Afsted det gå

Endeligt nåede vi frem til dagen, hvor vi skulle afsted. Alle var meget spændte, ikke mindst Clara, som så utroligt meget frem til turen, hvilke vi jo alle gjorde. Tina havdec bestilt en minibus til klokken 4.15. Den skulle først samle dem op, og så fortsætte og afhente mig, inden den satte kursen mod lufthavnen. Når en minibus var nødvendig skyldtes det, at vi var fire personer med tilhørende bagage. Den var noget dyrere end en almindelig taxa, men pyt - far betaler, og så var der god plads.

Da min ryg stadig driller på trods af fortløbende genoptræning, og jeg derfor ikke kan gå særligt langt uden siddepauser (ca. 150-200 m), havde vi bestilt kørestolsassistance, så jeg kunne blive kørt rundt i de forskellige lufthavne. Det virkede fint (stort set), skal jeg sige, og det havde flere fordele. I Kastrup skulle vi tjekke ind i Terminal 2, og næsten lige inden for indgangen var en Falck skranke, hvor jeg skulle henvende mig. Her skulle jeg vente på en "skubber", og mens jeg gjorde det, gik resten af familien hen for at tjekke ind. Da jeg blev hentet, blev jeg kørt til en "tjek ind skranke", hvor jeg var den eneste, så det gik hurtigt. Derefter med elevator op til første sal og gennem en særlig i sluse i Security, så også her gik det stærke, da det ikke var andre end mig på det tidspunkt. Så fortsatte vi til et lille Falck lokale, hvor jeg forlod kørestolen, og parkerede mig i en længestol. Inden jeg blev forladt forklarede "skubberen" mig, at jeg ville blive afhentet en halv time før boarding. Familien så jeg ikke noget til, da de underholdt sig ude i lufthavnens øvrige områder. 30 minutter før boarding blev jeg afhentet, ikke i en kørestol, men i en af de små eleketriske køretøjer, som jeg ofte har set køre rundt og været misundelig på dem, der fik en tur, men nu var det altså min tur til at blive transporteret på sådan én. Jeg blev kørt ud til gaten og "lempet igennem" uden om køen, og indenfor mødte jeg så resten af familien.

Der er ikke noget at sige om turen til London. Den var lige så kedelig, s+om den slags plejer at være. I London blev vi igen adskilt i første omgang. Vi skulle skifte fra Terminal 5 til Terminal 3, og i første omgang blev jeg kørt til bussen mellem terminalerne, og her stod familien også og ventede på bus. Da vi nåede Terminal 3, blev jeg igen afhentet med en elekrisk vogn med plads til fire, mens familien gik sine egne veje. Jeg blev igen kørt til et (meget kedeligt og overfyldt) venterum, og blev sat af der, hvor jeg så skulle vente sammen med alle de mennesker, der var på vej til Mumbai og andre steder). Selv om jeg var tørstig, var der ingen muligheder for at få noget at drikke og intet toilet, så da trangen blev for stor, måtte jeg gå 100 m gennem den toldfri, for at komme af med noget, og den samme afstand tilbage. Jeg havde skrevet til Tina og bedt hende om at købe en sodavand, som jeg kunne få, når vi mødtes ved gaten. Igen ca. 30 minutter før boarding blev jeg hentet og kørt ud til gaten, hvor resten af familien ventede. Da jeg havde Business Class, mens de øvrige var på Economy, var jeg en af de første til at boarde. Tina var sur, for de pladser, de havde betalt for hjemmefra, var ikke dem, de fik. Det havde hun allerede set på de boardingkort, vi udleveret i Kastrup. De havde bestilt 3 sæder ved siden af hinanden fra gang til vindue, men det viste sig at flyet var blevet udskiftet med et anden, siden de købte sæderne. På det tidspunkt havde flyet en sædekonfiguration med 3 sæder i hver side og fire i midten (3-4-3), men det fly vi faktisk fløj med var 2-5-2, altså to i hver side og fem i midten, og nu havde de fået tre sæder i midten - men heldigvis ved siden af hinanden. Men det betød. at Clara ikke kunne få vinduesplads, som hun havde glædet sig til. Da Tina senere talte med American Airlines lovede de at returnere gebyret for sædevalg, men om hun har fået pengene, ved jeg faktisk ikke.

Det eneste jeg bruger infotainment systemet på flyturen til, er at holde øje med hvor langt vi er kommet, ellers læser jeg (eller sover/forsøger at sove i lay-flat sædet). Her på vej fra London ind over Wales.

Jeg havde et mindre uheld på vej over Atlanten. Jeg sad med min telefon i hånden, da en rystelse betød at jeg tabte den. Uheldigvis gled den ind under et panel, og på trods af gentagne forsøg, kunne jeg jeg hverken se den eller få fat i den. Det meddelte jeg til stewarden, men selv om han kom med en lygte, var der intet at se. Jeg bevægede mig derfor fra række 10 (Business) ned til række 34 (Economy), hvor familien sad, og fortalte dem om problemet, og vi blev enige om, at jeg måtte låne én af deres telefoner, så vi kunne holde kontakten, hvis vi igen skulle blive adskilt i Charlotte-Douglas lufthavnen. Tina og Clara fulgte med tilbage til min plads, og begge forsøgte sig med at stikke en arm ind under panelet. Bedst held havde Clara, som har noget tyndere arme end Tina og jeg, men heller ikke hun kunne finde dem. Ti gengæld fandt hun et sæt airpods, som nogle andre må have tabt.

 På et tidspunkt kom stewarden tilbage, og fortalte at de havde tilkaldt en tekniker, som ville stå klar ved ankomst med en dims, som kunne bringe telefonen frem i lyset, så det er åbenbart noget, de har oplevet før. Da vi landede, stod der ganske rigtigt en tekniker, som straks gik ind i flyet. Der stod også en kørestolsdame, som jeg forklarede situationen, og så ventede hun roligt de 10 minutter, der gik, før manden kom tilbage med min telefon (og glad var jeg). Ved den lejlighed ventede familien, for hvis han nu ikke kunne finde den, skulle jeg jo stadig låne en af deres, men det blev altså ikke nødvendigt. Damen skubbede miog mod Immigration, og de andre fulgte med. Hun stoppede endda, så Carsten kunne komme på toilettet, og de fik lov til at komme med uden om køen ved Immigration, som ellers var ganske lang. Så endnu endnu fordel ved at være "handicappet". Da jeg bestilte arrangementet, fik jeg besked om, at i Charlotte ville jeg blive kørt til lufthavnens udgang, men faktisk kørte damen mig hele vejen til Car Rental, så jeg ikke skulle gå under jorden mellem to bygninger. Jeg takkede damen, som ikke ville have drikkepenge, mange gange for den udvidede service.

Ved Car Rental var der en del kø, men jeg sad på en bænk sammen med Clara og ventede på at Tina og Carsten skulle komme frem i køen. Da de kom frem gik jeg også til skranken, spå jeg kunne blive registreret som 3. kører (2 var inkluderet i lejen). Og det gik også nemt. Prisen for en ekstra fører viste sig at være ca. 600 kr., men det vidste vi godt på forhånd. Det endte med at være penge, som vi kunne have sparet, da det endte med, at jeg kun kørte ca. 20 minutter på hele ferien, og det på den første dag. Jeg har kørt mange gange i USA, men Tina kun en enkelt gang og Carsten aldrig, så de nød det, og jeg kunne sagtens undvære at at køre. For at hente bilen skulle vi en etage op til parkeringsdækket, og her var det minsandten kø igen. Det viste sig at flere ventede på biler (tyypisk SUV'er), som endnu ikke var kommet hjem, og de blev så bedt om at træde til side, og så gik det lidt stærkere med os andre, men fortsat var der kø. Til sidst fik vi dog vores bil og kunne køre afsted. Da vi kom til udgangen og skulle forevise lejekontrakten, viste sig at den bil, vi havde fået, ikke var den, der stod på kontrakten, men et telefonopkald fra fyren der passede udkørslen, løste det problem, så vi ikke skulle tilbage og skifte bil.

Tina, der var chauffør som den første, havde sat sin telefon til at vise vej til huset, så jeg behøvede ikke at dirigere. Det vanskeligste var faktisk at finde ud til motorvejen (I-85), og så var det bare vest på til Gastonia, hvor vi skiftede til US Route 321, som vi skulle blive på til Lenoir. Så det gjorde vi. I udkanten af Lenoir på vej mod øst ad North Carolina highway 18, stoppede vi ved en Food Lion, for at proviantere. Huset ligger, som jeg har fortalt om i artikler fra tidligere år, noget afsides (20 km fra nærmeste butik), så vi skulle have købt ind til morgenmad i form af kaffe, juice, brød, pålæg, frugt osv. Herfra overtog jeg rattet og kørte de 20 minutter ud til huset, og så kørte jeg ikke mere på den tur. Ude i huset låste vi os ind og fordelte sovepladserne, som i øvrigt blev ændret allerede næste dag, så hele familien bortset fra mig, sov i børneværelset på første sal så Clara ikke skulle sove alene i et fremmed hus, med fremmede lyde (og der blev de resten af tiden). Da vi havde været oppe siden klokken 3.30 dansk tid, gik vi tidligt i seng efter en lang dags rejse mod nat. Vi skulle jo være friske næste dag.