Bjerglandskab og indkøb i små butikker

Tina, Carsten og Clara på vej ud fra Black Bear General Store.

Inden vi tog afsted fra Danmark, havde jeg lovet Clara, at hun skulle få lov til at se bjerge. Desværre havde orkanen mere eller mindre lukket for adgangen til både Great Smoky Mountains og store dele af Blue Ridge Mountains. Vi havde allerede opgivet at besøge Cherokee og Great Smoky Mountains National Park, og turen gennem Blue Ridge Mountains til Mountain City i Tennessee var også opgivet, da vejene dertil ikke var specielt farbare, og Tina var ikke meget for at køre på en vej, som var delvist skyllet bort og resten undermineret af vand, med Clara i bilen. Heldigvis er der også bjerge øst for Ferguson, om end ikke så høje som vest for, og heller ikke Brushy Mountains syd for bebyggelsen er specielt høj. Vi besluttede os i stedet for at besøge Sauratown Mountains, der er kendt som "the mountains away from the mountains" fordi denne kæde er isoleret fra resten af Blue Ridge Mountains. Denne kæde ligger i amterne Stokes og Surry, som begge altså ligger øst for Wilkes County hvor Ferguson har hjemme. Det højeste bjerg i denne kæde er Moore's Knob (786 moh), som ligger i Hanging Rock State Park i Stokes County. Amtet er kendt for at have mindste amtssæde i hele North Carolina med under 200 indbyggere. Men det var nu ikke det bjerg, vi ville besøge, men derimod det meget markante Pilot Mountain (738 moh), som ligger i Surry County.

Besøg på et bjerg og i en gammel by

Fra Whippoorwill Academy til Pilot Mountain er der ca. 70 miles (110 km), hvis man altså tager den nærmeste vej - så det gjorde vi selvfølgelig ikke. I stedet for at køre mod øst, satte vi kursen mod vest ad NC 268. Hvor vejen deler sig, og man kan komme til Patterson, svingede vi nord på mod denne bebyggelse, kun for at opdage at den del af vejen som går fra Patterson til US 321 var spærret, men vi nåede at se et lille kunstigt vandfald på Yadkin River, inden vi måtte vende om og køre lidt syd på for at komme ud på US Route 321, som altså var det foreløbige mål. Da vi nåede denne vej, som går gennem de østlige udløbere af Blue Ridge Mountains, kørte vi så nord på mod Blowing Rock og Boone. Her kører man op i bjergene, selv om det ikke er så tydeligt. Fra vi kom ud på hovedvejen, til vi nåede Boone, stiger vejen godt 600 m, så lidt bjerge er der. På vej nord på gjorde vi et stop ved Black Bear General Store, som jeg har besøgt flere gange. Her i butikken sælges alt fra gipsfigurer til haven til diverse fødevarer. Her ville jeg købe noget af deres hjemmelavede brombærsyltetøj, som jeg ville have med hjem til min mor, hvilket har jeg haft hver gang, jeg har besøgt butikken. Jeg fik også  købt nogle syltede agurker til mig selv, og nogle vingummiorm som Dorte fik.

Pilot Mountain med den karakteristiske profil. Da de omgiven bjerge er ret lave, ser bjerge højere ud end det er.

Efter besøget her fortsatte vi nord på forbi Blowing Rock og de to attraktioner, som ligger i nærheden, Tweetsie Railroad Amusement Park og Mystery Hill, uden at stoppe. Jeg undlod at fortælle Tina om det Outlet Mall, som også ligger i byen, for så var jeg bange for, at vi aldrig var kommet videre. I Boone skiftede vi så til US 421 mod øst, og så kørte vi mod Wilkesboro ,og lige så meget vi kørte opad mod Boone kørte vi nedad mod Wilkesboro, da denne ligger 600 m lavere end Boone, og det meste af nedkørslen ligger inden for de første 25 km af de 45 der er mellem de to byer. Da vi nåede Wilkesboro, måtte vi ud på en mindre omkørsel grundet vejarbejde, men vi kom tilbage på  421 igen, og så kunne vi fortsætte ad denne til vi nåede Interstate 77, som vi tog mod nord. Fra motorvejen tog vi så mindre veje til Pilot Mountain State Park, selv om vi kom til at køre for langt, fordi jeg havde tastet en forkert adresse i Google Maps (landsbyen Pilot Mountain i stedet for bjerget af samme navn), men vi fandt det og kørte op til parkeringspladsen, hvor jeg blev siddende i bilen mens de tre andre gik op til udsigtspunktet på Little Pinnacle. Pilot Mountain kaldes Jomeokee på sauraindianernes sprog. Det betyder "den store vejviser" og bjerget er da også markant og kan ses på lang afstand.

Da de havde set nok til bjerg og udsigt, vendte de tilbage til bilen og efter et kort ophold ved toiletterne i den anden ende af parkeringspladsen, satte vi kursen mod Winston-Salem. Tina ville gerne se den historiske del af byen (Old Salem), som fungerer som en slags museum, selv om det er gået en del tilbage siden mit første besøg. Byen blev etableret af herrnhuter i sin tid (1766), og der er stadig mange af dem i byen. Blandt andet findes der en af verdens største herrnhutiske kirkegårde, som Tim og jeg besøgte i 2019; "God's Acre" kaldes disse kirkegårde, hvor alle gravsten er ens, da herrnhuterne ikke gør forskel på folk, hverken i livet eller døden.. Det blev dog kun til en tur gennem de gamle gader i bilen, hvor jeg agerede guide og fortalte om de ting, vi kørte forbi. Når det ikke blev til mere, var det fordi, der var flere ting, vi gerne ville nå. Men det gjorde vi bare ikke alligevel, øv bøv! Fra Winston, som de lokale kalder tvillingebyen, satte vi kursen vest på mod Hamptonville - endnu et af de små såkaldte "unincorporated communities", som der ret mange af i denne del af staten. Her ville vi besøge Shiloh General Store, som er en meget interessant butik, som drives af medlemmer af det lokale amish-samfund. Imidlertid ankom vi først klokken 16.55 og butikken lukkede kl. 17, og  der var da heller ikke mange biler på parkeringspladsen. Det betød, at vi også opgav næste mål, nemlig Laurel Gray Vineyards, som også ligger i Hamptonville, og som desværre også lukker klokken 17. I stedet satte vi kursen mod Wilkesboro, hvor vi spiste på den lokale Applebee's Neighborhood Grill, som Tim og jeg ofte spiser på, når vi er afsted. Ikke den i Wilkesboro, men de findes mange stedet rundt omkring i USA.

Efter maden kørte vi hjem til huset, med et enkelt stop på en tankstation undervejs for at købe lidt "guf" og lidt vand, og så var der gået endnu en dag.

Indkøb og supermåne

Mejeriafdelingen i Shiloh General Store blev betjent af en ung dame i den traditionelle amish påklædning med lyseblå kjole og hvid kyse. Mændene har typisk sorte bukser, blå skjorte og en fladpuldet sort hat eller en stråhat.

Så var det blevet torsdag, og i dag havde vi faktisk ikke planlagt noget på forhånd. Vi besluttede derfor at tage revanche for det vi ikke nåede i går, nemlig besøg i Shiloh General Store og på Laurel Gray Vineyards, og så måtte vi se, hvad dagen ellers kunne bringe. Efter morgenmaden satte vi kursen mod Hamptonville, Første besøg gjaldt Shiloh General Store, en butik, der som som nævnt, bliver drevet af medlemmer af det lille lokale amish-samfund. Dette samfund adskiller sig fra de meget ortodokse, ved at ældsterådet har besluttet, at der må anvendes moderne teknologi i butikken, så som elektricitet til bageovne, køleskabe, belysning mm i butikken, hvor der også findes mulighed for at betale online med kreditkort, og butikken har en hjemmeside. Varerne, der som Tina observerede, står på lange rækker og geledder, var meget fint opmarcherede i butikken. Mange af varerne er håndlavede, og der bages frisk brød hver dag. Nogle varer kommer ude fra, men i så fald fra andre amish-samfund. Blandt varerne er brød, kødvarer i form af pølser, skinker osv., men også mejerivarer så som diverse oste, diverse frostvarer og syltede grønsager. Desuden naturlige helseprodukter, naturmedicin, håndlavedemøbler, quiltede tæpper, udendørs legetøj så som vipper og gynger, foruden skure, hundehuse og meget andet. Altså en klassisk General Store som i gamle dage. Selv Clara nød butikken, hvor hun brugte en del af sine medbragte dollars. Også hendes forældre fik købt en del, mens jeg var sparsommelig og kun købte et glas syltetøj, nogle chilisyltede agurker og en lille portion vingummiorm til at tage med hjem. Da alle var færdig med at handle, så vi kort på nogle heste, som gik på en mark overfor butikken, inden vi kørte videre.

Næste stop var Laurel Gray Vineyards, som jeg har besøgt hver gang, jeg har været i området siden mit første besøg på stedet i 2004. Vinen, de laver, er glimrende, og betjeningen er meget imødekommende. Jeg er flere gange blevet betjent af ejeren, Kim Myers, selv og det var også hende, og hendes mand, der tog sig fantastisk af Dorte og jeg ved vores første besøg. Se artiklen Vi møder de indfødte fra netop 2004, ikke mindst afsnittet Venlige vinavlere i Swan Creek. På vineriet fik vi smagt foskellig vin og Tina og Carsten købt et par flasker hver, mens jeg nøjedes med en enkelt flaske af min yndlingshvidvin lavet på viognierdruer. Da vi var færdig med at smage, gik vi ud på terrassen og nød omgivelserne inden vi sagde farvel og satte kursen hjem mod huset. Vel hjemme blev indkøbene båret ind, og så gik Tina, Carsen og Clara en tur ned til Yadkin River, som løber lige bag huset. Her så de sporene fra oversvømmelsen efter orkanen, da træerne var dækket af mudder i op til 4-5 meter højde. Vandet var dog for længst forsvundet, så de kunne også se efter dyrespor i mudderet ved flodbredden, og her så de aftryk af vaskebjørnepoter. Mens de gik tur, sad jeg og drak kaffe på verandaen, mens jeg lyttede efter flere fugle, men desværre blev det ikke til nogen, jeg ikke havde havde hørt de foregående dage, ligesom det også havde været tilfældet dagen før.

Tina og Carsten smager vin hos Laurel Gray. mens Clara holder sig beskedent i baggrunden.

Da de kom tilbage var det ved at være madtid, så vi satte kursen mod Lenoir for endnu en gang at spise på Highway 55, hvor vi også havde spist mandag. Denne gang var både Neal og April i restauranten, så der blev hilst med knus og håndtryk. April gik hurtigt tilbage til køkkenet, mens Neal blev stående og sludrede med os. I restauranten var en hel del skolebørn, som hjalp med servering og afrydníng, og Neal fortalte, at de kom fra en nærligggende skole, og samlede penge ind til et eller andet formål, som jeg desværre har glemt. Her hørte Clara en af de små piger, som fik øje på en hund uden for vinduet, sige "I wanna pet that dawg", som egentlig stammer fra et tiktok meme, hvor en lille pige siger det om en bjørn. Se tiktok klippet her. Clara tog det til sig, og vi hørte det gentagne gange på resten af turen fra hende udtalt med markant sydstatsaccent. Da vi ville betale, fik vi ikke lov, fordi Neal sagde til servitricen med regningen, at det klarede han. Så vi sagde pænt tak, og farvel til både ham og April og kørte tilbage til huset.

Da vi nåede Whippoorwill Academy, var det blevet mørkt og vi villle se om vi kunne få øje på den komet, der havde fløjet over os i et par dage, men det lykkedes ikke. Det var også mod slutningen af kometens "optræden", men en mand, der stod med et teleskop kunne fortælle, at han havde set den et par dage tidligere. Selv måtte vi nøjes med en såkaldt "supermåne", men det var nu heller ikke så ringe. Tilbage i huset tog vi en tår kaffe og slappede af til sengetid.