Personlige oplysninger

Dette er min private hjemmeside. Jeg har tidligere haft andre hjemmesider til forskellige formål, men denne er altså privat. På denne side vil du derfor primært kunne finde information om ting, der interesserer mig. Hvis nogle af dem også interesserer dig, er det helt fint. Er der ikke noget, der interesserer dig, er det også helt fint.

Personligt: 

Så gik der endnu et år, og jeg har nu rundet 69. Der bliver kortere og kortere mellem fødselsdagene, men som man siger "When you are over the hill, you pick up speed". Jeg har to børn, der for længst er flyttet hjemmefra, og nu også et enkelt barnebarn. Selv bor jeg alene, også uden husdyr. Jeg elsker hunde, men pt. er mit liv ikke til at have en. Måske når jeg en gang går på pension, men selv  det tvivler jeg.

Beskæftigelse:
Jeg har beskæftiget mig med en del forskellige ting i mit liv. Blandt andet har jeg som så mange andre unge arbejdet på en tankstation - den gang, der var betjening til alle, og senere på en selvbetjeningstank, men fortsat i den tid, da tankstationer blev kaldt servicestationer, fordi der faktisk blev ydet service i form af assistance til benzinpåfyldning, påfyldning af kølervæske, batterivand og eller -syre, skift af vinduesviskerblade, pærer i for og baglygter osv. 
J Jeg har i øvrigt også gjort rent i DSB's tog en gang i tidernes morgen.

Men af længerevarende job, har jeg været ansat i søværnet fra 1975 til 1986 (jeg havde dog orlov uden løn fra maj 1985, til 1986). Jeg sluttede karrieren med rang af kaptajnløjtnant af A-linien (Administrativ linje). Jeg nåede at gøre tjeneste såvel til søs som i land og sejlede blandt andet inspektionsskib på Grønland og Færøerne, samt minelægger og korvet.

Fra 1985 til slutningen af 1993 var jeg ansat som systemkonsulent hos IBM Danmark, hvor jeg primært beskæftigede mig med kontorautomationssystemer til mainframe computere. Siger produktnavne som DISOSS, DisplayWrite, PS/370, IPDT, OfficeVision dig noget? Så ved du, hvad jeg arbejdede med. Det meste af tiden, var jeg ansat i den afdeling, der var ansvarlig for salget til store kunder inden for den finansielle sektor, og jeg fungerede som kundeansvarlig systemkonsulent for et par af vore (nu hedengange) mellemstore banker. I den sidste periode hos IBM, var jeg ansat i en central funktion, der ydede support på tværs af kunder og afdelinger, Office Competence Center.

Fra december 1993 har jeg været ansat på U/Nord (tidligere Lyngby Handelsskole KNord). Stedet har dog haft en del navne i tidens løb siden jeg blev ansat på Lyngby Uddannelsescenters Kursusafdeling for mere end 25 år siden. 

Jeg underviser i dag på Erhvervsuddannelsernes hovedforløb, på linjerne Administration, Offentlig Administration og Lægesekretær. Jeg har tidligere undervist på korte kurser i ledelse, kommunikation og forskellige IT fag. Jeg har i tidens løb været med til at udvikle (og afvikle) IT Administratoruddannelsen, samt noget der blev kaldt "Administrationsuddannelse med IT". På Akademiuddannelsen har jeg tidligere undervist jeg på linjen "Kommunikation og formidling" i fagene "Indledning til Kommunikation", "Kommunikation i Praksis" og "Virksomhedskommunikation".

Uddannelse:
Jeg er uddannet som officer af Søværnets A-linje, Administrativ Retning (1979). Herudover har jeg læst HD, 1983, og jeg har desuden en IT uddannelse fra IBM (1986). Og så selvfølgelig diverse kortere uddannelser og kurser, fx Erhvervspædagogikum fra DEL (og i tillæg de 10 ETCS point fra Diplomuddannelsen i Pædagogik, som politikerne fik indført at alle undervisere (også dem med 25 års pædagogisk erfaring) skulle have! Og så har jeg en eller anden form for LEAN certificering :-).

Fritid:

Noget af min fritid, har jeg indtil foråret 2007 brugt som bestyrelsesmedlem i Rødovre og Omegns Gymnastikforening (ROG). I dag er jeg ikke længere aktiv, men er selvfølgelig stadig medlem af foreningen, hvilket jeg har været i 35 år. De seneste år faktisk som æresmedlem. Til gengæld er jeg fortsat på 35. år frivillig leder i Brøndby IF, hvor jeg er fortsat aktiv i et par udvalg og er ansvarlig for en del af træneruddannelsen.

Den fritid, som så er til overs (undervisning kræver, i modsætning til hvad nogle tror, faktisk en temmelig meget forberedelse), forsøger jeg at fordele mellem min familie og mine øvrige interesser. Disse er mangfoldige: jeg holder meget af at rejse, ikke mindst i USA, hvad disse sider også afspejler, fotografere (især landskaber) køre ture, handle i små (og større) underlige butikker med spændende varer osv. Jeg læser også en hel del, både skønlitteratur (især krimi og spænding), men også en del faglitteratur. Især historie bruger jeg en del tid, og USA’s historie, særligt den ikke så kendte historie, står højt på interesselisten. Specielt bruger jeg en del tid på historien om Tom Dooley, som derfor også har fået et selvstændigt menupunkt her på siden. Jeg har besøgt "Dooley-land" ved flere lejligheder, senest i april 2022, hvor jeg besøgte de mange gode venner, jeg har fået ved tidligere besøg - og jeg fik føjet nogle nye til, og området indgår også i programmer for den næste tur i sommeren 2022, selv om den starter i Chicago, og der kun er tale om tre dage i WNC.

Jeg har tidligere brugt en del tid på at "lege" med min PC, fx arbejde med og udarbejde løsninger med Word, Excel, PowerPoint og Access, men det er ikke så meget, som det har været.

Jeg er tilhænger af, at viden bør være tilgængelig for alle uden omkostninger, og er derfor også en ivrig bruger – og desværre pt. knap så aktiv bidragyder - til netleksikonnet Wikipedia (dansk og engelsk version) og jeg har lagt en del billeder på Wikimedia.

Derfor stiller jeg også den viden, som jeg har, og som du måske kan bruge til noget, til rådighed her på siden.
Du er derfor velkommen til helt frit at anvende de fotografier, der findes her på siden, med mindre noget andet udtrykkeligt er specificeret.
Du er også velkommen til at anvende den skriftlige information, dog med kildeangivelse og kun til ikke-kommercielle formål.

Som det fremgår andetsteds på denne sid, har jeg skrevet og udgivet nogler bøger: Land of Friendliness and Beaty, på dansk som Smuk natur, venlige mennesker (dette er min guide til det vestlige North Carolina), Vejen til Petaluma (underlige, kedelige, ligegyldige historier om rejseoplevelser i USA), The Doctor's Secret (en kortroman om mordet på Laura Foster i 1866) og Who Killed Laura Foster? (den research der ligger bag kortromanen). En ny langtrukken bog med flere kedelige rejseoplevelser fra USA forventes at udkomme i efteråret 2022.
 

Kontakt
Du kan kontakte mig på e-mail, hvis du er interesseret i at  tilladelse til at bruge nogle af de skriftlige informationer, eller i øvrigt bare vil i kontakt med mig.

Skriv til: