Diligencerøver og cigarhandler

Jeg har efterhånden skrevet en del historier på denne side. De har det til fælles at alt, hvad jeg har skrevet, er ret nemt at dokumentere, for de, der ønsker en sådan dokumentation. Det kommer imidlertid til at knibe med denne artikel. Ikke fordi den er fiktion, men kilderne er ret få, og i mange tilfælde stærkt uenige. Noget ved vi dog med sikkerhed, og jeg synes at historien er interessant, så derfor kommer den alligevel. Den handler om "The Bandit Queen" eller "Bandit Lady", en kvinde, som blev kendt for ikke ret meget.

Pearl Taylor blev efter eget udsagn født i den lille landsby Lindsay i provinsen Ontario i Canada i 1871 i en familie med flere børn. Hendes forældre tilhørte den højere middelklasse og var religiøse, og de gav deres datter den bedste uddannelse, der var mulighed for. Uddannelsesmulighederne i landsbyen og området omkring var ikke imponerende for en ung pige, og da hun var 16 år blev hun sendt på kostskole. Her mødte hun, og forelskede sig i en ung mand, hvis efternavn var Hart. Fornavnet er ikke sikkert, da det er et af de steder, hvor kilderne er uenige. Hans navn ses i forskellige kilder som Frederic, Brett og Frank såvel som William. Under alle omstændigheder udviklede forholdet sig, og da hun var 17 år, stak hun af fra skolen og giftede sig med ham, og resten af sit offentlige liv var Pearl kendt som Pearl Hart. Nogle kilder vil vide, at Hr. Hart arbejdede som bartender og småspiller, da hun traf ham, men det er muligt at dette er en tilbageføring, da han faktisk arbejdede som bartender senere i sit liv, hvor han også dyrkede pokerspil med skiftende held.

Kort efter brylluppet gik det op for Pearl, at hendes mand var voldelig, ikke mindst når han var fuld, hvilket han tilsyneladende ofte var, ikke mindst når han havde tabt i spil. Hun forlod ham derfor og rejste hjem til sin mor. Hart opsøgte hende og de forligtes, hvorefter hun senere forlod ham igen, forligtes, forlod ham igen og så fremdeles over flere år. På trods af, at de kun var sammen i ret korte perioder ad gangen, fik de faktisk to børn sammen, en søn og en datter (se nedenfor). På et tidspunkt (en kilde har 1878) flyttede familien til Toledo i Ohio i USA, og når mange kilder siger, at Pearl lod børnene være hos sin mor i Canada, har de formodentlig overset dette. Faderen, der havde været jernbaneingeniør (Toledo var et knudepunkt for adskillige jernbaneselskaber), var tilsyneladende død inden Pearl fik børn, men det er muligt at han var i live i begyndelsen af hendes ægteskab.

I 1893 tog parret til Chicago for at besøge Verdensudstillingen der. Her fik hendes mand midlertidigt arbejde som udråber for forskellige teaterforestillinger. Sammen besøgte de udstillingen og ikke mindst blev Pearl betaget af forestillingen i Buffalo Bill's Wild West Show, og synet gav hende en romantisk forestilling om livet i "det vilde vesten". Ikke mindst var hun blevet meget optaget og imponeret af trickskytten Annie Oakley (kendt fra musicalen Annie Get Your Gun). Mod slutningen af verdensudstillingen forlod hun igen sin mand, denne gang for alvor. Hun købte billet til et tog til byen Trinidad i det sydlige Colorado, ikke langt fra grænsen til New Mexico. Enkelte kilder vil have, at hun fulgtes med en salonpianist ved navn Dan Bandman, men det kan hverken be- eller afkræftes.

Hvorfor hun rejste til Trinidad er uklart. Byen var en mineby (kulminer), og det kan have gjort den interessant, eller måske var det Wild West-romantikken, der trak. Enkelte kilder vil vide, at hun blev meget skuffet, da det gik op for hende, at det liv, hun havde drømt om, efter teaterforestillingerne, for længst var overstået, da hun kom til vesten. Trinidad er i dag kendt for, at revolvermanden Bat Masterson var bymarshal i byen i et års tid i midten af 1880'erne, og samtidigt fungerede han som sherif i Pueblo, omkring 100 km længere mod nord. Bat afløste sin bror, James Masterson, som havde fungeret som bymarshal i Trinidad et par år, inden han blev vicesheriff i Colfax County, New Mexico. (Som kuriosum kan jeg nævnte at den berømte og berygtede Bat Masterson faktisk kun trak sin pistol mod et andet menneske seks gange i hele sin karriere som revolvermand og lovhåndhæver.)

De to Masterson-brødre var dog næppe årsagen til at Pearl tog til byen eftersom de havde forladt den for længst. I et senere interview fortalte hun om denne periode i sit liv, at hun ikke var meget for at tale om den eller dvæle for meget ved den, da den havde været meget trist*. Hun var 22 år, smuk, desperat, mismodig og villig til at tage imod alt, hvad der måtte komme. "Jeg rejste fra by til by indtil nogen tid senere, hvor jeg kom til Phoenix (Arizona). For at tjene til livets ophold arbejde hun som kokkepige, og hun var en populær sangerinde på forskellige saloons. En enkelt kilde mener, at hun supplerede sin indtjening ved at levere diverse ydelser til mænd, uden at hun kunne karakteriseres som egentlig prostitueret. Betalt elskerinde, er måske et bedre udtryk. Samme kilde mener også, at hun i denne periode udviklede sin smag for cigarer, spiritus og morfin. Mens Hart og Pearl var sammen i Chicago, var hun blevet gravid, og det var mens hun opholdt sig i Trinidad, at hun fik sit første barn, en søn, som hun omtalte som "Little Joe". Et par kilder vil vide, at hun rejste hjem til sin mor, da hun opdagede at hun var gravid,  og fødte barnet der, mens andre kilder altså mener, at barnet først blev bragt til Ohio, efter at det var født, mens Pearl hurtigt vendte tilbage til Colorado.

* Hjemmesiden findagrave.com vil vide, at hun forsøgte selvmord flere gange i denne periode, men blev reddet hver gang. Andre kilder vil have, at disse selvmordsforsøg fandt sted senere, efter at hendes mand havde meldt sig til hæren, men de fleste kilder kender slet intet til selvmordsforsøg, og hun omtalte dem ikke selv i interviews.

Men hun var i Phoenix mødte hun igen Mr. Hart, som åbenbart stadig kunne gøre indtryk på hende, for han overtalte hende til at vende tilbage til ham, og sammen tog de til Tucson. Han opførte sig pænt i starten, men da de penge, hun havde sparet op, var brugt, vendte han tilbage til sine voldelige vaner, ikke mindst fordi han ikke havde "lyst til at forsørge hende". Da Den Spansk-Amerikanske Krig brød ud (i 1898) meldte han sig frivilligt, til Theordore Roosevelts "Rough Riders", og Pearl meddelte sine chokerede bekendte, at hun håbede, at han ville blive slået ihjel af spanierne. Om han blev slået ihjel eller overlevede er uklart, men ingen kilder omtaler Hart i forbindelse med Pearl senere. En enkelt kilde vil vide at Pearl havde forsørget sin mand i tre år ved at røve diligencer og mænd, som troede, at hun var prostitueret. Der er dog ingen dokumentation for nogen af delene. Under denne kortvarige "romance" med ægtemanden blev hun gravid igen og fødte sit andet barn, en datter, Emma, som også blev anbragt hos hendes mor.

Allerede inden krigen brød ud for alvor i april, havde Pearl forladt Tucson og var taget til Mammoth, omkring 70 km nord for Tucson. Også dette var en mineby, og igen er det usikkert, hvordan hun tjente til livets ophold. Nogle kilder mener, at hun arbejdede som kokkepige i et pensionat, mens andre kilder mener, at hun drev et såkaldt "teltbordel", lige ved siden af Mammoth guldminen, og at det blev så stor en succes, så hun kunne ansætte en "assistent". Måske er begge historier sande. Hun kunne godt have arbejdet som kokkepige og suppleret indkomsten med prostitution. Det var ikke uhørt på den tid. I en periode klarede hun sig godt, uanset hvordan hun tjente sine penge, men da Mammoth minen lukkede kort efter, vendte billedet. (Minen blev senere genåbnet, men lukkede igen i 1912, for atter at blive genåbnet under navnet Mammoth St. Anthony og den lukkede først i for alvor i 2003)

På dette tidspunkt (i foråret 1899) fik Pearl et brev (i nogle kilder et telegram) fra sin bror, der bad hende vende hjem til Ohio (nogle kilder har her Canada i stedet for Ohio), da hendes mor var alvorligt syg. Hun havde imidlertid ikke penge til rejsen, så hun kontaktede en bekendt, som gravede guld på et mindre minelod, som han selv ejede. Han kaldte sig Joe Boot, men i dag er alle kilder enige om, at det næppe var hans rigtige navn. Boot havde ikke haft held med sit guldgraveri, og det blev ikke bedre af, at Pearl hjalp med guldgravningen. Pearl havde brug for hurtige penge til billetten hjem, så de to besluttede sig derfor for at overfalde og røve diligencen mellem Globe og Florence, Arizona! Nogle mener at ideen var Boots, mens andre mener, at det var Pearl, der var ophavsmanden til den**. Endnu en kilde mener at Pearl ikke røvede den for pengenes skyld, men at hun var kvindesagsforkæmper, og røvede diligencen som et kønspolitisk statement, men det er ikke i overensstemmelse med hendes egne udtalelser. Heller ikke, at hun i retten skulle have udtalt, at hun nægtede at lade sig dømme efter en lov, som hun som kvinde ikke havde været med til at bestemme.

** En del kilder, oftest af sen dato, har fantasifulde beretninger om Joe Boot og Pearl Hart, fx at skulle have drevet bordel sammen, at Pearl var leder af en bande lovløse, hvor Boot var et af bandemedlemmerne og så videre.

Den 30. maj 1899 tog de to sammensvorne til et sted ca. 45 km sydøst for Globe, hvor der var et vandingssted, som diligencen brugte til at holde hvil og lade hestene drikke. Pearl havde klippet sit hår kort, og iført sig herretøj, og desuden var hun iført en sombrero, trukket ned i panden,  for at skjule ansigtstrækkene. Diligencekusken troede da også i begyndelsen at hun var en dreng. På dette tidspunkt var der ikke mange diligenceruter tilbage, da de fleste ruter var blevet afløst af jernbaner. Det betød også, at det var flere år siden, at diligencer havde været udsat for overfald. Den bevæbnede vagtmand, der tidligere havde siddet ved siden af kusken (jf. diverse western-film), var derfor afskaffet, og diligencen blev kørt af en ubevæbnet kusk. Da diligencen kom til vandingsstedet, stillede de to røvere sig op foran den, og fik den stoppet ved at affyre deres våben. Boot var udstyret med en Colt 45 revolver, som han truede kusken med. Diligencen transporterede ikke værdier, og det vidste Pearl og Boot godt, men de regnede med, at passagererne gjorde, så mens Boot truede kusken, fratog Pearl passagererne penge og andre værdigenstande, til en samlet værdi af ca. $ 450. En enkelt kilde ved endda, at beløbet var præcis $ 431,20. Også Pearl var bevæbnet, men kilderne er ikke enige om med hvad. Nogle kilder skriver at hun havde en mindre kaliber 38 revolver, mens andre vil vide at det våben, hun bar, var en gammel Colt kaliber 44. Efter røveriet, tilbageleverede røverne 1 dollars til hver af passagerne, inden de forsvandt på deres heste. Diligencen fortsatte turen til Florence, hvor sheriffen blev underrettet om overfaldet.

Hvad der skete efter røveriet er noget uklart. Pearl forklarede senere, at hun og Boot havde redet i cirkler med henblik på at ryste eventuelle forfølgere af sig. Andre mener at de to røvere simpelthen mistede orienteringen og for vild. Under alle omstændigheder slog de på et tidspunkt lejr, lavede et stort og synligt bål og lagde sig til at sove. Her blev de fundet sovende af Sherif William Truman fra Pinal County, ledsaget af en mindre styrke af borgere fra Florence. Boot overgav sig, mens Pearl kæmpede for sin frihed. Et senere rygte fortalte, at hun havde sagt til sheriffen i bedste banditstil: "Hvis jeg ikke havde sovet, da I kom, havde I ikke taget mig levende." De to anholdte blev ført til Florence, hvor Boot blev indsat i det lokale fængsel, mens Pearl kort efter blev overført til Tucson, da der ikke var "faciliteter til kvinder" i fængslet i Florence. "Det "nye" og spændende ved et diligencerøveri vakte stor interesse i pressen. Ikke kun lokale journalister, men også journalister fra landsdækkende aviser, kom til byen, og Pearl blev interviewet og fotograferet, som en berømthed. The Cosmopolitan skrev i en artikel, at Pearl var lige modsat det, man forestillede sig om en diligencerøver, men at hårde linjer viste sig om mund og øjne. når hun var vred eller beslutsom. Også almindelige borgere var fascinerede af hende og en beundrer forærede hende en losunge, som hun holdt som kæledyr i cellen. Når Pearl blev så kendt på trods af hendes ringe succes som diligencerøver, skyldes det formodentlig at i modsætning til, hvad man kan se og læse i fiktionen, var der ikke ret mange kvindelige banditter dengang.

Cellen var ikke en almindelig fængselscelle, men var bygget af pudsede træplader. Pearl udnyttede dette til at lave et hul på 46 cm i diameter i cellevæggen, måske med hjælp af en hjælper, en  betroet fange ved navn Ed Hogan, som havde lov til at bevæge sig frit inden for fængslets mure. Den den 12. oktober 1899 flygtede hun fra fængslet. Flugten blev dog kort, for mindre end to uger senere blev både hun og Hogan anholdt i Deming, New Mexico af U.S. Marshall George Scarborough. Sidst i oktober eller begyndelsen af november kom både hun og Boot endelig for retten, sigtet for røveri. Pearl fortalte historien om sit behov for at skaffe penge for at kunne rejse hjem til sin syge mor, og juryen fik åbenbart medfølelse med hende og valgte at erklære hende "not guilty", til dommeren, Fletcher Doan's, store fortrydelse og vrede. Han beordrede derfor den lokale sherif til at anholde hende igen umiddelbart efter, at hun blev løsladt. Allerede dengang gjaldt den såkaldte "double jeopardy" regel i USA. Den går ud på at man ikke kan anklages to gange for den samme forbrydelse. Hun blev derfor i anden omgang anklaget for at "forstyrre postgangen", da diligencen havde medført breve for det amerikanske postvæsen. Ved den næste retssag med en ny jury udpeget af Dommer Fletcher, blev hun dømt til 5 års fængsel. Om Boot blev dømt allerede ved den første retssag er ikke helt klart. Det mener de fleste kilder, at han gjorde, mens andre kilder vil have, at også han blev frikendt og anholdt igen. Under alle omstændigheder blev han idømt 30 års fængsel. Forskellen på de to straffe kan godt indikere at han blev dømt for røveri, mens hun slap med en dom for en mindre forseelse.

De blev begge sendt til Yuma Territorial Prison i det sydligste Arizona, ved grænsen til såvel Californien som Mexico, for at afsone der. Boot opførte sig pænt og blev hurtigt en "betroet fange". Som sådan kørte han vogne med forsyninger til de fanger, som arbejdede uden for fængslet i de såkaldte chain gangs. En dag i 1901 forsvandt han på en sådan tur uden for fængslet, og blev aldrig set igen. Man mener at han var flygtet til Mexico og levede der resten af sit liv under et andet navn. I mellemtiden "nød" Pearl livet i fængslet. Den opmærksomhed hun havde været udsat for i Tucson fortsatte i Yuma. Fængselsdirektøren nød den opmærksomhed, hun skabte, og "indkvarterede" hende i en celle i overstørrelse (2,4 gange 3 meter). Normalt sad man op til seks mennesker i en celle, der var mindre end dette. Cellen havde udsigt til bjergene, og der var en lille gård uden for, hvor hun kunne modtage besøg af journalister, fotografer og andre gæster, som hun underholdt sig med. På det tidspunkt var hun den eneste kvindelige fange i Yuma (selv om der på andre tidspunkter sad flere andre). Hun benyttede sig af dette forhold (og sit udseende - hun var lille, kun 158 cm høj, "spinkel men velformet" som en kilde skrev, "og ganske køn") til at charmere sig ind hos både vagter og betroede fanger, som hun spillede ud mod hinanden for at opnå fordele for sig selv.

I december 1902 blev hun pludselig løsladt fra fængslet på betingelse af, at hun forlod territoriet. Kilderne er ikke enig om begrundelsen for hendes løsladelse. Nogle kilder mener, at der ikke blev givet noget begrundelse overhovedet, og det lyder sandsynligt, idet guvernører selv i dag ikke behøver at begrunde hverken benådning eller afslag på benådning. Andre kilder hævder at guvernør Brodie begrundede benådningen med, at der ikke var faciliteter til kvinder, men dette er ikke korrekt, eller i hvert fald ikke en god begrundelse idet 28 andre kvinder også sad i fængslet på forskellige tidspunkter. En anden kilde hævder, at hun blev benådet fordi de andre, mandlige, fanger havde klaget til guvernøren. Ifølge denne kilde, var Pearl tilsyneladende blevet religiøs og prædikede for sine medfanger i tide og utide. "Hun drev os til vanvid, så vi plagede fængselsdirektøren om at skaffe os af med denne kvinde", som en af fangerne skulle have udtalt. Så sent som i 1964 opstod et rygte om, at hun var blevet benådet, fordi hun var blevet gravid på en måde som ville skabe skandale for fængslet, hvis det blev kendt. Der er dog ingen bekræftelse af, at Pearl skulle have fået et tredje barn, men måske fandt hun selv på historien for at blive løsladt. Det var dog ikke det, hun fortalte senere.

Efter sin løsladelse tog hun til Kansas City, for at optræde som sig selv i et stykke, hendes søster havde skrevet om hendes liv, og hvor hun skulle fortælle om sine "rædselsoplevelser" i Yuma Territorial Prison, men stykket blev tilsyneladende ikke til noget. I et noget senere interview, fortalte Pearl selv, at stykket var grund til at hun var blevet løsladt. Hun havde ansøgt om benådning med den begrundelse, at hun var nødvendig for stykkets succes. Dette lyder dog ikke sandsynligt. Guvernøren ville næppe benåde hende af den grund. Efter sin løsladelse sluttede hun sig for en meget kort periode til Buffalo Bill's Wild West Show, hvor hun optrådte under et falsk navn. I 1904 var hun tilbage i Kansas City, hvor hun drev en cigarbutik. Mens hun drev butikken blev hun anklaget for at modtage hælervarer, men blev frikendt. Herefter fortaber hendes liv sig i tågerne. De få kilder, der findes, er absolut ikke enige, og kan selv i bedste fald, kun fortælle meget lidt. Konkret  ved vi faktisk intet om hende efter arrestationen og frikendelse i Kansas City omkring 1905 eller 1906. En enkelt kilde vil vide, at hun drev denne cigarbutik så sent som i 1925.

En historie fortæller at hun vendte tilbage til Tucson 25 år efter sin anholdelse for at besøge den celle, hun havde siddet i i 1899. Nogle kilder vil vide at hun døde i Kansas City i 1925 kort efter besøget i Tucson. En enkelt kilde lader hende dø i San Francisco, Californien i 1952. En folketællingsembedsmand, Clara Woody, fortalte at hun havde fundet Pearl "et sted i Arizona" ved folketællingen i 1940, hvor hun boede under et andet navn. Folkloren i Gila County fortæller at hun vendte tilbage til gerningsstedet og slog sig ned i Globe, hvor hun levede fredeligt til sin død i 1955, mens andre kilder har hende i live så sent som i 1960. Nogle kilder vil vide, at hun giftede sig igen, og hjemmesiden findagrave.com anfører at hun ligger begravet på Pinal Cemetary mellem Globe og Claypool i Gila County, Arizona under navnet Pearl Bywater. Problemet med denne teori er, at denne Pearls fødselsår på gravstenen er anført til 1876, ikke 1871, som de fleste kilder ellers er enige om. Hvis gravstenen har ret i fødselsåret, skulle Pearl kun have været 17, da hun kom til Chicago i 1893, men det er selvfølgelig også muligt. En anden forhindring for identifikationen er at Pearl Bywater hårdnakket benægtede at være identisk med Pearl Hart, men det kan selvfølgelig have været for at få lov til at leve i fred for journalister.

Der findes to meget vedholdende myter om Pearl Hart, men desværre er ingen af dem sande. Den første er, at hun (sammen med Boot), var den sidste, der røvede en diligence i USA. Dette er imidlertid ikke korrekt. Det sidste diligencerøveri i USA fandt sted så sent som i 1916, hvor tre mænd overfaldt en postdiligence nær Jarbidge, Nevada. De dræbte kusken og stjal ca. 4.000 dollars. De tre mænd blev fanget, men pengene blev aldrig fundet og menes at være begravet et sted i Jarbidge Canyon. De skyldige var Ben Kuhl, Ed Beck og William McGraw. Kuhl blev den første i USA, der blev dømt på grundlag af et håndfladeaftryk. McGraw blev anklagerens vidne og slap ret billigt. Beck blev idømt livsvarigt fængsel mens Kuhl blev dømt til døden. Dommen blev senere ændret til livsvarigt fængsel, og han tilbragte 28 år bag tremmer. Da han blev løsladt i 1945, var han den fange, der havde været indespærret længst tid i Nevadas historie. Beck var blevet benådet i 1923.

Den anden myte er, at Pearl Hart var USA's eneste kvindelige diligencerøver, men heller ikke denne myte holder vand. At Pearl så er den eneste kvinde, der blev dømt for røveri mod en diligence er til gengæld sandt. I 1879 blev Jane Kirkham dræbt, da hun forsøgte at røve diligencen mellem Leadville og Buena Vista i Colorado. På ruten mellem Leadville og Buena Vista findes i dag en gravsten med teksten: "Min Hustru, Jane Kirkham, død den 7. marts 1879, 38 år, tre måneder og syv dage gammel." Efter legenden var det sheriffen (som var hendes egen mand), der skød hende uden at vide, hvem hun var. Også dette må dog nok henvises til myternes område, da der ikke kan spores nogen sherif eller anden form for lovhåndhæver ved navn Kirkham i området.