Kejser Norton I

Indholdet i denne artikel stammer i alt væsentligt fra Encyclopedia of San Francisco, mens billederne er fra commons.wikimedia.com.

Lyder navnet i overskriften ubekendt og underligt? Så bare vent til I har læst historien om Kejser Norton den første, Kejser af Amerikas Forenede Stater og Beskytter af Mexico. Jeg hører allerede indvendingen: "Jamen USA har da aldrig haft en kejser". Og det er helt korrekt, det har landet ikke. Og så da alligevel. Her kommer en kort version af historien om USA's første "kejser".

Ingen ved med sikkerhed, hvor og hvornår Joshua Abraham Norton blev født. Der findes en registrering af fødslen af en Joshua Norton i Shopshire i England i 1819, og det passer nogenlunde med "kejserens" alder. Imidlertid er Norton er forholdsvis almindeligt navn i England, så det vides ikke med sikkerhed om det er den samme Norton. I følge registreringen var denne Joshua Nortons forældre John og Sarah Norton. Det vides med sikkerhed at en John og Sarah Norton kom til Sydafrika som immigranter i 1820, og at de havde en dreng ved navn Joshua med. De opgav dog barnets alder til 2 år, hvilket ikke passer med fødselsregistreringen. Dette tyder på, at det ikke var den samme familie, men det kan også være de sydafrikanske myndigheder, som har registreret barnets alder forkert. Da Joshua Norton døde i januar 1880, kunne man læse i hans nekrolog, at han var 65 år gammel. I så fald skulle han have været født i 1814. I dag hjælder nogle kilder til at tro, at den Norton, der blev registreret i Shopshire i 1819 er den rigtige, mens andre fastholder, at han må være født i 1818. Ingen tror i dag på 1814 som fødselsår. Nu er dette imidlertid heller ikke så vigtigt som det, der skete senere i hans liv.

Familien Norton slog sig ned i Algoa Bay i Sydafrika, hvor Joshuas far, John, var leder af det jødiske samfund. Her voksede Joshua op. Da han var 21 eller 22 (i 1841) flyttede familien til Cape Town, hvor John Norton åbnede en skibshandel. Også Joshua startede sin egen forretning, men allerede efter 1½ år, var han gået fallit, og fik i stedet job som kontorist i sin fars skibshandlerfirma. I 1848 var såvel Joshuas mor som to brødre døde, og i 1848 døde også faderen. Joshua arvede hele formuen, som svarede til ca. 40.000 dollars i den tids penge.

Masser af succes

I 1849 blev der fundet guld i Californien, og som så mange andre blev også Joshua lokket til USA af forestillingerne om, hvor rig man kunne blive. Joshua ønskede imidlertid ikke at grave guld, han ville hellere tjene penge på guldgraverne, så for pengene han havde arvet, etablerede han en købmandsforretning og ejendomshandel. Han slog sig i første omgang ned på et hotel i Tomales nord for Golden Gate, hvor han registrerede sig under sit fulde navn og titel: Joshua Abraham Norton, International Købmand.Han etablerede sin forretning i en hytte bygget af adobe (typisk bygemateriale fra det sydvestlige USA) på hjørnet af Jackson Street og Montgomery Street i San Francisco. Stedet én blok fra det sted, hvor man i dag finder Trans America Pyramid på hjørnet af Montgomery og Washington. I dag ligger der kontorer på stedet hvor Nortons butik lå.

Han købte et skib, som lå for anker ud for kysten i San Francisco bugten. Skibet brugte han som lager for sine købmandsvarer, og overskydende plads blev lejet ud til andre købmænd som lager for disse. På det tidspunkt lå der mange forladte skibe i San Franciscos havn, fordi søfolkene havde forladt dem for at søge guld i Sierra Nevada. I 1851 brændte den hytte, han havde lejet sig ind i, og han flyttede sin forretning og sit kontor til en større kontorbygning på Battery Street. Her havde en række indflydelsesrige personer også kontorer, blandt andet den britiske konsul. Norton blev en del af byens forretningselite, og blev medlem af den lokale Frimurerloge. Forretningen gik godt, så Norton købte yderligere tre hjørnegrunde, hvor Sansome Street og Jackson Street mødes. Her opførte han en rismelsmølle, en kontorbygning og en cigarfabrik. Senere købte han endnu flere grunde ved North Beach, hvor man nu finder dele af  Fishermans Wharf og ved Rincon Point. Specielt sidstnævnte grunde viste sig at være en god forretning, da der blev bygget en færgeterminal og flere pakhuse lige i nærheden kort efter at Norton havde købt grundene. Grundene på North Beach "byudviklede" han sammen med entreprenøren Henry (Harry) Meiggs. Meiggs måtte i 1854 forlade byen på grund af svindel, men det er en anden historie. Området, som de to udviklede lå blandt andet der, hvor man i dag finder det kendte forlystelsessted Pier 39 og også det viste sig at være en god forretning allerede dengang, selv om Fisherman's Wharf faktisk var en fiskerihavn, hvor især italienske krabbefiskere, havde deres både liggende og landede deres fangster.

Masser af fiasko

I 1852 blev Nortons formue anslået til at være 250.000 dollars, hvilket ville svare til omkring 35-40 millioner danske 2010 kroner. Norton ville imidlertid gerne tjene flere penge, og han så mulighed for at gøre en god forretning. På dette tidspunkt, var der mange både kinesiske og andre orientalske immigranter i Californien og disse spiste mange ris, som blev importeret fra Kina. I 1852 udbrød der imidlertid hungersnød i Kina og eksport af ris blev forbudt. Manglen på ris fik prisen i San Francisco til at stige fra 4 cent pundet til 36 cent pundet. Norton mente, at her kunne der laves forretning, så da en skibsagent tilbød ham at han kunne købe et skib med 200.000 pund ris fra Peru, for kun 12½ cent pundet, slog han til. Hvis han kunne sælge det for 36 cent, ville det være en rigtig god forretning. Den 22. december skrev han under på en kontrakt om at købe skibet for 25.000 dollars. Han skulle betale 2.000 dollars i udbetaling og resten 30 dage senere. Desværre for Norton gik det ikke helt som ønsket. Dagen efter at Norton havde skrevet under på kontrakten, men inden han havde fået solgt noget af sin ris, kom endnu et skib fra Peru med ris af en bedre kvalitet end Nortons. I løbet af det næste par uger kom endnu flere skibe med kvalitetsris fra Peru til San Francisco og prisen på ris styrtdykkede til 3 cent pundet, endnu billigere end det havde været før riskrisen.

Norton anlagde sag mod skibsagenten, som havde solgt ham skibet. Han påstod, at den ris, som han havde fået forevist af agenten, var af en langt bedre kvalitet, end den, som  faktisk var ombord i det købte skib. Norton ville derfor have ophævet kontrakten. Til gengæld lagde skibets peruvianske ejere sag an mod Norton for at få de sidste 23.000 dollars, som han skyldte dem. Efter mere end 2½ års umådeligt dyre retssager, blev der afsagt dom til fordel for skibets ejere. Norton skyldte altså 23.000 dollars. På dette tidspunkt var guldfeberen overstået, og folk havde ingen penge. Priserne på alting faldt, varer i massevis rådnede på lagrene, fordi ingen havde råd til at købe dem, og ejendomsmarkedet brød sammen (har vi hørt det siden?). Også bankerne var pressede (flere gik fallit) og Nortons bank krævede gælden i Nortons grunde indfriet. Han måtte sælge alle sine forretninger og ejendomme med store tab for at betale sin gæld.

Nogenlunde samtidigt blev han også anklaget for at have bedraget en af sine klienter, og på dette tidspunkt var det eneste han ejede grundene ved Rincon Point, som han måtte pantsætte for at få klaret bedragerianklagen. Han blev udelukket fra Frimurerlogen og var ikke længere en del af byens "fine" selskab og i 1856 erklærede han sig konkurs med en gæld på 55.000 dollars og kun aktiver for 15.000, hvilket endda var usikkert. I årene efter ernærede han sig som mægler, der mod kommission solgte byg, kaffe og andre ting for selvstændige købmænd. På dette tidspunkt var han for længst flyttet fra byens dyre hoteller til et beskedent pensionat hvor han boede til 1858. Herefter forsvandt Norton. I hvert fald ud af mediernes søgelys. Nogle kilder mener, at han forlod byen, andre mener at han blev og levede af forefaldende arbejde. Først i september 1859 dukkede han op igen.

Kejser Norton kommer til byen

Den 17. september 1859, kom en nydelig klædt mand ind på avisen San Francisco Bulletin. Han henvendte sig til redaktøren, George Fith og gave denne et stykke papir. Næste morgen kunne man læse en overskrift i avisen: "Er der en kejser iblandt os". Under overskriften kunne man læse følgende proklamation.

Sådan begyndte Kejser Norton den førstes regeringstid. Omkring én måned senere offentliggjorde avisen den næste bulletin fra kejseren. Her opløste kejseren kongressen, fordi denne ikke sikrede borgerne deres rettigheder. To uger senere opløste han tillige højesteret, for en mindre forseelse mod "Hans Majestæt". Herefter kom der løbende bulletiner og proklamationer, som ikke bare "The Bulletin", men også andre aviser offentliggjorde. Da han hørte at guvernøren over staten Virginia havde ladet John Brown, en kendt, voldelig forkæmper for slavernes frigøres, hænge, afsatte han guvernøren. Kejser Norton indsatte i stedet John C. Breckinridge fra Kentucky som ny guvernør, idet han tilsyneladende overså eller ignorerede at Breckinridge allerede havde et job - som USA's vicepræsident.

I den første uge i 1860 samledes USA's kongres i Washington, hvilket var en klar overtrædelse af kejserens proklamation. Norton beordrede derfor Commander in Chief of the Armies, general Winfield Scott til at rydde kongressalen. Norton vidste tilsyneladende ikke, eller ignorerede, at Scott ikke havde været hærens øverstbefalende i de sidste 15 år og nu fungerede som ambassadør i nogle forhandlinger mellem USA og Canada. Få dage før første februar, hvor kongresmedlemmerne skulle give møde i Music Hall i San Francisco, nedbrændte denne bygning, så Norton ændrede mødedatoen til 5. februar i byens rådssal. Desværre kom der ikke andre end kejseren selv.

I juli 1860 udsendte kejseren denne proklamation:

"Vi er overbeviste om, at intet kan redde nationen fra ren ruin, bortset fra et enevældigt monarki under overvågning og ledelse af en uafhængig kejser"; en proklamation han også allerede tidligere havde fremsat. I årene herefter voksede kejserens ry i San Francisco. Blandt andet havde byens teater altid reserveret en af de bedste pladser til ham, og når han kom ind spillede orkesteret en fanfare, mens han blev eskorteret til sin plads af teaterets direktør.

I 1863 invaderede Napoleon den Tredje Mexico. Dette fik kejseren til at ændre sin titel til "Emperor of The United States of America and Protector of Mexico", et land han aldrig havde sat sine ben i. I byen blev han opvartet af de lokale politikere, som ikke turde andet af frygt for at miste vælgere (kejseren var allerede meget populær hos den almindelige befolning), politiet gjorde honnør for ham, hvis de mødte ham på gaden, efter at han fejlagtigt var blevet arresteret for løsgængeri. Senere begyndte han at udgive sine egne obligationer med en værdi af mellem 50 cent og 10 dollars, som han solgte med løfte om, at de ville blive tilbagekøbt med renter i 1880. Mange købte faktisk disse obligationer, dels af medlidenhed, men også for at kunne sige, at de havde kejserens underskrift. Obligationerne brugte han så som betalingsmiddel, og de blev indløst i de fleste butikker i byen. I 1869 ophævede han både Det Demokratiske Parti og det Republikanske Parti. I 1876 fik han besøg af Brasiliens kejser, Pedro den Anden. Det er ikke helt klart om Pedro faktisk troede på, at Norton virkelig var kejser af USA, eller om han opfattede mødet som "underholdning". 

Norton skrev breve til den russiske zar og til Dronning Victoria af England, men ingen af disse blev nogensinde besvaret.  Det fik dog nogle byens mere ondsindede borgere til at skrive falske breve tilbage til Kejser Norton i de pågældende statsoverhoveders navne. Blandt andet et brev fra Dronning Victoria, hvor hun tilbød Norton "et ægteskab som kunne forene de to lande". Norton skrev dog også flere breve til Abraham Lincoln som præsidenten tog helt alvorligt, og også besvarede.

Kejseren er død

Den 8. januar 1880 var kejseren på vej op ad California Street på vej mod Nob Hill for at deltage i den månedlige debat i det fine Hastings Society på Academy of Natural Science. Ud for Old St. Marys Church begyndte han at vakle, og kort efter faldt han om. Selv om tililende forsøge at hjælpe, var der intet de kunne gøre. Kejser Norton den Første af USA var død.

På sig havde han et guldstykke til en værdi af $ 2,50 og en fransk franc fra 1828, med et billede af Charles den Tiende, Frankrigs sidste konge af slægten Bourbon. Norton havde selv tidligere påstået, at han i virkeligheden nedstammede fra Bourbon slægten, men var blevet adopteret af familien Norton. Han havde et bundt at sine egne 50 cents "obligationer" som skulle tilbagebetales i 1890. Med dem ville han indløse de obligationer, som skulle tilbagetales i 1880, og som han ikke havde nogen mulighed for at tilbagebetale.

Store dagblade i byer så langt væk som Seattle, Denver, Philadelphia og Cincinnati skrev artikler om kejserens død. 10.000 mennesker besøgte lighuset for at udvise kejseren den sidste ære. Da han ingen penge havde, skulle han begraves i en fattiggrav på den lokale kirkegård, men en af hans venner fra "de gode år" og medfrimurer betalte en begravelse, som var en kejser værdig, og Norton blev begravet på byens Frimurerkirkegård. Mere end 30.000 mennesker fulgte kisten fra kirken til kirkegården og ligtoget var over 3 km langt. For ligesom at slå højtideligheden fast, indtraf der en total solformørkelse over San Francsco i det øjeblik kisten blev sænket ned i jorden.

I 1934 lukkede San Francisco alle byens kirkegårde for at skaffe plads til de levende. Nortons kiste blev overført til kirkegården Woodlawn Memorial Park i byen Colma syd for San Francisco. Her blev han igen begravet, denne gang med militær honnør.

Blandede informationer om kejser Norton

Igennem hele sin kejsertid, levede Norton et beskedent liv. Han havde ikke selv nogen penge, og boede i meget beskedne pensionater rundt omkring i byen. Hans uniform var tit meget laset, og når det blev for meget, sørgede behjertede borgere eller officerer fra San Franciscos Presidio for, at han fik en "ny".  De fleste butikker og restauranter, som modtog hans obligationer/penge, satte skilte i vinduerne med "Leverandør til Kejser Norton den Første". Han kørte også gratis med byens sporvogne og sejlede gratis med færgerne. Fra direktøren fra Central Pacific Railroad fik han et frikort, så han kunne køre med banens tog overalt i Californien.

Om Norton var gal, eller en begavet bedrager, er der ingen der ved med sikkerhed, men af og til, kom der i hvert fald klare budskaber i hans proklamationer, fx som da han udsendte en proklamation i 1872, "at der skulle bygges en hængebro fra Oakland til Telegraph Hill i San Francisco via øen Goat Island, såfremt broen kan bygges uden at skade gennemsejlingsforholdene i San Francisco Bay." Proklamationen blev faktisk udført, om end først 64 år senere, da Oakland  Bay Bridge åbnede.

Central Pacific lagde jernbaneskinner, der sluttede i Oakland hvorfor Norton proklamerede at de skulle fortsættes over den befalede bro til San Francisco. På togvognene stod der da også Frisco, hvilket til gengæld ikke huede kejseren. "Den som efter en behørig og korrekt advarsel høres at udtale det afskyelige ord "Frisco", som ikke har nogen sproglig eller anden adkomst, gør sig skyldig i "højforseelse", og skal indbetale en bøde på kr. 25 dollars til det kejserlige skatkammer."

I 2004 foreslog San Franciscos byråd, at den østlige del af en nybygget bro mellem Oakland og San Francisco skulle kaldes Emperor Norton Bridge, men Oakland by og Alameda County hvor Oakland ligger, støttede ikke forslaget. Allerede i 1939 havde organisationen E Clampus Vitus dog sat en mindeplade op på Trans Bay Terminal bygningen. Bygningen er nu revet ned (2009) og opførelsen af en ny er påbegyndt i 2010.

I 1874, omkring 56 år gammel besluttede kejseren, at han manglede en kejserinde, så han skrev et brev til en 16-årig pige, Minnie Wakeman, som han foreslog skulle blive hans hustru. Hun svarede at hun var meget beæret over henvendelsen, men at hun desværre allerede var forlovet.

I modsætning til en populær tradition ejede Norton ikke to hunde, som han ofte blev fotograferet med. Bystyret havde en politik om, at herreløse hunde skulle aflives, men netop disse to hunde blev sparet, fordi de var gode rottejægere. Hundene levede på gaden, og Norton lærte dem at kende og gav dem som regel noget af sin mad, når han spiste gratis på byens restauranter.

Norton tog sine kejserlige forpligtelser meget alvorligt, så han gik i kirke hver søndag, omend i forskellige kirker, og om lørdagen besøgte han Temple Emmanu-El, den jødiske synagoge. Desuden besøgte  han skoler og overhørte eleverne, ligesom han  inspicerede byens gaders tilstand.

Ved folketællingen i 1870 blev Norton registreret som indbygger i San Francisco. Under "Beskæftigelse" stod der "Kejser". I den kolonne, hvor man kunne anføre, hvorfor nogle indbyggere ikke havde stemmeret, stod der bare "sindsyg".

Mark Twain, der havde kendt Norton, mens han var journalist i San Francisco under sit eget navn, Samuel Longhorn Clemens, brugte kejseren som forlæg for "Kongen" i romanen Huckleberry Finn. Mens Mark Twain var journalist på San Francisco avisen The Daily Morning Call, skrev han engang: "Det var smertefuldt for mig at se Kejseren tigge, for selv om ingen andre troede på, at han var kejser, troede han det selv." Mark Twain skrev ved kejserens død til flere af sine venner og beklagede, at der ikke var nogle af tidens forfattere, som havde skrevet en bog om Kejser Norton, inklusive ham selv. Senere blev kejseren dog genstand for flere skriverier. Der er faktisk skrevet adskillige bøger om (og med) Kejser Norton, og han "medvirkede bl.a. i Robert Louis Stevensons roman "The Wrecker" (på dansk "Mysteriet om det døde Skib") fra 1892. Norton "medvirkede" også i et afsnit af western tv-serien Bonanza. Første del af dette afsnit kan ses her.

Kejser Norton den første var et fænomen, der stor set var skabt af medierne, ikke mindst San Francisco Bulletin, som bragte samtlige hans proklamationer og bulletiner i de 20 år hans "regeringstid" varede. og hans ry eksisterer endnu. I januar 1980 blev der holdt flere forskellige ceremonier i San Francisco for at fejre 100-året for kejserens død. I 2007 erklærede Shawn Bale fra Monmouth, Illinois sig selv som kejser Norton II, idet han påstod at han dermed overtog den trone, der var blevet ledig da Norton I døde. Han måtte dog "drage i eksil" og oprettede i stedet Kejser Norton II's kejserlige eksilregering.