Omvej til Graceland

I 2002 havde vi planlagt, at vi skulle besøge Bowling Green i Kentucky, men sådan kom det ikke til at gå. I stedet endte vi i en meget lille by, White House, noget uden for Nashville i Tennessee. . Fra Bowling Green, skulle vi have kørt til Jackson i Mississippi og derfra videre mod syd til New Orleans. Nu var vi jo altså imidlertid allerede i Tennessee, og vi besluttede derfor, mens vi sad på hotellet i White House, at ændre planer. I stedet ville vi nu køre til Tupelo i Mississippi, og så overnatte der. Imidlertid gik der ingen interstate direkte fra White House til Tupelo, eller bare i den retning. Og ingen motorvej, ingen velkomstcenter, som jo var meget vigtige for os det år J! Vi kunne så forsætte ad I-65 ned til Alabama, og der køre mod vest til Tupelo, men det ville være for nemt. Vi besluttede os derfor til at køre til Nashville og så skifte til I-40 mod vest til Memphis. Herfra ville vi så tage I-78 mod sydøst til Tupelo. En omvej på 275 km er vel ikke for meget for at komme forbi et velkomstcenter! Det skulle dog ende med, at kun noget af planen kom til at holde.

Motorvejen nord fra til Nashville, går lige ind mod byen, og det går lidt ned ad bakke, så vi kunne rigtigt nyde byens skyline.  Det vil sige, vi nød den indtil vi blev overhalet af en pickup truck med en løs hund på ladet. Det synes vi begge virkede lidt farligt med 120 km i timen, men vi så det flere gange senere, og det så ud til at hundene nød det, så de har nok været vant til det. Vi gjorde ikke holdt i Nashville, men skiftede til I-40 og fortsatte vestpå mod Memphis, en tur, der stort set var fuldstændigt begivenhedsløs, bortset fra at det regnede temmelig meget, da vi passerede Tennessee floden, så vi fik ikke rigtigt nydt det storslåede landskab.

Undervejs blev vi enige om – det var Dortes idé - at vi ikke kunne køre forbi Memphis uden at besøge Graceland, Elvis Presleys hjem, hvor han også ligger begravet. Vi fortsatte altså mod Memphis, og da vi nåede byen, havde vi ingen problemer med at finde Elvis Presley Boulevard, hvor Graceland ligger. Derimod var der en del kø, for at komme ind. Billetsalg og kø foregik på den modsatte side af vejen af hvor selve huset ligger. Her var der billetkontor, museum for Elvis' biler og fly, og den uundgåelige souvenirshop, og selvfølgelig Elvis i højttalerne, men mærkeligt nok var det meget begrænset, hvad der blev solgt af musik i souvenirshoppen. Vi stod i kø omkring 45 minutter, og jeg har senere ladet mig fortælle, at dette er meget kort tid ved Graceland, men nu var det jo også bare en almindelig torsdag, og hverken Elvis' fødselsdag eller lignende. Ved indgangen fik man udleveret en lille digital lydafspiller med tilhørende hovedtelefoner, og så blev man ellers kørt over på den anden side af gaden til Graceland i bus. Her blev man sat af ved hovedbygningen, og så kunne man tænde sin afspiller, der så guidede én rundt i bygningen og de bagved liggende områder. Som mange andre steder i USA var fotografering tilladt, også indendørs, men da man ikke måtte bruge blitz, blev billederne noget fejlfarvede, men jeg fik da taget billeder af såvel stue som soveværelse. 1. sal er i øvrigt lukket for offentligheden, den er forbeholdt Elvis' familie. Selv om jeg ikke er den mest overbeviste Elvis freak, var det en meget spændende oplevelse at se stedet. Efter at have set nok, tog vi bussen tilbage, hvor vi blev enige om, at vi ikke behøvede at ofre tid på hverken fly eller Elvis' lyserøde Cadillac, så vi fandt bilen på den meget store parkeringsplads, og fortsatte vores færd.

Her var det så, at vi afveg fra afvigelsen fra den oprindelige plan. I stedet for at tage I-78 mod sydøst, valgte vi at tage I-55 stik syd. Vi fandt selvfølgelig vores velkomstcenter, og her var der ikke bare service, men også "servering" idet vi blev tilbudt både noget at drikke og kiks eller muffins. Det havde vi ikke oplevet i andre stater, men har oplevet det på flere andre velkomstcentre i netop Mississippi. Vi fortsatte mod syd af motorvejen ca. 60 km til den lille by Batesville. Her kørte vi fra for at tanke bilen op, og så skulle vi lige ringe hjem og fortælle familien, at vi stadig var i live. Da vi skulle til at køre videre, så vi et skilt til Sardis Dam. Det syntes vi lød interessant, så vi besluttede at køre ud og se denne dæmning. Den viste sig at være nydelig, og det samme var søen, der lå bag den. Efter besøget ved søen, kørte vi videre mod syd til vi ramte US Highway 278. Den tog vi så mod øst i retning mod Tupelo. Strækningen fra vi ramte vejen til byen Oxford, var den mest lige vejstrækning, vi på dette tidspunkt havde oplevet. Flere steder kunne man se vejen strække helt sig helt lige 8-10 km frem. I Oxford ligger der et universitet, måske ikke helt så velmeriteret som, det der ligger i den engelske by af samme navn, men alligevel et af de mere anerkendte universiteter i USA, nemlig University of Mississippi, også kendt som "Ole Miss". Her har mange kendte amerikanere fået deres uddannelse, blandt andre forfatterne Greg Iles og John Grisham, skuespilleren Kate Jackson (Charlie's Angels) og mange andre, som er knap så kendte i Danmark. Jeg har senere læst i forskellige romaner af blandt andet Greg Iles, at Sardis Lake er det sted, hvor de studerende fra Ole Miss tager hen "to make out", men nu var vi der jo om dagen, så det så vi ikke noget til.

Lige efter Oxford kom vi gennem Denmark, én af de 18 byer/bebyggelser i USA, som har dette navn. Vi stoppede nu ikke, men fortsatte til Tupelo, hvor vi fandt et hotel. Vi kørte ud for at handle forskellige ting, og få noget aftensmad, og så tilbage til hotellet. Elvis, som vi allerede brugt tid på tidligere, er født i Tupelo, og hans fødehjem er selvfølgelig også lavet om til museum, men helt ærligt så orkede vi ikke mere Elvis den dag, så vi blev bare på værelset.