Hygge og problemer

Så var det blevet weekend, og den skulle nydes på mity Airbnb, sådan da. Det var i hvert fald planen, da jeg tog hjemmefra, men helt sådan skulle det ikke komme til at gå.

Lørdag på museet.

Lørdag var den 15. juli og dermed den tredje lørdag i måneden. Det betød at Whippoorwill Academy and Village havde en officiel åbningsdag. Museet, der udelukkende drives af frivillige og finansieres af donationer (og indtægter fra nogle få arrangementer hvert år), har åbent den tredje lørdag i hver måned mellem april og oktober. Desuden har de forskellige arrangementer som fx Tom Dooley and Appalachian Culture Day, som  jeg oplevede i 2022, Daniel Boone  and Scots in the Valley Festival, Edith's Barn Festival, Veterans Day Celebration og Scottish Christmas Evening Markét m.fl. Som det fremgår er de stolte af deres skotske afstamning, selv om jeg indrømmer at Martine lyder mere italiensk end skotsk. Men Ferguson er skotsk, og Margarets (ejeren af stedet) fulde navn er Margaret Ferguson Carter Martine (stik lige den). Museets har åbent mellem 13 og 17, så jeg regnede med at gå derop omkring kl. 12, når Margaret og Dick (og dagens frivillige) kom for at gøre klar. Det betød at jeg havde formiddagen for mig selv, og det benyttede jeg mig af, så jeg sov længe denne lørdag.

Morgenudsigt fra verandaen uden for min Airbnb indgang.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, så igen slog jeg mig ned på verandaen med min morgen mad og min kaffe, mens jeg nød lyden af fuglesang og gedernes brægen. Her til morgen stod der igen tomatsandwich på menuen, men også en af de fremragende nektariner, jeg havde købt dagen før. Da jeg havde ryddet op, lavede jeg endnu en kop kaffe, og så sad jeg og nød den, mens jeg studerede verdenssituationen på min tablet. Da klokken var blevet 11.45 pakkede jeg sammen, hentede kameraet og bevægede mig op til museet, hvor jeg som forventet mødte og fik en varm velkomst af Margaret og Dick. Jeg var lidt spændt på at møde Dick, som jeg ikke havde set siden han mistede tre fingre på den ene hånd i en arbejdsulykke, men han var i fin form, og senere fortalte han, at selv om det var hårdt, havde han vænnet sig til, at der var ting, han ikke længere kunne gøre med den hånd. Historien om, hvordan han mistede fingreNR er ikke særlig sjov, så den får I ikke her. Da klokken blev 13 åbnede museet officielt, men da der ikke lige var nogen gæster fra start, kunne vi blive ved med at sludre.

Efterhånden begyndte der at indfinde sig flere og flere, og der kom også en yngre dame med to børn, som viste sig at være en af museets frivillige, så nu var der flere til at passe stedet og de gæster, som der efter hånden blev flere og flere af. Efterhånden begyndte skyerne at trække sig sammen, og det fik en del til at fortrække, selv om det ikke regnede, men det er jo et frilandsmuseum! Til sidst var der kun undertegnede samt Margaret og Dick og et enkelt par tilbage - og så Margarets barnebarn, Harper på 8 år, som havde tilbragt dagen med at køre rundt på en af de elektriske golfvogne, de bruger til intern transport på området. Den frivillige, hvis navn jeg har glemt, var kørt samTIDIGT med nogle af de sidste gæster, men jeg skulle møde hende igen senere. Margaret og damen begyndte at snakke om musik, også sendte damen ægtemanden op til bilen for at hente en guitar og Margaret hentede sin violin. Så slog vi os ned på den såkaldte "picking porch", en lille overdækket scene, hvor der er optræden i forbindelse med arrangementer på museet. Damen spillede og sang, mens Margaret fulgte med på violinen så godt hun kunne. Hun har kun spillet violin et års tid, så hun er ikke virtuos endnu. Damen var imidlertid fremragende og spillede og sang sange, som hendes datter havde skrevet, foruden nogle mere kendte countrysange. Hun var faktisk så god, at Margaret inviterede hende til at komme og spille til det næste musikarrangement  på museet. Om hun har været der, skal jeg ikke kunne sige.

Tidligere på dagen havde Margaret inviteret mig til at  komme hjem til dem og spise hotdog, hvilket jeg havde sagt ja til, så da de sidste gæster var gået, og mens Margaret og Dick låste af, gik jeg tilbage til huset og tog et bad og noget knap så svedigt tøj på (temperaturen havde hele dagen ligget på omkring 35 grader og med en meget høj luftfugtighed, så jeg trængte til at blive forfrisket. Så kørte jeg de 8 km fra huset til Margarets hus. Den ældste del af hendes hus er fra 1838, og det har været i familiens eje lige siden, I dag er det udvidet betragteligt, men i samme stil. Huset, der er kendt som Beech House eller William Hagler House efter den mand, som opførte det i sin tid, er i øvrigt optaget i National Register of Historic Places. Adressen er på Tom Dula Road som går fra NC 268 i Wilkes County til Grandin Road i Caldwell County. Interessant ved vejen er, at den er asfalteret på strækningen gennem Wilkes County, men grusvej i Caldwell. Også kun strækning gennem Wilkes kan følges på StreetView i Google Earth.

Da jeg kom der ud, var den frivillige dame og hendes to børn allerede kommet. De to børn samt Harper legede i og omkring swimmingpoolen, så dem så vi ikke meget til. Senere, da det begyndte at regne, legede de bare videre, men de var jo også allerede våde. På et tidspunkt blev det så voldsomt med regnen, at de trak inden for, men de forsvandt op på første sal, og vi så dem kun, når de kom ned efter popcorn :-). Vi voksne hyggesludrede, nogle timer mens regnen blev værre og værre. så da damen mente, at hun hellere måtte få sine børn bragt hjem, inden det blev for meget, sagde jeg også farvel og tog afsted inden grusvejen blev til det rene mudder. Hjemme i huset lavede jeg en kop kaffe, som jeg nød på uden for (regnen kom fra en retning, hvor der var læ på verandaen), men da det også begyndte at tordne trak jeg inden for. Tordenvejret varede det meste af natten, for da jeg var oppe vred tretiden tordnede og lynede det stadig, men jeg sov uden problemer. De opstod først næste dag.

Søndag med besvær

Da jeg vågnede søndag morgen var uvejret overstået og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Jeg havde ikke planlagt noget til søndag, og det skulle vise sig at være en klog beslutning. Morgenkaffen blev indtaget på verandaen, og da jeg var færdig med at nyde den hen ved 10-tiden, ville jeg køre ind til Lenoir for at handle i Walmart. Men sådan skulle det ikke gå. Da jeg trykkede på åbn-knappen på nøglen, ville den ikke åbne bilen. Jeg gik derfor tættere på, men stadig uden held. Efter flere forsøg herunder med den manuelle nøgle, med lige så ringe held, måtte jeg ringe til Avis Roadside Assistance, som gav mig nogle gode råd, som jeg allerede havde prøvet, og efter omstilling mellem 3-4 medarbejdere blev jeg enig med den sidste, jeg talte med, om at han ville bestille en lokal tow truck. Kort efter fik jeg en SMS om at den ville komme inden for en time, og det holdt stik. Der kom ganske rigtigt en tow truck med to ældre herrer (på min egen alder).

Min Chevrolet Malibu er på vej op på ladet af en tow truck.

Manden, der kørte trucken, forsøgte sig indledningsvis med de samme metoder som jeg havde forsøgt, og med samme mangel på held. Så fandt han noget udstyr frem som lignede noget fra en biltyvs værktøjskasse, og så fik han faktisk døren åbnet. Desværre hjalp det ikke meget, for bilen ville ikke starte. Da han mente, at den var løbet tør for strøm, fandt han en lynlader frem, men selv med denne tilsluttet, skete der absolut ingenting, når jeg forsøgte at starte. Lys og andre elektriske anordninger virkede heller ikke. Der var derfor ikke andet at gøre end at få bilen op på ladet og køre den til Avis' værksted i Charlotte, en tur på 140 km fra mit opholdssted. Desværre var det ikke så nemt at få bilen op på ladet, som det lyder, da gearet jo var efterladt i Parking, som bremser hjulene, og det kræver tænding at skifte gear. Den måtte derfor trækkes langsomt forsigtigt med et spil og med en kæde gennem de blokerede baghjul. Men efter ca. 2 timer var den på plads og vi kunne komme afsted. Også køreturen Charlotte tog 2 timer, så da vi nåede frem til værkstedet, var den 16.30.

Undervejs havde både "towtruckmanden" og jeg talt med Avis i Charlotte, som var meget hjælpsomme. Han skulle sætte bilen af uden for værkstedets port, da de havde lukket klokken 16, og samme sted skulle jeg også sættes af. Så ville Avis bestille og betale en Uber, der skulle køre mig til biludlejningskontoret i lufthavnen. Jeg skulle bare give besked, når vi var fremme. Så mens de to herrer kæmpede for at få bilen af ladet igen, tilkaldte jeg, den bestilte Uber og 10 minutter senere kom Erica (navnet stod i SMS'en fra Uber) i en midnatsblå Dodge Charger og kørte mig de 5 minutter til Avis kontoret. Hun var i øvrigt nydelig, og det samme var bilen, så den tur måtte godt have været længere :-). Da vi kom over til biludlejningen kontaktede jeg skranken, hvor en dame, der ikke anede, hvad der foregik, tog imod mig. Hun måtte derfor ringe et par gange for at sikre sig, at jeg ikke ville stjæle en bil, men da hun havde fået bekræftet det, udfyldte vi en lejekontrakt på en ny bil. Det tog 5 minutter, og så kunne jeg sætte kursen tilbage mod Ferguson i en noget større Ford Edge. Opgraderingen af bilen var selvfølgelig gratis. Senere fik jeg at vide, at problemet formodentlig skyldtes, at et lyn var slået ned, ikke i, men lige ved siden af bilen, og havde ødelagt hele det elektriske system.

Jeg kørte så de 150 km (en anden vej end turen til Charlotte, fordi jeg skulle handle). Oprindeligt ville jeg have været i Walmart om formiddagen, men det kom jeg så ikke, og nu gad jeg ikke. Så i stedet besøgte jeg Food Lion i Lenoir inden jeg kørte hjem til huset, hvor jeg ankom ca. kl. 20. Og sådan gik den søndag.

Ps! Om natten blev det igen tordenvejr, og jeg var noget nervøs for, om det samme skulle ske igen, men det gjorde det ikke. Den nye bil holdt ferien ud.