Pølser, broer og ting

Så var det blevet dagen før dagen, hvor vi skulle hjem. Det var turens sidste "kør ud og se ting" dag, og vi havde planlagt en hel del hjemmefra, og vi kom til at se en hel del, bare ikke det planlagte. Det skyldtes køleskabet på værelset! Havde det ikke været for det, havde vi holdt vores plan. Men med et køleskab, kunne vi holde pølser kolde, og vi besluttede derfor (allerede dagen før) at indlede dagen med at køre tilbage til Højer for at proviantere. Desuden havde Tim opdaget, at et par af hans gamle fodboldvenner, Henrik og Tina, som han ikke havde set i flere år, ferierede i Højer, og på Facebook havde han aftalt, at dem ville vi så besøge. Da vi bare skulle til Højer så hurtigt som muligt, tog vi motorvejen det første stykke. Fra Kliplev forsatte vi ad en landevej med samme nummer som motorvejen. Den førte os til Tønder, og så var der ikke langt til Højer. En time og et kvarter efter at have forladt Rønhave holdt vi uden for pølsefabrikken.

Vi - eller rettere jeg - fik købt de ønskede pølser og en gave til at tage med hjem til Tina. Efter besøget satte vi gps'en til, og fandt vej til det hus, hvor Tims venner havde slået sig ned. Det lå lidt uden for byen, og var forholdsvis nemt at finde. Vi hyggesnakkede med Henrik og Tina en times tid, og blev så enige om at fortsætte vores færd. Højer ligger noget isoleret, der hvor gest bliver til marsk. Tidligere var kystlinjen meget længere inde i det, der nu fast land, og Tønder har engang været havneby. Vi ville tilbage mod øst, og tog derfor samme vej, som vi var kommet i hvert fald til Møgeltønder. Selv om vi i 2014 havde set det sted, hvor guldhornene i sin tid blev fundet, ville vi gerne se det igen, så vi kørte nord på til Gallehus, hvor fundstederne er. Her blev de to horn fundet med 95 års mellemrum (1639 og 1734) og kun ca. 10 meter fra hinanden. I dag er de væk, idet de, som alle ved, i 1802 blev stjålet fra Det Kongelige Kunstkammer, hvor de blev opbevaret. Hornene blev omsmeltede og solgt som smykker. Da man senere fremstillede kopier efter tegninger af de originale horn, blev disse kopier stjålet fra en udstilling i Jelling i 2007. Ret imponerede at de horn, som havde ligget frit fremme på jorden i mere end 1200 år, skulle blive stjålet fra lukkede rum 2 gange på 200 år. Kopierne er dog genfundet og er i dag udstillet på Nationalmuseet.

I dag står der på hvert af de to fundsteder en mindesten. Da vi havde set på dem, vendte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte øst på, men ikke specielt langt. Da vi nåede Dravedvej, drejede vi til venstre ad denne - altså nord på. Vi ville besøge Draved Skov, som vi også besøgte i 2014. Visse steder udråbes denne som Danmarks eneste urskov, men det er ikke korrekt. Der er ikke tale om en urskov efter de gængse definitioner. Der er derimod tale om såkaldt naturskov eller "urørt skov". Det vil sige at der ikke fældes eller plantes i skoven, som dermed får lov til at passe sig selv. Det betyder, at det er de naturlige træer, der gror, på de steder, hvor jordbunden mm. er bedst for netop de enkelte sorter. Skoven (navnet betyder i øvrigt "sump skov") er domineret af træer som eg, lind og rød-el, men også mange andre løvtræer findes. Vi gik lidt omkring i skoven, inden vi vendte tilbage til bilen og fortsatte mod nord til Løgumkloster. Her har der både været kloster og slot, men kun få dele af begge er bevaret. Til gengæld er der en kirke, og den besøgte vi. Kirken stammer helt tilbage til 1200-tallet og er forholdsvis interessant, selv om den er moderniseret nogle gange siden. Blandt andet er der nogle kirkebænke, hvor sæderne vender mod hinanden som i et S-tog. Altertavlen, døbefonten og prædikestolen er interessante og i et siderum er udstillet nogle kutter, der svarer til de, cisterciensermunkene gik med i klosterets tid. Vi beså også det af klosteret, der er levnet, nemlig kapitelsalen, hvor munkene mødtes i fællesskab og dormitoriet, hvor de sov. Til sidst gik vi en tur rundt på kirkegården, inden vi kørte videre. I byen findes også et refugium, hvor man - mod betaling - kan få sig til et sted, hvor man i ro og fred kan meditere over tingene eller på anden måde koncentrere sig.

Fra Løgumkloster satte vi kursen mod nordøst mod Hoveslund Stationsby. Ikke fordi vi havde noget ærinde her, men den ligger tæt på Immervad Bro, og her havde vi ærinde. Immervad Bro er nok den mest kendte af de få broer, der er tilbage, som førte hærvejen over diverse vandløb. Den nuværende stenbro er fra 1786, men der har været træbroer på stedet i århundreder. Broen er en såkaldt stenbjælkebro, der netop efterligner de tidligere træbroer. Broens overflade består næsten nogle 4,5 m lange stenbjælker, og alle de sten, der er brugt til broen, er hugget af samme granitblok, som blev hentet fra omegnen af Haderslev. Broen førte oprindeligt over Rudbæk Å, men i dag er der tørt under broen, da man har flyttet åløbet nogle meter. Som navnet antyder, var der oprindeligt tale om et vadested, hvor det var muligt at krydse åen. Lige ved siden af broen står en runesten, der kun bærer indskriften Hærulf, og som uvist af hvilken grund kaldes Hærulfstenen. Den stammer fra 800-tallet, altså fra begyndelsen af vikingetiden. Der fortælles om denne sten, at den vender sig, når den lugter brød!

Immervad Bro ligger altså ved Hærvejen, og vi blev på denne, da vi kørte syd på. Vejen er her en glimrende grusvej, selv om den af og til er afbrudt, så man skal ud på landevejen. Undervejs passerede vi Bolderslev, hvor der engang boede en kong Bolder. De fleste historikere er enige om, at Bolder = Balder, altså en af guderne i nordisk mytologi, Mange er også enige om, er der er tale om en virkelig person, og forfatteren Peter Grove, mente, at der er tale om Beldeg, en søn af hunnerkongen Atttila, som lå i krig med en kong Høder, en daner, der havde sit hjem i det nuværende Højer. Jeg skal ikke blande mig i diskussionen, men jeg tror dog at Grove har ret i, at det er mere sandsynligt, at man "skaber" en guddom på baggrund af en virkelig person end omvendt. Ved Hærvejen eller Oksevejen ikke langt øst for Bolderslev ligger bakkedraget Urnehoved. Her lå i gamle dage Urnehoved landsting, hvor blandt andre Harald Kesja blev kåret til konge, og hvor Erik Emune blev dræbt. Det besøgte vi selvfølgelig også. Man ved ikke med sikkerhed, hvor tingstedet lå og mener, at det måske blev flyttet rundt på bakkedraget, men der er opsat et monument med nogle mindesten, på et af de sandsynlige steder. Dette sted besøgte vi og tog billeder at stenene, mens vi så tilpas højtidelige ud.

Vi fortsatte mod syd ad Oksevejen til vi kom til Bjerndrup Mølleå. Her ligger endnu en af de gamle broer, der førte Hærvejens vejfarende over vandløbet. Broen hedder Povlsbro og er en enkeltbuet stenbro fra 1744. Nær broen ligger Povls Kro. Også denne bro blev behørigt fotograferet inden vi fortsatte turen mod syd. Næste stop var ved den sidste af dagens tre hærvejsbroer, Gejlå Bro, som sjovt nok fører vejen over Gejlå. Gejlå Bro er en dobbeltbuet stenbro, så nu havde vi set tre forskellige broer af tre forskellige typer. Vi var nu ikke langt fra Padborg og Kruså, så vi besluttede at indlægge et besøg i Frøslevlejren, som ingen af os havde besøgt før.

Da vi nåede frem til lejren, var det blevet hen på eftermiddagen, så der var ikke mange andre mennesker, men dog nogle. Vi parkerede udenfor lejren og gik så ind. For de, der ikke ved det, var Frøslevlejren interneringslejr under 2. Verdenskrig. Lejren fungerede fra august 1944 til krigens slutning. Efter krigens afslutning blev landssvigere og medlemmer af det tyske mindretal interneret her. I dag er stedet primært museum, og der er gratis adgang. Vi spadserede rundt mellem barakker og vagttårne, og besøgte et par af museerne, der fortalte om den periode, mellem 1944 og 1945, hvor det var danskere, der var interneret i lejren. I de ni måneder lejren fungerede, nåede 12.000 danskere at være interneret her, og 1.600 af disse blev sendt videre til KZ-lejre i Tyskland. Da vi mente, at vi havde set nok, satte vi kursen hjemad mod Rønhave. På vejen tilbage gjorde vi et kort ophold i Rinkenæs, for at fotografere et skilt med en flyvende and med en hest i en vogn. Mindelser om den gamle børnesang om "Rapanden Rasmus fra Rinkenæs Sogn" kom selvfølgelig op i os, hvad de faktisk allerede havde gjort, da vi så bynavnet på kortet. Senere ville vi gerne have set Gråsten Slot, og det gjorde vi også, men kun ude fra vejen, da parken var lukket fordi dronningen med familie ferierede på slottet. På vej fra Gråsten til Dybbøl begyndte det at regne, og det blev værre og værre, så da vi nåede Dybbøl, opgav vi videre turisme, og nøjedes med at tage et billede af Dybbøl Mølle ud af bilens vindue.

Da vi kom tilbage til Rønhave skinnede solen igen, men sådan kan det jo gå. Vi slappede af på værelset en times tid, og kørte så ind til Sønderborg. For første gang på turen havde vi bestilt bord på en restaurant, og vi klædte endda om i lange bukser og rigtige sko i stedet for sandaler. Som jeg har nævnt i en tidligere artikel ligger Rønhave på Kær Halvø, og da vi passerede landsbyen Kær ville jeg have taget et billede. Som Tim fik taget sit billede ved byskiltet i Tim, ville jeg have taget mit i Kær. I den fotobog, jeg har lavet fra turen, er teksten til de to billeder: "Tim er Tim i Tim" og "Jan er kær i Kær". Vi fortsatte til Sønderborg, satte bilen og spadserede langs havnen til restauranten Propperiet, der er kendt for sin fiskebuffet. Desværre serverede de den kun til frokost, så det måtte vi undvære. I stedet spiste vi fisk til forret og mørbrad til hovedret. Begge dele var fremragende, selv om Tim mente at hans forret kunne have været lidt mere krydret. Mine jomfruhummere, var dog perfekte.

Det blev turens dyreste måltid, men det var bestemt pengene værd. Da vi ikke kunne rumme mere, gik vi tilbage til bilen og kørte tilbage til Rønhave. På vej tilbage begyndte det at småregne igen, og da vi var kommet op på værelset kunne vi ud af vinduet nyde et formidabelt tordenvejr. Det varede ved i 2-3 timer og gav underholdning lige til sengetid .- og lidt længere.