Besøg i Mystic Seaport

I sommeren 2008 skulle vi køre fra New London i Connecticut til Boston, Massachussetts. Vi havde besluttet at vi ville tage motorvejen hele vejen, da vi bare skulle til Boston, så hurtigt som muligt. Vi fandt derfor hurtigt ud på I-95 og kørte mod nord. Vi havde imidlertid ikke kørt mere end omkring 15 km, da vi så et skilt med et "scenic overview". Det kørte vi ind, og det viste sig, at udsigten var ud over en del af Mystick River og byen Mystic. Er der nogen, der undrer sig over navnet Mystic, så har det ikke noget med mystik at gøre, men kommer det fra et ord på et nu uddødt indianersprog (Mohegan-Montauk-Narragansett), "missituck", der simpelthen betyder "en flod, der er så stor, at den har bølger".

Udsigten var så interessant, at vi alligevel besluttede os for at forlade motorvejen og køre ned til byen, så det gjorde vi. Da vi kom derned, så vi skilte til Mystic Seaport, som er en slags "frilandsmuseum for skibe", faktisk er der tale om verdens største maritime museum. Museet er opbygget som en søfartsby fra 1800-tallet, og adskillige store og små skibe ligger på museet, der også rummer arbejdende værksteder, fx skibsbyggerværksteder, smedeværksted og meget andet. Vi fandt en parkeringsplads og købte billet til museet. Da vi kom ind, viste det sig, at vi besøgte stedet på den sidste dag af den årlige træskibsfestival, og det betød, at der var endnu flere gamle træskibe end normalt – de fleste af dem, var stadig i aktiv brug og i privat eje.

Vi gik rundt og så på skibene og de mange værksteder. Blandt de store skibe er Charles W. Morgan, fra 1841, USA's eneste tilbageværende hvalskib af træ. Skibet fangede ikke selv hvaler, det gjorde mindre hvalbåde, som man transporterede rundt, ophængt i davider. Når der var observeret hvaler satte man hvalbådene i vandet, og de gennemførte så jagterne, mens skibet selv fungerede som depotskib, hvalkogeri og hvalolielager. Hvis man er interesseret i, hvordan det foregik, er Herman Melvilles Moby Dick et godt, om end langt udgangspunkt. Herman Melville havde selv sejlet med hvalskibe, så han kendte forretningsgangen.

Et andet stort sejlskib er J. P. Conrad, der blev bygget i 1882 under navnet Georg Stage, og sejlede som dansk skoleskib frem til 1934, hvor det blev erstattet af det nuværende Georg Stage, der er bygget af stål. Disse to skibe, samt flere andre ligger permanent i Mystic Seaport. Blandt de øvrige skibe er også en rekonstruktion af slaveskibet Amistad, der nok mest er kendt fra filmen af samme navn, samt resterne af skonnerten Australia, der har lidt en omtumlet tilværelse, blandt andet som blokadebryder under den amerikanske borgerkrig. Båden har været restaureret flere gange, men ligger nu hen, nærmest som vrag med blottede spanter, så man kan se, hvordan skibet er konstrueret.

Vi besøgte også en model, der viste hvordan byen havde set omkring 1870, og vi så "bevaringsskibsværftet", hvor man arbejder med at konservere og istandsætte gamle træskibe. Desuden gik vi forbi nogle af de arbejdende værksteder, blandt andet et messingstøberi.

I anledning af træskibsfestivalen var der opsat en lang række boder, hvor der blev solgt alt mellem himmel og jord. Jeg købte noget beef jerky, der er oksekød, hvor fedtet er skåret fra, så der kun er selve kødet tilbage. Dette er så saltet, krydret og tørret, så det kan holde sig uden at blive opbevaret i køleskab. I mit tilfælde var krydderiet peber, og det var ret stærkt! Dorte købte sig en hat, lavet af søgræs, en tangplante. Hatten kunne tåle at blive våd, klemt, krøllet sammen uden at tage skade, og den skulle sidde fast på hovedet selv i blæsevejr, grundet et bånd, der kunne strammes sammen. Hun havde den på en enkelt dag i Boston - og aldrig siden, men det var dog bedre en stråhatten, som hun købte i Gettysburg i 2002, og som faktisk ikke kom på hovedet en eneste gang.