Et kort besøg i Canada mm.

Vi startede med at se lidt på Bar Harbor, hvor vi havde overnattet på Mizzentop lidt uden for byen. Morgenmaden blev indtaget på en diner i hovedgaden, og så kørte vi ellers tilbage til fastlandet efter vort besøgt på Mount Desert Island. Egentlig var vores plan, at vi ville være kørt vest på til New Hampshire, men det opgav vi, og besluttede os i stedet for at fortsætte videre mod nordøst langs kysten ad US Highway 1 op til den canadiske grænse. Vi forlod byen og kørte tilbage ad samme vej som vi kom – der er kun én vej over til øen – og tilbage til Ellsworth.

Fra Ellsworth kørte vi så ud på US 1, som vi fulgte rundt om bugten, Frenchman Bay. Imidlertid forlod vi den igen allerede efter få kilometer, for at køre ud på halvøen Schoodic Peninsula, på den anden side af bugten. Halvøen omfatter ca. 5% af Acadia Nationalparken, og vejen derned var en scenic route, så det var jo nydeligt. Vi troede, at vi måske kunne nyde udsigten over til Mount Desert Island, men i begyndelsen var det tåget, og da tågen lettede, var udsigten gemt bag træer, men det var nu meget hyggeligt at køre på de små veje, gennem byer som Gouldsboro, Winter Harbor, Birch Harbor og Prospect Harbor. Ikke mindst den sidste var et meget hyggeligt lille fiskerleje. Efter rundturen vendte vi tilbage til hovedvejen og fortsatte mod nordøst.

Denne del af Maine kalder de lokale "Down East Region", og jo længere mod nordøst, man kommer, jo "further down east" kommer man. Her skal man lige vænne sig til, at man kører i nordlig retning for at komme "down". Den sydligste del af kysten kaldes Maine Beaches Region, derefter kommer Casco Bay Region, Mid-Coast Region og altså Down East Region, som dækker den nordøstligste del af kysten, og den sydlige del af grænsen til Canada.

Vi fortsatte altså mod nordøst, til byen Whiting. Her drejer US 1 mod nord, så det gjorde vi også, og fulgte vejen rundt om en række små bugter. På denne strækning gjorde vi holdt et par gange for at fotografere naturen i form af floder, søer mm. Ved Robbinston når vejen ud til Passamaquoddy Bay. På den anden side af denne smalle havbugt ligger Canada, og også her gjorde vi holdt, så jeg kunne få taget et billede af Dorte, der peger mod dette forjættede land. Vi fortsatte turen videre mod grænsebyen Calais/St. Stephen, og efter et langvarigt vejarbejde, hvor hovedvejen mest af alt lignede en grusvej i et øde skovområde, nåede vi frem til denne by, som amerikanerne udtaler "Kallos", ikke "Kalæ", som vi gjorde. Vi parkerede bilen ved det lokale informationscenter, og benyttede os af deres hjælpsomhed til at forklare os, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi gerne ville spadsere til Canada. Da det var overstået, så vi efter nogle hotelbrochurer, for det område, vi skulle overnatte i. En venlig rangerdame hjalp os med problemet, og fortale os, at Millinocket (som var vore nyvalgte "endestation" for dagens tur) simpelthen er Maines elgcentrum, så her ville vi have alle chancer for at se elge.

Vi efterlod bilen, hvor vi havde sat den, og spadserede mod grænsen. Her mødte vi en canadisk grænsevagt, som vi fortalte, at vi bare lige skulle til Canada, for at kunne sige, at vi havde været der. Det syntes han var meget sjovt, så han gik ind på at stemple vores pas, så vi havde bevis på sagen, når vi kom hjem. Derefter krydsede vi grænsen og spadserede ned ad gaden i St. Stephen, som byen på den canadiske side hedder. Det var efterhånden blevet lidt hen på eftermiddagen, så vi besluttede os for at spise frokost på canadisk jord. Vi fandt derfor en restaurant, som lå i en nedlagt chokoladefabrik, hvor der desuden var chokolademuseum! Det besøgte vi nu ikke, og da vi havde fået stillet den værste sult, gik vi tilbage over grænsen. På den amerikanske side måtte vi selv antaste en tolder, som ville tage sig af os. Han spurgte som det første, hvor vi havde stillet vores bil – ingen andre end os krydsede grænsen til fods, og da vi genfortalte historien om, at vi havde været i Canada i omkring 45 minutter, for at kunne prale af det derhjemme, mente han også, at når vi nu havde et indrejsestempel fra Canada, måtte vi også have endnu indrejsestempel fra USAi passet, så man kunne se, at vi var indrejst i USA igen. Så det sørgede han for at vi fik.

Vi forlod Calais og den canadiske grænse igen, og fortsatte mod nord ad US 1 omkring 60 kilometer til den lille by Topsfield. Her forlod vi hovedvejen og så gik det ellers en mindre veje mod nord. Turen var ganske køn og førte gennem skovklædte småbjerge langs søer og over floder. Byerne langs vejen var forholdsvis små, men der var til gengæld en del af dem. Den normale hastighedsgrænse på vejen var 55 miles (88 km i timen), men gennem byerne og ved større vejkryds, blev hastigheden typisk sat ned til 35 miles (56 km) og nogle steder til 25 miles (40 km i timen), så det tog er par timer at køre de ca. 100 km til dagens mål i Millinocket.

Denne by ligger i et område i Maine såkaldte Highlands Region, der kaldes Katahdin, opkaldt efter bjerget Katahdin. Dette bjerg, der er 1.606 meter højt, er det højeste bjerg i Maine. Det ligger ca. 40 km nordvest for Millinocket. På nogle kort, blandt andre RandMcNally ses navnet som Mount Katahdin, men ikke på lokale Maine kort. Katahdin betyder "Det største Bjerg" på penobscotindianernes sprog, og de lokale mener, at det ville være dobbeltkonfekt at sætte "bjerg" foran. Vi kunne se bjerget på afstand (og kom heller ikke tættere på det end byen). Bjerget er specielt interessant, fordi det er det nordlige startpunkt på vandrestien Appalachian Trail, der slutter 3.500 kilometer længere mod syd ved Springer Mountain i Georgia.

På det sidste stykke til Millinocket kom vi forbi mange skilte, hvor de advarede om, at der kunne forekomme elge på vejen, men vi så nu ikke nogen. Vi fandt et hotel, hvor vi fik et værelse i stueplan, og der slappede vi af en times tid, mens vi overførte billeder fra vores kameraer til pc'en. Så kørte vi ud for at finde et sted at spise. Først kørte vi til selve Millinocket, men vi fandt ikke umiddelbart noget, der så interessant ud. I stedet kørte vi tilbage samme vej, som vi var kommet til en mindre by lige ved I-95, East Millinocket, men heller ikke her fandt vi noget, der af interesse. Til gengæld kom vi forbi en idrætsplads, hvor nogle mennesker var i gang med at spille softball. Ved siden af denne idrætsplads stod en kampvogn, som viste sig at være en del af et mindemærke. Vi parkerede bilen og stod ud for at kigge på mindesmærket, som var et mindesmærke over alle de lokale, der var døde i en lang række krige, fra den spansk-amerikanske krig og fremad. Et lignende mindesmærke, havde vi også set i selve Millinocket, og næste dag så vi flere af dem i andre byer, så det er åbenbart noget, man går meget op i på de kanter.

Interessante spisesteder så vi ikke nogen af, så vi besluttede at stoppe ved en Subway og købe nogle sandwich med tilbage til hotellet, og det gjorde vi så. Elge så vi heller ikke nogen af. På hotellet fandt vi en brochure, hvoraf det fremgik, at vi kunne købe en "elgtur" med elggaranti, men det var ført næste dag, og da vi skulle videre, opgav vi tanken.