Sightseeing, shopping og skildpadder

Kort over Whippoorwil Academy and Village- Den store bygningen hvor der står Whippoorwill Academy... rummer dels museets kontorer og dels det Airbnb, hvor vi boede. Bygningerne til venstre for vejen er udbygninger til farmen og bygningerne til højre for vejen er selve museet.

Så var det blevet lørdag og den første hele dag i USA. Der var ikke meget planlagt, bortset fra indkøb, så vi havde god mulighed for at improvisere, så det gjorde vi. Vi startede med at spise morgenmad, da alle var stået op. Vi havde dagen før købt nogle boller til at riste, og også noget sandwichbrød foruden pålæg mm, så det delikaterede vi os med, sammen med kaffe, juice osv. Da vi havde spist og fået klaret vores morgentoilette, var klokken blevet hen ad 11. Margaret havde fortalt,  at hun ville være ved den kirke, som hun og Dick tilhører, fra omkring kl. 10. Kirken ligger kun ca. 600 meter fra huset, som vi boede i, så vi vi besluttede at køre forbi på vej til Lenoir, hvor vi skulle handle.

Kirken afholdt en såkaldt "Chickenque", en begivenhed, hvor frivillige laver mad (normalt en ret med kylling, der af navnet, men i dette tilfælde var der også en anden ret). Maden bliver så solgt for at beskedent beløb, her $20, så vidt jeg husker, og overskuddet bliver brugt til velgørenhed. Et sådant arrangement afholder denne kirke en gang om måneden, og det var altså her, den 12. oktober. Da vi kom derop, parkerede vi bilen på kirkens parkeringsplads, og så gik vi alle fire op til det, der nok bedst kan sammenlignes med et menighedshus, hvor maden blev lavet og solgt fra. På samme grund ligger også Beaver Creek Baptist Church, og hvorfor de to kirker ligger som de gør, er der en længere historie om, som involverer en kordegn som var metodist og Margarets bedstefar, men den skal jeg ikke fortælle her. Da vi nåede frem, kom en dame ud fra bygningen og spurgte, om vi ville have mad, men det afviste vi, og jeg forklarede, at vi var kommet for at hilse på Margaret. Damen kunne så fortælle, at hun ikke var der, men lige var kørt ned til museet for at tale med en potentiel legetøjsmager. Så vi må simpelthen have passeret hinanden på vejen uden at opdage det.

Vi gik derfor tilbage til bilen og satte  kursen tilbage til museet, som ligger lige ved siden af huset, som vist på kortet til venstre. Og ganske rigtigt. Her stod Margaret på vejen uden for museet, sammen en mand, der viste sig at være den pågældende legetøjsmager. Vi (dvs. Margaret, ikke legetøjsmageren), hilste på hinanden med knus, mens resten af familien fik et håndtryk og det samme gjorde legetøjsmageren. Vi sludrede et stykke tid, og Margaret fortalte om en app, som kunne identificere fuglelyde (eller rettere identificere fugle på baggrund af den lyde man kunne høre), så den måtte vi straks installere. Da vi ikke kunne blve stående i timevis, Margaret skulle jo fortælle manden om museet, og hvad de skulle bruge en legetøjsmager til, foruden vise ham rundt, og vi skulle handle. Men inden vi kørte nåede Margaret at invitere os til middag hjemme hos dem om tirsdagen, og det sagde vi selvfølgelig ja tak til (så sparede vi det måltid J). Da vi havde sagt farvel, satte vi kursen mod Lenoir og Walmart, men på vejen tog vi lige en afstikker ad Tom Dula Road (jeg husker ikke, hvem der kørte, men jeg sad ved siden af og dirigerede). Årsagen til afstikkeren var, at jeg ville vise dem, hvor Margaret og Dick boede.

Frugt og grønt afdelingen i den lokale Walmart, set fra "min bænk".

Fra museet til deres hjem (fra 1830) er der godt 7 km, og da de har en længere indkørsel, kørte vi op til huset, hvor Dick gik og slog græs uden for. Desværre forsvandt han rundt om et hjørne, netop som vi kom, men så måtte jeg jo forfølge ham så vi kunne vi få hilst. Så endnu engang mødte familien nogle af de mennesker, jeg kendte allerede på første dag i USA. Da vi havde sludret et stykke tid, sagde vi igen farvel, så han kunne slå færdigt. Der skulle komme gæster til den lille bygning (2 personer), de har på egen grund, og som også udlejes som Airbn, og gæsterne ville være der ved 15-tiden, så han ville gerne være færdig med græsset. Da vi havde sagt farvel til Dick, fortsatte vi til Lenoir. I første omgang kørte vi nu ikke til Walmart, men til T. H. Broyhill Walking Park i den sydlige del af Lenoir, hvor der er en lille sø med skildpadder, og dem ville Clara gerne se. Og det fik hun lov til. Der var nogle få, der svømmede rundt i søen tæt ved den platform, vi kunne stå på. Efter besøget her satte vi kursen mod Walmart, men sulten var begyndt at melde sig hos en del af selskabet, så vi gjorde et ophold ved en McDonald's. Det er faktisk kun tredje gang på 25 USA besøg, at jeg har besøgt en McDonalds, men det forhold skulle ændre sig senere på turen.

Så var det blevet tid til Walmart. Først gik vitil fødevaresektionen, hvor jeg købte noget frugt og noget vand (altså med brus og smag), og vi købte også noget kildevand til at have i bilen (og køleskabet) foruden mere pålæg og noget mere brød osv. Så ville ungerne gennem resten af butikken, mens jeg gik ud og satte mig en bænk lige overfor kasseområdet. Her ville jeg vente til de havde købt en køleboks (og lidt tøj...meget tøj ) og andre livsnødvendige fornødenheder. Mens jeg sad her kom der en ældre mand (ca. på min egen alder), og slog sig ned på bænken ved siden af mig. Ham faldt jeg i snak med, og han fortalte at han ventede på en elektrisk indkøbsvogn! I Walmart har de nogle små elscootere, med en indkøbskurv foran, som kunder, der har svært ved at gå, kan futte rundt i. Grundet mit fortsatte problem med at gå langt, havde jeg selv håbet på at få en sådan, men desværre var de "udsolgt" da vi kom til området, hvor de normalt er parkeret. Det var selvfølgelig også derfor, at manden ventede på én.. I modsætning til mig havde han spurgt og en ansat havde lovet at komme med én, når den blev ledig. Tilsyneladende har de - i følge manden, som kom med den - kun 3-4 stykker i det pågældende Walmart. Om de har flere i andre butikker, skal jeg ikke kunne sige.

Efter at manden var futtet væk i den leverede scooter, ventede jeg i halvanden time, før familien kom ud med en indkøbsvogn, der var pakket med top. Den rummede både de madvarer, vi havde købt, mens jeg var med, og så alt det, de selv havde købt - og det var ikke så lidt. Vi pakkede bilen og satte kursen mod Ferguson igen. Hjemme på matriklen blev indkøbene båret ind og fordelt i relevante rum - madvarer i køkkenet og resten i det værelse, som Tina, Carsten og Clara brugte som garderobe. Da vi havde slappet af en stykke tid, gik Clara, Tina og Carsten op og gik en runde på museet og beså bygningerne udefra. Da det var blevet spisetid, kørte vi tilbage til Lenoir og spiste på Ruby Tuesday. Jeg husker ikke, hvad de andre fik, men jeg nøjedes med den fremragende salatbar. Efter maden kørte vi tilbage til huset, og så var den første dag gået.