Nye bekendte og gamle venner

Hvor lørdag havde været afsat til min deltagelse i Appalachian Culture Festival, var resten af ugen afsat til korte sightseeing ture og besøg hos venner og bekendte.

Nye bekendte

Under covid-19 nedlukningen var jeg blevet blevet kontaktet på Facebook af en mand, som jeg ikke kendte, men som havde købt min bog, Who Killed Laura Foster, som han åbenbart var meget begejstret for, og gerne ville have mig tgil at signere, når4 jeg igen kom på de kanter.Det viste sig, at han boede kun omkring 15 km fra Whippooorwill Academy og The Old Ferguson Home, hvor jeg skulle bo både på min påske- og min sommertur. Vi aftalte derfor, at vi skulle forsøge at mødes ved én af de lejligheder, men af forskellige grunde. kunne det ikke lade sig gøre, da det kom til stykket.

Nu var der imidlertid mulighed igen, så da jeg fortalte ham, at jeg ville være tilbage i september, blev vi enige om, at nu skulle det lykkes, selv om jeg denne gang boede noget længere væk. På det tidspunkt var vi blevet venner på Facebook, så vores kommunikation foregik via Messenger, hvilket er noget mere privat end i en tråd på FB. Det viste sig at han og konen ejede og drev en Highway 55 restaurant i Lenoir, hvor mit hotel jo lå. så det var faktisk nærmere, end hvor jeg havde boet ved det to tidligere besøg, som til gengæld var nærmere hans hjem. Da han skulle arbejde søndag, foreslog han, at hvis jeg kom forbi restauranten et sted mellem 12 og 13, ville han give frokost - og så kunne jeg signere bogen ved samme lejlighed. Det syntes jeg var en god idé - og så kunne jeg også spare et måltid J. Og nu var det altså søndag, men jeg skulle jo finde noget at fordrive tiden med i løbet af formiddagen - og det blev så sightseeing i form af gensyn med kendte steder i området.

Tofarvede køer på en mark ved North Carolina Route 18.

Jeg startede dagen med en udmærket morgenmad på hotellet, og forlod dette omkring kl. 9. Under vores sommerbesøg havde Tim og jeg ofte kørt på North Carolina Route 18, når vi skulle til Lenoir for at handle i Food Lion eller Walmart eller for at spise på en af byens restauranter. Ved de lejligheder havde vi flere gange set nogle køer på en mark, hvilket der egentlig ikke er noget specielt i. Der går køer på mange marker i området, men disse havde et noget specielt udseende, hvor det så ud som om de havde tæppe eller mavebælte på. Vi sammenlignede dem lidt med den skaberaktapir, de har i Københavns Zoologiske Have. Hver gang, vi ville stoppe for at fotografere, var køerne imidlertid borte. Men nu skulle det være. Jeg havde set køerne, da jeg kørte tilbage til mit hotel lørdag, og jeg satsede på, at de stadig ville være der. Og det var de, så jeg fandt et sted at parkere bilen i vejkanten, hvor den ikke ville være til for meget gene for trafikken, fandt kameraet frem og tog nogle billeder af de tofarvede køer. Et af disse sendte jeg til Tim, så han kunne se, at nu havde vi beviser for vores påstand. Senere efterforskning viste, at der var tale om køer af en skotsk kødkvægrace med det passende navn, Belted Galloway. Hvad disse skotske køer lavede på en mark i Caldwell County i North Carolina, fandt jeg aldrig ud af - selv om der faktisk er mange mennesker af skotsk afstamning i området, så måske er det nogle af disse, der har importeret deres hjemlands vemodige køer.

Fra køerne fortsatte jeg videre mod øst til Moravian Falls, hvor jeg besigtigede vandfaldet for ca. 15. gang. Det ændrer sig ikke meget, bortset fra at vandmængden er noget større om foråret, men jeg kan godt stå og nyde det alligevel. Derfra videre til Wilkesboro, hvor jeg kørte lidt omkring, men uden at gøre holdt nogen steder. Jeg fortsatte ad US 421 til Boone, hvor jeg skiftede til US 321 mod syd tilbage til Lenoir. Undervejs stoppede jeg ved den blandede landhandl,l hvor Tim og jeg også havde stoppet på sommerturen, se artiklen Gensyn og Nysyn fra denne tur, men denne gang købte jeg ikke noget. Neils (manden med bogen) restaurant ligger faktisk på US 321 i den sydlige udkant af byen, så jeg fortsatte videre gennem byen, til jeg kom til stedet. Det passede med, at jeg ankom omkring kl. 12.30. Turen kan egentlig gøres på ca. 2 timer for de 90 miles (145 km), men jeg havde taget det roligt og gjort nogle stop undervejs, så det havde altså taget 3½ time i stedet. Det betød at jeg ankom meget præcist midt mellem 12 og 13. Da jeg kom indenfor, fik jeg en plads ved "baren" - der var travlt og alle borde var optaget. Jeg sad ikke længe før Neil kom med sin bog og så hilste vi på hinanden og sludrede ti minutters tid. Så hentede han konen, som befandt sig i køkkenet og så sludrede jeg også lidt med hende. Jeg signerede bogen og spiste en burger, som kæden er kendt for, og den viste sig at være udmærket. Neil fortalte, at han havde vist bogen til en af sine medarbejdere, som også gerne ville have den, og da jeg havde et eksemplar i bilen, hentede jeg det. Da Neil spurgte, hvad den kostede, vidste jeg ikke i første omgang, hvad jeg skulle svare, men så kom jeg i tanke om, at ude på Whippoorwill, havde de dagen før solgt bogen for $25, så den pris opgav jeg, og så købte Neil bogen til sin medarbejder - og så måtte jeg også signere denne. Neil og April skulle selvfølgelig passe deres arbejde, så de lod mig spise i fred, og da jeg var færdig kom de tilbage og sludrede videre, men omkring kl. 15 sagde jeg farvel og tak for denne gang, men lovede at komme tilbage ved mit næste besøg, som forhåbentlig bliver i sommeren '23.

Jeg kørte tilbage til hotellet, hvor jeg slappede af til omkring kl. 18.30 (det er den første tur, hvor jeg tilbragte så meget tid på hotellet, og det fortsatte de næste dage, men det var faktisk ret afslappende). Da spisetid nærmede sig, kørte jeg ud for at få aftensmad, og det endte med at blive på Ruby Tuesday, hvor jeg ofte har spist, når jeg er i Lenoir. Efter maden tilbage til hotellet og en kop kaffe inden resten af aftenen blev tilbragt på værelset.

Gamle venner

Udsigt fra mit hotelværelse under tordenstormen lørdag.

Da jeg ikke havde fået talt meget med Margaret og Dick lørdag, ringede jeg til dem mandag, efter at jeg havde spist morgenmad på hotellet, for at høre om de var hjemme, hvilket de var. Dick skulle dog gå forholdsvis tidligt, da han skulle ned og rydde op på museet. Lørdag, heldigvis først da kulturfestivalarrangementet var, overstået, var området blev ramt af en voldsom tordenstorm, som havde væltet og ødelagt flere af pavillonerne og revet nogle grene af træerne som nu lå strøet ud over området, men jeg var velkommen til at komme alligevel, hvis jeg ville nøjes med at underholde mig med Margaret, hvilket var helt i orden. Både Neils og Margarets  hjem ligger inden for Lenoirs bygrænse men en del ude på landet. Fra centrum af byen er der omkring 18 km til det sted, hvor Neil bor og 30 til Margaret . Det kan gøres kortere, hvis man ikke kører samme vej som til Neil, men tager den nærmeste vej. I så fald er det kun ca. 23 km. Jeg tog fra hotellet, så jeg ankom omkring kl. 10.30 og da var Dick lige ved at køre, men jeg fik da sagt hej. Jeg sludrede med Margaret om løst og fast i 3-4 timer inden jeg sagde farvel, så hun kunne gennemføre dagens øvrige aktiviteter. Lige inden jeg kørte, kom jeg i tanke om, at der var en enkelt ting, jeg havde glemt at købt lørdag, nemlig et puslespil med et billede af Tom Dooley, som Margarets mor, Edith har forestillet sig ham, og malet den forestilling. Margaret sagde, at hvis jeg kørte tilbage til museet, kunne Dick finde et fra fra gemmerne.

Som tænkt, så gjort. Da jeg forlod Margaret med løfte om snart af besøge North Carolina igen, kørte jeg tilbage til museet, hvor jeg ganske rigtigt fandt Dick i gang med at rydde op. Han holdt dog beredvilligt en pause og fandt puslespillet frem, som jeg efter at have betalt $25 for (samme som jeg havde tjent dagen før) anbragte i min bil. Så sagde jeg også farvel og tak for denne gang til Dick. Da jeg forlod museet, satte jeg kursen mod Wilkesboro, for at gøre nogle indkøb i deres Walmart (der er også et i Lenoir, men nu var jeg tættere på Wilkesboro). Jeg købt noget vand, men ikke andet. Jeg havde opdaget, at frugten var bedre i Food Lion og et sådans supermarked ville jeg alligevel komme forbi på vej tilbage til hotellet. Da klokken var ved at være 15.30, og jeg ikke havde spist frokost, besøgte jeg Dooley's Taven and Grill og spiste en omgang salat inden jeg vendte tilbage til hotellet.

Den sene frokost betød, at jeg ikke gik ud for at få aftensmad før hen ad 20, og det blev endnu engang på Ruby Tuesday, hvor der viste sig at være lang ventetid - ikke på at få bord, det gik ganske stærkt, men på at få betjening og senere mad. Det viste sig, at to af serveringspersonalerne havde meldt sig syge, og det samme havde en af de to kokke. Efter ca. 20 minutter fik jeg et menukort og fem minutter senere drikkevarer. For første gang under alle mine besøg i USA gik der næsten en time, før jeg fik min mad, men den var lige så god som sædvanligt. Også regningen måtte jeg vente et kvarters tid på, iden jeg kunne køre tilbage til hotellet, hvor jeg var omkring 22.15. Jeg tog en kop kaffe i receptionen, som jeg tog med op på værelset, hvor jeg blev resten af aftenen.