Familiebesøg på Long Island

I sommeren 2008 skulle vi en rundtur i New England. Inden vi startede ud på rundturen skulle vi først besøge Eva og Bill i Southold på Long Island. Eva er Dortes fars kusine på 92 år, og Bill er hendes amerikanske ægtemand. Vi havde inviteret dem til frokost et sted i deres nabolag efter deres eget valg - de kendte jo området bedst. Vi satsede derfor på, at være i Southold omkring kl. 13.00. Efter vores ankomst til JFK aftenen før, havde vi overnattet på et hotel i Jamaica, tæt på lufthavnen. Vi pakkede derfor den lejede bil, og gjorde vores medbragte Garmin GPS klar. Det vil sige, at vi omstillede den til at finde steder i USA, kende den rigtige tid, og ikke mindst angive afstande i miles i stedet for kilometer, og så tog vi af sted. GPS'en viste os vej ud fra hotelområdet til en motorvej, og da vi ikke havde planlagt, at vi skulle se noget denne dag, tog vi bare motorvejen. Her var der en del trafik i begyndelsen, men efterhånden som vi kom længere ud på øen, hørte det langsomt op igen. Ad skiftende motorveje fortsatte vi ud mod den østlige ende af øen.

I Riverhead stopper motorvejen. Riverhead ligger der, hvor øen deler sig i South Fork og North Fork (den ligner nærmest en krabbeklo). Eva og Bill bor i Southold som ligger på North Fork, så vi tog New York Route 25, som netop fører ud ad North Fork. Det vil sige, inden vi kørte ud ad 25, gjorde vi et ophold ved et supermarked, hvor vi købte en køleboks til isterninger, så vi kunne holde vores vand kolde. Selv om vi havde vores GPS med, købte vi også et nyt Rand McNally Road Atlas (2009 udgaven), til erstatning for vores gamle veltjente 2004 udgave, som vi helt bevidst havde ladet blive derhjemme. Det havde ikke længere omslag, og adskillige sider lå løst i kortet.

Da vi kørte ud af byen, mødte vi et skilt, der fortalte, at her begyndte Long Island Wine Country, og vi kørte da også forbi mange forskellige vineyards (vingårde) og wineries (vinerier), som lå langs Route 25 og på sidevejene til den. Disse vingårde besluttede vi at køre forbi, og så opsøge nogle af dem, når vi kom tilbage til New York, inden vi afleverede bilen.

Da vi nåede Southold, var klokken kun omkring 12.00, og vi blev derfor enige om at køre videre ud ad øen til Orient Point. Så kunne vi få set den yderste spids af øen i dagslys. Samtidigt kunne vi finde ud af hvor færgelejet lå, så vi var rustede til senere på aftenen, når vi skulle med færgen over til fastlandet. Det viste sig nu ikke at være svært. Vejen, vi kørte ad, stoppede simpelthen ved færgen. Vi havde bestilt færgebilletter hjemmefra, og skulle være der i så god tid, at vi kunne nå at afhente disse i billetkontoret inden færgen gik. Da vi mente at tiden var ved at være inde, kørte vi tilbage mod Southold. Her begyndte vores GPS at meddele, at den havde lavt batteriniveau. Det kunne vi ikke helt forstå, for den havde været sat i 12-volts udtaget i bilen hele tiden, men vi blev enige om, at stikket måske ikke sad rigtigt i, så vi prøvede at rokke ved det, men uden resultat. Så skiftede vi kablet til et andet udtag, men det gjorde desværre ikke sagen bedre, og efter at have arbejdet lidt med det, blev vi enige med os selv om, at amerikanerne nok brugte en anden type stik til deres 12-volts udtag end vi gør i Europa, og det skulle senere vise sig, at vi havde ret i den antagelse. Så meget for standardisering.  

Tilbage i Southold, udnyttede vi de sidste rester af strøm på  GPS'en, som uden problemer førte os ned til adressen hvor Eva og Bill boede. Da vi nærmede os stedet, mente Dorte, at vi ikke ville få problemer med at finde selve huset, for da hun og Carl Jørn var der i 1998, havde de sat et Dannebrog uden for huset, og det ville de givetvis gøre igen. Og ganske rigtigt, da vi så huset, sad det et fint dannebrogsflag uden for hoveddøren. Det var i øvrigt en stor tilfredsstillelse at konstatere, at vi havde haft ret. Inden vi tog af sted og havde fået den nøjagtige adresse, havde vi prøvet at lokalisere deres hus via Google Earth, og da jeg havde kredset mig ind på det, jeg troede var vejen, havde Dorte ud fra sin hukommelse fra sit besøg 10 år tidligere udpeget det hus, hun mente, at der var tale om. Nu, da vi var der, viste det sig, at vi havde haft fuldstændigt ret. Det fortalte vi senere Eva og Bill, og de var meget imponerede over, at man kunne se deres hus på internettet. Vi har senere sendt dem en kopi af billedet fra Google Earth.

Da vi kørte ind i indkørslen kom Bill ud og tog imod os, og inde i huset ventede Eva. Vi blev modtaget ganske overstrømmende, og blev inviteret ind i stuen, hvor vi – efter eget ønske – fik et glas vand mens vi sludrede. Bill fortalte, at da de ikke havde vidst præcis, hvornår vi ville komme, havde de bestilt bord på en restaurant kl. 14, og det passede os helt fint, for så kunne vi lige nå at sludre lidt mere, inden vi skulle af sted. Bill ville gerne have, at vi kørte i deres bil, for den kunne Eva, der gik med stok, fordi hun netop havde fået nyt knæ, bedre komme ind og ud af. Deres Lincoln Town Car var da også en del større end vores lejede Impala. På vejen fortalte Bill, at de havde bestilt bord på en restaurant med en smuk udsigt over Long Island Sound, og da vi kom til stedet, viste det sig, at det var helt rigtigt. Sound View Inn hed stedet. Vi fik et bord ved et vindue, med en smuk udsigt over sundet, på trods af, at der var to selskaber i gang (en fødselsdag og et bryllup), og Eva og Bill mente, at de aldrig havde set så mange mennesker på stedet på én gang. (Det viste sig at de var stamkunder, og serveringspersonalet kaldte dem da også ved navn.)

At Bill var kendt på stedet, viste sig også, da vi skulle bestille maden. Han fortalte, at de lavede en fantastisk filet mignon, som godt nok ikke stod på spisekortet, men som de gerne ville lave til os, hvis vi ønskede det. Det gjorde vi så! Da vi havde spist, kørte vi lidt rundt i Southold, hvor Eva og Bill viste os det lokale fyrtårn, en lille strand, hvor de af og til kom, og resterne af træer, der var væltet under en nylig tordenstorm. Så kørte vi tilbage til deres hus. Her fik vi en kop kaffe, mens vi sludrede videre. Da de hørte, at vi skulle nå færgen klokken 19, mente de, at det var alt for kort tid, vi var der, og vi lovede at komme tilbage senere på turen, når vi igen kom tilbage til New York. Efter kaffen fik vi en rundvisning i deres ret store hus, som mest af alt ligner en krydsning mellem et geologisk museum og et kunstmuseum. De fortalte, at de faktisk har testamenteret mange af deres samlinger til forskellige museer. Eva og Bill er begge kunstnere. Hun er maler og billedhugger, og har blandt andet levet af at undervise i dette på en af USA's mest estimerede kunst- og arkitektskoler, The Cooper Union for the Advancement of Science and Art, hvor hun også i sin tid selv havde studeret.

Bill har ikke levet af at være kunstner, men har arbejdet med træskæreri i sin fritid, og nu hvor han er pensioneret, bruger han næsten al sin tid på det. Desuden er de begge samlere af natur, og det bærer hele huset præg af.  Stuerne er fyldt med malerier, skulpturer, sten af alle slags, "æg" i alle former og farver og meget andet. I kælderen havde de indrettet værksteder til dem begge to. Fra Evas atelier, var der direkte udgang til haven, som ligger ned til en lille vig, hvor de har en kano liggende. 

Vi gik også lidt rundt i haven og beundrede deres vandfald, den lille dam med haletudser og ikke mindst kanoen, som midlertidigt var taget på land. Bill viste hvordan han havde bygget den om, og installeret et sæde, så Eva stadig kunne komme med på kanoture, selv om hun ikke kunne ligge på knæ eller sidde på den smalle tofte. Tilbage i huset så vi Bills' roderum, der er fyldt med en masse mærkelige sager - som der ikke var plads til i garagen! Bill har en meget stor interesse for gamle ting, og har tidligere haft en "barn" (en lade), hvorfra han solgte antikviteter, eller "gammelt skrammel" som Dorte, der har set stedet, betegnede det. Alt fra gamle sofaer over rustne søm til skårede underkopper. Den slags "antikvitets barns" har vi set mange af på vore ture, men aldrig så mange som i det hjørne af USA vi besøgte denne gang. Bill har solgt sin barn, men da de nye ejere ikke bruger den, er han velkommen til at komme der, og hente og opbevare ting der. Det er altså de ting, som der hverken er plads til i garage eller roderum.  Vi sludrede videre til klokken var omkring 18, og så måtte vi tage af sted under højtidelige løfter om at komme tilbage.  Og det gjorde vi så i slutningen af ferien, og Dorte endda to gange, da hun vendte tilbage endnu engang i oktober.

Vi kørte ud til færgen, og kunne forholdsvis hurtigt køre ombord efter at have fået byttet reservationen til en rigtig billet. Turen fra Orient Point til New London i Connecticut tager ca. halvanden time, og vi gik op på det åbne dæk lige i tide til at opleve, at vi sejlede forbi Plum Island. Vi blev oppe på dækket og nød solnedgangen, som vi lige nåede at få med, inden den varmedis, der havde været der hele dagen, udviklede sig til tyk tåge, og skibet måtte sætte tågehornet i gang.

Vi stødte dog ikke ind i nogen undervejs, og kom stille og roligt i land i på den anden side. Vel på hotellet, som vi havde bestilt hjemmefra, satte vi Dortes medbragte laptop i stikkontakten, og ville så oplade GPS'en via det USB kabel, som vi havde taget med – egentlig for at kunne overføre billeder fra vores kameraer til pc'en. Desværre viste det sig, at stikket som skulle i kameraet ikke passede til GPS'en, og i øvrigt viste sig kun at passe til Dortes kamera, ikke til mit! Så meget for standardisering! Vi havde endda talt om at tage to kabler med, men opgivet det, da vi mente at det ville være spild. Vi var ikke klar over, at de to kameraer bruger forskellige slags stik – det var nemlig ikke tilfældet med Dortes gamle kamera. Det brugte samme slags som mit. Nu var vi altså så kloge og besluttede os for at gå på jagt efter et nyt kabel, når vi nåede Boston, den første storby på vores rute.