Tre dage i ro og mag

De næste tre dage stod på afslapning, korte køreture og møder med venner og bekendte.

Gæster

Hygge med Margaret og Dick på terrassen.

Onsdag havde jeg ingenting planlagt bortset fra, at Margaret havde fortalt, at de skulle køre til Indiana torsdag morgen for at tage til en reunion i Dicks familie og ikke ville komme tilbage, før jeg var taget hjem, så hvis jeg ikke skulle noget sidst på eftermiddagen, ville de komme forbi, så vi kunne få sludret lidt uden at blive forstyrret af andre aktiviteter så som museumsgæster. Det sagde jeg selvfølgelig ja til, da jeg jo altså ingen planer havde. Så efter morgenmaden på verandaen kørte jeg en tur rundt i lokalområdet, hvilket jeg ofte har gjort, men ikke tidligere på denne tur. Jeg var tilbage hen ad kl. 14, og så lavede jeg mig en kop kaffe, som jeg atter engang indtog på verandaen, mens jeg studerede verdenssituationen på min tablet. Ikke at der var sket noget særligt.

Mens jeg sad og nød kaffen, fik jeg uventede gæster, som jeg dog ikke bød på Gevalia kaffe. Jeg hørte nogle kriblekrable trippende lyde bag mig, og da jeg vendte mig om, var et par vaskebjørne på vej om af slisken til verandaen. Da jeg vendte mig, stoppede de, og så  meget nysgerrige på mig. Derefter vendte de om, og gik ned ad slisken igen for at forsvinde ind mellem nogle buske bag huset, og jeg så den faktisk aldrig igen. Jeg nåede dog at få taget et ikke alt for godt billede med mobilen af en af "bjørnene" Faktisk er vaskebjørnen kun en halv bjørn, ikke en hel. I hvert fald hører den til familien af halvbjørne - men de to så nu ganske hele ud.

Ved femtiden fik jag besøg af og ikke uventede gæster, da Margaret og Dick kom kørende, og de havde medbragt en flaske hvidvin, som vi så kunnen nyde på terrassen, så endnu engang sparede jeg Gevaliaen. Vi sludrede på terrassen og jeg fik spurgt ind til Dicks mistede fingre, men den historie skal jeg skåne læserne for; den var ellers ganske dramatisk. Efter omkring 3 timer kørte de igen. De skulle hjem og pakke bilen, så de var klar til at tage afsted næste morgen. Da de var kørt, lavede jeg en sandwich til mig selv, og da den var indtaget, stod den på mere afslapning resten af aftnen.

Køretur på Blue Ridge Parkway

Torsdag havde jeg planlagt til at være "køre tur dag".  Og turen skulle være min sædvanlige tur på Blue Ridge Parkway. Jeg har den  tradition, at hver gang jeg er i det vestlige North Carolina, skal jeg køre en tur på Blue Ridge Parkway mindst én gang, og det skulle altså være torsdag.  Så efter endnu engang at have nydt morgenmad og kaffe (jeg havde ikke travlt) på verandaen og læst lidt dansk avis på internettet, tog jeg afsted efter at have bragt et par flasker vand fra køleskabet til bilen. I første omgang satte jeg kursen mod vest ad NC Route 268, hvor der efter nogle kilometer viste sig at være et længere vejarbejde med flagmand, og han havde selvfølgelig STOP-siden af sit skilt vendt mod mig. Da jeg fik lov at køre, kunne jeg se, at de var ved at reparere en bro og derfor havde spærret den ene vejbane. Jeg kan tilføje, at da jeg kørte modsat senere pådagen, var - i modsætning til Danmark, trafikkegler og alt andet materiel flyttet ind til siden, og begge vejbaner var åbne. Det samme gentog sig næste dag, så her er man bedre til at rydde op hver dag, end vejarbejdere er hjemme i Danmark. Jeg fortsatte til Patterson, hvor jeg så lidt på det lille vandfald ved en mindre dæmning på Yadkin River, inden jeg fortsatte af US 321 til Blowing Rock, hvor jeg kørte på "parkvejen".

En del af Linn Cove Viaduct på Blue Ridge Parkway

I første omgang kørte jeg nord på til omkring Boone, men fortsattte ikke, da jeg hart kørt den strækning ganske mange gange. I stedet vendte jeg om og satte kursen mod syd. Jeg stoppede kort et par gange undervejs for at nyde udsigten, men gjorde mit første længere stop ved Cone Manor (hvor jeg måtte købe en T-shirt tilbage i 2019 efter at have spildt varm kaffe ned ad min skjorte, se artiklen Det er koldt på toppen fra forårsturen det år). Her gik jeg en kort tur og nød udsigen over dalen nedenfor bygningen, uvidende om, at jeg dagen efter skulle komme ned i selv samme dal. Efter besøget her, fortsatte jeg til Price Lake, hvor jeg gik en lidt længere tur og fik taget billeder af såvel søen som nogle rododendroner, hvoraf både hvide og lilla blomstrede. De lilla plejer at blomstre først og være afblomstrede i juli, men det var altså ikke tilfældet ved denne lejlighed. Næste længere stop var ved Linn Cove Viaduct, hvor jeg gik en kort tur fra parkeringspladsen (som er lavet indenfor de senere år - tidligere kunne man kun parkere i vejsiden, hvilket var forbudt) til selve viadukten, hvor jeg fik taget nogle billeder. Jeg fortsatte mod syd og forlod "parkvejen" igen, hvor den møder NC Route 181, som jeg tog til Morganton.

Herefter gik det nord på ad US Route 64 til Lenoir og derfra ad NC 18 til Wilkesboro. Jeg kunne have kørt tilbage til huset, men blev enig med mig selv om at spise ude den dag. Og jeg havde besluttet mig for at det skulle være på Dooley's Grill and Tavern i Wilkesboro. På vej hjem efter at have spist, besøgte jeg en tank for at fylde bilen op - det trængte den til efter dagens tur. Undervejs kom der en besked for Rob McHale på Messenger, men jeg læste den først, da jeg kom hjem til huset. Det viste sig at Rob spurgte om jeg ville spise aftensmad med ham på en restaurant i Boone næste. Det bekræftede jeg, selv om jeg så skulle spise ude to gange på samme dag.

Frokost og middag med venner

Et hvidhalet rådyr fouragerer i Bass Lake

I dag havde jeg planlagt at skulle spise frokost med Kimberly Lewczyk og hendes familie (i hvert fald noget af den), og så havde jeg jo dagen før lavet en aftale med Rob McHale om aftensmad. Så dagen stod altså på spisning og så skulle jeg lige en tur i Food Lion for at købe noget frugt og mere vand. Jeg skulle møde Kimberly og familie kl. 12.30 på en restaurant, jeg selv havde valgt i North Wilkesboro, Brushy Mountains Smokehose and Creamery. Når jeg havde valgt den, var det fordi den serverede en glimrende udgave af North Carolina BBQ. BBQ i North Carolina serveres med to geografisk adskilte varianter af BBQ Sauce. Og jeg skal huske at sige at kødet typisk er pulled pork. I den vestlige variant er saucen baseret på tomat, og i den østlige er den baseret på vineddike. Jeg holder mest af den østlige, og jeg havde før fået en sandwich med denne variant som take away fra netop denne restaurant ved et besøg hos Carl White i hans TV- og lydstudie. Det var i forbindelse med optagelsen af en podcast tilbage på forårsturen 2022. Det kan du læse om i artiklen Ud i Dooley-land og retur til Danmark.

Kimberly mødte jeg første gang i 2018, hvor hun var med til en frokost som forfatteren Charlotte Barnes (The Tom Dooley Files og romanen Dooley) havde arrangeret for mig. Dengang spillede Kimberly med i skuespillet Tom Dooley - A Wilkes County Legend. Den frokost kan du læse mere om i artiklen Frokost, podcast og tordenstorm fra 2018. Siden havde jeg mødt Kimberly ved flere forskellige lejligheder, og nu havde jeg altså inviteret på frokost. På vej til restauranten stoppede jeg ved Food Lion i Wilkesboro og fik købt det, jeg manglede. Så fortsatte jeg til restauranten, hvor jeg ankom som den første, så jeg slog mig ned på en bænk uden for døren. Efter 10 minutter ankom Kimberly og hendes mand, David, og deres yngste søn, Joshua. Vi gik indenfor, fik et bord og fik bestilt (jeg endnu en fremragende BBQ sandwich). Mens vi var i gang med at spise kom deres mellemste søn, Isaiah, og så hyggede vi et par timer. Deres ældste søn Samuel, er i militæret og kunne derfor ikke deltage. Da vi havde spist og hygget færdige, ville jeg betale, men det fik jeg ikke lov til. Godt nok nok var det mig, der inviterede, men jeg var gæst i deres land, så det ville de ikke acceptere, så David betalte.

Da vi havde sagt farvel, kørte jeg tilbage til huset, så jeg kunne få mine indkøb i køleskabet. Jeg skulle møde Rob på restauranten i Boone kl. 18.30, så jeg havde lige et par timer, inden jeg skulle afsted, og dem benyttede jeg til at lave en kop kafe, som jeg som sædvanligt indtog på verandaen. Ved 17.30-tiden tog jeg afsted. Turen til Boone tager knap 40 minutter ad den hurtigste rute, så der var god tid, men jeg skulle også finde restauranten og ikke mindst et sted at parkere. Da jeg kom til byen, fandt jeg restauranten uden problemer, mens det kneb med at finde en parkeringsplads. Der var faktisk en sådan lige overfor restauranten, men indgangen var lukket med en bom, og den var reserveret til ansatte i et bestemt firma. En anden plads var helt optaget, så der gik det heller ikke. Jeg kørte frem og tilbage i hovedgaden nogle gange (restauranten ligger i Howard Street, som går parallelt med hovedgaden), og i fjerde forsøg, var der blevet en plads ledig ved et parkometer. Den tog jeg, og det viste sig, at man ikke s0sulle betale efter kl. 18, så der sparede jeg et par dollars. Jeg gik ned til restauranten, hvor der var mange mennesker, men jeg kunne ikke se Rob, så jeg slog mig ned udenfor, hvor temperaturen lå omkring 35 grader. Efter et kvarter kom Rob. Ud fra restauranten! Det viste sig at han havde siddet inden for i det airconditionerede rum og ventet på bord, så jeg gik med ind, og efter ca. 15 minutter blev vi vist hen til et bord.

Æslerne i forgrunden beskytter køer og kalve i baggrunden mod angreb fra rovdyr, ikke mindst prærieulve.

Vi fik noget udmærket mad, og jeg husker ikke, hvordan vi kom ind på det, men undervejs under middagen, fik Rob spurgt, om jeg havde besøgt Bass Lake, og da jeg ikke anede, hvad han talte om, kunne jeg afkræfte det. Han fortalte så om stedet, og at der var meget naturskønt. Da han forklarede, hvor søen lå, opdagede jeg, at jeg faktisk havde set den, dog ikke tæt på. Den ligger i dalen nedenfor Cone Manor, så jeg havde altså set den oppe fra Blue Ridge Parkway så sent som et par dage tidligere. Vi sludrede videre, og da vi skulle betale insisterede Rob på, at det gjorde han, så igen slap jeg. Det var to gange gratis mad på samme dag! Da vi skulle til at køre, foreslog Rob, at vi kørte ned til den omtalte sø, og det var jeg helt med på. Vi tog hans bil, som var parkeret tættest på og så satte vi kursen mod US 321, som vi tog til Blowing Rock, hvorfra der går en vej ned til søen. Fra restauranten en tur på omkring 10 miles. Søen var ganske rigtigt nydelig,v og mens vi stod og beundrede den, kom et rådyr ud af skoven og gik ned til og ud i søen, hvor den fouragerede blandt vandplanterne.

Da vi havde set sø nok, kørte Rob mig tilbage til min bil i Boone, hvor vi sagde på gensyn. Vi skulle ses igen allerede næste dag. Så tog han afsted, da han havde over 100 km til sit hjem, og jeg satte også kursen mod Ferguson, men jeg havde kun omkring 40 km, så det var til at overse. Da jeg nåede hjem, var det stadig lyst, men solen var gået ned, og køerne og deres "æselvagter" havde samlet sig på marken langs indkørslen til huset, så det blev lige til et enkelt billede eller to. Vel hjemme stod den igen på kaffe og afslapning resten af aftenen.