De sidste dage

Så var der kun tre dage til efterårsturen sluttede, og jeg skulle returnere til Danmark, men der var stadig to mennesker, jeg skulle møde. Én tirsdag og én onsdag  inden turen gik mod Charlotte-Douglas Airport og videre mod JFK og København. Men først altså to dage med besøg.

Værtinden

De, der har fulgt med på mine rejsesider her, vil vide, at der er to Bed and Breakfast steder i North Carolina, som jeg ofte har boet på, The Irish Rose i Lenoir og Clichy Inn i Statesville. Begge lukkede imidlertid under covid-19 pandemien og blev solgt. Da Rose fik solgt The Irish Rose flyttede hun til Florida for at være i nærheden af  sin søster, som allerede boede der. "The Rose" blev solgt og er stadig B&B, nu under navnet The Scottish  Thistle, men jeg har ikke boet der siden Roses tid i 2019. Også The Clichy Inn i Statesville blev solgt og er fortsat B&B, nu under navnet The Inn at Front Street. Lori, som drev dette sted, flyttede til South Carolina, dog kun lige syd for grænsen til North Carolina, for at komme nærmere sin kæreste. Siden lukningerne har jeg holdt mig i kontakt med både Rose og Lori via Facebook og Messenger.

Da jeg nu var i den sydlige del af North Carolina havde jeg spurgt om Lori ville mødes, hvilket hun gerne ville. Jeg foreslog at jeg skulle komme ned til den lille by, Tega Cay, hvor hun nu boede. Selv om Tega Cay altså ligger i South Carolina, er det faktisk en forstad til North Carolinas største by, Charlotte. Men selv om der kun var 117 miles (188 km) fra Ferguson til Tega Cay, foreslog Lori, at vi skulle mødes et sted  i mellem de to byer, og hun foreslog, at vi skulle mødes på det lokalhistoriske museum i Kings Mountain, en by i North Carolina noget øst for Charlotte, så det sagde jeg ja til. Kings Mountain er en forholdsvis stor by (efter lokale forhold) med omkring 11.000 indbyggere. Den ligger lige nord for statsgrænsen og syd for denne, i South Carolina, finder man Kings Mountain National Military Park, hvor der fandt et berømt slag sted under Den Amerikanske Frihedskrig. Her mødte en styrke af patrioter (de, der ville løsrives fra Storbritannien) en styrke af loyalister (de, der ville forblive en del af Storbritannien). Det var under dette slag, at de berømte "overmountainmen" fik deres kælenavn, fordi de marcherede over bjergene fra Elizabethton i Tennessee til slagmarken. Det var altså amerikanske tropper på begge sider i slaget, som blev vundet af patrioterne og det fik en vigtig betydning for udfaldet af Frihedskrigen. Men det var altså ikke slagmarken vi ville besøge, men byen, som til gengæld har sit navn efter slaget. Vi havde aftalt, at vi skulle mødes på museet kl. 13.

Royal T Cafe. Bygningen ligner altså ikke en cafe og skilte var der ingen af, bortset fra et lille papskilt helt ude ved vejsiden.

Det vil sige, at jeg skulle finde på noget at bruge formiddagen til, da der kun ville være godt en times kørsel fra Lenoir, hvor mit hotel lå. Jeg benyttede derfor lejligheden til dels at sove længe, dels at dvæle noget længere over morgenmaden end jeg plejede. Da jeg tog afsted, kørte jeg øst på ad NC 18, som så ofte før til Kings Creek og herfra nord på ad Grandin Road til NC 268. Herfras kørte jeg vest på til Chapel of Rest, det lille kapel, som jeg ofte har besøgt. Her besøgte jeg dels selve kapellet og dels kirkegården, hvor jeg optog en video til min Glocal Explorer kanal på YouTube. Efter besøget her kørte jeg igen vest på til US 321, hvor jeg fandt en tank, hvor jeg dels kunne fylde benzin på bilen og dels kunne få kaffe til mig selv. Her var prisen så lav (den er endnu lavere nu), at jeg kunne få 9 gallons for under 30 dollars, hvilket var en del lavere end benzinprisen på både forårs- og sommerturen. Det måtte jeg simpelthen tage et billede af og sende hjem til Tim. Jeg kørte mod syd til Lenoir, hvor jeg kørte lidt omkring og optog lidt mere video til kanalen, indtil det var blevet tid til at sætte kursen mod syd ad US 321 til den møder Interstate 85 som jeg skulle køre på mod øst til Kings Mountain.

På trods af vejarbejde i Kings Mountain fandt jeg forholdsvis let museet, hvor jeg desværre ikke kunne komme til at parkere, netop på grund af vejarbejde, men i nabolaget på en anden vej lå en kirke med en tom, parkeringsplads, så her slog jeg mig ned, og spadserede de sidste 100 meter til museet, hvor Lori allerede ventede udenfor. Efter at have hilst, gik vi indenfor, men det var lidt af en skuffelse, da de havde en særudstilling om bibler, og den optog al pladsen, så der var ikke meget lokalhistorie at se. Vi gik alligevel gik rundt i en times tid og så på udstillingen, og så spurgte vi den eneste medarbejder, der var til stede, om han kendte et sted, hvor vi kunne få kaffe? Han nævnte en Starbucks i den sydlige udkant af byen, men der var også en anden cafe, og det tiltalte os mere. Lori fik adressen, og så gik vi tilbage til bilerne. Det viste sig, at hun havde parkeret på samme vej som jeg, men ude på selve vejen. Hun tastede adressen ind i sin gps, og så fulgte jeg ellers efter hende, da hun kørte. Cafeen skulle ligge på en vej ved navn Battleground Avenue, og den fandt vi nemt, men cafeen kunne vi ikke finde. Vi fandt det rigtige nummer, man kunne stadig ikke se nogen cafe, selv om vi stoppede på en parkeringsplads bag en bygning og konverserede om emnet. Vi var ved at opgive, men tog endnu en runde op og ned ad gaden, da Lori pludselig så et meget lille papskilt ude ved vejsiden, hvor der stod "Cafe, Open". Skiltet havde været skjult bag en parkeret bil, da vi kørte forbi første gang. Det viste sig at være ved den bygning, som vi tidligere havde holdt bag, så nu kørte vi igen ind på parkeringspladsen, efterlod bilerne og gik ind i cafeen. Bygningen, der var ganske firkantet og ikke så særligt cafeagtig ud, viste sig at være en tidligere bank, og de havde stadig boksen med den store tunge boksdør af rustfrit stål. Hvad de brugte den til, fandt vi ikke ud af, men vi fik kaffe! Da vi havde fået kaffen sludrede vi om alt og ingenting i næsten tre timer, før Lori mente, at hun nok skulle hjem til sin hund, og da jeg også havde en time tilbage til Lenoir, gjorde det heller ikke mig noget. På det tidspunkt var klokken blevet omkring 18, så den var over 19, da jeg nåede tilbage til byen. Her spiste jeg endnu engang på Side Street Pour House inden jeg kørte tilbage til hotellet, hvor jeg slappede af resten aftenen.

Sangskriveren

Gregory Creek Homestead og et af de nye skilte.

Allerede lørdag under festivalen havde jeg aftalt, at jeg skulle besøge min ven Rob McHale, singer/songwriter om onsdagen. Jeg skulle komme ved et-tiden. Så kunne vi sludre og så ville han lave aftensmad, så igen skulle jeg fordrive formiddagen med noget andet. Rob bor i et gated community ved Lake Norman ca. 10 miles sydvest for Statesville, så jeg satte kursen mod denne by, da jeg var færdig med morgenmaden. Fra Lenoir er der flere veje til Statesville, men jeg tog US 64, som blandt andet fører gennem byer som Taylorville og Hiddenite, som jeg har omtalt i andre artikler. I Statesville lagde jeg ud med at besøg "bydelen" af Iredell Museums, hvor der på det tidspunkt var en vandreudstilling (fra et af muserne under Smithsonian Institute i Washington DC) om udviklingen af de små byer på landet i det østlige USA. Ved samme lejlighed fik jeg også hilst på museumsdirektør Emily Baker, der som nævnt i andre artikler, er model på forsiden af min bog "Who Killed Laura Foster?". Det blev sidste gang, jeg mødte hende på museet, da hun netop har forladt stillingen og er blevet ansat ved det noget større Reynolda House Museum i Winston-Salem, men måske kan jeg besøge hende der. Efter besøget her, kørte jeg til Iredell Museums "landlige del", Gregory Creek Homestead nord for byen. Her havde jeg tidligere gået rundt uden egentlig at vide, hvad jeg havde set på, men siden mit sidste besøg havde Emily fået opsat nogle forklarende skilte, så nu gentog jeg besøget. Efter besøget her, aflagde jeg en kort visit ved Fort Dobbs, der ikke ligger langt fra museet.

Da jeg var færdig her, satte jeg kursen med Robs hjem; en tur på ca. 20 minutter fra fortet, men jeg tog en mindre omvej via Troutman. Da Tim og jeg havde besøgt Rob på sommerturen, se artiklen Gensyn og Nysyn, havde vi ikke opdaget, at Rob boede i et gated community, da porten stod åben, men det gjorde den ikke denne gang. Da jeg kom så langt var porten lukket, så jeg ringede til Rob for at blive lukket ind. Han forklarede mig, at jeg skulle bladre frem til hans navn på en skærm, og så trykke på navnet. Så ville en summer lyde nede hos ham, og så ville han lukke mig ind. Det tog mig lidt tid at finde ud af systemet, men tilsidst lykkedes det, og så åbnede porten, så jeg kunne komme ind. Rob bor i et fantastisk hus, der er det sidste på vjen, og ligger ned til en lille sø og kun få hundrede meter fra Lake Norman. Også her blev jeg modtaget som den fortabte søn, selv om jeg havde hilst på Rob om lørdagen.

Jeg fik en rundvisning i huset, ikke mindst kælderen, hvor han har indrettet et lydstudie, så han kan afprøve sin musik inden han går i pladeselskabets studie og indspiller sine albums, enten solo eller sammen med sit band. Han er også vært for Summit Cafe Songwriters Showcase i Davidson syd for Statesville. Her holder de koncerter en gang om måneden, og det er statens ældste songwriters showcase. Jeg har selv oplevet det tilbage i april 2019, og det er faktisk en oplevelse, hvis man er til den slags musik, der spilles. Efter rundvisningen fik vi en kop kafe og så sludrede vi om løst og fast blandt andet om en podcast, han er gået i gang med at lave, om Tom Dooley, som vi begge interesserer os for, og så alt muligt andet, så pludselig var klokken 18, så han mente, at nu måtte han hellere komme i gang med maden, som viste sig at være dampet laks med diverse grønsager som tilbehør - et dejligt måltid. Desværre var klokken hen ad 19.45, da vi var færdige med at spise, så umiddelbart efter måtte jeg sige tak for denne gang og vende snuden mod Lenoir, da jeg skulle pakke til næste dags hjemrejse - ikke at der var meget at pakke, men alligevel. Der var omkring en times kørsel tilbage til mit hotel og undervejs besøgte jeg en tankstation og købte en kop kaffe til at tage med. Min erfaring fra de foregåede dage var, at den gratis kaffe, der var stillet frem på hotellet, godt kunne være forsvundet om aftenen, hvor der kun var én person til at betjene receptionen, så der var ikke altid tid til at brygge nyt. Da jeg havde pakket slappede jeg af med min tablet resten af aftenen.

Hjemrejse

Jeg skulle først flyve omkring kl. 16, og skulle være i lufthavnen to timer før, så jeg havde god tid, da turen fra Lenoir til Charlotte-Douglas kun tager godt en time. Endnu en gang sov jeg forholdsvis længe, og efter mit morgentoilette og påklædning hang jeg også denne dag over morgenmaden et godt stykke tid. Jeg skulle forlade værelset kl. 11, men havde allerede båret bagagen ned i bilen og afleveret nøglen til værelset, så jeg sad og læste danske nyheder på nettet til klokken var hen ad 12 inden jeg tog af sted.

Jeg tog den med ro, men allerede klokken 13.15 kunne jeg aflevere bilen efter at have fyldt tanken op lige før lufthavnen. Check-in gik ganske kvikt og det samme gjorde det gennem security, og da Charlotte ikke er den mest ophidsende lufthavn, gik jeg direkte til den relevante gate og slog mig ned der til boarding. Turen til JFK gik stille og roligt. Da jeg landede i JFK på vej over, skulle jeg gå fra Gate 45 tilbage til Immigration (på den forkerte side af Gate 1), have bagagen udleveret, gennem tolden og så aflevere bagagen igen inden jeg kunne gå hele vejen tilbage til Gate 48. Denne gang kunne jeg nøjes med at gå fra Gate 49 til Gate 45, så det var til at leve med. Også turen over Atlanten gik stille og roligt, og da jeg landede i København blev jeg hentet af Tim, og efter at han havde sat mig af, var min improviserede og ikke planlagte tur overstået. En oplevelse, jeg ikke ville have været foruden, selv om den blev forholdsvis dyr på grund af den korte tid, jeg var af sted, sammenholdt med flybilletternes pris.