Arlington kirkegården

Vi har besøgt Washintgton DC et par gange, og to gange er vi om ikke endt på Arlington Kirkegården så i hvert fald har vi besøgt den. Den første gang, var også første gang, vi var i USA. Vi (os, ungerne og svigerfamilien) tog metroen fra vores hotel i Georgetown til Arlington, og gik derfra ind på kirkegården. Her kan man få en busrundtur, der varer omkring 40 minutter og det kostede den gang $8 pr. snude, så sådan en havde vi besluttet os til at tage. Imidlertid er Arlington en "aktiv" kirkegård hvor der foregår omkring 24 begravelser om dagen. Under begravelser er busturene indstillede. Og da vi kom, skulle der netop være begravelse og der ville ikke køre nogen busser før 45 minutter senere. Svigerfamilien og Tim, der stadig havde ømme fødder efter en længere vandretur i Washington dagen før, besluttede at vente på bussen, mens Dorte, Tina og jeg valgte at gå rundt i stedet.

Kirkegården blev grundlagt under den amerikanske borgerkrig, da nordstaterne i 1864 manglede begravelsesplads til deres mange døde soldater. Generalmajor Montgomery Meigs, som havde mistet en søn i krigen, og som hadede sydstaterne, foreslog at man inddrog 80 hektar af den jord, som tilhørte sydstatsgeneralen Robert E. Lee. Lee's plantage, Custis Mansion eller Arlington House, som den også kaldtes, lå i Arlington lige på den anden side af Potomac floden fra Washington. Som begrundelse for at konfiskere jorden, hævdede man, at Lee jo ikke betalte skat til USA. Senere anlagde Lee's arvinger sag mod staten, og USA's Højesteret afgjorde at konfiskationen var ulovlig og tilkendte Lee's arvinger $150.000 i erstatning. Men jorden fik de ikke tilbage. I dag ligger omkring 250.000 begravet på kirkegården, der er USA's vigtigste nationale kirkegård. Selve Arlington House er i dag indrettet som museum for Robert E. Lee.

Blandt de kendteste, der ligger begravet på kirkegården, er nok brødrene Kennedy, og deres grave gik vi op for at besøge. På John F. Kennedys grav brænder en evig flamme. Ved siden af Kennedy ligger hans hustru, Jacqueline Bouvier Kennedy Onassis og to af deres børn. Overfor gravene ligger et monument, med citater fra Kennedys taler. Selv om Kennedy døde, da jeg var ti år, og jeg ikke er én af dem, der husker præcis, hvad jeg foretog mig, da jeg fik meddelelsen om hans død, giver det alligevel en underlig fornemmelse at stå ved hans grav. Herfra gik vi videre til Robert Kennedys grav. Den er noget mindre end Johns, men stadig flot. Følelsen ved at stå her, er i hvert for mig – slet ikke den samme som at stå ved John F.'s grav. Derfra vi gik op til Arlington House, som desværre var lukket på grund af renovation, men vi kunne da konstatere at Robert E. Lee har haft en nydelig udsigt, da han boede her.

Fra Arlington House fortsatte vi ned til Den Ukendte Soldats Grav. Undervejs mødte vi en procession i forbindelse med den begravelse, der var årsag til at busturene på kirkegården var aflyst. Det var et kæmpe optog. Forrest kørte en bil med nogle civilklædte vagter, der vinkede folk væk fra vejen. 50 m efter bilen fulgte et musikkorps, der spillede sørgemusik. Efter musikkorpset kom et æreskompagni på 100 mand af 3. US Infanteriregiment, som er ansvarlig for ceremoniellet på Arlington. 50 m efter æreskompagniet gik en enlig orlogspræst, og yderligere 50 m efter kom så kisten, dækket af det amerikanske flag på en vogn trukket af 6 heste. Derefter fulgte en enkelt sadlet hest med et par støvler placeret omvendt i stigbøjlerne, og bærende den afdødes sabel og gevær. Hesten blev trukket af en major. Bagefter kom et følge på omkring 200 personer til fods, og efter dette omkring 50 store limousiner. Til sidst kom endnu en bil med civilklædte sikkerhedsvagter. Det hele var meget imponerende, og mens optoget passerede, stod vi og så på med behørig respekt. Helt så respektfulde var ikke alle tilskuere. Nogle løb nærmest ind mellem deltagerne i optoget, for at fotografere, men det syntes jeg var i overkanten, så jeg har desværre ingen billeder til at bevise at det hele foregik som her beskrevet, men det gjorde det nu. Vi fandt aldrig ud af, hvem der blev begravet, men det så ud til at være mere end bare en almindelig menig, der blev stedt til hvile ved den lejlighed. Ikke mindst fordi kun officerer med rang af oberst eller højere, har "ret" til den rytterløse hest.

Ved "Den Ukendte Soldats Grav overværede vi et vagtskifte. Navnet er i virkeligheden "Tomb of the Unknown" (eller bare De ukendtes Grav), for rent faktisk ligger der flere ukendte begravet her. Den første er en ukendt soldat fra 1. Verdenskrig. Dernæst en ukendt soldat fra 2. Verdenskrig, en ukendt soldat fra Korea-krigen, og tidligere lå der også en ukendt soldat fra Vietnam-krigen. Denne blev imidlertid senere identificeret som Michael Blassie fra US Airforce, og hans lig blev gravet op i 1998 og overført til hans families hjemby, St. Louis, Missouri. Selve monumentet er en stor hvid marmorblok og foran ligger marmorplader over de tre ukendte soldaters grave. Ved monumentet holdes vagt i døgndrift, og siden 1948 har det været The 3'rd U.S. Infantry Regiment ("The Old Guard") som har været ansvarlig for vagten. Dette regiment, der er det ældste i USA's hær, stiftet helt tilbage i 1784, fungerer også som præsidentens vagtstyrke og militære eskorte. Vagtskifte ved graven finder sted hver halve time, og mange danske vil nok synes at ceremoniellet er en anelse overdrevet, men for en gammel søofficer som mig, synes det at være OK, selv om jeg ikke helt kan forestille mig noget tilsvarende i Danmark.

Efter den ukendte soldat gik vi rundt på kirkegården og så på flere grave, både kendte og ukendte, blandt andre Pierre l'Enfant, Washingtons byplanlægger og én af de få udlændinge, der ligger på Arlington. (Han var født i Frankrig, men var dog amerikansk statsborger. En anden udlænding er Feltmarskal Sir John Dill, der var engelsk forbindelsesofficer under 2. Verdenskrig. Også hans grav så vi, og så var vi ved at være trætte, så vi satte os på en bænk ved mindesmærket for de astronauter der blev dræbt, da rumfærgen Challenger eksploderede. Her blev vi kontaktet af en af kirkegårdens vagter. Ikke fordi vi havde gjort noget, men hun var meget imponeret af Tinas frisure, og ville gerne vide hvor og hvordan hun havde fået lavet den, Så Tina måtte fortælle, at den havde hendes frisør i Danmark lavet, og så fik vi en snak med vagten om Danmark og USA.

Næste gang vi besøgte Arlington, fik vi ikke set helt så meget, da vi havde gået en længere tur forinden. Blandt andet havde vi gået fra Capitol til kirkegården, og temperaturen lå den dag og svingede mellem 35 og 38 grader i skyggen, så vi var noget udmattede, men vi fik da genset Kennedyernes grave og Arlington House, som fortsat var under renovation her to år senere.