Morderen der blev general

General, politiker, diplomat, et-benet, kvindeglad, lydighedsnægter og morder er alle betegnelser, der kan hæftes på Daniel Edgar Sickles, omend ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Uanset hvad man end må mene om Sickles, kan ingen fratage ham, at han både var kontroversiel og farverig.

Politiker og morder

Daniel Sickles blev født i New York City i oktober 1819, selv om han selv senere påstod at han var født i 1825, da han giftede sig med en kvinde, der var langt yngre end han selv. Hans far var advokat med speciale i patenter og desuden politiker. Han blev selv udlært som bogtrykker, og studerede derefter på New York University (eller University of the of City New York, som det blev kaldt dengang). Her studerede han jura, og han blev færdiguddannet som jurist i Benjamin Butlers advokatfirma. Butler var selv politiker og havde været USA's justitsminister fra 1833 til 1838. I perioden hvor Sickles var ansat, var han distriktsanklager for New Yorks sydlige distrikt, svarende stort set til New York City. I 1846 blev Sickles færdiguddannet som advokat, men allerede i 1843 var han blevet indvalgt i staten New Yorks lovgivende forsamling. Hvis hans egen opgivelse af fødselsåret skulle være korrekt, ville han kun have været 17, da han blev valgt. Tanken om soldaterlivet tiltalte ham, men han valgte ikke at gå ind i hæren. I stedet meldte han sig i 1849 til National Guard (hjemmeværnet) som menig, og tre år efter udtrådte han igen - nu med rang af major.

I 1852, 33 år gammel, giftede han sig med den 15-årige Teresa Bagioli, og det skulle komme til at give ham problemer senere. Begges familier var imod ægteskabet. Teresa kom fra en meget velhavende familie. Hendes far var en kendt operasanger og -sanglærer, og hendes morfar var operalibrettoforfatteren Emauele Conigliano, også kendt som Lorenzo da Ponte eller Abbé da Ponte af Wien, som blandt andet skrev teksten til Mozarts operaer, Cosi Fan Tutte, Figaros Bryllup og Don Juan. Da Ponte er i sig selv en historie værd, og den kommer måske en dag. Det var hans søn, som var professor ved universitetet, som skaffede Sickles ind her, og gennem onklen lærte han Teresa at kende. Teresa selv var veluddannet og talte blandt andet fem sprog. Efter at de havde giftet sig mod familiernes vilje, opgav Bagione familien modviljen mod ægteskabet og de blev gift igen, og denne gang blev vielsen forestået af New Yorks katolske ærkebiskop. Syv måneder senere nedkom Teresa med familiens datter, Laura!

Sickles blev udnævnt til "corporation counsel" i New York City i 1853, en post, som betød, at han var byens advokat i civile sager, men han opgav stillingen kort efter, for at blive sekretær for USAs legation (i dag nærmest ambassadesekretær) i England, udpeget af præsident Pierce. I 1855 kom han tilbage til New York hvor han sad i en periode i statens senat. I 1857 blev han valgt til USA's kongres som demokratisk kandidat. Her sad han i to perioder frem til 1861.

I New York holdt han sig ikke tilbage. Han havde flere affærer med prostituerede, og en af dem, Fanny White, havde han med i senatet, og han tog hende med til England, da han rejste derover. Her præsenterede han Fanny for Dronning Victoria, mens hans gravide kone ventede derhjemme i New York. Heller ikke efter at være flyttet til Washington stoppede han sine affærer. Sickles og konen tilhørte byens society kredse, og var kendt for deres middage, og Teresa holdt "audiens" hver tirsdag formiddag, hbor hun modtog andre af hovedstadens societykvinder, og på trods af forskellen i partifarve blev parret gode venner med republikaneren Abraham Lincoln og hans hustru, Mary, som de ofte gæstede - og omvendt.

Ægteskabet gik dog ikke specielt godt. Sickles dyrkede fortsat både prostituerede og andre kvinder, og under præsident James Buchanans indsættelsesceremoni, møde Teresa statsadvokat for Washington, Philip Baton Key, der var et år ældre end Sickles, og ham indledte hun hurtigt et forohld til. Hun har haft noget med ældre mænd! Barton Keys var søn af Francis Scott Key, der skrev USA's nationalmelodi og nevø af Roger B. Taney, præsident for USA's Højesteret.* Key var enkemand og blev regnet for den kønneste mand i Washington. Teresas forhold til ham begyndte formodentlig kort efter mødet og Sickles var længe mistroisk, men hver gang han bragte sagen op, fik hun ham beroliget. I hvert fald indtil 1859. Den 25. februar fik Sickles et anonymt brev, der anklagede Teresa for at have affære med Keys, og da han konfronterede hende, tilstod hun affæren og hun underskrev endda en skriftlig erklæring om forholdet. Hun og Keys havde et hus i en fattig del af byen, hvor de dyrkede deres forhold. To dage senere, den 27. februar så Sickles Key uden for sit hus på Lafayette Square lige overfor Det Hvide Hus. Key signalerede åbenlyst til Teresa med et lommetørklæde, og Sickles sendte en bekendt ud for at opholde Keys. Sickles, selv hentede indtil flere pistoler fra sit kontor og gik ud for at konfrontere Key. Han mødte ham på Pennsylvania Avenue lige uden for Det Hvide Hus og råbte "Key, din slyngel , du har vanæret mit hjem, du skal dø". Derefter skød han ham to gange, den ene gang i skridtet. Key døde kort tid efter i et nærliggende hus, hvor han var bragt til. Sickles gik til Justitsminister Jeremiah Blacks hjem i nærheden. Her tilstod han mordet med ordene "Selvfølgelig dræbte jeg ham, han fortjente det", og overgav sig.

* Det var Taney, der var ordfører for Højesteret i sagen Dred Scott mod Sanford, hvor han erklærede at afrikanske slaver ikke var amerikanske statsborgere, og at reglerne i USA's forfatning om at alle var født lige, derfor ikke gjaldt for dem.

Sickles blev fængslet, men i modsætning til tidens normale skik fik han lov til at modtage gæster, og han blev opsøgt af så mange, at han fik lov til at bruge arrestforvarerens lejlighed til sine modtagelser. Washingtons indbyggere var helt på hans side. En mand, der forførte en andens hustru, var absolut ikke populær i byen. Sickles fik også lov til at beholde sit personlige våben i cellen! Mange af hans besøgende var kendte politikere og han modtog et personligt brev fra præsident Buchanan.

Sickles blev anklaget for mord, og han ansatte flere kendte politikere (mange politikere var dengang juridisk uddannede som han selv) som sine forsvarere. Blandt disse var Edward Stanton, som senere skulle blive USA's krigsminister. Ledende advokat for forsvaret var James T. Brady. Det var imidlertid Stanton som argumenterede overfor juryen, at Sickles var blevet drevet til sindssyge af sin hustrus utroskab, og at han var midlertidigt utilregnelig, da han skød Key. Samtidigt forelagde advokaterne den meget detaljerede beskrivelse af utroskaben, som Teresa havde givet i sin skriftlige tilståelse, men retten nægtede dem at bruge den som bevis. I stedet lod Sickles tilståelsen "sive" til pressen, og pludseligt var alle aviser på hans side. En enkelt skrev endda, at han var en helt fordi han havde frelst Washingtons kvinder fra slynglen Key.

Sagen endte efter 20 retsdage med at Sickles blev frikendt, og han blev dermed den første, som blev frikendt for mord på grund af sindssyge i gerningsøjeblikket. Sagen var typisk for Washington i denne periode. På den side blev der holdt elegante baller i fine hjem, på den anden side smed de samme indbyggere deres affald ud i gaderne, hvor det blev ædt af vilde hunde og svin, der strejfede om i byen. Overfald, tyverier og prostitution florerede i byen, som på den anden side havde flere museer og teatre, som blev besøgt af både over- og underklasse. En senatskomite skrev i 1858, året før Sickels dræbte Key "Optøjer og blodsudgydelser sker på en daglig basis. Uskyldige og tilfældige forbipasserende bliver skudt eller på anden måde maltrakteret, og ikke ualmindeligt er det, at de skyldige end ikke bliver anholdt." Det var ikke kun underklassen, der "morede sig". De fleste medlemmer af kongressen gik med pistol, spillede om store penge, drak sig berusede dagligt og brugte megen tid på bordeller, så Sickles var bare "som de andre". Selv i kongressen kunne det gå galt. Politiske diskussioner udviklede sig ofte til nævekampe, eller det, der var værre. Et eksempel er Preston Brooks fra South Carolina, der pryglede Charles Sumner fra Massachusetts med et spanskrør. I nogle tilfælde resulterede slagsmålene i dueller, hvor en af parterne døde. Det kan man kalde at gå op i politik.

Affæren med Keys mord fik ikke Sickles til at forlade kongressen, men han var i en periode mindre offentlig. Til gengæld tilgav han offentligt sin hustru, og det skabte igen omtale. Offentligheden var langt mere oprørt over at han havde tilgivet den utro hustru, der "havde opført sig som en skøge", end at han havde myrdet en mand med koldt blod og var sluppet godt fra det.

Den amerikanske borgerkrig

Da borgerkrigen brød ud gik Sickles i gang med at samle et regiment af frivllige, og det lykkedes ham faktisk at samle ikke mindre end fire regimenter, hvoraf han blev valgt som oberst for det ene. I september 1861 blev han af præsident Lincoln udnævnt til brigadegeneral i nordstaternes frivillige korps, men i marts året efter måtte han afgive sin rang og kommando, da kongressen ikke ville ankerkende hans udnævnelse. I mellemtiden blev hans soldater sendt i krig, og mens de kæmpede i Slaget ved Williamsburg, brugte Sickles tiden til lobbyarbejde blandt sine politikerkollgerer og allerede i maj 1821 fik han såvel rang som kommando tilbage. Han blev chef for den såkaldte Excelsior Brigade i Army of the Potomac i Joseph "Fighting Joe" Hookers division. På trods af hans totale mangel på militær erfaring udmærkede både han og brigaden sig i flere slag under nordstaternes Peninsula kampagne, blandt andet Slaget ved Seven Pines og Syvdagesslaget. Senere tog han tilbage til New York for at rekruttere flere tropper, og derfor var han ikke med i Andet slag ved Manassas Junction. I september 1862 fungerede hans som midlertidig chef for III Korps, som beskyttede Washington og han var derfor ikke sammen med sit regiment i Slaget ved Sharpsburg. Da præsident Lincoln kort efter dette slag afsatte George McClelland som chef for Army of the Potomac, var Sickles en af Joe Hookers mest trofaste støtter. Lincoln valgte imidlertid at give posten som hærchef til Ambrose Burnside, manden hvis efternavn er årsag til at store bakkenbarter på amerikansk kaldes "sideburns".

Hooker og Sickles havde en del til fælles. De var begge "politiske dyr", som nåede deres militære topstillinger på grund af politiske forbindelser, uden at de dog kan kaldes udygtige.  Som Sickles var også Hooker meget pigeglad, og de kunne begge lide en lille en - eller flere knap så små. Samtidige beretninger sammenligner begge deres respektive hovedkvarterer med en blanding af en larmende bar og et bordel. Om McLelland lød et vers i den populære soldatersang Marching Along "McClellan's our leader, He's gallant and strong". Da Hooker senere kom til blev linjerne ændret til: "Joe Hooker's our leader, He takes his whiskey strong". Efter Slaget ved Fredericksburg, hvor Sickles brigade blev holdt som reserve, udtalte Hooker en voldsom kritik af sin chef, Burnside, som da også blev afsat af præsidenten og erstattet af netop Hooker selv. Få dage før Hookers udnævnelse i januar 1863, havde præsident Lincoln foreslået at  Sickles blev udnævnt til generalmajor, og selv om kongressen først godkendte dette i marts, og præsidentens formelle udnævnelse af Sickles først kom den 11. marts, generede det ikke Hooker. Allerede i februar gjorde han Sickles til permanent chef for 3. Armékorps, hvilket var særdeles kontroversielt - også fordi Sickles som den eneste korpschef i hæren, ikke var uddannet fra West Point, og aldrig havde fået nogen formel militær uddannelse.

Sickles var således korpschef under Slaget ved Chancellorsville og her udmærkede han sig igen på flere måder. Han viste under slaget stor energi og kampvilje og da hans spejdere observerede nogle sydstatstropper, som Sickles mente var på flugt, anbefalede han Hooker at forfølge dem, hvilket Hooker dog nægtede. Senere blev han af Hooker beordret til at forlade det område, hvor hans tropper var klar til at forsvare sig, et område som netop var meget velegnet til defensiv kamp. Han argumenterede for at lade korpset blive i området,men Hooker insisterede. Senere viste det sig, at Sickles tog fejl, når han mente, at de tropper man havde observeret, var på flugt. Det var faktisk Thomas "Stonewall" Jacksons korps, der var på vej til at omgå nordstaternes linjer. På trods af fejlen mener moderne militærhistorikere, at slaget kunne have fået et andet udfald, hvis Hooker havde ladet Sickels angribe Jacksons styrke, og at selv da dette ikke skete, kunne nordstaterne have vundet slaget, hvis ikke Sickles var blevet beordret til at forlade sin defensive position. Nederlager ved Chancellorsville førte ultimativt til at også Hooker blev afsat som hærchef (selv om han formelt selv bad om sin afsked). I stedet udnævnte Lincoln George C. Meade til chef for Army of the Potomac, og ham havde hverken Sickles eller Daniel Butterfield, Hookers stabschef, som Meade havde "arvet" det godt med. Heller ikke Butterfield var militært uddannet, og selv om han primært var forretningsmand i New York havde også han gode politiske forbindelser. Butterfield gik ind i hæren som oversergent i april 1861, i juli var han oberst med kommando over en brigade og i september blev han udnævnt til brigadegeneral. Kom Butterfield ikke godt ud af det med Meade, kom han til gengæld glimrende ud af det med Sickles, og de to skulle senere komme til at skabe problemer for Meade.

Slaget ved Gettysburg, det afgørende slag i borgerkrigen, selv om den varede to år længere, skulle også blive afgørende for Sickles aktive militærkarriere. Han nægtede at adlyde en ordre fra Meade, og han blev hårdt såret. På slagets anden dag, den 2. juli 1863  gav Meade ordre til at Sickles og hans 3. Korps skulle indtage defensive positioner syd for Cemetary Ridge. Korpset ville så dække området mellem 2. Korps og bakken Little Round Top. Det syntes Sickles imidlertid ikke var en god idé, da terrænet foran hans tropper var højere, og han var bange for at blive beskudt oppefra. I stedet beordrede han sit korps 1½ km fremad til det højereliggende terræn. Det betød imidlertid at hans linjer blev meget lange, og dermed uden synderlig dybde og der kom spring i mellem styrkerne som dermed kunne beskydes fra flere sider. Meade selv red ud for at forholde Sickles hans ulydighed, men desværre for sent. Sydstatstropper under General Longstreet angreb og nærmest udslettede 3. korps. Moderne historikere er ikke enige om betydningen af Sickles ulydighed. Nogle mener at han var årsag til at nordstatshæren næsten tabte slaget på andendagen, mens andre mener at Longstreets angreb på Sickles betød at det egentlige angreb på nordstatshæren blev langt mindre effektivt end det ellers ville have været. Sickles selv blev ramt af en kanonkugle og hans højre ben måtte amputeres. På vej til lazarettet forsøgte han at holde modet oppe hos tropperne ved at grine det meste af vejen mens han lavede røgsignaler med sin cigar, som han lå på båren og røg. Efter amputationen skænkede han sit ben til Army Medical Hospital Museum som et eksempel på "morbid anatomi", som museet ønskede. Benet blev fremsendt med en notits, hvor der bare stod "Med hilsen fra D.E.S ." Knoglen kan den dag i dag ses på National Museum of Health and Medicine. I flere år efter besøgte Sickles sit ben på årsdagen for amputationen.

Da Sickles var blevet såret under slaget undgik han at blive stillet for en krigsret, og man regnede med at han ville holde sig uden for problemer. Det gjorde han sådan set også, men han og Butterfield etablerede en kampagne mod Meade, hvor de betvivlede hans beslutninger under slaget og hans personlige mod. Denne kampagne fortsatte Sickles selv da borgerkrigen var forbi. Sickles mente at Meade havde gjort ham uret ved Gettysburg og at det var hans (Sickles) dispositioner, der havde gjort at nordstaterne vandt slaget. Sickles var bagmand bag en del anonyme avisartikler, hvor dette synspunkt blev fremhævet. Da der blev nedsat en høringskommission i kongressen og Sickles blev afhørt foran denne, hævdede han, at Meade allerede på slagets første dag havde planlagt at trække sig tilbage, og at hans fremrykning på andendagen, på trods af ulydigheden, havde været nødvendig, da den forhindrede Lee i at angribe Meade med sin fulde styrke, men at Meade ikke ville indse dette under slaget. 34 år efter slaget, i 1897, modtog Sickles faktisk Kongressens Æresmedalje, den højeste militære udmærkelse i USA, for sin indsats under slaget og for sin betydning for dettes udfald. På dette tidspunkt havde Meade været død i 25 år og kunne ikke protestere. Meade endte sine dage som parkbestyrer i Philadelphia og døde i 1872, mens Sickles skulle forsætte sin karriere i flere år endnu.

Sickles senere karriere

På trods af at være et-benet forblev Sickles i hæren til borgerkrigen sluttede, men fik ikke lov til at føre kommando på slagmarken, hvilket gjorde ham meget vred på hærens nye øverstkommanderende, Ulysses S. Grant, som han fandt var urimelig i sin afvisning af ham, en afvisning han fandt afskyelig. I 1867, efter krigens afslutning blev han udnævnt til titulær brigadegeneral og senere til generalmajor i den regulære hær, hvor hans titler under selve krigen havde været hos de frivillige. I 1865 blev han sendt til Columbia på en hemmelig mission, hvor han skulle have bekræftet en aftale, der tillod USA at sende tropper på tværs af Panamatangen. Da han kom hjem fra denne mission, var den såkaldte rekonstruktion af sydstaterne i gang. De oprørske stater blev underlagt nogle såkaldte militærdistrikter, som skulle sikre opretholdelsen af ro og orden indtil staterne igen var klar til at styre sig selv (denne rekonstruktionsperiode, som den blev kaldt sluttede først i 1877). Sickles blev i efteråret 1865, gjort til chef for 2. Militærdistrikt, som omfattede North og South Carolina. Undervejs havde han også vret leder af Department of South Carolina, Department of the Carolinas og Department of the South, alle betegnelser for samme funktion og nærligt samme område. Allerede i 1867 blev han imidlertid afsat af den nye præsident, Andrew Johnson, som ikke kunne lide Sickles, som han mente var alt for radikal og selvrådende og derfor ledte efter en undskyldning for at afsætte ham. Denne kom, da Sicklesi 1867 udstedte en bekendtgørelse om, at alle love, der regulerede forholdet mellem, sorte og hvide skulle være ugyldige, da alle mennesker var lige. Dette var nok i overensstemmelse med forfatningen, men det var bestemt ikke populært hos sydens hvide indbyggere. Kort efter indførte Sickles spiritusforbud, fordi kornet skulle spises og ikke laves om til alkohol. Dette gjorde ikke Johnsons forhold til Sickles bedre, han endte med at nære et direkte had til generalen, som han kaldte en "indbildsk hanrej", og den 12. august fjernede Johnson ham fra posten.

I 1869 blev han pensioneret fra hæren som generalmajor, og Ulysses S. Grant, som nu var præsident, udnævnte ham til USAs ambassadør i Spanien. I 1867 var Teresa død, så da Sickles kom til Spanien var han enkemand. Til gengæld havde han sin datter, Laura med*. Det fik ham imidlertid ikke til at forsage kvinderne. Der gik rygter om at han havde en affære med den abdicerede dronning Isabella II, som var blevet afløst af sin søn, Alfonso på Spaniens trone (efter at en kortvarig spansk republik viste sig ikke at fungere). Isabella var ikke nogen skønhed, men Sickles stillede måske ikke så store krav til en tidligere dronning, som trods alt var 11 år yngre end han selv og han blev lokalt kendt som "The Yankee King of Spain". I 1871 giftede han sig imidlertid med en af dronningens hofdamer, Carmina Creagh af Madrid, datteren af en spansk adelsmand og etatsråd. Hun var 31 og han selv var 52, så han gik stadig ind for yngre kvinder. Han og Carmina fik to børn, men da han vendte hjem til USA i 1874, blev hun i Spanien med børnene, så helt lykkeligt var ægteskabet nok ikke. Hun besøgte ham kortvarigt i USA omkring 1879, men vendte hurtigt tilbage til Spanien igen, og hun så ham ikke i de næste 29 år. Alligevel forblev de, begge var katolikker, gift til Sickles død.

* Laura mødte en ung spanier som hun forelskede sig i. Det huede ikke Sickles, så han sendte hende tilbage til New York, hvor hun døde kort efter.

Sickles brugte en stor del af sin tid som ambassadør til at sende ukorrekte og følelsesbetonede noter tilbage til USA, hvor han opfordrede regeringen til at gå i krig mod Spanien, men her blev hans forslag skrinlagt af udenrigsminister Fish. Efter sin hjemkomst til USA, han blev han formand for New York Monument Commission som han dog måtte forlade en del år senere (i 1912) efter at der var blevet afsløret svindel for et stort beløb. Ingen anklagede Sickles for svindelen, men som formand måtte han tage ansvaret.  I 1888 blev han præsident for New York State Board of Civil Service Commissioners. I 1890 blev han valgt til sherif i New York og i 1893 til 1895 var han igen medlem af USA's kongres.

Efter borgerkrigen var Sickles en af de politikere, der kæmpede hårdest for at slagmarkerne ved Gettysburg skulle bevares og han støttede den lovgivning som etablerede Gettysburg National Mliitary Park. For egen regning købte han det hegn, som havde stået på East Cemetary Hill og som blev brugt som hegn rundt om parken. Hegnet stammede fra Lafayette Square, hvor Sickles i sin tid skød Key. Alle de væsentlige generaler ved Gettysburg, har monumenter rejste efter dem i parken, bortset fra netop Sickles. Da han engang blev spurgt, hvorfor han ikke havde et monument, havde han svaret at "Hele parken er et monument over mig." Imidlertid var der afsat midler til et Sickles monument i forbindelse med monumentet over hans Excelsior Brigade, men Sickles stjal pengene og monumentet blev ikke til noget.

Sickles levede sine sidste år i New York City. På dette tidspunkt var Carmina og sønnen George endeligt flyttet til New York (omkring 1908), hvor de ofte besøgte ham, indtil han  døde den 3. maj 1914 i en alder af 94 år. Carmina var til stede ved hans dødsleje, og havde været ved hans side næsten uafbrudt de sidste to uger af hans liv. I 1912, da Sickles var i økonomisk krise, pantsatte hun sine smykker for 8.000 dollars for at hjælpe ham, og han takkede hende ved kort efter at udsende en officiel udtalelse, som beklikkede hendes motiver for at hjælpe. Han døde af en hjerneblødning, som han havde fået nogen tid før, og han var uden bevidsthed i næsten to uger. Om Carmina var der på grund af kærlighed til ham, er svært at sige, for også hendes advokat var tilstede i denne periode, så måske var det mere et pengespørgsmål, der havde bragt hende til dødslejet?

Begravelseshøjtideligheden fandt sted i Sankt Patricks Katedralen på Manhattan. Sickles blev begravet på Arlington kirkegården uden for Washington DC med fuldt ceremoniel som general. USA var blevet endnu én af 1800-tallets farverige personer færre. Thomas Keneally skev en Sickles biografi under titlen "En amerikansk slyngel", og meget af indholdet af denne artikel, stammer fra denne bog.