindelse med påsketuren; se artiklen En flink dame og en hyggelig middag fra Rejser 2022, forår. Men ellers sad jeg og sludrede med forskellige, som jeg ikke kendte, mens vi lyttede til musikken fra scenen. Senere kom også min gode ven Rob McHale, der skulle optræde ved festivalen senere på dagen. Han fortalte mig, at da han kom, havde Margaret sagt "Du kan ikke gætte, hvem som er her", og det havde hun ret i; det kunne han ikke, men også han var rigtigt glad for at se mig, og inviterede mig til middag hjemme hos sig i Troutman, sydvest for Statesville og 45 miles (godt 70 km) fra mit hotel om onsdagen. Jeg skulle hjem torsdag, så det passede mig fint. Vi skulle ses om eftermiddagen, så jeg havde formiddagen til sightseeing.

Flere af de frivillige på museet var udklædt i tøj fra perioden (1860'erne)

På et tidspunkt gik jeg rundt og så på de mange udstillinger og stader, der var på museet, og jeg fik købt nogle lodder til et par af de mange lotterier, som blev solgt for at samle penge ind til museet, som drives udelukkende af frivillig arbejdskraft og for donerede og indsamlede midler. NB! Jeg vandt ikke på nogen af dem! Jeg slog mig ned ved den scene, hvor der skulle være danseoptræden, og her overværede jeg en gruppe, Foothill Cloggers, som sjov nok er "cloggers". Clogging er statsdans i både North Carolina og Kentucky og det minder en del om irsk riverdance, bortset fra at overkroppen ikke er stiv, og det er tillat at bevæge armene. Her optog jeg en kort video til en af mine YouTube kanaler: Glocal Explorer: I explore Appalachian Culture Festival - part two - Clogging. Da opvisningen var færdig bevægede jeg mig videre rundt på museet, blandt andet til Tom Dooley udstillingen, hvor der blev holdt foredrag og vist film om sagen. Uden for mødte jeg min gode ven, Bill Barnes (omtalt i adskillige artikler) fra Matthews uden for storbyen Charlotte. Også han blev meget overrasket over at se mig, og mente at jeg skulle gå inden for og hilse på fruen, Charlotte, som faktisk var den, som introducerede mig, for de fleste, jeg i dag kender i området. Da jeg kom indenfor var hun i gang med at vise og kommentere en video om Tom Dooley, som hun og Bill har lavet for en del år siden (de havde et videoproduktionsselskab). Hun var så optaget af sin opgave, at hun først opdagede mig, da jeg satte mig på stolen ved siden af hende. Og så var der knus og glade dage. De var nødt til at blive i bygningen for at underholde andre gæster, mens jeg skulle rundt og se mere, men jeg mødte dem igen, inden det hele var overstået, så vi fik sagt pænt farvel og på gensyn.

Efter besøget i Tom Dooley udstillingen fortsatte jeg min tur rundt på festivalområdet og så blandt andet den til lejligheden arrangerede børnezoo inden jeg vendte tilbage til siddepladserne foran musikscenen, hvor der fortsat var optræden. Mens jeg sad der, kom Rob og hans bror, som er med i bandet, hen og slog sig ned, og det samme gjorde endnu en musiker, som jeg ikke kendte og så sludrede vi hyggeligt indtil Rob skulle på scenen igen. Af og til sluttede andre sig til selskabet, blandt andre en dame, som jeg indtil da kun kendte fra Facebook, Kirsten JensenFerguson, som er dansk født, men har boet i USA siden hun var barn. I dag er hun i begyndelsen af 70'erne, men ville gerne afprøve sit danske, som var ganske udmærket. I museets lille boghandel solgte de blandt andet min bog om Tom Dooley sagen: Who Killed Laura Foster, og jeg havde medbragt nogle flere eksemplarer som gave, der kunne indbringe en skilling til "landsbyen". Inden dagen var gået, var der udsolgt både at stedets beholdning og af de, jeg havde haft med, og da folk hørte, at jeg faktisk var til stede, var der mange, der gerne ville have, at jeg signerede deres eksemplar. Aldrig har jeg været så populær som forfatter!

Da festivalen lukkede kl. 17, sagde jeg farvel og på gensyn til alle de, jeg kendte og satte kursen mod mit hotel i Lenoir, hvor jeg endnu ikke havde tjekket ind. Det gjorde jeg så nu, og da jeg havde slappet af et par timer, kørte jeg ud for at få aftensmad spise. Den spiste jeg på en pub ved navn Sidestreet Pour House i centrum af  byen. Efter aftensmad tilbage til hotellet og slappe af resten af aftenen; jeg havde trods alt ikke sovet så meget natten før, og trods det, at jeg egentlig ikke havde lavet noget, var jeg alligevel træt efter dagens "anstrengelser". Det vil sige, jeg benyttede lejligheden til at lave aftaler med diverse mennesker søndag og tirsdag, og dermed var resten af tiden, jeg skulle være der, optaget af at møde venner og bekendte.