Ingen heste, men venner, vaskedag og en hyggelig middag

Hyggesnak med venner og en vasketur

En lille del af de nye lokaler til Statesville Historical Collection. Der er mere end dobbelt så meget plads som i de gamle lokaler, så mange flere genstande, som ellers har ligget på depot, nu kan udstilles. Den nye udstilling forventes at åbne i januar 2025.

Når jeg er i Statesville eller i hvert fald i området, forsøger jeg altid at besøge Statesville Historical Collection, samlet og drevet af min ven Steve Hill og en del frivillige. Hjemmefra havde jeg arrangeret med Steve, at jeg skulle besøge ham i samlingens nye udstillingslokaler, som de var ved at indrette, selv om de endnu ikke have åbnet (åbner i januar 2025). Dette besøg skulle finde sted mandag ved 12-tiden og i løbet af weekenden havde jeg så arrangeret med andre bekendte, som også kender Steve, at de også skulle komme, blandt andre Charlotte og Bill Barnes og Dawne Clark. Mens jeg hyggede med dem, ville Clara, Tina og Carsten så køre lidt nord på til den lille bebyggelse Love Valley, der kalder sig selv North Carolinas Cowboycenttrum, hvor heste er i centrum, og hvor biler ikke må køre i dele af byen. Denne er indrettet som en gammel westernby med falske facader, hævede fortove og så videre.

Efter morgenmaden slappede vi af, da vi først skulle køre kl. 11, så det passede med det tidspunkt, hvor jeg skulle være i Statesville. Efter morgenmaden satte jeg mig ud på verandaen og så på gederne på marken overfor, mens jeg igen lyttede til fuglesang med min app. Ved den lejlighed identificerede appen en kardinal, en Carolina gærdesmutte og en amerikansk krage, som er helt sort, ikke grå som den almindelige krage i Danmark, gråkragen.

Da vi tog afsted, kørte vi til Wilkesboro og derfra ad North Carolina Route 115 mod Statesville. På vejen udpegede jeg den sidevej, de unge skulle tage, når de skulle til Love Valley. Både Steve's gamle lokale og de nye ligger på 115's forlængelse i Statesville. Tidligere lå udstillingen på 212 North Center Street, men er altså nu ved at flytte til 117 South Center Street, som begge (mærkeligt nok) ligger på samme side (venstre), når man kommer nord fra. De ligger faktisk også på samme side af gaden (højre), når man kommer syd fra. Det mærkelige er altså at ulige og lige numre ligger på samme side. Vi fandt stedet uden problemer og også en parkeringsplads, hvor de kunne holde, mens de satte mig af. Mens jeg gik inden for, satte de kursen tilbage ad 115 mod Love Valley.

Da jeg kom ind, var Steve i gang med at tale med nogle af håndværkerne, men jeg slog mig ned ved det store bord, hvor vi altid sidder. Her sad der allerede en mand, som jeg ikke kendte, men det viste sig senere, at han var chef for nogle af de håndværkere, som arbejdede på bygningen. Da Steve var færdig med at tale om det, som han nu skulle tale om, kom han hen til bordet og slog sig ned, og så fik jeg hilst på "min bedste ven i Statesville". Han hævder, at jeg er hans "bedste ven i Danmark", og da jeg er den eneste dansker han kender, skal det nok passe. Kort efter kom Dawne (som jeg mødte tilbage i 2018, hvor hun spillede Lotty Foster, i den Tom Dooley forestilling, de opførte i byen i forbindelse med 150-året for Tom Dooleys hængning, som netop fandt sted i Statesville). Senere kom også Charlotte og Bill Barnes, som jeg har kendt siden 2017, hvor jeg boede hos dem i deres hjem i Matthews et par dage, og hvor de introducerede mig, til mange af de andre, som jeg i dag kender i området. Dawne ringede til Liz, en anden dame som jeg mødte i 2018, da hun også var med i forestillingen, men vi har ikke haft kontakt siden. Hun blev kun omkring et kvarter og sagde hej, da hun skulle tilbage og passe sit arbejde.

Vi sludrede om flytningen, de nye lokaler og om at der nu blev plads til mere af det, Steve havde samlet i de seneste næsten 60 år, men også om alt muligt andet. På et tidspunkt kom en anden bekendt også ind og slog sig ned. En fyr med langt, gråt skæg og ikke så meget hår. Det var Scott Stevenson, som jeg havde mødt første gang i 2018. Han var ekspert i Forth Creek Cemetery, og det var også der jeg mødte ham første gang sammen med politibetjenten Tony. Ham har jeg ikke set siden, men Scott mødte jeg igen i 2023 til et foredrag på det lokale bibliotek. Undervejs kom flere, som jeg ikke kendte, forbi; blandt andre ejeren af bygningen, som stiller lokalerne gratis til rådighed for Steve og Preservation Statesville - den organisation, som støtter foretagendet - som i øvrigt drives udelukkende af frivillige. Efter et par timer kom Tina, Carsten og Clara tilbage. Det viste sig at Love Valley var lukket for sæsonen, så de havde hverken mødt heste eller mennesker, men havde dog gået lidt rundt selv. Det betød, at jeg sagde farvel til alle venner som bekendte, da de jo var min transport. Inden vi kørte gik de lige en runde i lokalerne og så på de få ting, der allerede var sat op, mest fotografier, plakater osv.

Tina og Clara på vej ned til bækken ved Emerald Hollow Mine for at vaske ædelsten.

Da vi forlod Statesville, tog vi US Route 64 mod nordvest til den lille by Hiddenite, opkaldt efter mineralet af samme navn, som første gang blev opdaget i området i 1879 af mineralogen William Hidden, som Thomas Edison havde sendt til området for at lede efter platin. Mineralet, der er grønt, fik navn efter ham og byen altså efter mineralet. I de miner, hvor hiddenite bliver udgravet er der også fundet smaragder, safirer, rubiner og mange andre ædel- og halvædelsten. Lidt uden for bebyggelsen ligger Emerald Hollow Mine, hvor turister (mod betaling) selv kan få lov til at lede efter ædelsten. Det havde Tim og jeg prøvet tilbage i 2016, hvilket man kan læse mere om i artiklen Vaske Vaskegutter fra det år. I samme artikel kan du også læse om de forskellige muligheder, man kan vælge mellem, fra bare at købe en spand med grus og vaske det, over selv at grave grus i bækken til at grave i selve minen, hvor man kan være heldig at finde en åre, man så kan følge. Jeg prøvede det igen ved en senere lejlighed, så jeg behøvede ikke meget vaskeri, men resten af familien ville gerne. Så vi fandt ud til minen, parkerede bilen og så ilede de unge ned til billetkontoret, mens jeg fulgte bagefter i mere adstadigt tempo. Da jeg nåede frem, var de ved at betale, og her opdagede jeg, at de ikke bare ville vaske, men gå ned til bækken og grave grus til vaskeriet, og jeg har især problemer med at gå op ad bakke, så jeg valgte at slå mig ned på en bænk, ved en en tv-skærm, hvor de viste en video om området og minen. Efter 30 minutter på den forholdsvis hårde bænk. kæmpede jeg mig op ad bakken til parkeringspladsen hvor bilsæderne var noget blødere at sidde på.

Efter ca. 1½ time kom familien tilbage med plastikposter med deres fund. Som jeg skrev i artiklen, som jeg lige har omtalt, bliver man rimeligt beskidt af aktiviteterne, og det gjaldt da også mine familiemedlemmer. Meningen var oprindeligt, at vi ville køre direkte ud for få aftensmad, men der var nogen, der gerne ville hjem til huset først og vaske sig og have rent tøj på, så det gjorde vi. Da det var overstået, kørte vi til Lenoir for at spise på den lokale Highway 55, en full-service burgerrestaurant, som ejes af endnu en af mine bekendte, Neal og has kone April. Det viste sig imidlertid at de ikke var til stede, da de besøgte en af de to andre restauranter, som de også driver. Maden var dog udmærket alligevel og der blev indtaget forskellige typer af burgere, mens jeg fik en slags hotdog med alt muligt på. Jeg havde dog frabedt mig ost - og som tilbehør en portion salat. Da vi havde spist færdigt vendte vi tilbage til huset via et stop i Food Lion, og så var den dag gået.

En slappedag og en utroligt hyggelig middag

Middag hos Margaret og Dick

Hjemmefra havde "børnene" besluttet, at de ville i zoologisk have. Dagen var ikke fastlagt på forhånd, men vi havde nu besluttet, at det skulle være tirsdag. Den nærmeste zoologiske have er North Carolina Zoo, som ligger i Asheboro, omkring 185 km fra huset (hver vej), en tur på næsten 2 timer, men det er jo ikke meget for friske unge mennesker. North Carolina Zoo er den største (i areal) zoologiske have i verden, hvor man går rundt. Haven er knap dobbelt så stor som hele Knuthenborg Safaripark, så der er noget at gå rundt i, hvis man skal se det hele. Jeg havde på forhånd valgt at blive hjemme i huset, så jeg kan ikke fortælle meget om turen, Da de kom tilbage hen på eftermiddagen, fortalte de, at de havde koncentreret sig om to af parkens områder, Nordamerika og Afrika, og at det havde været en spændende oplevelse. Selv slappede jeg af hjemme på "godset", hvor jeg fordrev tiden med et kort spadseretur omkring huset, og ellers med at læse, gå på nettet, drikke kaffe og lytte til flere fugle. Ud over de, jeg havde hørt de første dage, kunne jeg føje et par nye til listen. Den første var en amerikansk silkehale (cedar vaxwing) og den anden var en såkaldt yellow-rumped warbler, som ikke har et dansk navn, men som kaldes Myrtenskogssångare på svensk, og den er da også en amerikansk slægtning til den fugl, vi bare kalder skovsanger.

Da "børnene" kom hjem, slappede de af en times tid, inden det var blevet tid til at tage afsted igen. Vi var jo inviteret til middag hos Margaret og Dick. Fra vores Airbnb til deres hus er der ca. 10 minutters kørsel, og vi var der ret præcist klokken 18 som aftalt. Da vi kom indenfor, var Margaret i gang med at anrette forret, som bestod af tapas eller noget i samme stil. Mens vi nød den, fik vi sludret om løst og fast. Efter forretten var vi ude at bese ejendommen, dels solnedgangsstolene på en bakketop, og dels den gamle (North Carolinas ældste) tandlægeklinik, der nu er ombygget og indrettet til Airbnb. Da jeg boede der tilbage i foråret 2022, se artiklen Museumssnak og Dooleymad, var de lige gået i gang med at bygge køkken og badeværelse (i stedet for kun toilet og håndvask og en mikroovn), og det var de nu næsten færdige med. Og det var blevet rigtigt godt. Badeværelse på første sal og køkken i stueetagen. Desuden havde de også bygget en ny veranda på den side af huset, der vender væk fra deres eget hus. Jeg kørte rundt med Dick i en lille vogn, mens de andre gik.

Efter besigtigelsen gik vi tilbage til huset og dagens hovedret, som var en variant af af en ret5, der kaldes Johnny Mazetti (navnet staves på mange forskellige måder) som Margarets tante Blanche havde haft med hjem fra Ohio, hvor retten blev opfundet, selv om den af én eller anden grund også var populær i Panama. Tanten havde så selv tilpasset opskriften, og nu var det nærmest blev en familietradition. En opskrift følger i en af de senere artikler, når jeg får den fra Margaret. Den smagte rigtigt godt, og jeg tror at selv Clara nød det. Det var i det hele taget rigtigt hyggeligt, og Clara opførte sig som en drøm, så det var lige før Margaret havde adopteret hende. Til sidst blev hun dog træt, Clara, ikke Margaret, og fik lov til at lægge sig på en sofa og sove til vi skulle hjem. Vi andre sludrede videre til omkring 22.30, og så sagde vi farvel og tak for denne gang. Vi skulle jo se dem igen om lørdagen, når museet havde åbent. Vi vækkede Clara og satte kursen hjemad, hvor vi gik i seng med det samme. I morgen var der jo endnu en dag.