Hjem igen

Langt om længe den sidste artikel fra 2023 turen.

Så var det blevet lørdag, og der var kun to dage tilbage inden jeg skulle returnere til Danmark, og jeg havde kun én ting mere planlagt, så der var rigelig tid til afslapning. Jeg startede lørdagen med morgenmad på verandaen som sædvanligt, og så slappede jeg ellers af resten af formiddagen, inden jeg kørte ind til Food Lion i Lenoir for at foretage mine sidste madindkøb på turen. Det brugte jeg et par timer på (med lidt rundkørsel i Lenoir for at optage en video til min YouTube kanal). Derefter tilbage til huset og verandaen, hvor jeg nød min eftermiddagskaffe. Senere gik jeg en tur i området omkring huset og nød naturen.

Tom Dooley - A Wilkes County Legend

Sidst på eftermiddagen var det blev tid til turens sidste planlagte aktivitet, og igen skulle jeg til Statesville. Formålet var, at overvære skuespillet Tom Dooley - A Wilkes County Legend for fjerde gang. De foregående tre gange havde jeg set stykket på Forest Edge Amphitheater uden for Wilkesboro, men denne udendørsscene var under renovering, men i stedet for at flytte stykket til en indendørsscene i Wilkesboro eller North Wilkesboro, havde man valgt at "slå sig sammen" med en anden teaterguppe fra netop Statesville, og så opføre stykket der. Det foregik i et auditorium, Mac Gray Auditorium, på Statesville High School. Skolen ligger på North Center Street, som er den vej, man ankommer til byen på, når man kører fra Wilkesboro til Statesville ad NC Route 115, og det var netop, hvad jeg havde gjort, så det var ikke svært at finde stedet.

Klar til forestilling i Mac Gray Auditorium

Jeg ankom forholdsvis tidligt, så jeg kunne finde et sted at parkere, men det viste sig, at der var masser af pladser, både foran og bag skolen. Jeg fandt en parkeringsplads meget tæt på indgangen, så der var ikke langt at gå. Inden jeg gik ind, spiste jeg lidt medbragt frugt i bilen. Da jeg kom ind, var receptionen åben, og der var et lille billetkontor, som jeg dog ikke havde brug for, da jeg havde købt billet hjemmefra. Dørene til salen var endnu ikke åbne, så jeg slog mig ned på en bænk og ventede roligt, mens jeg så på de andre, som, ankom efterhånden, men der var ingen jeg kendte. Endnu. Da dørene blev åbnet gik jeg indenfor og fandt en plads ved en af gangene. Jeg havde aftalt med Rob McHale at vi skulle mødes, men jeg vidste jo ikke, hvor han ville komme ind. 

Da han kom, satte vi os midt for scenen lidt tilbage, så vi havde overblik, og efter at have hilst på hinanden og jeg havde sagt "tak for i går", studerede vi begge programmet for forestillingen, som altså var mit fjerde "forsøg". Hvor mange gange Rob har set den ved jeg ikke. I modsætning til opførelserne ude på amfiteateret var der her et countryband, som underholdt før forestillingen og senere i pausen, og det viste sig at én af musikerne faktisk også var med i forestillingen. Aktørerne er amatører, som er medlemmer af den lokale teaterforening - eller i dette tilfælde to, nemlig en fra Wilkesboro (Wilkes Playmakers) og så værterne fra Statesville (Center Stage Alliance). Da forestillingen gik i gang, viste det sig, at den var lige så god som de første gange, jeg havde set den, selv om der selvfølgelig er forskel på de effekter, man kan bruge på en udendørs og en indendørs scene.

I pausen ville jeg gå afsides og på vej til de nødvendige faciliteter, mødte jeg dels Rachel Anders, en dame fra Statesville, som jeg har været venner med på Facebook i lang tid, men som jeg aldrig havde mødt i "real life". Vi havde forsøgt flere gange, men hver gang var der kommet noget i vejen, men nu mødtes vi altså. Mens jeg talte med Rachel, kom også stykkets forfatter og instruktør, Karen Reynolds, forbi, og så fik jeg også en snak med hende. Karen har jeg mødt flere gange siden vores første møde i 2017, og vi er også venner på Facebook, så hende hørter jeg fra ind i mellem. I år (2024) spillede hun, som så ofte før, med i stykket i en rolle som Martha Cowles, og hendes mand, David, spillede Marthas mand, Calvin, men i 2023 nøjedes hun altså med at instruere. Begge samtaler blev forholdsvis korte, da jeg jo skulle nå mit ærinde inden forestillingen begyndte igen. Da det hele var forbi. sagde jeg farvel for denne gang til Rob og kørte tilbage til Ferguson. Da jeg nåede tilbage til huset, var det henad midnat, så jeg spiste bare noget mere frugt inden jeg gik til køjs.

Farvel til Dooley-land

Bambus ved Elk Creek

Søndag havde jeg ikke planlagt noget. Næste morgen skulle jeg hjem, så jeg skulle have pakket mit habengut, ikke at der var så meget at pakke, og jeg havde god tid. Efter morgenmaden, der til en afveksling ikke blev indtaget på verandaen, men i køkkenet, kørte jeg, som jeg ofte gør, en tur rundt i området for at sige farvel til de kendte steder. Det blev til besøg ved Tom Dooleys og Laura Fosters grave, Yadkin River, noget af den lokale bambusbevoksning (som man kan købe på museet i syltet tilstand) og meget andet. Al bambussen i området døde i øvrigt her i 2024, som bambus ofte gør med ca. 60 eller flere års mellemrum (vores i haven døde også for omkring 20 år siden). Hvornår det indtræffer afhænger af moderplanten. Så nok ingen syltede banbus i 2024. Men det opdager jeg ved mit næste besøg.  Jeg spiste et sidste aftensmåltid på Dooley's i Wilkesboro inden jeg kørte tilbage til huset for sidste gang.

Vel hjemme pakkede jeg min kuffert, så jeg var klar til næste morgen, drak en kop kaffe på verandaen, og slappede af med min tablet til sengetid.

Næste dag bar jeg min kuffert og taske ud i bilen. ryddede op i huset (aftagning af sengetøj mm), og efter morgenmaden forlod jeg Ferguson for sidste gang på den tur, og satte kursen mod øst mod I-77. Herfra nord på til I-81 og senere I-66 i retning mod DC. Inden jeg nåede byen, skiftede jeg til VR 28 til lufthavnen, hvor jeg fyldte bilen op - den skulle afleveres med fuld tank. Det havde jeg glemt året før, men jeg fik aldrig nogen regning ved den lejlighed. PÅ vej nordpå ad 81'eren  stoppede jeg et sted og spiste frokost på en fastfood restaurant - turens første besøg på en sådan. Jeg var allerede i lufthavnen kl. 15 og skulle først flyve omkring kl. 22, så der var rigtigt god tid, som jeg tilbragte i British Airways loungen. Turen hjem var lige så begivenhedsløs som sædvanligt. Ventetiden i London blev også tilbragt i loungen, og efter ankomst til København var det bare at tage en taxi hjem, da alle børn skule passe deres arbejde, og ikke havde tid til at hente.

Så nu er jeg klar til næste tur. Jeg skulle have været på forårstur med Tim i 2024, men  det måtte aflyses af helbredsgrunde, så Tim tog selv en tur rundt til sine venner i maj, og jeg tager til Ferguson igen i oktober - denne gang med datter, svigersøn og barnebarn.

Normalt laver jeg en masse statistik om priser, kørte kilometer og andet, men det gjorde jeg ikke denne gang. Det eneste jeg fik lavet var deen sædvanlige lastbilsstatistik, som endte med at se således ud: