Krige mod de hvide - I

Når man tænker på hvor mange krige cherokeestammen førte med andre indianerstammer, både nærboende og nogle, der boede meget langt fra deres eget territorium, er det egentlig forbløffende så få krige, de førte mod de hvide indtrængere i deres land. At de ikke førte krige, skal ikke ses som et tegn på, at der ikke blev kæmpet, for det gjorde der bestemt, men de fleste slag var såkaldte raids, hvor mindre, uafhængige grupper af cherokee'er overfaldt mindre forter og/eller spredt liggende bebyggelser.

Den anglo-cherokesiske krig

Det blå område på kortet til venstre viser det område på ca. 350.000 km², som cherokeestammen oprindeligt kontrollerede. Fra Museum of the Cherokee Indians i Cherokee, North Carolina.

I 1756 deltog ca. 100 cherokee-krigere under ledelse af høvdingen Ostenaco, (en af de cherokee'er, som i 1730 havde ledsaget Alexander Cummings til London) i en engelsk ekspedition mod shawnee-stammen i Ohio. Undervejs skulle man krydse en flod, og her gik en stor del af udrustningen tabt. Kolonisterne beholdt resten selv, og overlod intet til de ledsagende cherokee-krigere. Det fik krigerne til at stjæle nogle heste fra kolonisterne og så tog disse hævn ved at dræbe og skalpere 20 af krigerne. Det fik en del af stammen til at gå på krigsstien mod kolonisterne i Virginia, for at hævne sig.

Imidlertid opfattede den engelske guvernør over South Carolina, William Lyttleton, det som et angreb på alle hvide, og i 1759 erklærede han krig med cherokeestammen. Han rejste en hær på 1.100 mand og sendte dem mod stammens Lower Towns i South Carolina, og 15 landsbyer blev ødelagt. Stammen sendte en delegation på 32 høvdinge til Lyttleton for at bede om hjælp til vinteren, da de fleste af deres forråd var blevet ødelagt, under det, de selv mente, var et uprovokeret angreb, inklusive mange jagtvåben, afgrøder og andre livsfornødenheder mm. Lyttleton kvitterede med at lade alle 32 høvdinge anholde og føre til Fort Prince George, hvor de blev spærret inde i et rum, beregnet til seks. Cherokee'erne sendte nu deres kendte fredshøvding, Attacullaculla til Lyttleton, og det lykkedes ham at forhandle sig frem til en frigivelse af tre høvdinge, heriblandt krigshøvdingen Oconostota. Lyttleton regnede formodentlig med, at en frigivelse af nogle af gidslerne, ville give ham fred. Sådan gik det imidlertid ikke.

Cherokee'erne fortsatte deres angreb mod nybyggere i området. I 1760 begyndte en cherokeestyrke at belejre fortet for at befri de resterende høvdinge, og adskillige soldater, blandt andre fortets kommandant, blev dræbt. Kommandantens afløser beordrede de 29 gidsler dræbt, og da han fik hjælp fra en større styrke fra Charleston blev angrebet afvist.  Også Fort Ninety Six og Fort Loudon i North Carolina blev sat under belejring. Fort Ninety Six modstod angrebet og indianerne trak sig tilbage til deres Middletowns. Belejringen af Fort Loudon fortsatte imidlertid, og adskillige engelske småbefæstninger i South Carolina faldt i stammens hænder. Stammen blev blev tilbudt forhandlinger, efter at være blevet slået tilbage ved Fort Prince George og Fort Ninety Six, men ønskede ikke at deltage i sådanne.  Blandt de høvdinge, som ledede disse kampe var kendte navne som Standing Turkey (der var franskvenlig), Ostenaco, den frigivne Oconostoa og Attacullaculla.

Slaget ved Echoee

Guvernøren anmodede den engelske øverstkommanderende for hele Nordamerika, Generalmajor (senere feltmarskal og øverstkommanderende for alle britiske tropper), Jeffrey Amherst, om assistance, og denne sendte en styrke på ca. 1.100 mand under kommando af Major Archibald Montgomerie, 11th Earl of Eglington til undsætningen. Styrken bestod udelukkende af tropper fra den regulære engelske hær, blandt andre 4 kompagnier á hver 100 mand fra Royal Scots (det ældste engelske infanteriregiment) og en bataljon på 700 mand fra Montgomerie's Highlanders, majorens eget regiment. Styrken sejlede fra New York toiCharleston, hvor den blev suppleret af 100 mand fra den lokale milits og 300 beredne Carolina Rangers. Hertil kom 40 til 50 krigere fra Catawbastammen, en af cherokee'ernes fjendtlige nabostammer. Styrken marcherede vest på og overfaldt yderligere nogle af stammens Lower Towns, som blev ødelagt, blandt andre hovedbyen Keowee. Montgomerie ville nu marchere mod Middletowns (i North Carolina), hvilket gav ham store problemer på grund af terrænet. Han måtte blandt andet efterlade sine vogne, og tropperne måtte derfor selv bære og trække det af deres udstyr på "slæder", som pakhesten ikke kunne bære.

Den 27. juni ar styrken nået til et sted i bjergene, 5 miles syd for den sydligste af Middle Towns, Echoee, (som ligger ca. 50 km i luftlinje syd for det nuværende Cherokee i North Carolina). Montgomerie havde udsendt en styrke bestående af Carolna Rangers som fortrop, og denne faldt i baghold i en dyb og snæver dal i bjergene. Lederen, en kaptajn Morrison blev dræbt sammen med et større antal rangers, og det fik de øvrige til at flygte. Nogle (ca. 50) rangers var i følge Major James Grant allerede deserteret, da de blev sendt ind i bjergene. Han kunne også rapportere, at en del af cherokee'erne var bevæbnede med langtrækkende og præcise rifler, der var langt bedre en briternes musketter. "Indianerne sigtede, mens tropperne bare fyrede løs på lykke og fromme". Montgomerie sendte grenaderer og let infanteri til undsætning, og styrken fra Royal Scots avancerede via et højtliggende terræn, hvor de ville få fordel i forhold til indianerne, men de blev slået tilbage af kraftig riffelild, og brugte en del tid på at formere sig igen, for at modstå et modangreb fra indianerne. Montgomerie forstærkede sin venstre flanke med Highlanders, som pressede indianerne tilbage. Indianere trak sig tilbage fra deres stillinger, hvorved de kom i kontakt med Royal Scots, der nu var reorganiserede. Til sidst endte cherokee'erne på en bakke, hvorfra fjenden ikke kunne drive dem væk, og hvor de kunne beskyde de tropper, der kom for tæt på.

Et sted i disse bjerge fandt Slaget ved Echoee sted.

Montgomerie beordrede nu sine styrke til at marchere gennem passet neden for højen for at angribe Echoee, men cherokee'erne på højen, havde sendt løbere til byen, som derfor var tom, da englænderne nåede frem. Samtidigt havde en mindre gruppe cherokee'er omgået den engelske styrke og angrebet pakheste og forsyningerne i øvrigt. Det betød at tropperne måtte vende tilbage for at forsvare deres forsyninger, da de uden disse formodentlig ville være fortabt. Det lykkedes at drive indianerne tilbage, men Montgomerie fandt sig selv med et stort antal alvorligt sårede, som han ikke kunne lade blive tilbage, uanset om han angreb eller retirerede, og han havde mistet så mange pakdyr, at det ville være umuligt at fortsætte fremrykningen. Han måtte derfor efterlade en stor del af sine forsyninger, for at skaffe pakheste nok til at transportere de sårede, og han trak sig tilbage til Fort Prince George. De forsyninger, han stadig havde, blev overgivet til fortets personel, sammen med de hårdest sårede. Derefter fortsatte han tilbagetrækningen til Charleston  og i august sejlede de overlevende af styrken tilbage til New York. Selv om indianere før havde besejret mindre engelske styrker i forbindelse med overfald, var dette den første og eneste gang i Nordamerikas historie at en indiansk styrke slog en regulær britisk hærstyrke i et egentligt slag.

Da det ikke lykkedes for Montgomerie at komme Fort Loudon til undsætning, måtte fortet til sidst overgive sig. Styrken fik tilladelse til at beholde deres personlige våben og ammunition  nok til at de kunne nå tilbage til de engelske kolonier, mod til gengæld at efterlade alle andre våben og ammunitionslagre. Derefter blev de ledsaget bort fra fortet af en cherokee-eskorte. Da indianerne kom ind i fortet, opdagede de, at fortets enlige kanon, og alle mindre våben var smidt i floden, og krudt, kanonkugler, og anden ammunition var gravet ned for at forhindre at det skulle falde i indianernes hænder. Dette brud på aftalen gjorde i hvert fald en del af indianerne rasende og de satte efter de bortdragende englændere. Næste morgen indhentede de styrken, og da eskorten havde trukket sig tilbage aftenen før, angreb 700 indianere den engelske styrke, som ikke havde megen ammunition at gøre godt med. 29 soldater blev dræbt, et antal, der svarede til de 29 gidsler som var blevet dræbt ved Fort Prince George. Tre civile blev ligeledes dræbt, og 120 soldater blev taget som fanger. Da nyheden nåede Charleston bredte panikken sig der, og guvernøren valgte at indgå en seks måneders våbenstilstand med stammen. I denne periode skulle man så forhandle om fred, men forhandlingerne mislykkedes.

Vinteren 1760 - 1761 blev hård for cherokee'erne, som jo havde mistet hele høsten fra de ødelagte Lower Towns, og som kun - efter slagene - havde lidt ammunition tilbage til jagt. Desuden blev de - som så ofte før - ramt af sygdomme (primært kopper, som de havde fået fra de hvide), men moralen var fortsat høj. De havde jo slået englænderne i form af regulære tropper!

Det afgørende slag

Jeffrey Amherst var derimod ikke glad, da Montgomerie vendte tilbage. Han satte sidstnævnte fra bestillingen, og udnævnte i stedet James Grant til leder af den ekspedition, han havde besluttet sig for at sende ud, for "en gang for alle at reducere dem så meget, at de ikke har andet valg end att overgive sig og bede om nåde". Grant var fra tidligere slag en god bekendt at mange, der senere skulle blive hans modstandere under Den amerikanske Frihedskrig, George Washington, Francis Marion, Hugh Mercer m.fl. Grant blev i øvrigt selvsenere guvernør over Florida lige inden frihedskrigen, og han endte sine dage som generalløjtnant og nåede at være medlem af det engelske parlament flere gange, inden han trak sig tilbage til sit gods i Skotland. Han var da Laird of Ballindalloch, og her døde han i 1806 86 år gammel. Men nu var han altså leder af en ny styrke, som skulle eliminere truslen fra cherokee'erne. Styrken bestod af hele tre regimenter af regulære tropper, 1.,  17. og 22. infanteriregiment. Disse blev suppleret med indianere fra mohawk, catawba og chickasaw stammerne, der alle var cherokee'ernes fjender. Hertil kom et stort antal militssoldater fra kolonierne under ledelse af Francis Marion, Charles Cotesworth og William Moultrie, der alle senere skulle få berømmelse under frihedskrigen, som englændernes modstandere. Hertil kom  et større, men ukendt antal beredne rangers. I alt var styrken på mere end 2.800 mand, den største styrke, som nogensinde er blevet sendt ind i de sydlige Appalacher. De var forberedt på en langvarig kampagne i et område, hvor indianerne var meget mere hjemmevante, og de havde forsyninger med, der illustrerede dette. "Forsyningstoget" var mere end halvanden kilometer langt, og mere end 600 pakheste, der kunne bære forsyninger nok til en måned, blev passet af mellem 40 og 50 slaver. Sidstnævnte tog sig også af de levende slagtedyr, som var med på ekspeditionen, så der også var føde, når det, som var i forsyningstoget, var brugt op.

Den 17. juni 1761 mødtes Grants styrke med en styrke på ca. 1.000 cherokees nogenlunde samme sted, som slaget året i forvejen havde fundet sted. Indianerne angreb og koncentrerede sig denne gang om at angribe og dræbe pakhestene. Imidlertid havde de ikke meget ammunition efter slagene i de tidligere år, og de måtte trække sig tilbage. Grants styrke angreb og udslettede derefter 15 af Middle Towns byer, og ødelagde alle afgrøder i området. Grant gav sine tropper direkte ordre til, at alle indianere, mænd, kvinder eller børn, som blev taget til fange, skulle henrettes øjeblikkeligt. I juli havde Grant i den grad udmattet sin egen hær, og 300 mand var for udmattede til at kunne marchere, men det var lykkedes for ham at underminere cherokee'ernes livsstil og økonomi. 4.000 indianere stod uden tag over hovedet og føde, og i august måtte stammen bede om fred. Så Grant opnåede, hvad Montgomerie ikke kunne. Da krigen var slut, havde cherokee'erne mistet omkring 300 af deres krigere, som før krigen begyndte havde talt 2.600, og nu var der kun 2.300 tilbage. Nogle var dræbt under slagene, men de fleste var døde af sult eller kopper. Englændernes tab var i samme størrelsesorden, men her var der flere "at tage af", så det betød ikke helt så meget.

Tiden efter krigen

I november 1761 underskrev cherokeestammen en fredstraktat, Treaty of Long Island on the Holston, med kolonien i Virginia. Året efter underskrev de Treaty of Charleston, hvor de indgik en fredsaftale med kolonien i South Carolina. Et antal engelske officerer rejste ind i cherokee'ernes område i Overhill Towns, for at fremvise fredstraktaten med Virginia som Lower og Middletown havde underskrevet. Blandt disse var ikke mindst Henry Timberlake, som slog sig ned blandt cherokee'erne. Hans dagbog, der blev udgivet allerede i 1765, regnes som en af de bedste beskrivelser af stammens kultur fra samtiden. Efter krigen blev den franskvenlige overhøvding, Standing Turkey, afsat og erstattet af den engelskvenlige Attacullaculla. Englænderne udpegede en ny chef for Southern District of Indian Affairs, John Stuart, som selv havde hovedkvarter i Charleston. Hans førsteassistent, Alexander Cameron slog sig derimod ned blandt cherokee'erne, først i den genopførte by, Keowee, i South Carolina og senere forskellige steder i det nuværende Tennessee. Andenassistenten, John McDonald, boede også hos cherokee'erne, i hans tilfælde på vestsiden af Chickamauga River i det sydlige Tennessee. Det kendskab til cherokeerstammen, som disse opnåede, var sandsynligvis medvirkende til, at dette skulle blive den sidste krig mellem cherokee'er og de engelske kolonister før frihedskrigen. Der skete stadig mindre overfald, men altså ikke flere krige.

Det eneste som er tilbage af cherokeestammens første og helligste by er denne, næste usynlige høj i landskabet til venstre for pælen.

En del af de cherokeebyer, som var blevet ødelagt under krigen, blev aldrig etablere igen. Blandt disse var Kituwa, den vigtigste af byerne i Middle Towns, og af stammen regnet som deres oprindelige, og derfor helligste by, og en af stammens syv "moderbyer". Indbyggerne fra byen flyttede i stedet vest på og slog sig ned bland Overhill Towns i byen Great Island Town på en ø i Little Tennessee River. De eneste, der i dag er tilbage af Kituwa er en lav høj, som knap nok kan anes i græsset på en mark uden for det nuværende Bryson City i North Carolina. På den stod i sin tid den rådshytte, som repræsenterede hele stammen. Stedet anses stadig som helligt af de lokale cherokees.

Den anglo-cherokesiske krig regnes ofte som en del af Den Franske og Indianske Krig, selv om ingen franskmænd var involveret, og selvom cherokee'erne ikke stod på fransk side, og da denne krig sluttede i 1763, med underskrivelsen af Parisertraktaten (Freden i Paris), blev besiddelserne i Nordamerika opdelt, så Louisiana, øst for Mississippi blev engelsk sammen med Canada, Louisiana vest for Mississippi blev spansk. Til gengæld gik Spansk Florida til England, som delte det op i to områder, Østflorida og Vestflorida (ingen af områderne svarer til den nuværende stat Florida, mens det meste af Østflorida lå inden for grænserne af denne). Denne opdeling betød at hele cherokee'ernes område stadig lå på det territorium, som blev kontrolleret af England.

Da traktaterne var underskrevet, rejste Henry Timberlake til London med Ostenaco og to andre høvdinge, den afsatte overhøvding Standing Turkey (som stadig var høvding i sin egen by) og Ata-wayi (Skovdue, også kendt som bare Wayii, Duen). Her mødte de blandt andre skuespilforfatteren Oliver Goldsmith, som havde ventet på dem i tre timer, de sad model for den berømte maler, Sir Joshua Reynolds, som malede deres portrætter, de var til audiens hos George III, og de3 besøgte Tower of London. Alle steder, de kom tiltrak de store menneskemængder, som de ikke kunne kommunikere med. Desværre døde deres oversætter, William Shorey, på rejsen til England, så der var kun Henry Timberlake, der ikke talte meget cherokee til at oversatte, hvilket vanskeliggjorde kommunikationen. I 1762 vendte de tre høvdinge tilbage til Amerika, mens Timberlake blev i England for at ordne nogle forretninger. Han vendte tilbage til Virginia i marts 1763.

Da denne modtagelse i England kom kolonisterne i South Carolina for øre, og da kongen året efter besøget (1763) udsendte en proklamation, der forbød kolonister at slå sig ned vest for Appalacherne, opfattede kolonisterne dette, som om det engelske imperium favoriserede indianerne på kolonisternes bekostning, hvilket var et af de medvirkende irritationsmomenter, som i den sidste ende førte til koloniers løsrivelse fra England.  I sommeren 1764 blev Timberlake opsøgt af fem cherokeehøvdinge, som gerne ville have foretræde for guvernøren (som nu var Jeffrey Amherst). De ville gerne til England og tale med kongen, for at anmode ham om, at gennemtvinge proklamationen, som kolonisterne bestemt ikke overholdt. Mange havde slået sig ned på cherokee'ernes område, både i og vest for Appalacherne. Amherst afslog deres anmodning, men Timberlake besluttede at hjælpe, så han ledsagede tre af høvdingene til England i efteråret 1774. I London blev ansøgningen om audiens afvist af George Montagu-Dunk, Lord Halifax (som blandt andet var ansvarlig for audienser), da besøget ikke var autoriseret af Virginias guvernør. I 1765 blev høvdingene sendt tilbage til Virginia uden at have talt med kongen, mens Timberlake blev sendt i gældfængsel, fordi han ikke havde betalt den sidste regninger for cherokee'ernes ophold.

Den anglo-cherokesiske krig, og de efterfølgende forhandlinger, var cherokee'ernes sidste krampetrækninger, for at undgå at kolonisterne helt fordrev dem fra deres område før Den amerikanske Frihedskrig. Det var imidlertid ikke den sidste krig mod de hvide, men mere om det i en kommende artikel.