Nye syn og gensyn

Sidste dag på turen. Vi skulle nu sætte kursen mod Brøndby, men selvfølgelig skulle vi se noget på vejen. Da vi skulle tjekke ud fra Rønhave, foregik det på den måde, at man ringede på en klokke, og så kom der betjening oppe fra øverste etage, som vi betalte til  (betjeningen, ikke etagen). Det var første gang, vi mødte nogen af dem, der passede hotellet. Vi havde allerede pakket bilen, så vi kunne forlade stedet for sidste gang, og sætte kursen gennem Sønderborg og tilbage til fastlandet. Her satte vi i første omgang kursen mod Åbenrå, hvor vi ikke dvælede længe, men tog dog et par billeder fra havnen. Fra Åbenrå fortsatte vi mod Haderslev, idet vi holdt os væk fra motorvejen og tog landeveje i stedet - ligesom for at få set noget mere. Undervejs gennem byen passerede vi Møllestrøm, som forbinder Haderslev Fjord og Haderslev Dam. Sidstnævnte var skueplads for det, der i dag kaldes Katastrofen på Haderslev Dam. I 1959 forulykkede en turbåd, der sejlede med turister på søen. Båden var bygget til 35 passagerer, men der var 93 ombord, og 57 af disse omkom.

Fra Haderslev fortsatte vi mod dagens første egentlige mål, Christiansfeld. Byen er forholdsvis "ung" i forhold til mange andre danske byer. Den blev grundlagt i 1773 af den herrnhutiske brødremenighed, og opkaldt efter Christian VII, som havde lovet menigheden skattefrihed i 10 år. De fleste af husene i byens centrum er opført inden 1800, og de er alle bygget af gule mursten, hvilket giver byen et karakteristisk udseende. I 1867 blev byen givet status som en "flække". Det lyder ikke særligt fint i dag, men det betød faktisk, at selv om byen ikke var købstad, fik den nogle rettigheder, som andre småbyer ikke havde. Augustenborg og Nordborg på Als er også flækker, og det samme er Højer, som vi også har besøgt på turen. Vi så på nogle af byens huse og tog blandt andet billeder af Brødremenighedens Hotel, hvor mange kendte har boet i tidens løb, fx Frederik VI med familie, Christian VIII, Frederik VII og Christian X, for bare at nævne nogle af de kongelige. Også kosakgeneralen  Baron Friedrich Karl von Tettenborn, Hertugen af Augustenborg og Prins Friedrich Karl af Preussen har været gæster. Lige overfor hotellet ligger Brødremenighedens Honningkage bageri, som dog ikke havde åbnet endnu, da vi var der, men så købte vi bare honningkager, som byen er berømt for, i Honningkagehuset. Det var jeg i øvrigt også blevet anbefalet af min sønderjyske kontakt, som mente, at kagerne her var bedre end brødremenighedens. Tak Connie!

Fra Christiansfeld fortsatte vi nord på mod Skamlingsbanken, hvor vi ville gøre næste stop. Skamlingsbanken er et bakkedrag, som på det højeste sted rager 113 m op over havets overflade. Her har der i tidens løb været afholdt adskillige sprogfester og andre store folkemøder, hvor blandt andre Grundtvig har holdt taler. Blandt andre møder, blev der holdt et "Genforeningsmøde" i 1919 altså før den egentlig genforening af Nordslesvig og Danmark fandt sted, og det største møde var Befrielsesfesten den 24. juni 1945, hvor mere end 80.000 mennesker deltog. I moderne tid lægger stedet plads til operakoncerter. I dag står der en mindestøtte og en række mindesten på toppen, hvorfra der mod vest er en fin udsigt over landskabet og mod øst en lige så fin udsigt over Lillebælt. Vi gik omkring og nød sted og udsigt en halv times tid inden vi fortsatte. I øvrigt oplevede vi på vej mod Skamlingsbanken turens eneste navigationsfejl, da vi kørte lige ud et sted, hvor vi skulle have drejet til højre. Da vi ikke kom til Skamlingsbanken som forventet, blev vi klar over, at vi havde kørt forkert og vendte om. I andet forsøg fandt vi stedet uden problemer.

Fra Skamlingsbanken kørte vi nord på til Kolding, hvor vi ikke gjorde ophold, men dog fik taget et enkelt billede af Koldinghus. Vi skulle nu vest på igen for en stund. Fra Kolding fortsatte vi mod Egtved, hvor "pigen" blev fundet. Den nyeste forskning viser, at hun ofte rejste frem og tilbage mellem Danmark og Schwartzwald i Sydtyskland, hvor hun formodentlig også stammede fra - og hun kom til Danmark for sidste gang få måneder før sin død. Lange rejser i 1370 f.Kr.! Vi besøgte fundstedet i 2014, og sprang det over i år. I stedet fortsatte vi mod nordvest, mod Randbøl Hede. Heden er Danmarks største "indlandshede" med sine 750 hektar. Heden passes at det lokale statskovdistrikt, så den ikke gror til i skov, hvilket den ville gøre, hvis den fik lov at passe sig selv. Tidligere var heden et øde sted, som var frygtet af de rejsende, der skulle passere den, på grund af de røvere som holdt til på heden. I dag ser den ganske fredelig ud, og er det vist også. I den ene ende af heden har siden 1802 ligget Frederikshåb Plantage. Den kørte vi forbi, men besøgte den ikke. Den er ellers hjemsted for et besynderligt naturfænomen, de såkaldte syvårssøer. Det er søer, der af og til er store og vandfyldte, mens man til andre tider kan gå tørskoet på søbunden, som da er dækket af græs. Mellem 2007 og 2010 var søerne vandfyldte, men siden har de været udtørrede. I plantagen findes også mange (op mod 175) 5.000 år gamle stenrøser, men vi så dem altså ikke.

Vi fortsatte til Billund, hvor vi sprang Legoland over, og i stedet tog hovedvejen mod Vejle. Ved Bredsten kørte vi syd på mod Vingsted, hvor jeg også har tilbragt nogle somre i min barndom, på det, der dengang hed Vingsted Stadion. Der var nu ikke meget stadion over det dengang, en hal, en fodboldbane og et svømmestadion med sandbund og masser af små frøer. I dag er stedet hjemsted for Danske Gymnastik og Idrætsforeninger og det er blevet til et hotel- og konferencecenter og der var ikke meget, jeg kunne genkende, men Vejle Å løber stadig lige forbi stedet, og den fik jeg taget nogle billeder af. Dengang, i 60'erne kunne man gå af en lille landevej 2 km til Ødsted, som var den nærmeste by, men nu er det blevet til en hovedvej. Den tog vi så, og jeg kunne forevise Tim det hus, hvor der engang lå en lille købmandsbutik, hvor vi kunne købe fiskegrej. Fra Ødsted tog vi Ribevej, men så langt skulle vi nu ikke. Kort uden for byen drejede vi mod Vork. Da vi nåede Ravningvej, tog vi den. Målet for denne del af turen var Ravning Enge og Ravningbroen.

Landskabet er meget smukt når man kører ned i Vejle Ådal, og vi fik taget en del billeder. Et stykke før man krydser Vejle Sønderå, kommer man til Ravningbroen, men det er svært at se. Broen eksisterer nemlig ikke mere. Der er bygget en lille stump kopi af den gamle bro i hver ende af denne, men den egentlige bro er for længst forsvundet. Tilbage er rester af nogle af broens træpiller, men en dæmning er anlagt over dem, for at beskytte dem mod udtørring, da området blev drænet. Jeg må hellere tilføje, at der er tale om resterne af en bro fra vikingetiden, bygget omkring 980 e.Kr., så den har et par dage på bagen. Broen har været et meget imponerende bygningsværk, hele 760 m lang og 5 m bred. I dag ved man ikke med sikkerhed hvilket formål broen har tjent, men det har været et imponerende bygningsværk. Broen menes at være opført af Harald Blåtand eller i hvert fald i hans regeringstid, og måske har den hørt sammen med de mindst fem ringborge, som også blev opført i denne tid. I dag er der ikke meget at se, bortset fra dæmningen, der dækker broens piller. Den ses som en lang lige linje i landskabet.

Vi kørte tilbage til hovedvejen og satte igen kursen mod Vejle. Denne gang holdt vi på helt til byen, hvor vi kørte lidt omkring og blandt andet så Vejle Mølle på en bakke over byen. Vi besøgte den ikke, for vi vil ikke betale for at gå op ad trapper. (Faktisk ved jeg ikke om det kostede noget, for vi undersøgte det ikke.) Fra møllen  fortsatte vi ud langs sydsiden af Vejle Fjord mod Munkebjerg. Undervejs stoppede vi for at beundre Vejlefjordbroen, inden vi kørte op gennem skoven mod Munkebjergs top ad den serpentinevej, som fører op ad bakken. Vel oppe, 93 m over havet, kørte vi tilbage mod Vejle for at ramme "den nye vej" til Fredericia. Jeg ved ikke hvornår vejen er anlagt, men jeg kalder den stadig "den nye vej", selv om jeg kørte på den første gang i 1980'erne. I Fredericia så vi på statuen af "Landsoldaten" ved byens vold, og vi besøgte Hjortevej, hvor Tims oldeforældre boede før han blev født, og det hus havde han aldrig set.

Fra Fredericia satte vi kursen direkte mod Brøndby, og vi gjorde ikke flere stop. Vi satte dog farten lidt ned på vej over Sprogø, så jeg fik taget et billede af fyrtårnet her. Omkring kl. 16.30 landede vi hjemme efter ni dages udflugt i det jyske, og selv om Danmark kun er et lille land, og Jylland kun en del af dette havde vi faktisk nået at køre 2.810 km.