Alting har en ende

Ak ja, ak ja. Alting har sin ende, og nu var også denne ferie ved at være forbi. Tilbage var kun 2½ dag i New York, og så gik det hjemad fra denne omgang langfart. Dagen før, da vi havde spist og var vendt tilbage til hotellet, var vi blevet enige om, at vi ville købe et tre-dages kort til et af de mange turisbusselskaber, der kører sightseeing ture med "hop-off hop-on" i New York City. Mange af disse starter fra Times Square, men nogle starter også fra 8th Avenue. hvor vores hotel lå.

Manhattan til lands og til søs

Vi besluttede os for at tage et af disse, så da vi forlod hotellet, spadserede vi et par gader nord på til det sted omkring 47th Street, hvor busserne faktisk afgik fra. Her blev vi straks omringet af ivrige billetsælgere. Jeg husker ikke længere, hvilket selskab vi valgte, men for prisen fik man Downtown Loop, Uptown Loop Brooklyn Loop, Night Loop og Bronx Loop. De tre første var med "hop-off hop-on", mens de to sidste var rundture. Dertil kom et "krydstogt", hvor man kunne vælge mellem at sejle til Ellis Island og Liberty Island eller alternativt en sightseeing båd, der sejlede på Hudson River og East River. Prisen for turen var $ 99 for hver, men fordi vi så så søde ud, eller måske fordi der var tilbud eller af andre årsager, fik vi hele herligheden for kun $ 69 pr. snude. Inden vi gik hjemmefra havde vi allerede besluttet os for at tage Downtown Loop den første dag uden at stå af bussen, for lige at få en orientering om det sydlige Manhattans layout. Vi havde heller ikke så meget tid her på førstedagen, da Tims teaterforestilling startede klokken 19, og vi skulle nå at spise aftensmad først.

Vi stillede os derfor op i køen, der ventede på en downtown bus, og selv om den var lang allerede her ved nitiden om morgenen, kom vi allerede med bus nummer to, der afgik, og vi fandt selvfølgelig en plads på øverste, åbne dæk, hvor udsigten var god, og hvor guiden også befandt sig. Bussen kørte først en smule nord på, før den svingede mod øst og kørte over til Times Square. Herfra kørte den forbi "de sædvanlige" turist attraktioner, Times Square, Garment District, Flatiron Building, Empire State Building, Soho, Chinatown, East Village, Rockefeller Center, FN området, Trump Tower, Little Italy (det, der er tilbage af denne bydel - det meste er "spist op" af Chinatwon), Greenwich Village og hvad de nu hedder allesammen (ikke nødvendigvis i denne rækkefølge). Undervejs underholdt en af de sædvanligt entusiastiske guider om alt, hvad vi så - og det var ikke så lidt. Faktisk har man særdeles svært ved at huske alle de informationer, man får i løbet af en såan tur. Specielt alle de mange anekdoter, som de forskellige guider kan underholde med. Vi kom med bussen omkring kl. 9.45, og ca. 12.45 var vi tilbage ved udgangspunktet på 8th Avenue. Vi gik kort tilbage til hotellet for at skaffe noget mere vand, og så tog vi af sted igen.

Tim var ikke interesseret i at besøge Ellis Island og Liberty Island med Frihedsgudinden, men ville være tilfreds med at se dem fra vandsiden, så vi besluttede os for havnerundfarten på Hudson og East River. Uden for hotellet fandt vi en taxi, som vi tog ned til havnen til bådens afgangssted. Det viste sig at være for enden af 42nd Street, og ikke længere end at vi sagtens kunne have gået, men det vidste vi så ikke, da vi tog taxien. Ved billetkontoret skulle vi fremvise vores tredagesbillet og så fik vi udleveret en billet til sejlturen. Så var det bare at vente til båden skulle afgå, og da vi fik lov til at gå ombord, tilkæmpede vi os endnu en gang en plads på en bænk det åbne dæk. Turen gik i første omgang ned af Hudson River, og vi nød synet af Manhattan set fra søsiden, foruden de mange sammenvoksede "småbyer" i New Jersey på den anden side af floden. Her har byerne, eller rettere bydelene, som det faktisk er i dag, navne som Weehawken og Hoboken. Blandt andet så vi på New Jersey siden til det berømte Colgate ur, der står i Jersey City. Da vi nåede sydspidsen af Manhattan, fortsatte båden forbi netop Ellis Island og Liberty Island, som Tim (og jeg) så fik mulighed for at fotografere, inden båden svingede nord på og fortsatte op ad East River. Herfra blev vores ellers gode udsigt generet af en i øvrigt nydelig rødhåret pige, som slog sig ned ved rælingen lige foran vores bænk, så vi skulle rejse os, hver gang vi ville fotografere. Til gengæld kunne vi så i siddende position se på hende hende - og det var vel en slags kompensation.

På vej op ad East River passerede vi blandt andet Brooklyn Bridge og Manhattan Bridge, og lige efter Williamsburg Bridge vente båden så om og sejlede tilbage, samme vej som vi var kommet. Undervejs havde vi både udsigt til mondæne boligkvarter og nogle knap så mondæne industriområder. Blandt andet passerede vi et kulkraftværk og en sukkerfabrik. Undervejs tilbage kunne jeg konstatere, at siden 2008 var de underlige vandfald designet af Olafur Eliasson, som stod flere steder ved havnen, blandt andet under Brooklyn Bridge, blevet fjernet igen. På vej tilbage så vi selvfølgelig endnu flere ting, og guiden, som her på båden kun var en stemme i en højttaler - vi så ham aldrig - fortalte endnu flere historier. Det var ved denne lejlighed at jeg første gang så det nye Freedom Tower. Ved mit forrige besøg i 2008, var der kun et hul i jorden med et støbt fundament i.

Da vi nærmede os udgangspunktet, blev vi orienteret om, at en bus ville køre alle med "turpas" tilbage til Times Square, hvis man ønskede det. Da vi jo allerede havde spenderet hele $ 10 på taxien ned til færgen, blev vi enige om at tage bussen tilbage. Bådturen havde taget ca. 2½ time, så klokken var ca.16.30, da vi nåede tilbage til Times Square gennem myldretidstrafikken, og på grund af Tims teatertur blev vi enige om at spise med det samme. På vej tilbage mod 8th Avenue ad 42nd Street opdagede vi (vi havde faktisk set det allerede dagen før), at der på den anden side af gaden lå en Applebee's, og den besluttede vi at spise på - også for at få sagt pænt farvel til denne kæde, som vi havde benyttet flittigt både på denne tur, og på turene de foregående to år. Menukortet var stort set det samme som på alle andre Applebee's, som vi havde spist på, bortset fra at begrebet "2 for 20" eller "2 for 24" ikke eksisterede her. Var menukortets udvalg stort set identisk med det, vi tidligere havde fået, kan man ikke sige det samme om priserne. De var betydeligt højere end i en tilsvarende Applebee's i andre byer eller ude på landet. Som sædvanligt delte vi en forret og spiste en hovedret hver, men præcis hvad vi spiste, har jeg glemt. Jeg kan dog huske, at en såkaldt House Sirloin, som jeg tidligere havde spist til $ 15,99 her kostede $ 25,99. Jeg tror at kunne erindre, at jeg spiste en eller anden form for burger, som kostede 17,99. I hvert fald blev hele vores regning på $ 84 plus drikkepenge, hvor jeg kan se af regnskabet, at ved de andre lejligheder, hvor vi spiste på Applebee's plejede regningen at ligge mellem $ 30 og $ 35. Mens vi ventede på maden, fik et par unge piger anvist bord lige ved siden af os, og det viste sig hurtigt, at de var danskere, men bortset fra et "farvel", da vi gik, talte vi ikke med dem.

Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor Tim tog bad og skiftede tøj inden teaterturen, mens jeg slappede af på sengen med en bog og min tablet-computer. Tim gik i teateret, mens jeg hyggede mig på værelset, og han var særdeles tilfreds med sin teateroplevelse, da han kom tilbage.

Udsigt, solskin og uvejr

Næste dag skulle vi endnu engang på udflugt. Denne gang lagde vi ud til fods med at gå til Rockefeller Center for at besøge "Top of the Rock" og nyde udsigten deroppefra. Endnu engang gik vi ret tidligt hjemmefra - denne gang for at se, om vi kunne komme så tidligt, at varmedisen endnu ikke havde sænket sig over New York. Det lykkedes desværre ikke helt. Hvor vi i 2008 havde en dårlig udsigt fra Empire State Building, men en fremragende fra Top of the Rock, var udsigten desværre kun "nogenlunde", da der allerede lå en del dis, da vi kom op. Vi fik dog alligevel set en hel del og vi nød udsigten til det, vi trods alt kunne se. Efter at have brugt en times tid på toppen tog vi elevatoren ned igen, og gik tilbage i retning af hotellet. Dagens plan var, at vi skulle tage Brooklyn Loop i dagtimerne og så Night Loop om aftenen. Først skulle vi imidlertid med Brooklyn Loop, og denne afgår længere mod syd på Manhattan. Vi ville derfor tage Downtown Loop endnu en gang og så stå af, hvor den mødte Brooklyn Loop, hvilket for dette selskabs vedkommende var et sted på Centre Street omkring 3 miles syd for Times Square i luftlinje.

Da vi kom tilbage til 8th Avenue, var der en særdeles lang kø til Downtown Loop. Når jeg sammenlignede med dagen før, hvor vi kom med bus nummer to, regnede jeg med at vi denne gang ville komme med nummer seks eller syv, og da busserne på dette tidspunkt af dagen kørte meget uregelmæssigt på grund af trafikken i byen, kunne der meget vel gå både en og to timer, før vi kunne regne med at komme med. Heldigvis spurgte en af de tilstedeværende "overbilletsælgere" eller på anden måde repræsentant for busselskabet, hvor mange der skulle med Brooklyn Loop, og det var vi en del der skulle. Hun annoncerede derfor, at hun ville bestille en "ekspresbus", som ville køre til dette loops afgangssted uden stop undervejs, og ad den hurtigste rute, ikke den turistede. Ca. 20 minutter senere kom der da også en tom bus, som vi kom med. I stedet for at køre ned gennem Manhattans centrum, som turen normalt gør, kørte bussen ned til Hudson River og tog "havnefronten" det meste af vejen, så vi undgik den værste trafik. Det betød, at vi allerede 30 minutter senere var ved afgangsstedet, hvor vi ovenikøbet kun måtte vente omkring 2 minutter på en ny bus. Endnu engang besteg vi den åbne øverste etage for at kunne nyde udsigten og solen, som der var rigeligt af. Der gik dog nogen tid før bussen faktisk kørte.

Hjemmefra havde vi smurt os ind i solcreme, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Da guiden kom ombord i bussen, fortalte han, at det var årets hidtil varmeste dag i New York, og at temperaturen på nuværende tidspunkt var sidst i 30'verne (celsius altså), men at den ville komme højere op senere (og det viste sig at den toppede omkring 42 grader). Hvad der var værre var, at solen skinnede fra en helt skyfri himmel, så han (guiden altså) kunne fortælle, at dagens UV-indeks var omkring 10, hvilket er det højeste det kan blive inden for kategorien "meget højt" på UV-skalaen. Bliver det højere end 10, bliver det "ekstremt", og man anbefales at holde sig inde. Selv på en særdeles flot, skyfri sommerdag kommer UV-indekset i Danmark ikke over 7, så det var højt i NYC.

Efterhånden fik guiden fortalt færdigt, både om solen, varmen og om selve turen, og så kunne vi endeligt komme af sted. Brooklyn Bridge må ikke krydses af kommercielle køretøjer, og som sådan betragtes turistbusser, så vi kørte nord på og krydsede East River via Manhattan Bridge i stedet. Tim og jeg havde allerede besluttet, at vi ville køre hele turen i et stræk, og undervejs viste det sig, at vi ikke var ene om den beslutning. Faktisk var der ikke nogen overhovedet, der steg af bussen. Og dog! Da vi efter nogen tids omkringkøren nærmede os Army Plaza, som ligger i den centrale del af byen, annoncerede guiden, at vi her ville gøre et stop på et kvarter. Ideen var, at vi så fik mulighed for at forsyne os med vand/sodavand/frugt fra to salgsvogne på stedet, som blev passet at nogle særdeles flinke og rare mennesker, hvilket de også viste sig at være, men jeg er nu alligevel sikker på, at han fik lidt "kick-back" :-). Her steg vi alle ud, og jeg forsynede os med et par flasker koldt vand og nogle kirsebær, som jeg fik lov til at spise selv. Det er ikke Tims største lyst, men så meget des bedre for mig. Da vi gik ombord i bussen igen, blev vi enige om at blive nedenunder. Solen var nu så stærk, at det var ubehageligt at sidde oven på, selv med solcreme, hat og solbriller. Vi fik et sæde, selv om mange af de andre passagerer havde truffet samme beslutning. Fra denne etage var det stort set umuligt at se noget, så det var så som så med udbyttet af den sidste del af turen.

Da vi kom tilbage til udgangspunktet, forlod vi bussen og spadserede ned til monumenterne over 9-11 ved World Trade Center, hvor hullerne, hvor de to tårne stod, er omskabt til bassiner. Rundt på bassinkanterne står navnene på alle de, der døde, dels da tårnene styrtede sammen dels i forbindelse med redningsarbejdet. Da vi havde set på mindesmærket og på Freedom Towers imponerende 1776 fod (godt 541 m), fortsatte vi ned til Battery Park på sydligste spids af Manhattan. Her aflagde jeg et meget kort, men nødvendigt besøg på National Museum of the American Indian. Det museum, som Dorte og jeg i 2008 kunne konstatere, var det kedeligste, vi endnu havde besøgt i USA. Men det var altså heller for at se museet, at jeg gik derind! Da jeg kom ud, sluttede jeg mig til Tim på den anden side af gaden, og vi stillede op i kø til Downtown Loop, som vi så tog tilbage til Times Square. Vi gik tilbage til hotellet, hvor vi slappede af med noget koldt at drikke i omkring 1½ time, og så var vi klar igen til aftenens udskejelser.

Først gik vi tilbage til 42nd Street og restauranten Chevy's. Den er trods navnet mexicansk, og Dorte og jeg havde spist her i 2008. Som forret havde vi dengang spist guacamole, som jo ellers mest serveres som tilbehør, men her kunne man altså få det som forret - og hvilken forret! Det ville jeg ikke snyde Tim for, så vi bestilte igen guacamole som forret og så en eller anden mexicansk kødret som hovedret (hvilken har jeg glemt) . Mens vi ventede, fik vi tortillachips med pico de gallo og guacamole, dog slet ikke af den kvalitet, som forretten, men ok. Så kom forretten, eller rettere ingredienserne til den. Selve guacamolen tilberedes ved bordet af friske råvarer, og ikke af pulver, som man ofte ser herhjemme. Der indgår heller ingen surmælksprodukter, hverken creme fraiche, skyr eller andet afskyeligt. Kun avocado, løg, hvidløg, hakket koriander, hakket, grøn chili, pico de gallo (som er en slags frisk tomatsalsa) og så friskpresset limesaft. Det hele most og mikset kun med en gaffel. Fantastisk. "Hvor stærk vil I have den?" spurgte kokken, da han skulle komme chili i. "Kom du bare det hele i", sagde Tim, så det gjorde han. Stærk var den, men stadig absolut fantastisk. Egentlig er det synd for hovedretten, når forretten er så fantastisk. Tim har da også besluttet, at når han kommer til New York igen, vil han besøge Chevy's og så bestille to forretter og ingen hovedret :-).

Efter maden sivede vi så langsomt og mætte tilbage til hjørnet af 8th Avenue og 47th Street for at tage en tur på Night Loop. Den følger nogenlunde turene fra downtown loop (bortset fra den sydligste del) og Brooklyn loop (bortset fra den sydligste del). Den første del af turen var det endnu ikke mørkt nok til at man rigtigt kunne nyde lysene fra byen, men efterhånden blev det selvfølgelig mørkere. På denne tur var der ingen guide, så vi klarede os med høretelefoner, hvori der blev fortalt, hvad vi så. Desværre var lyd og billede ikke altid helt synkrone, men heldigvis kunne vi da selv se, hvad vi kom forbi. Der var en repræsentant med for busselskabet (ud over chaufføren), men han fortalte, at han kun var under uddannelse som guide, så han måtte ikke fortælle undervejs. Da vi nærmede os Manhattan Bridge for at køre over til Brooklyn, kunne vi høre tordenbrag bag os, og når vi så os tilbage, kunne vi også se, at meget sorte skyer, hvorfra det lynede en hel del, var ved at trække sammen. Repræsentanten fra busselskabet hentede nogle tynde regnslag, som vi kunne trække over hovedet, og næppe have vi fået gjort det, før syndfloden brød løs. Himmel og jord stod i et, og de tynde regnslag beskyttede ikke meget, så jeg koncentrerede mig om at holde mit kamera tørt. Efterhånden tog regnen så meget til, at de fleste trods regnslagsbeskyttelsen gik nedenunder. Til sidst var der ud over Tim og jeg kun fire retfærdige sjæle tilbage på toppen af bussen. Vi holdt til gengæld ud til det sidste. Da det holdt op med at regne, kom nogle af tøsedrengene tilbage, men de fleste blev nedenunder til turen var slut.

Vel tilbage gik vi en tur på Times Square, som trods det nyligt overståede tordenvejr, var helt fyldt op med mennesker som sædvanligt. Inden vi gik tilbage til hotellet, besøgte vi en Wahlgrens Drugstore. Ikke for at købe medicin, men for at få lidt vand og lidt frisk frugt med tilbage til hotellet. Der er næsten altid en afdeling med vand, sodavand, slik og frugt mm. i de amerikanske drugstores.

Den sidste dags oplevelser

Så oprandt dagen, da vi skulle tilbage til Danmark efter næsten fire ugers ferie. Vi skulle dog først flyve fra JFK kl. 20.45, så vi havde en hel dag endnu. Vi manglede jo også to loops på vores kort, men valgte at opgive Bronx loopet, da vi havde en del, vi skulle have gjort ud over at lege turister. Vi sov undtagelsesvis læng, og begyndte dagen med at pakke vores kufferter. Så gik vi ned til hotellets Business Center, hvor der var adgang til pc og printer. Her ville vi lave check-in til hjemturen, og det gik egentlig også fint med at checke ind til London (indcheckning til København var endnu ikke åbnet), bortset fra at vi ikke kunne printe vores boardingkort, da printeren svigtede. Jeg henvendte mig til en af medarbejderne, som desværre ikke kunne hjælpe, men hun ville tilkalde en, som kunne. Det kunne han bare ikke øv bøv! Så sagde hun, at jeg skulle henvende mig i receptionen og spørge, om de ville printe for mig. Det ville de gerne, om end de ikke var ivrige efter det, men de skulle jo have papirerne. Så tilbage til pcen og sende begge boardingkort til receptionen som e-mail. Endnu en gang tilbage til receptionen, hvor den dame, jeg havde talt med først, i mellemtiden var blevet udskiftet med en, som ikke kendte til min aftale om at sende på mail, og som jeg derfor var nødt til at fortælle hele historien om den svigtende printer forfra. Til sidst forsvandt hun dog ind i et baglokale, og fem minutter senere kom hum med vores boardingkort. Så kunne vi gå tilbage til værelset og hente vores bagage, som vi fik deponeret i et depotrum til samme formål, og så gik vi endelig op for at checke ud af hotellet. Når jeg siger, at vi "gik op", er det helt bogstaveligt. Reception og business center var på første sal, mens udgang og bagagedepot var i stueetagen.

Endnu engang spadserede vi op til 47th Street og tog bussen, som skulle køre Uptown Loop. Vi sad med det første stykke og nød bare turen forbi Dakota Building, Central Park og kirken St. John the Divine eller som den egentlig hedder: Cathedral Church of Saint John: The Great Divine in the City and Diocese of New York. Kirken er anglikansk, og menes at være den største anglikanske kirke i verden, selv om nogle mener, at den overgås af domkirken i Liverpool. Vi fortsatte forbi Columbia University, og desuden kørte vi forbi den imponerende Riverside Church, som blev grundlagt og finansieret af John d. Rockefeller, efter sigende fordi han blev sur over, at han ikke kunne blive medlem af bestyrelsen for St. John the Divine. Kirken er økumenisk, det vil sige, at den er for mange kristne trosretninger, men er specielt tilknyttet baptister og United Church of Christ. Kort efter at have passeret denne kirke "hoppede vi af" bussen for at se nærmere på general og præsident Ulysses S. Grants grav, som ligger 150 meter fra kirken. Her beså vi mausoleet udefra, og vi var også inde for at se Grants og hans hustrus sarkofager, som står i en stor rotunde under en kuppel. Inden vi forlod stedet, nåede vi at besøge den souvenirshop, som der selvfølgelig også var, og her fik jeg købt et par bøger om borgerkrigen, specifikt om indianernes deltagelse i denne. Da vi kom ud holdt en stor lastbil fra politiet, og nogle arbejdere var ved at sætte afspærringer op i forbindelse med et eller andet arrangement, der skulle foregå på pladsen foan mausoleet næste dag. Hvad præcis fandt vi aldrig ud af. Der var allerede sat mobile toiletter op, og de kom fra et firma med det interessante navn "Call Ahead", altså "Ring i forvejen". Jeg udtrykte overfor Tim, at det nok kunne være svært, hvis man havde fået et pludseligt opstået behov.

Vi gik tilbage til stoppestedet, hvor vi købte noget vand af en is- og vandsælgende gadehandler. Da en ny bus kom, hoppede vi på igen, og fortsatte turen nordpå gennem den sydlige del af Harlem, i øvrigt et område, hvor der er særdeles mange kirker, templer, synagoger og moskeer. Religion trives her som så mange andre steder i USA. Blandt andet kom vi forbi Mosque Number 7, hvor Malcolm X i sin tid var prædikant. Også det berømte Apollo Theater og stedet hvor den måske endnu mere berømte Cotton Club lå, kom vi forbi inden bussen kørte syd på igen. Undervejs kom vi igennem et kvarter, der var berømt for de mange restauranter, der serverede "soul food". Vores guide, som oprindelig var fra Texas, var kort efter at være flyttet til New York blevet inviteret på en sådan restaurant af nogle af sine lokale bekendte. Inden havde han spurgt, hvad soul food egentlig var, men det mente de, at man selv skulle opleve, det kunne ikke forklares. Da han så spisekortet og senere fik maden, havde han bemærket til sine venner: "Nu ved jeg hvad soul food er. Hjemme hos os kalder vi det bare food". Soul food er nemlig i bund og grund den mad af primært afroamerikansk oprindelse, der ofte serveres i sydstaterne. Vi kørte forbi Central Park igen, men nu på den anden side af parken ad det, der kaldes Museum Mile, hvor der ligger adskillige museer, blandt disse Metropolitan Museum of Art, kaldet "The Met". Da vi nåede tilbage til 8th Avenue og forlod bussen, gik vi tilbage mod hotellet. Klokken var nu ved at være 12.30, og jeg var blevet kaffetørstig, så da vi nærmede os hotellet, blev vi enige om at besøge restauranten Junior's i 45th Street, selv om Tim ikke skulle have noget. Her flirtede vi lidt med "på-plads-viseren", som var en sød pige i tyverne, og så endte det med, at jeg fik en sandwich til kaffen, mens Tim alligevel valgte at spise noget pasta med kødsovs.

Ved 14-tiden gik vi tilbage til hotellet. Her lavede vi check ind resten af vejen til København, og denne gang virkede printeren. Vi sad en times tid i baren, inden vi hentede bagagen og tog en taxa til lufthavnen. På trods af trafikken tog det faktisk ikke længe at komme derud. Da vi bare skulle aflevere bagagen, var vi hurtigt ved security, og da vi havde business class billetter kunne vi tage "fast lane", så allerede kl. 16.15 sad vi i British Airways lounge. Da vi afleverede bagagen havde vi fået at vide, at vores fly var en såkaldt "sleeper", hvor der ikke ville blive serveret noget at spise før morgenmaden, så hvis vi ville have mad, skulle vi spise det i loungen. Så Tim besøgte restauranten, men spiste vist ikke meget. Selv undlod jeg at gå derind. Resten af eftermiddagen sad vi i loungen og læste og surfede på nettet. Jeg fik faktisk bestilt varer hos nemlig.com til levering om lørdagen. Klokken 20.15 kunne vi se, at flyet var forsinket, og klokken var næsten 21.30 inden vi kom af sted. Det huede os ikke rigtigt, fordi vi kun havde 90 minutter efter planen til at nå fra det ene fly til det næste, når vi kom til London. Vi håbede at forsinkelsen ville blive indhentet på vej over Atlanten, men sådan skulle det ikke gå. Turen var som sædvanlig kedsommelig, men på grund af sæderne, der kunne lægges vandret, fik jeg undtagelsesvis sovet nogle timer. Jeg har ellers meget svært ved at sove i fly af en eller anden grund. Ellers har jeg normalt ikke svært ved at falde i søvn. Da vi nåede London, var vi faktisk blevet endnu mere forsinkede, så da vi kom ud af flyet, havde vi kun 25 minutter til det næste skulle afgå, og de var allerede begyndt at boarde. Heldigvis var det i samme terminal, da vi igen skulle med BA, men selvfølgelig i den anden ende af terminalen, og igen skulle vi igennem security. Selv om vi også her kunne bruge fast track, var der en del kø. Igennem kom vi dog, men noget mystisk skete. Vi skulle afmontere blandt andet vores bælter, så det gjorde vi og placerede dem i "bakkerne" med andet grej, så som pung, ur osv. Da Tims bakke kom ud, var bæltet væk! Og adspurgt kunne sikkerhedsmanden fortælle, at det heller ikke lå inde i maskinen. Det var altså ikke faldet af på turen gennem scanneren, så hvor det blev af hviler for evigt i mystik. Uden bælte og med en hånd i bukserne, så de ikke faldt ned, løb Tim så videre, og det lykkedes os faktisk at nå ud til gaten, lige inden de lukkede. Vi kom derfor fint med flyet, og turen til København gik uden forsinkelser.

Vel i Kastrup kunne vi konstatere, som vi havde forventet, at vores bagage ikke havde bevæget sig lige så hurtigt gennem Heathrow, som vi selv havde. Ingen af vores fire kufferter var derfor kommet frem. Så var det hen og stå i kø ved serviceskranken. Da vi endelig kom igennem, viste det sig ,at det var et forkert sted, fordi British Airways anvendte et andet firma til bagagehåndtering end fx SAS og Icelandair. Så måtte vi ned i den anden ende af bagageudleveringen og står i kø igen, inden vi kunne anmelde at vores kufferter var udeblevet. Det blev klaret, og så kunne vi gå gennem tolden med vores håndbagage. Uden for ventede Dorte, som kørte os ud til Else, hvor Tims bil holdt, og hvor vores nøgler havde været opbevaret. Derefter kørte vi så hjem og kunne i hjemmets ro og fred afvente, at bagagen ville ankomme.

Status

Bagagen ankom allerede næste formiddag, og omkring kl. 13.00 var vi forenede med den, og intet havde taget skade. Det betød, at vi nu kunne gøre status over årets road trip. Vi havde været af sted 28 dage inklusive de to dage med flyvning frem og tilbage og det døgn (eller noget af et døgn), vi mistede på vej tilbage til Danmark, fordi vi landede dagen efter at vi lettede. 5.487 miles eller 8.830 km blev det til denne gang. Det var mere end 2.000 km mindre end, vi havde kørt i 2012, hvor vi også kørte USA på tværs. Det skyldtes dels, at vi denne gang kørte mere "lige" og ikke bevægede os helt så meget fra nord til syd og så nord på igen, men det skyldtes ikke mindst, at vi havde flere ophold i storbyer og dermed flere "liggedage", hvor vi slet ikke kørte eller kun kørte meget kort. Alligevel betyder denne tur, at jeg nu har rundet 88.000 km på de amerikanske landeveje. Turen bød ikke på nogen nye stater denne gang, i hvert fald ikke for mig. For Tim, der aldrig tidligere havde været i New England, var Connecticut, Rhode Island og Massachusetts nye. Det samme var Arkansas, Missouri, Illinois, Indiana og Kentucky tidligere på turen, altså 8 nye stater i alt.

Og hvad kostede det så? Ja, det var den dyreste ferie, vi nogensinde har holdt, både med Tim men også de ferier, jeg har holdt med Dorte. En stor del af udgiften stammer naturligvis fra flybilletterne, som alene kostede næsten 40.000 kr. for to returbilletter. Dertil kommer, at vi har tilbragt langt flere dage i storbyer, hvor hoteller og restauranter alt andet lige er en del dyrere, end i de byer og landsbyer, hvor vi plejer at slå os ned. Godt 25.000 kr. har vi brugt på hoteller og godt 8.000 på mad. Samlet set stod turen os i 96.000 eller 48.000 pr. snude. Normalt har vi anslået, at en USA tur koster os ca. 10.000 pr uge pr person ved to personer, alt inklusive. Denne gang er det så blevet 12.000, men havde vi fløjet på turistklasse som i 2010, 2012, og 2013, ville turen faktisk kun have kostet 9.500 pr. uge. Så det er jo en god forretning - ikke!

Men såvel billetterne som resten af turen var alle pengene værd, og vi er nu igang med opsparingen til den næste tur, som måske også bliver en tur på tværs. Vi taler om at tage den nordlige rute, men lad os nu se, hvad det kan blive til.