Et overraskende møde

Da vi kom ud fra hotellet i Jackson, Wyoming om morgenen, viste termometeret kun på 10° - ikke meget i forhold til 30-35, det havde været oppe på dagen før. Dagens program bød på hele to nationalparker, nemlig Grand Teton og Yellowstone, så det var klart, at vi ikke kunne nå at se alting begge steder. Vi havde derfor lavet en plan. Grand Teton nationalparken er kendt for sine bjerge, som kaldes "Juvelen i Rocky Mountains krone", så disse bjerge skulle vi naturligvis se. Jeg holder meget af bjerge!

Vi havde derfor besluttet, at vi først ville besøge Grand Teton, som ligger lige uden for Jackson. Herfra ville vi fortsætte mod nord og køre ind gennem den sydlige indgang til Yellowstone National Park. Inde i parken går vejen i noget, der ligner et ottetal. I dette ottetal ville vi tage den vestlige gren i den nedre del af ottetallet og den østlige gren i den øvre. På denne måde regnede vi med at få set et bredt udsnit af parkens seværdigheder. Vi skulle så køre ud af den nordlige indgang til parken, og vi havde bestilt værelse på et hotel i den lille by Gardiner i Montana, der netop ligger uden for den nordlige indgang.

På vej ud mod Grand Teton National Park kører man gennem den sydlige del af Jackson Hole. Vi gjorde holdt ved en rasteplads, hvor vi kunne se Teton bjergkæden i det fjerne. Omkring kl. 8.30 kørte vi ind i selve Grand Teton nationalparken, hvis primære attraktion altså er de meget smukke bjerge i Teton Range, ikke mindst det højeste bjerg Grand Teton,  der er 4.197 meter højt, men også de andre toppe i kæden, som alle er mellem 3.500 og 4.000 m høje. Bjergene ER meget smukke, og vi fotograferede dem fra adskillige vinkler, og gik også en tur langs søen Jenny Lake, for at se om vi kunne få et "spejlbillede-billede". Desværre blæste det en lille smule, så der var små bølger på søen, som gjorde at bjergene ikke spejlede sig helt som ønsket. Og af dyr så vi kun halerne af såkaldte Mule Deer, som tilsyneladende ikke har noget dansk navn (på norsk kaldes de mulhjort, så måske hedder de noget i samme stil på dansk). I hvert fald er der tale om en art hjort med meget lange ører (deraf navnet – "mule" betyder jo som bekendt "muldyr", og de har også lange ører). Vi var der nok ikke på det rigtige tidspunkt, for vi havde læst, at man også kunne se elge, hvidhovedede ørne, bævere, flododdere, gaffelantiloper, grævlinger, prærieulve, pelikaner og mange andre, især mindre dyr, men enten var de taget på ferie, eller også gemte de sig bare. Vi besøgte også parkens visitorcenter, men her var der ikke så meget at se, og til gengæld var der mange mennesker, så vi blev her ikke længe.

Efter ca. 1½ time kørte vi videre nord på mod Yellowstone. Vejen, der går mellem Grand Teton og Yellowstone er fortsat U.S. Highway 89, men på denne strækning kaldes den John D. Rockefeller Memorial Parkway. Ved Flagg Ranch ved bredden af Snake River gjorde vi igen holdt. Både for at nyde naturen, men også for at få lidt formiddagskaffe inden vi fortsatte nord på. Der er kun ca. 30 kilometer fra Grand Teton til Yellowstone, så selv med kaffepausen tog det ikke mere end tre kvarter, før vi var fremme. Yellowstone er kendt for mange ting, blandt andet sine gejsere og andre geotermiske fænomener, men også for sit dyreliv, sine floder og kløfter osv., så der er meget at se. Den billet, vi havde købt ved Grand Teton formedelst $25, gav adgang til begge parker i en uge, så vi fremviste billetten og kørte så ind i parken.

Det første stykke vej efter den sydlige indgang, er der ikke mange muligheder for svinkeærinder, for vejen går bare mod nord uden sideveje. Vi gjorde dog holdt et par steder, blandt andet ved et udsigtspunkt hvor man kunne se ud over bakker, med en masse fuldstændigt nøgne, og helt tydeligt udgåede, grå træstammer uden bark og grene, der stadig stod lodret, blandet med levende nåletræer.  Det næste sted, vi gjorde holdt, var ved Lewis Falls, der er et mindre vandfald, som vi nødvendigvis måtte fotografere. Vi fik også taget et billede af Lewis River, der slynger sig gennem en grøn dal med Teton bjergkæden i baggrunden. Det er i dag et af de billeder fra vores tur, som jeg personligt holder mest af.

Fra Lewis River fortsatte vi nord på mod det sted ved den sydvestlige ende af den store sø Yellowstone Lake, hvor vejen fra den sydlige indgang møder det ottetal, der "slynger sig rundt i parken". Yellowstone har i alt fem indgange. En mod syd, en mod nord og en mod vest. Til gengæld er der to mod øst, en i den nordlige ende af parken og en i den midterste del. Den sydlige er lukket længst på grund af sne, typisk fra begyndelsen af november til midten af maj. Omkring Lewis Falls kører man ind i det såkaldte Yellowstone Caldera (resterne af et kæmpemæssigt udbrud, fra en såkaldt "supervulkan", der ligger under Yellowstoneområdet), der dækker en stor del af parkens sydlige og centrale del. Da vi nåede ottetallet, drejede vi mod vest, og begav os ud på den vestlige gren af ottetallets sydlige cirkel. Vejen fører blandt andet over Craig passet i 2.518 meters højde og derfra går det så nedad mod et af parkens mange områder med gejsere. I dette tilfælde det såkaldte Upper Geyser Basin, der tæller en af verdens mest berømte gejsere, Old Faithful. Den springer med stor regelmæssighed, og den skulle vi naturligvis se. Det viste sig, at der var en del andre mennesker, der havde fået samme gode idé!

I første omgang gik vi ned til det lokale Ranger kontor, som dengang lå lige ved siden af gejseren. Her kan man på et skilt udenfor se, hvornår den forventes at springe igen næste gang. I vores tilfælde var det "planlagt" til at ske klokken 13.12 plus/minus 10 minutter. Da klokken kun var et kvarter over 12, var der ikke andet at gøre end at vente, så vi gik lidt omkring og slog os så ned på en bænk. Der er bænke halvvejs rundt om kilden, således at så mange som muligt kan sidde og nyde synet af gejseren i udbrud. Mens vi ventede, kunne vi se, at en af de øvrige gejsere i området var kommet i udbrud. Denne gejser, der kaldes Castle Geyser, er lige så kraftig, og også lige så regelmæssig som Old Faithful, men den springer med meget størrre mellemrum. Melem 10 og 12 tgimer går der mellem to udbrud. Vi fordrev tiden på bænken med at spise den indkøbte mad, og sad så ellers bare og nød naturen. Klokken 12.50 begyndte gejseren at røre på sig. Den sendte nogle små dampskyer og nogle mindre vandstråler op i omkring en meters højde. Ellers stiger der bare damp op fra den i en stadig strøm, men de små udbrud er tegn på, at et af de store er på vej. Præcis klokken 13.13, kun et minut fra det forudsagte tidspunkt, kom så udbruddet, som varede omkring 3-4 minutter, og hvor kogende vand og damp bliver sendt op i omkring 25 meters højde. Et meget imponerende syn, hvis man kan lide gejsere. Da "forestillingen" var forbi, gik vi tilbage til bilen, hvor vi gav os til at planlægge næste stop ved hjælp af et kort og en netop indkøbt bog om Yellowstone området. Vi besluttede os for, at det næste stop skulle være ved Midway Geyser Basin. Den eneste grund til det var, at her lå der noget, der på kortet kaldtes Grand Prismatic Spring, og det synes vi lød som en spændende oplevelse. Og det skulle vise sig at være korrekt, på flere måder end vi først havde antaget, da vi kørte af sted fra Old Faithful.

I alt er der ca. 480 km vej i parken, og flere hundrede muligheder for at stoppe og se på forskellige seværdigheder, så det er helt klart, at skal man se dem alle, har man brug for flere måneder i parken. Da vi kom til parkeringspladsen ved Midway Geyser Basin, viste det sig, at der var anlagt en sti, som førte rundt til flere af områdets interessante varme kilder, blandt andet Grand Prismatic Spring. Turen rundt var omkring 1½ kilometer, så den besluttede vi os for at tage. Midway Geyser Basin ligger ved floden Firehole River, og den første varme kilde, vi kom til, var Excelsior Geyser. Dette har tidligere været en "rigtig" gejser, der havde udbrud, og dengang (indtil 1880'erne) var det faktisk verdens største springkilde. I dag springer den ikke mere, men er "bare" en varm kilde, der pumper mellem 15.000 og 17.000 liter 93° varmt vand ud i floden hvert minut! Selve søen ser blå ud og havde det ikke været for de dampe, der selv på en varm dag stiger op fra vandet, havde det lignet en swimmingpool på et bedre hotel. Jeg skal i øvrigt sige, at siden vi havde forladt Grand Teton National Park var temperaturen steget fra de 10°, den havde været der, til respektable 33°, så nu havde Dorte smidt trøjen.

Vi fortsatte ud af den anlagte sti forbi flere mindre kilder indtil vi kom til Grand Prismatic Spring. Dette er den største varme kilde i USA, og den tredjestørste i verden. Kun i New Zealand findes der to varme kilder, der er større. Søen, som det rettelig er, er omkring 100 meter bred og over 50 meter dyb. Vandet er "kun" omkring 71° varmt, og kilden producerer "kun" ca. 2.000 liter vand i minuttet. Også her er farven på vandet blå, men langs bredden har vandet afsat en række mineraler, der giver et meget flot farvespil, hvilket har givet kilden sit navn. Vi tog en del billeder af kilden, mens vi talte om, hvor smuk den faktisk var. Netop da vi skulle til at gå videre, blev vi tiltalt af en mand, der kunne høre at vi var danskere. Det var han også selv, og så faldt vi i snak med ham. Vi talte med manden et kvarters tid. Han fortalte, at han og familien havde byttet hus med en familie fra Idaho, og mens denne familie boede i deres hus i Danmark, boede de så i Boise. Vi fortalte til gengæld om vore rundtur, og han virkede da interesseret i det også, så vi talte altså pænt længe, og kunne sikkert være fortsat længere endnu, hvis ikke der var sket noget overraskende.

Mens vi stod og talte med manden, lød der pludselig en stemme bag fra, der sagde "Hej Dorte". Det var Jens, Dortes bror og hans kone Annette. De var på det tidspunkt udstationeret i Washington DC og var på ferie i det vestlige USA. Vi vidste godt, at de holdt ferie, og de vidste, at vi var i USA, men ingen af os anede hvor de andre var, og at vi skulle til Yellowstone  så det var altså helt tilfældigt at vi mødtes. Manden, som vi stod og talte med, så noget forvirret ud, og jeg tror ikke at vores forsøg på at forklare ham, at vi var i familie, og at vi ikke vidste, at vi hver især skulle til Yellowstone osv., gjorde ham mindre forvirret. Nu fik vi så travlt med at hilse på hinanden så manden undskyldte sig og forlod os. Vi andre derimod blev stående på samme sted og bare talte og talte i omkring en halv time, før det gik op for os, at vi jo kunne følges resten af vejen tilbage til bilerne. Så det gjorde vi. Undervejs så vi endnu et par varme kilder, men det gik mest op i snak.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, sludrede vi videre. Jens og Annette fortalte, at de faktisk skulle have været til Yellowstone dagen før, men at de var blevet en dag længere i Colorado, og vi fortalte, at vi slet ikke ville være kommet den vej, hvis ikke vi havde ændret vores rute to dage tidligere, så vi kom fra Jackson i stedet for fra Idaho, som vi oprindeligt havde planlagt. Så var vi nemlig kommet ind via den vestlige indgang, og så havde vi nok ikke valgt at køre syd på i parken. Og havde vi ikke talt med danskeren, eller var vi blevet ved Old Faithful lidt længere eller kortere, så havde vi ikke været ved Grand Prismatic Spring, da Jens og Anette kom. Jeg tør slet ikke begynde at regne på sandsynligheden for at sådan et møde overhovedet kan ske. Hvor stor er sandsynligheden for at to søskende, som uafhængigt af hinanden er på ferie i det vestlige USA, uafhængigt af hinanden laver om på deres planer, så de begge kommer til Yellowstone samme dag, kører ind på den samme parkeringsplads på nogenlunde samme tid, og så mødes på en bræddesti ved en varm kilde? Det skal der nok en bedre statistiker end mig til at regne ud. Nede ved bilen blev vi klare over, at Jens og Annette ikke havde bestilt hotel den dag, så vi blev enige om, at vi da kunne følges ad resten af dagen, og så kunne vi se, om de kunne få værelse på det hotel, hvor vi allerede havde bestilt, eller måske på et i nærheden. Jeg skal nok lige tilføje, at dette møde fandt sted den 8. juli, og vi har netop bryllupsdag den dag. Jens og Annette har bryllupsdag den 7. juli, altså dagen før, så vi kunne altså fejre dobbelt bryllupsdag den aften, hvis vi kunne komme til at bo i nærheden af hverandre.

Men først skulle vi se mere af parken. Vi blev derfor enige om, at køre til Norris Geyser Basin, hvor der også skulle være nogle meget spændende gejsere, og derfra til Mammoth Hot Springs i den nordlige ende af parken. Det første stop, vi gjorde, var dog ved vandfaldet Gibbon Falls. Også her var der en masse af de afbarkede træstammer, som vi tidligere havde set, men Jens kunne forklaringen, som han og Annette havde fået et andet sted i parken. Som så mange skove i Nordamerika, rammes også Yellowstone jævnligt af større eller mindre skovbrande. I 1989 var parken blevet ramt af en skovbrand, der havde ødelagt ikke mindre end 45% af parkens træer. Skoven er en naturskov, så den får lov til passe sig selv uden nogen form for menneskelig indblanding Mange af træerne, der var ødelagt af branden, var ikke væltede, og det var disse træer, der stadigt stod. Den sortsvedne bark var dog efterhånden "vasket og blæst af", så træerne nu stod barkløse, og derfor havde dette karakteristiske, grå udseende. De små træer var så de, der var skudt op i den næringsrige jord, der faktisk kommer efter en brand. Alle var selvfølgelig selvsåede, da man som sagt lader skoven passe sig selv. Så selv om branden selvfølgelig var ødelæggende, er disse skovbrande også en del af den cyklus som naturen gennemlever. Man regner med, at de tilbageværende døde træer vil vælte i løbet af de næste 10-15 år og samtidigt vil de nye træer vokse op til den højde, som de gamle havde, og om 20 år, ville alle spor af branden stort set være væk.

Efter at have set lidt på vandfaldet kørte vi videre til Norris, hvor vi også fandt et sted at parkere, og så gik vi en tur rundt mellem de mange gejsere i dette område, men igen var det begrænset hvad vi fik set, fordi vi brugte meget af tiden på at snakke. Men vi fik da set blandt andet Steamboat Geyser, der er parkens kraftigste gejser, med udbrud på helt op til 100 meters højde. Desværre er gejseren meget uregelmæssig med mellem fire dage og helt op til 50 år mellem to udbrud. Også Minute Geyser kom vi forbi, Den var tidligere utroligt regelmæssig, og havde et udbrud hver minut, men den er nu gået helt i stå. Dette skyldes, at ubetænksomme turister har smidt mønter og klippestykker i den, så "dampventilen" er blevet spærret. At åbne den igen kan kun gøres ved at sprænge sig vej, men det vil medføre så store ødelæggelser af området, at man har opgivet projektet.

Til sidst gik vi lidt rundt ved det såkaldte Porcelain Basin, hvor det igen er de farvede aflejringer, der dominerer, og vi fik også set Emerald Pool, som er otte meter dyb, og igen meget blågrøn, men med typiske gule svovlaflejringer i kanterne. De fleste gejsere og kilder i Yellowstone indeholder basisk vand, men her ved Norris området, er alle kilderne sure. Vi så også en række af de andre gejsere og varme kilder i området, men de her nævnte var de mest spændende. Gejserne og de varme kilder ved Norris er de varmeste i hele Yellowstone, med temperaturer på op over 100°.  Norris bassinet ligger lige der, hvor to geologiske forkastninger, Norris-Mammoth forkastningen og Hebgen Lake forkastningen krydser Yellowstone Calderaens nordlige rand. Det betyder at der er en stor geologisk aktivitet i området, og så sent som i 1959 var der her et jordskælv, der blev målt til over 7,4 på Richterskalaen, hvilket er meget kraftigt. Det betyder også, at gejserne og kilderne i området jævnligt ændrer karakter, fx fra at springe til ikke at gøre det, fra at være regelmæssige til det modsatte og omvendt. Et eksempel er Ledger gejseren, der indtil 1979 sprang meget regelmæssigt med 14 timers mellemrum. Så holdt den pause frem til 1993, hvor den slet ikke sprang, og nu springer den igen, men med meget uregelmæssige mellemrum.

Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, stod vi selvfølgelig og snakkede videre uden for bilerne, ikke mindst fordi vi var blevet noget svedige og lige skulle dampe af. På dette tidspunkt, var temperaturen oppe omkring 35°, en pæn stigning fra morgenens 10°, og da vi befandt os i 2.300 meters højde, var det tiltrængt med et hvil. Mens vi stod og sludrede, kom der pludselig tre bisonokser, en tyr og to køer, spadserende hen over parkeringspladsen mellem bilerne. En ranger kørte ind på parkeringspladsen i sin bil og råbte "Be aware! Bison passing thru", men det var vi allerede klar over. Jeg stod nede ved bagagerummet på vores bil, altså ud mod parkeringspladsen, men trak mig ind mellem bilen og den ved siden af, for at komme op på fortovet. Desværre fik bisontyren samme gode idé, så den fulgte efter mig ind mellem de to biler. Men i stedet for at forfølge mig videre fortsatte den ind i skoven, hvor de to køer ventede. Tro mig, en bisontyr er stor, når den kun er tre meter fra én. Det får nu ikke alle til at opføre sig fornuftigt. Vi hørte om en bedstemor, der havde sat sit barnebarn op på ryggen af en bison, for at få taget et billede. Heldigvis skete der ikke noget, men det var mere held end forstand. Bisonerne i Yellowstone er vilde dyr, og sådan en tyr er omkring 2 meter høj, og kan veje op til omkring 1.100 kg.

Det sidste sted, vi valgte at gøre holdt, var ved Mammoth Hot Springs, som er et af de virkeligt berømte områder i Yellowstone. Her standsede vi et par steder, men vi var alle fire enige om, at vi havde set mange andre steder i parken, som var mere imponerende. Vi forlod derfor parken ad den nordlige indgang, og fandt hurtigt vores hotel, hvor også Jens og Annette fik et værelse. Vi var nu kommet til Montana – grænsen ligger lige ved indgangen til parken. Gardiner er ikke specielt stor, men den har da indtil flere hoteller og restauranter, hvilket selvfølgelg skyldes dens beliggenhed lige uden for nationalparken. Efter at have sundet os lidt på værelserne mødtes vi i hotellets reception. Her fik vi anbefalet et steakhouse, som lå lige ved siden af hotellet. Her fik vi rigtig god mad, blandt andet hele, stegte hvidløg til forret, og filet mignon til hovedret. Desuden fik vi en ret god vin, som vi fik drukket tre flasker af inden vi var færdige. Der var i øvrigt to servitricer, én der serverede mad, og en anden, der serverede drikkevarer. Den sidste var en ret ung pige, måske 25, som vi blev helt gode venner med. Jens fik hende til at rødme, da han sagde, at "hun bare kunne kalde ham 'onkel' – det var der i forvejen en masse unge piger, der gjorde".

Efter maden gik vi så over på Jens og Annettes værelse og drak noget mere rødvin! Det vil sige, Jens, Dorte og jeg drak rødvin. Annette ville hellere have sjusser. Vi delte yderligere fire flasker rødvin, så vi kom i ret løftet stemning. Kl. 23.00 blev vi enige om, at nu var klokken 7.00 i Danmark, så nu kunne vi godt ringe hjem og fortælle Jens' og Dortes forældre, at vi havde mødt hinanden. Så det gjorde vi. Det vil sige, Annette ringede hjem, og fnisede en hel del, da hun fandt ud af, at hun have vækket Else. Hun fnisede endnu mere, da hun sagde, at hun egentlig bare ringede for at spørge, om Else ville hilse på Dorte. Det ville hun gerne, selvom hun var noget overrasket, og så var det Dortes tur til at fnise. Efter Dorte var det så Jens' tur til at tale med sin mor, men han fnisede nu ikke. Til gengæld tror jeg ikke, at han kan huske, hvad han sagde. Dorte kunne i hvert fald ikke huske bagefter, hvad hun havde sagt. Selv deltog jeg ikke i samtalen, ellers havde jeg sikkert både fniset og glemt det bagefter. Efter samtalen var der ikke mere rødvin, og så kunne vi lige så godt gå hver til sit. Vi havde jo hver for sig også en dag om søndagen. Så vi gik over på vores eget værelse og var i seng godt midnat.