Når fætter er fætter værst

Hertug Knud på et kalkmaleri i Vigersted Kirke.

Jeg har så længe jeg kan huske interesseret mig for historie, også den danske. Imidlertid er det ikke alle perioder, som jeg finder lige spændende, men de to, som jeg sætter højest er den germanske jernalder  (ca. 375 til 750), ikke mindst den del, der kaldes folkevandringstiden (som jeg nok vender tilbage engang), og så det, der kaldes højmiddelalderen, fra ca. 1050 til 1350. Vikingetiden (pr. definition fra angrebet på Lindisfarne i 793 til Harald Haarderaades nederlag til Harold Godwinson ved Stamford Bridge i 1066). Den historie, som fortælles her foregår i begyndelsen af 1100-talleet, altså kort efter at vikingetiden pr. definition var overstået, selv om der stadig forekom vikingetogter, dog ikke i større stil.

Der er mange spændende personer i denne periode, selv om de fleste vi kender fra skriftlige kilder er kongelige, adelige eller højerestående gejstlige. Almindelige borgeres historie blev sjældent registreret og nedskrevet, med mindre de kom i berøring med netop de kongelige eller andre stormænd. Derfor adskiller denne artikel sig også fra de fleste andre på historiesiden ved at den allerede er beskrevet mange gange af professionelle historikere, men jeg tillader mig nu alligevel at gengive den her. Den person, som artiklen handler om, er en af mine favoritter fra perioden, og selv om han aldrig aldrig blev konge, var han søn af en konge og blev far til konge. Jeg vil ikke fortælle hele hans livshistorie, men bare givet et meget kort rids, og så vil jeg koncentrere mig om hans død, og så igen kort ridse op, hvad der skete efter denne.

Mod sønden der står en herlig mand.
Knud Hertug er hans navn.
Han lod sit unge liv for svig.
Det voldte os så stort et savn.

lyder første vers i en af sangene fra Niels Skousen og Peter Ingemans album "Herfra hvor vi står" fra 1971. Og det er netop Knud Hertug, eller Knud Lavard, som han nok er bedre kendt som, som denne artikel handler om, eller som nævnt hans død. Men først lidt introduktion.

Knud var søn af kong Erik Ejegod og dronning Bodil, faktiske den eneste ægtefødte søn kongen havde, og han var udset til engang at skulle afløse Erik. Knud blev født i Kongsgården i Roskilde i 1096. Hans far, Erik Ejegod, er i øvrigt så vides den eneste danske konge, der er født i Slangerup. I 1103 tog kong Erik og dronning Bodil på pilgrimsfærd til Jerusalem, men kongen nåede aldrig frem, da han døde under et ophold på Cypern. Lad os se, hvad Saxo Grammaticus skriver om kongens død, og ikke mindst begravelse i Gesta Danorums 12. bog: "Denne ø havde der hidtil været den Mærkværdighed ved, at ingen kunde begraves der, thi lagde man et Lig i Jorden om Dagen, blev det strax kastet op igjen om Natten. Her blev Kongen angreben af Feber, og da han mærkede, at hans sidste Time var nær, bad han om, at hans Lig maatte blive jordet ved Hovedstaden der paa øen; skjønt Jorden plejede at udspy andres Lig, sagde han, vilde hans faa Lov til at hvile der i Fred. Han blev da begravet der, som han ønskede, og hans Lig bevirkede, at Jorden opgav sit gamle Nag og at, medens den tidligere ikke vilde finde sig i, at noget Menneskelig hvilede i dens Skjød nu ikke blot han, men ogsaa andre fik Lov til at ligge der i Fred." Dronningen kom til Jerusalem, hvor hun imidlertid også døde - efter legenden mens hun befandt sig på Oliebjerget. Dengang var der ikke arvekongedømme, men valgkongedømme og Erik Ejegods bror Niels kom til at afløse ham på tronen, mens Knud, der kun var 7 år, blev sat i pleje hos den sjællandske stormand, Ebbe Skjalm Hvide. Senere kom han i tjeneste hos den saksiske Hertug Lothar III, som i 1125 blev tysk konge og i 1133, efter Knuds død, kejser af det tysk-romerske rige.

Efter at have hjulpet Kong Niels i kampe mod kongens søstersøn, den vendiske Fyrst Henrik, gjorde kongen Knud til grænsejarl i Sønderjylland i 1115. Knud klarede opgaven med succes, og det endte med, at Henrik og Knud på Niels' vegne sluttede fred. Efter fredsslutningen hjalp Knud Henrik med at skaffe ham hans mødrene arv, hvilket var den oprindelige årsag til stridighederne mellem Niels og Henrik. Det betød at Henrik og Knud blev venner efter den tid. Knud fik også sat styr på de danske adelsmænd og ikke mindst storbønder, der havde benyttet sig af ufreden til at plyndre de lokale "småkårsfolk". "Han spredte fjenderne, dræbte røverne og hængte tyvene, han befriede kort sagt sit fædreland for al undertrykkelse" står der om ham i en beskrivelse. En historie fortæller, "at en adelsmand misbrugte sin magt til at mishandle de fattige og undertrykke sine nærmeste. Knud hørte om dette, mens han var i Skåne, og vendte han straks tilbage, fik fat på manden, anklagede ham, forhørte ham og dømte ham til at hænges. Den anklagede nægtede sig ikke skyldig, men mente, at han burde klare frisag, fordi han var i familie med Knud Lavard: “Jeg er jo i nær familie med dig, gør ikke skade på din slægt”! Knuds svar var, at eftersom manden var af hans familie, så skulle han sandelig også få særbehandling med hensyn til sin straf, og jo mere han stod over andre i slægt, desto mere skulle han ophøjes. Knud lod derfor rejste en skibsmast på galgebakken, som han lod manden hænge i." Samtidigt var han meget gavmild overfor ikke mindst sin egen hird, men også overfor de fattige i hans område. Det gav ham det tilnavn, han senere blev kendt under, Lavard, som egentlig betyder "brøduddeler" eller "brødgiver", svarende til den engelske titel "Lord", som betyder det samme. Knud blev i 1116 gift med prinsesse Ingeborg af Novgorod, og de fik tre døtre, Christine (eller Kirsten), Margrethe og Katrine. I 1127, efter Fyrst Henriks død, købte Knud Lavard posten som den vendiske stamme, obotritternes, fyrste ("knjaz" på vendisk) af Kong Lothar, og han fik titlen "hertug", en titel som han også overførte til sine danske besiddelser. Det var første gang hertugtitlen blev anvendt i Danmark, og Hertugdømmet Slesvig eksisterede endnu ikke, så titlens betydning er tvivlsom. Formelt set blev hertugdømmet først oprettet med den senere Valdemar Sejr, blev hertug af Sønderjylland, og først i 1375 opstod titlen Hertug af Slesvig.

Ruinen af Knud Lavards kapel uden for Haraldsted på Sjælland.

Jeg skal ikke her genere med det magtpolitiske spil mellem Knud, der på den ene side var Niels vasal og samtidigt Lothars, og så Niels' mulige arvtagere, der nok med rette frygtede at Knud ville søge at blive valgt som dansk konge, når Niels døde. Niels havde kun én søn, Magnus, men der var flere andre, der gerne ville være konger, ikke mindst efterkommere af Niels' brødre, Harald Hen, Knud den Hellige og Oluf Hunger, der alle havde været konger før Niels, samt Svend, kaldet "Tronkræver", der døde inden han nåede at blive kongekåret på tinget i Viborg. Blandt disse børn, var nogle få "ægtefødte", mens resten var "frillesønner", altså børn som mændene havde fået med diverse elskerinder, men det betød ikke noget, da de under alle omstændigheder var sønner af kongen, og dermed i betragtning til tronen.  Faktiske var alle de fire brødre, der blev konger, inklusive Erik Ejegod, frillesønner af Svend Estridsen, der i alt fik 20 børn uden for ægteskab med lutter forskellige elskerinder; heraf var 13 sønner. Tættest på tronen var Magnus, der var ægtefødt søn af Kong Niels.

Og nu er vi ved at være der. Magnus så Knud som den alvorligste konkurrent til kongemagten i Danmark. Magnus kaldet "Den Unge" eller "Den Stærke", og i Roskildekrøniken omtalt som "Danmarks Blomst" var 12 år yngre end Knud, og han frygtede, som omtalt nok med rette, at Knud ville være favorit til at blive valgt som konge. Dels var han ældre, og dels var han ret populær, ikke mindst i Sønderjylland og på Sjælland, hvor han havde opbakning fra Hvide-slægten. Magnus forsøge at blive svensk konge i 1125, da hans fætter, kong Inge den Yngre døde, men selv om han blev valgt af göterne, blev han afvist af sveerne, som havde eneretten til at kåre konger ad Sverige, og senere forvist fra Sverige af sveakongen Sverker Karlsson den Ældre efter at denne havde erobret Västergötland fra ham, og han måtte vende tilbage til Danmark.

Jeg har et par gange nævnt, at det nok var med rette at Magnus (og andre) frygtede at Knud ville lægge billet ind på tronen, når Niels døde. Det er da også meget sandsynligt. Imidlertid blev han anklaget for ville tilrane sig kongemagten, allerede mens Niels var i live, hvilket der i virkeligheden ikke er noget der taler for. Kong Niels selv bebrejdede på et møde i Ribe, Knud for hans ambitioner, og anklagede ham for at kalde sig "konge" uden at være det.  I sit svar afviste Knud disse anklager og forklarede at hans vendiske titel netop ikke var konge, men knjaz eller knees, der betød "fyrste" ikke "konge" og at det kaldenavn hans hird havde givet ham, "lavard", netop betød, at de ikke anså ham for at være konge. Knuds afvisning af anklagerne var så overbevisende at det var umuligt for hans modstandere længere at angribe ham offentligt, selv om ikke mindst adelsmanden Henrik Skadelaar (han var halt, deraf tilnavnet) fortsatte med at bagtale ham overfor kongen. Henrik Skadelaar var søn af Niels' bror, Svend Tronkræver, der havde håbet at blive konge efter Erik Ejegod, men døde inden det kunne lade sig gøre, hvorefter tronen altså gik til Niels. Henrik var dermed fætter til både Knud og Magnus, og altså også selv i spil til tronen efter Niels' død, hvilket dog aldrig blev aktuelt, da Henrik døde i 1134, 3 uger før Niels. Henrik og Magnus måtte derfor arbejde i det skjulte på at komme af med Knud. De sammensvor sig med flere af Knuds slægtninge om at slå Knud ihjel. I begyndelsen meldte Knuds svoger, Hakon Jyde, gift med Knuds halvsøster, Ragnhild, sig også under fanerne uden at vide, hvad komplottet gik ud på, men da han fandt ud af, at det handlede om at myrde hans hustrus bror, trak han sig ud af komplottet. Han havde dog svoret ikke at fortælle om sammensværgelsen til nogen, og den ed lovede han at holde, så han kunne ikke advare Knud. Efter mordet, sluttede han sig til de, der forsøgte at få Magnus gjort ansvarlig og straffet. Blandt de øvrige, der var med i sammensværgelsen var Ingrid Nielsdatters mand, Ubbe Jarl. Ingrid var datter af Kong Niels uden for ægteskab og dermed Knuds kusine. Også Ingrids og Ubbes søn, Hakon Skåning var med i sammensværgelsen. Også en tysk sanger, som befandt sig ved hoffet, og som Knud kendte i forvejen fra Slesvig, var blandt de sammensvorne. Der er ingen tvivl, i hvert fald ikke hos mig, om at Kong Niels vidste, hvad der foregik og sanktionerede det, men om han ligefrem var aktiv i komplottet, er mere tvivlsomt. "Saa fik Magnus da omsider Lov af sin Fader til, som det hed sig, at sørge for sin Velfærd og rydde sin Medbejler af Vejen", skriver Saxo om sagen.

I december 1130 tog Knud til Roskilde efter invitation fra Magnus, for at fejre julen med sin onkel, Niels og dennes familie. Magnus havde udtrykt ønske om, at Knud skulle tage sig af hans hustru, Rikissa af Polen og deres lille søn, Knud, mens Magnus selv tog på pilgrimsrejse. Knuds hustru, Ingeborg, som var gravid og tæt på at skulle føde, var mistroisk overfor Magnus og advarede Knud mod at tage af sted, men han nægtede at blive hjemme, måske fordi han fortsat stolede på Magnus. Selv måtte Ingeborg blive hjemme i Slesvig på grund af den nærtstående fødsel. I følge Saxo vidste Knud imidlertid, hvad han gik ind til og han mødte op med den begrundelse, at hvis han blev væk, "ville han gøre den indbyrdes tillid, blodets bånd og det indgåede forbund til skamme". I følge Saxo deltog han altså ikke i festen, fordi han var uvidende om risikoen, men fordi de værdier, han satte højt, tillid, fællesskab, familieskab, betød, at han følte, at han var nødt til at  løbe den risiko, der var forbundet med besøget. Henrik Skadelaar og Magnus havde planlagt at Magnus skulle myrde Knud under festen, som varede i flere dage, og Magnus gjorde da også flere forsøg, men uden held. Efter sigende svigtede modet Magnus i sidste øjeblik, men det er også muligt, at hans mor, Margrethe Fredskulla, som havde formået at "gyde olie på vandene" mellem de to fætre, og formået at få Magnus til at afholde sig fra anslag mod Knud, stadig øvede indflydelse på hans beslutning, selv om hun var død tidligere samme år af ødemer (vattersot i tidligere tiders sprog). Margrethe Fredskulla var meget glad for Knud, og på sit dødsleje havde hun bedt ham om, at "bære over med Magnus og behandle ham pænt". Denne beretning fra Saxo er dog i modstrid med Helmolds Slaverkrønike, hvor det hedder: "Thi Niels´ søn Magnus, der tillige med sin moder var til stede ved dette optrin (et møde i Slesvig mellem Knud og Niels), opæggedes ubeskrivelig, da moderen sagde: "Mærker du ikke, at din fætter alt har grebet spiret og er drot?" Disse hendes ord æggede ham, som sagt, og han begyndte at smede rænker for at komme Knud til livs."  Mod slutningen af julefesten (den 6. januar) forlod Knud og hans følge selskabet og tog til Haraldsted. Her boede Knuds kusine Cæcilie og hendes mand Erik Jarl. Cæcilie var datter af Knuds onkel, Knud den Hellige, der var død flere år før Knud Lavard blev født. Cæcilie var omkring 10 år, da Knud blev født, men selv på trods af aldersforskellen havde de to et meget nært og venskabeligt forhold. Dette skyldtes formodentlig, at efter Knud den Helliges død, blev Cæcilie og hendes tvillingesøster, Ingegerd, sat i pleje hos netop farbroderen, Erik Ejegod, så hun har muligvis set sig selv som Knuds ældre søster.

Knud Lavards grav i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.

Tidligt om morgenen den 7. januar 1131 kom der et sendebud fra Magnus, til Haraldsted Gård. Sendebuddet var den tyske sanger, som Knud allerede kendte, og som han stolede på, og denne havde derfor ikke svært ved at invitere Knud til et venskabeligt møde med Magnus i Haraldsted Skov, ikke langt fra Cæcilie og Eriks gård. Magnus havde allerede tidligere spurgt Knud om han ville mødes og tale om den forestående pilgrimsrejse, som Magnus påstod at ville tage ud på, da de ikke havde fået aftalt nærmere under julefesten. I skoven ved mødestedet, havde Magnus' mænd lagt sig i baghold allerede dagen før. Cæcilie, der selv havde mistet sin far ved et mord, havde en mistanke om, at Magnus ville myrde Knud, advarede denne mod at tage af sted, men igen ville han ikke efterkomme advarslen, da han stadig nægtede at tro på at Magnus ville ham noget ondt. Han tog derfor kun 2 væbnere og to svende med sig i sit følge, og han måtte overtales af sin tjener til overhovedet at medbringe sit sværd. Da han nåede stedet, hvor han skulle træffe Magnus, lod han sine mænd vente på afstand uden for skoven, mens hans gik alene til mødet. I følge beretningerne om mordet, talte de to mænd kort sammen, hvorefter Magnus trak sit sværd. Samtidigt kom hans mænd frem fra bagholdet, og inden Knud nåede at trække sit sværd havde Magnus trukket sit

Og kløvede hans skal ned til det højre øre.
Sådan slog han Knud.

som Skousen og Ingemann synger.

Efter drabet gennemborede først Henrik Skadelaar og dernæst de øvrige medsammensvorne liget med deres spyd inden de forsvandt. De mænd som Knud havde medbragt kunne ikke nå at reagere før det var for sent, men de bragte liget tilbage til Haralsted. Magnus derimod var glad. Saxo har denne detalje: "Magnus begav sig til Roskilde, opfyldt af Glæde over, at det ugudelige Mord nu var fuldbragt, og da han nu efter at have ryddet sin Medbejler af Vejen gjorde sig sikkert Haab om at komme paa Tronen, undsaa han sig ikke ved at triumfere over, at han havde haft Held til at øve den Misgjerning, som han burde have skammet sig over, ja han havde ligefrem Fornøjelse af den og haanede og spottede Knuds hellige Saar, som han angerfuldt burde have grædt over". Efter mordet, anmodede Hvidesønnerne om kongen tilladelse til at begrave Knud i Roskilde Domkirke, men dette nægtede Niels, da han mente at dette ville kunne ophidse Roskildeborgerne mod Magnus. Knuds lig blev i stedet ført til Ringsted og begravet i Klosterkirken og snart begyndte der at ske mirakler ved hans grav. Senere blev hans rester overført til den nye kirke, som Valdemar I lod bygge i Ringsted, Sct. Bendts Kirke, hvor man stadig kan se hans grav. I skovbrynet, på stedet hvor han var blevet myrdet sprang en kilde frem, som også gjorde underværker, og her blev der rejst et kapel, og først Erik Emune og senere Valdemar den Store arbejde på at få Knud helgenkåret, hvilket lykkedes, da pave Alexander III kanoniserede ham i 1169. Den officielle nedsættelse af hans relikvieskrin fandt sted den 25. juni 1170 hvor hans knogler blev nedlagt i et helgenskrin i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, og hvor Valdemars søn Knud (VI) samtidigt blev kåret som medkonge. Gennem middelalderen blev kapellet og kilden opsøgt at pilgrimme, men efter reformationen gik såvel kapel som kilde i glemmebogen. I 1883 blev kapellet genfundet og udgravet, og kan i dag besøges på Knud Lavardsvej lige uden for Haraldsted. Kilden har man dog ikke kunnet finde spor af. Et besøg på stedet viser, at skoven må have trukket sig en del tilbage siden 1131, da kapellet faktisk ligger 200 meter fra det nuværende skovbryn. 7 eller 8 dage efter Knuds død nedkom Ingeborg med sønnen Vladimir, eller på dansk Valdemar, eller som Saxo skriver: "Men for at han, som havde gjort sig saa fortjent baade i timelig og evig Henseende, ikke skulde være uden Afkom, skjænkede Gud ham en Arving, efter at han var død, thi ottende Dagen efter fødte Ingeborg ham en Søn, der blev kaldt Valdemar efter sin Oldefader paa mødrene Side" . Da Valdemar var faderløs blev han sat i pleje hos Asser Rig Hvide søn af Knuds egen fosterfar, Skjalm Hvide. Her blev han opdraget sammen med Asser Rigs to egne sønner, Esbern Snare og Absalon.

Mordet på Knud betød desværre ikke ro, hverken for Magnus eller for Danmark. Knuds yngre halvbror, Erik,der ønskede hævn over Knud, fik med støtte fra de sjællandske stormænd, ikke mindst Hvideslægten, rejst en hær og gik til kamp mod Niels og Magnus. Ubbe Jarl blev fanget på sit slot og hængt, men krigen bølgede frem og tilbage, mest tilbage set med Eriks øjne, da han led nederlag efter nederlag, ikke mindst i Slaget ved Værebro. Efter dette nederlag måtte Erik flygte til Skåne med sin hær, hvilket hos hans modstandere gav ham tilnavnet Erik Harefod, men kun en kort periode. Niels kom til Skåne med sin flåde. Her gik de i land, men blev overrumplet af et angreb fra Eriks hær, der var forstærket med tysk rytteri, sendt af Lothar, der nu var blevet kejser og som også ønskede hævn for hans protege, Knud. Niels forsøgte at trække sig tilbage, men inden hæren nåede tilbage til skibene, kom det til kamp. Resultatet blev det, vi i dag kender som Slaget ved Fodevig, en vig ikke langt fra Falsterbo. Det blev et slag, som man må sige at Erik, som senere blev kendt som Erik Emune, vandt. Niels undslap, men Magnus og Henrik Skadelaar samt fem bisper, der stod på kongens side blev alle dræbt. Niels flygtede til Jylland, og på et tidspunkt tog han til Slesvig. Det kan man undre sig en del over, da Slesvig jo var Knuds højborg, hvor han havde sin stærkeste støtte. Noget tyder på at Niels troede at han kunne overtale byens borgere og stormænd, til at støtte sig, men det kunne han ikke, og det endte med, at borgere trængte ind i hans logi og dræbte ham der. Året var 1134 og herefter blev Erik Emune (Den altid Huskede) konge. Dog først efter nogle forviklinger, hvor Knuds halvbror, Harald Kesja lod sig udråbe til konge på Urnehoved Ting i Sønderjylland. Harald blev dog aldrig kongekåret af andre end sønderjyderne, og allerede året efter blev han dræbt af Erik, som også tog livet af de fleste af Haralds sønner. Eriks egen regeringstid blev også kort, da han blev myrdet af storbonden Sorte Plov, netop på Urnehoved Ting allerede i 1137. Erik Emune blev efterfulgt af sin søstersøn, Erik Lam, der var søn af Ragnhild Eriksdatter og den Haakon Jyde, der oprindeligt var en del af komplottet mod Knud Lavard. Når Erik Lam blev valgt skyldtes det, at de øvrige oplagte kandidater til tronen alle var mindreårige. Erik abdicerede, som den eneste danske regent nogensinde, frivilligt i 1146 på grund af alvorlig febersygdom, og han døde i Skt. Knuds Kloster i Odense senere samme år. Og så var det igen tid til borgerkrig. Denne gang mellem Magnus' søn, Knud, den senere Knud V, Erik Emunes søn, Svend, senere Svend III, også kendt som Svend Grathe, og Knud Lavards søn Valdemar, senere Valdemar I eller Valdemar den Store. Denne borgerkrig fortjener en selvstændig artikel, og det får den måske også engang. Det var denne krig, der omfattede Blodgildet i Roskilde og sluttede med Slaget på Grathe Hede, hvorefter Valdemar i 1157 blev enekonge over Danmark.

Saxo Grammaticus, tegning af Louis Moe fra 1898 udgaven af Gesta Danorum. En god illustration af en mand, der efter alt hvad vi ved, ikke blev meget over 50.

En af de meste detaljerede kilder til mordet på Knud Lavard og de begivenheder, der gik forud for mordet og skete efter dette, er Saxos Gesta Danorum (Danernes bedrifter).  Her helliger Saxo en hel bog, Bog 13, til Kong Niels og  begivenhederne omkring ham. I følge Saxo er der ingen tvivl om, at hovedmanden bag mordet på Knud Lavard var Henrik Skadelaar, som (jf. Saxo) hadede Knud Lavard af et godt hjerte. Henrik formåede flere gange at overtale både Niels og Magnus foruden andre stormænd, til at gå i mod Knud. Magnus kan Saxo heller ikke lide på grund af den udåd han begik, og han beskriver komplotmagerne i meget negative vendinger, da de ikke bare var ude på mord, men også aflagde falsk ed for Gud. Niels beskrives som en forholdsvis svag konge, hvad han nok også var, der langt hen ad vejen lod sin dygtige og kloge hustru bestemme, hvad han nok også gjorde, men det faldt bestemt ikke i Saxos smag. For ham skulle manden være stærk og kvinder holde sig i baggrunden uden at blande sig. Knud derimod beskrives nærmest som den helgen han jo også blev kåret til allerede før Saxo skrev sin historie. Nu må man ikke glemme, at Saxo var munk eller præst, og derfor kunne han ikke acceptere, nogen der satte sig op mod Guds retfærdighed. Det er også vigtigt at huske, at han i høj grad var partisk. Han skrev for Absalon, Valdemar I's fosterbror, som han også var en god bekendt af, og dermed stod han helt på Hvideslægtens og Knud Lavards side og skrev tydeligvis på deres præmis.

Saxo kan i det hele taget fortælle nogle gode skandalehistorier fra tiden. For eksempel forklarer han fjendskabet mellem Knud Lavard og Henrik Skadelaar med, at Henriks kone havde forladt, sandsynligvis sammen med en elsker. Henrik forfulgte parret til Aalborg og bragte hustruen tilbage, mens elskeren slap væk. Selv om han ikke på nogen måde kunne være involveret, var Henrik overbevist om at Knud stod bag sagen. Henrik kunne i øvrigt ikke lide, at Knud havde anlagt sig tysk stil i sin påklædning, og det angreb han Knud for. Saxo mener at Knud svarede pænt og høfligt, men i virkeligheden kom han nok med en grov fornærmelse af Henrik: "Knud svarede, at de beskyttede lige saa godt som en Lammeskindskofte; han holdt nemlig for, at det var sømmeligere for ham at gjengjælde hans Stiklerier i Anledning af hans prægtige Klæder ved paa en høvisk Maade at foreholde ham hans bondske Væsen end ved at komme med Trusler og Skjældsord, og han nøjedes derfor med saaledes at skjemte med hans hjemmegjorte Klæder, da den anden lastede hans udenlandske." Disse to fornærmelser, hvoraf den ene var indbildt, tilgav Henrik altså aldrig Knud.

Heller ikke Knuds halvbror, Harald Kesja falder i Saxos smag. Han beskrives som en hårdhændet og grusom tyran, da han fungerede som regent for sin far under dennes pilgrimsrejse. Derfor blev han heller ikke valgt som konge, da hans far blev meldt død. Senere forsøgte han i flere omgange at tilrive sig kongemagten, og han drog i viking, ikke kun i udlandet men hægede i høj grad omkring Roskilde, hvor kongsgården lå.

Og til sidst! Kender man Vestervig Kirke i Thy kender man formodentlig også historien om Liden Kirsten og Prins Buris, der efter sagnet ligger begravet på kirkegården. De to måtte ikke få hinanden for kongen i følge legenden. Kongen, som var Knuds søn, Valdemar den Store, lod Liden Kirsten dræbe ved at hun måtte danske sig til døde. Hendes elskede Prins Buris, lod kongen blinde, kastrere og lænke til kirkemuren, så han netop kunne røre graven, ikke mere. Da han døde blev han begravet i forlængelse af sin elskede, ikke ved siden af hende. Legenden har imidlertid ikke noget på sig, og den harmonerer ikke mod de historiske kendsgerninger. Senere undersøgelser har vist, at de, der ligger i graven, sandsynligvis var et søskendepar på omkring 50. Men hvis legenden var sand, ville kongens handlemåde måske være forståelig. Liden Kirsten var hans ældre søster, og Prins Buris var søn af Henrik Skadelaar, hans fars morder. Og et sådant forhold kunne nok have bragt kongens sind i kog.

Citaterne fra Gesta Danorum er fra Frederik Winkel Horns oversættelse fra 1898 her hentet fra den norske Heimskringla wiki på http://heimskringla.no/wiki/Danmarks_krønike. En fremragende side med mange gode kildetekster, også på dansk.