Sidste dag og hjem

Så var det blevet søndag og den sidste hele dag i Ferguson og i USA i det hele taget. Mandag eftermiddag skulle vi flyve hjem til Danmark.

Forgæves køretur

Da vi kom hjem efter aftensmad på Applelbee's i Wilkesboro, var solen næsten gået ned, men jeg fik et sidste solnedgangsbillede fra Whippoorwill Academy.

Hele weekenden fra fredag til mandag havde der været afholdt Carolina Balloonfest  i Statesville. Som navnet antyder er det en ballonfestival, hvor man kan se alskens balloner og prøve at flyve i dem (mod betaling). Carsten er glad for balloner, selv om han ikke vil flyve i dem, så han og resten af familien havde besluttet sig for at køre til Statesville, mens jeg blev hjemme på godset og vaske tøj endnu en gang, så jeg kom hjem rent tøj, da jeg først havde vasketur 14 dage efter hjemkomst. Da de tog afsted op ad formiddagen efter morgenmaden, satte jeg tøjet over, og mens det vaskede drak jeg kaffe på terrassen, mens min app lyttede efter fugle. Der var imidlertid ingen nye den dag, og da det småregnede, var der faktisk ikke mange fugle i det hele taget. Til gengæld var der en fugl (flere ofte), som vi så hver dag, men som ikke sagde noget. Her tænker jeg på gribbe, såvel kalkun- som sorte, der stort set altid kredsede i luften over området bag huset, ned mod floden.

Noget efter at tøjet var færdigt i vaskemaskine og tørretumbler, og jeg havde pakket det ned i tasken, så jeg var klar til næste dag, kom de unge hjem igen. Det havde vist sig, at man skulle have købt billet til festivalen på forhånd, og det havde de ikke, så de blev ikke lukket ind. I stedet kørte de en tur; så vidt jeg husker op til Love Valley for at se, om det var en undtagelse, at der havde været lukket mandag, men det var det ikke, så de vendte hjem igen. Efter at have slappet af, gik de endnu en tur ned til floden. Da de kom tilbage var det kaffetid, og senere kørte vi endnu en tur rundt i lokalområdet, inden vi vendte tilbage til huset, hvor vi så slappede vi af resten af dagen. Da klokken nærmede sig spisetid, kørte vi tilbage til Wilkesboro, og spiste endnu engang  på Applebees. På vej tilbage gjorde vi holdt på en tank for at proviantere det sidste guf inden hjemturen.

Hjemtur

Vi skulle først flyve mandag eftermiddag/aften, så der var god tid til at gøre os færdige. Clara, Tina og Carsten kørte i¨nd til Wilkesboro for at vaske og støvsuge bilen, så den så pæn ud ved aflevering. Clara havde afsat lidt snavs på bagsædet, og jeg har en gang prøvet af betale 3.400 kr., for at udlejningsselskabet skulle støvsuge noget salt op, som Tim og jeg havde spildt på bagsædet. Da de kom tilbage var bilen imidlertid nydelig og helt ren, så der var ikke noget selskabet kunne klage over, og de gjorde de da heller ikke.

Vi pakkede det sidste færdigt og pakkede det hele i bilen, sagde et sidste farvel til huset, og jeg sendte en besked til Margaret om, at vi nu tog afsted. Derefter satte vi kursen mod Lenoir og US Route 321, som skulle føre os mod syd. I udkanten af Hickory stoppede vi for at spise frokost på en McDonald. Jeg må indrømme, at jeg ikke kommer meget på McD, og dette var den første "automatiske", jeg havde besøgt. Man tastede sin bestilling ind på en skærm, betale med kreditkort, og så kom det bestilte ned ad en sliske. Desuden et tomt papkrus til sodavand, som man selv (lige som mange andre fastfood restauranter i USA), tog ved en sodafountain. Efter maden fortsatte vi videre mod lufthavnen med kun et enkelt stop mere på en tank, lige før bilafleveringen, for at fylde bilen op, da den skulle afleveres med fuld tank,

Tina og en meget afslappet Clara ved gaten i Charlotte-Douglas Ariport

Afleveringen gik som sædvanligt ganske nemt, og så skulle vi over i lufthavnsbygningen. Det kunne man komme "under jorden" eller over denne. I sidstnævnte tilfælde, som vi valgte, skulle vi tage elevatoren op til 5. etage og så gå over en gangbro til terminalbygningen. Her skulle vi så tage en elevator ned igen, hvilket vi også gjorde. Lige som på udturen, havde jeg bestilt assistance, så jeg slog mig ned på en bænk, mens Tina prøvede at finde ud af, hvordan det fungerede. Nogen tid efter kom hun tilbage med en dame med en kørestol, og så gik hun, Carsten og Clara hen for at tjekke deres bagage ind, mens jeg blev kørt i den modsatte retning til et venteområde, hvor der allerede holdt 6-7 andre kørestole. Efterhånden blev de afhentet af personale, og det gjorde jeg også selv. Ad en bagvej blev jeg kørt uden om køerne til Security og i modsætning til London og København, blev jeg kørt direkte ud ud til gaten, hvor jeg kunne afvente at resten af familien gik rundt i lufthavnen, men til sidst nåede de frem, og så ventede vi alle på at vi skulle boarde et par timer senere. Jeg må dog tilstå, at jeg gik til den nærmeste kiosk og købte drikkevarer og snacks undervejs i ventetiden.

Turen over Atlanten gik stille og roligt uden ballade og tabte telefoner, og denne gang fik alle de sæder, de havde bestilt hjemmefra. London måtte jeg  vente ti minutter på en af de små elektriske vogne, som kørte mig og tre andre passagerer ned til den udgang (ret langt i øvrigt), hvorfra der kører busser fra Terminal 3, hvor American Airlines holder til, til Teminal 5, som er British Airways "hjemmebase". Herfra tog jeg så bussen. Ungerne havde været med en tidligere bus, og var allerede i Terminal 5. Da jeg kom til denne terminal, blev jeg igen kørt i et elektrisk køretøj til Security og gik så gennem selv, hvorefter jeg på den anden side blev afhentet af en kørestol, som kørte mig til et lille ventelokale, med nogle ret umagelige stole, men det gik. Jeg fik at vide, at jeg ville blive hentet 30 minutter før boarding, men da det viste sig, at ventesalen var lige overfor den gate, vi skulle flyve fra, sagde jeg, at jeg godt kunne gå selv. Undervejs i ventetiden kom familien på et kort besøg medbringende en sodavand, som jeg havde bedt dem om at købe, da jeg var ret tørstig. Da det var ved at være boadingtid, gik jeg ud og fandt alle stående ved gaten, så der stillede jeg mig også op og ventede. Var jeg blevet kørt i kørestol, var jeg kommet først ombord, men nu måtte jeg pænt vente, til det blev min tur. Igen gik turen uden problemer. I Kastrup blev jeg hentet af en Falckmand, som kørte mig gennem paskontrollen og ned til bagageudleveringen. Her sagde farvel til ham, fordi jeg mente, at Tina godt kunne køre mig gennem tolden og til udgangen, hvilket hun også gjorde. Vel ude fik vi en taxa med plads til både os og bagagen. Vi kørte mig hjem til Falkemosen først, og så fortsatte Tina og Carsten til Gildhøj.

Og det var så den ferie, som jeg synetes var gået rigtigt godt, og det tror jeg også at resten af familien syntes, selv på trods af forhindringerne og aflysningerne på grund af Helene. De steder, vi ikke fik besøgt, må vi gøre om en anden gang.