Huller i jorden og en ø i en sø

Så var det slut med Viborg og vi skulle videre mod syd til dagens mål i Varde. Vi havde hjemmefra ikke planlagt meget til denne dag, så vi blev enige om, at gennemføre det "grubebesøg", som vi nu havde udsat to gange. Da begge de mulige gruber lå ret nær Viborg, og først åbnede kl. 10, udsatte vi afgangen til godt 9.30 inden vi red af sted

De første gruber man ser skilte til, når man kører fra Viborg mod Holstebro er Mønsted Kalkgruber. Dem besluttede vi derfor at besøge. Fra hovedvejen er der omkring 2 km ud til kalkgruberne, og da vi nåede derud, var vi de eneste på parkeringspladsen og klokken var kun 10 minutter i ti, så vi afventede at de skulle åbne. I artiklen Jylland mellem tvende Have afslørede jeg vores fetish for vingummiorm. Vi havde dog på denne tur måttet klare os med krokodiller, og dem var vi nu ved at løbe tør for. Heldigvis havde vi besøgt en tag-selv-slik butik i Viborg og her havde de faktisk orm. Da vi ikke var sikre på, at kunne få dem igen, havde vi købt rigeligt, så de kunne holde til resten af turen,  og det holdt næsten. Vi løb først tør på den sidste dag, da vi var på vej mod Fyn. En sådan orm delikaterede vi os nu med, mens vi sad og ventede.

Da en mand kom ud for at hejse flaget, mente vi at nu åbnede de nok, så vi steg ud af bilen og gik til billetkontoret. Her købte vi (sjovt nok) billetter til gruberne, men gav også 20 kr ekstra for at kunne køre med et lille minetog til gruberne og tilbage igen. Det første tog skulle køre ca. 20 minutter senere, så vi havde tid til at se det museum, der er indrettet i det gamle kalkværk. Da der ikke var mere at se, gik vi ud og tog plads i toget. Dette blev dog noget forsinket, da vi skulle vente på, at en gruppe udviklingshæmmede alle kom ombord efter at have set museet. Toget kører ad et smalt spor fra indgangen og et stykke ind i gruberne, hvor der er lavet en perron. Her blev vi bedt om at stige ud hurtigt, så togførerene kunne nå tilbage til den næste ordinære afgang - og det lykkedes for alle. Og så gik vi ellers på grubetur.

Kalkgruben i Mønsted er verdens største kalkmine. Her er over 60 km minegange i seks etager, men kun ca. 2 km er åben for publikum. I minen er der underjordiske søer, drypsten og ikke mindst flagermus. I hulerne findes flere arter af flagermus, ikke mindst vandflagermus, men også mere sjældne arter. Vi så dog ikke en eneste under vores besøg, da de jo er nataktive og sover i de dybere minegange om dagen. Der blev gravet kalk i minerne helt frem til 1953, og kalkværket var i produktion frem til 1980'erne. I gruben lagres også ost for Arla, den såkaldte Grubeost, der sælges mange steder under Arlas mærke Riberhus. Da vi så et skilt til ostelageret, besøgte jeg stedet, selv om gangen gik både op og ned af stejle bakker/trapper. Tim blev hvor han var, da han ikke interesserer sig meget for ost. Der var nu ikke meget at se, da ostene var lukket inde bag et gitter, og i øvrigt var pakket i bokse. Jeg gik tilbage til Tim og vi fortsatte vores tur, men blev hurtigt enige om, at når man havde set tre minegange, havde man set dem alle.  Vi gik derfor tilbage til perronen og tog det næste tog tilbage til indgangen.

Tilbage på hovedvejen er der ikke langt fra Mønsted til Daugbjerg, hvor der også findes gruber. Da vi nu var, og havde tid nok, besluttede vi at se disse også. I Daugbjerg er der kun ca. 1 km fra hovedvej til gruber, men til gengæld er der lidt længere at gå fra parkeringspladsen til indgangen. Det var lidt fugtigt i vejret, og skoven var ret tæt, så jeg følte mig næsten hensat til USA igen, mens vi gik. Minerne i Daugbjerg er noget mindre end dem i Mønsted - naturligt nok, ellers kunne Mønsted jo ikke være verdens største! Til gengæld er minen i Daugbjerg Danmarks ældste kalkmine med mere end 1.500 års historie bag sig. Det var lidt billigere at komme ind her, men der var heller ikke noget tog, så vi måtte selv gå de ca. 100 m fra billetkontor til mineindgang. Også i disse gruber er der flagermus - og heller ikke her så vi noget til dem, selv om det er en af Europas største bestande. Ligesom i Mønsted er det vandflagermus, der er flest af. Temperaturen i minen er konstant 8 grader mod 12 i Mønsted, og ingen af os havde overtøj på - man er vel sej - og hvis flagermus kan holde det ud, kan vi også. Bortset fra kalk og flagermus er Daugbjerg Kalkgruber mest kendt for Jens Langkniv. Denne legendariske personage, som sagnet har gjort til Danmarks svar på Robin Hood. holdt til i minerne i sin tid som fredløs, og han fortjener en artikel for sig selv, så en sådan vil nok være at finde under Historie(r) på et eller andet tidspunkt.

Også i Daugbjerg lagres ost, dog ikke fra Arla. Jens Langkniv kaldes osten, som fremstilles af Dybbækdal Mejeri i Thise. Osten kunne man købe i billetkontoret, men jeg turde ikke satse på, at den kunne holde sig uden for køleskab til vi kom tilbage til Brøndby. Heldigvis viste en søgning på nettet, at den kunne købes i den ostebus. som kommer til Brøndbyvester en gang om ugen, så nu har jeg sikret mig et stykke. I stedet købte jeg et stykke Jens Langkniv spegepølse, som jeg fandt plads til i det afkølede handskerum i bilen.

Efter besøget i Daugbjerg gik det vest på i rask tempo. Vi passerede Holstebro og fortsatte mod sydvest. Undervejs kørte vi gennem byen Tim, som Tim gerne ville se. Her blev han foreviget bag et byskilt, så nu kunne vi sige at her var Tim i Tim. Der var ikke meget liv i byen, så efter fotograferingen fortsatte vi.

 Næste stop var planlagt til at være Søndervig, men da jeg gerne ville se Stadil Fjord, som trods navnet er en ferskvandssø, ikke en fjord, og vi så et skilt dertil, kørte vi først ud mod "fjorden". Faktisk er det Danmarks næststørste sø, kun overgået af Arresø på Sjælland i areal. Det viste sig at vejen vi kørte ad, sluttede ved en lav bro eller dæmning, der fører ud til øen Hindø i Stadil Fjord. Den måtte vi selvfølgelig besøge, så vi satte bilen og spadserede over dæmningen til øen. Øen er omgivet af tagrør, hvor der lever mange forskellige fugle, og øen har været fredet siden 1990. Tim blev ved dæmningen, mens jeg spadserede et stykke ned ad øens eneste vej. Det eneste jeg fik ud af det, var dog to myggestik, så jeg gik tilbage til Tim igen, og sammen gik vi tilbage til fastlandet. På vej ud til øen, var vi kørt forbi en kirke, som så interessant ud, og den stoppede vi at fotografere. Det var Hee Kirke, og mens vi fotograferede opdagede vi, at her lå Danmarks tidligere statsminister I. C. Christensen begravet. Det er dog et par dage siden kan fungerede. Faktisk så længe at hans titel var konseilspræsident, ikke statsminister,. Det i perioden fra 1905 til 1908, hvor han måtte gå af før tid på grund af den såkaldte Albertiaffære - den kan interesserede selv slå op. Vi valgte ikke at opsøge graven men i stedet at køre videre mod Ringkøbing.

Det eneste ærinde, vi havde i byen, var at proviantere. Tim var sulten, og jeg ville gerne have noget frugt. Efter besøget her fortsatte vi til Søndervig. Denne gang var det Tim, der var nostalgisk og gerne ville gense et af de steder, hvor han havde været på ferie som barn med sin farmor og farfar. Vi fandt stedet, parkerede bilen og spadserede gennem klitterne ned til stranden, så han også kunne se en bestemt bunker, hvor han engang var blevet smurt ind i olie. Faktisk var han også indsmurt i olie denne gang, men dog kun på hænderne og det ene ben. På et tidspunkt kørte vi over en gren, som kilede sig op i hjulkassen, og da Tim skulle fjerne den, var den ikke helt ren - deraf olieringen. Vi blev ikke længe i Søndervig men fortsatte sydpå over Holmslands Klit. I Hvide Sande gjorde vi et kort ophold, så jeg kunne få taget nogle billeder, hvilket tog et kvarters tid. Derefter fortsatte vi videre mod syd til Nymindegab. Herfra kørte vi ud på Tipperne, hvor vi så nogle få fugle og flere turister.

Vi kørte videre til vores hotel i Varde. Det skulle vise sig at være turens dyreste, men absolut ikke bedste, men det var da ikke værre end, at vi overlevede. Aftensmaden blev indtager på Kong Svends Bøfhus inde i Varde, hvilket viste sig at være et udmærket sted, med god mad og en god salatbar. Vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvilken Kong Svend, der havde lagt navn til stedet og torvet, hvor restauranten lå, og nettet var ikke til megen hjælp, men vi blev enige om, at det måske var Svend Estridsen, som i hvert fald døde i Sønderjylland. Efter maden kørte vi tilbage til hotellet og blev der resten af aftenen.