En eftermiddag i Swan Creek

I 2004 havde vi bestilt værelse på et Bed and Breakfast, Madelyn's in the Grove" i den lille by Union Grove i North Carolina. Vi kom fra Suwanee nær Atlanta i Georgia og var på vej mod nord. Vi havde taget den med ro over de 500 km, så da vi ankom til vores B&B lidt før klokken 16, blev vi modtaget af Madelyn som spurgte hun os, hvad vi ville foretage os resten af dagen? Vi havde egentlig regnet med at slappe af på værelset et par timer, men da hun foreslog at vi tog på "vintur", slog vi til med det samme. Madelyn, mente at de fleste wineries nok lukkede omkring klokken. 17.00, og den var på det tidspunkt ca. 16.10, men hun tegnede og forklarede hurtigt vejen til et winery, og derfra til andet og derfra igen til et tredje. Det mente hun, at vi måske nok kunne nå – ellers kunne vi jo bare køre hjem, når vi ikke kunne nå flere. Lige inden vi skulle til at køre, spurgte hun også, om hvor vi havde tænkt os at spise til aften. Da vi ikke kendte byen, og den ikke så specielt stor ud, havde vi faktisk ikke overvejet et spisested på forhånd. Madelyn spurgte imidlertid om vi ville prøve god sydstats landkost, og da vi svarede bekræftende på det, skrev hun lynhurtigt en vejvisning til et "rigtigt godt sted", som hun sagde. Det skulle blive indledningen på en spændende eftermiddag, hvor vi virkelig kom i kontakt med lokalbefolkningen.

Uden at bære kufferterne ind ud, for vi ud i bilen, og ved hjælp at et kort og Madelyns håndskrevne ruteplan fandt vi uden for stort besvær det første winery. Windy Gap hed det. En ung dame tog i mod os, og vi fortalte så, at Madelyn havde sendt os, og at vi gerne ville smage deres vin, men at vi ikke havde så meget tid, for der stod yderligere to steder på agendaen, som vi helst skulle nå inden fem. Det betød ikke noget, sagde hun, og greb telefonen og ringede til de to andre wineries som Madelyn havde anbefalet. Kort efter kunne hun så meddele os, at nu var de klar over, at vi ville komme, så de ville simpelthen holde åbent til vi kom. Det er jeg ret sikker på, at de ikke havde gjort mange steder i Danmark.

På stedet havde de tre bassethunde, og efter at have smagt en udmærket viognier, fik vi den første rødvin der viste sig at hedde "Fat Bassett". Vi afsluttede vinsmagningen her med to søde vine, Three Dawg Nite, der er hvid og afslutningsvis deres søde "blush" med det spændende navn "Y.V. Froglevel Fling Pink Chardonnay".

Efter smagningen ilede vi videre mod det næste winery, Raffaldini. Både Windy Gap, Raffaldini og det sidste winery, vi fik besøgt, ligger i det område af Yadkin River Valley som kaldes Swan Creek, og vinen her, skulle efter sigende være noget anderledes end i resten af dalen. Det kan jeg dog ikke bekræfte, men alle tre steder havde de god vin til prisen, og ingen steder fik vi dårlig vin.

Madelyn havde fortalt os at stedet, hvor Raffaldinis lå, havde en udsigt, der lignede Italien, og kønt var der da også. Vi sludrede hyggeligt med ejeren, som selv passede biksen, og han fik vores e-mail adresse. Siden har vi månedligt modtaget et nyhedsbrev fra wineriet, ofte med invitation til at deltage i koncerter eller lignende – noget som er meget typisk på de forskellige wineries i både North Carolina og Virginia – altså at de laver forskellige arrangementer, fx koncerter, barbecues, vinfestivaler og den slags. Vi har dog endnu ikke haft lejlighed til at tage imod en af disse invitationer.

Men da, vi jo havde endnu et sted at besøge, måtte vi tage afsked med familien Raffaldini. Derefter var det af sted videre til Laurel Gray, som var det sidste stop på dagens vintur. Gudskelov er det små slurke, og man spytter det meste ud igen ved vinsmagning, for ellers havde vi formodentlig aldrig fundet hjem til vores indkvartering igen.

Var menneskene rare på Windy Gap og Raffaldini, var de uovertrufne på Laurel Gray. Her var det ejer og vinmager Kim Myers selv, der ventede på os. Klokken var nu næsten 18.45, så de skulle have lukket for mere end en time siden, men alligevel blev vi modtaget, som om vi var familie, der kom på besøg. Vi smagte på vinen, og hun fortalte om sig selv og familien, der havde boet i området i 10 generationer. Hun havde været i reklamebranchen og hendes mand i tobaksindustrien, men nu lavede de altså vin – og en fremragende sådan. Vingården var opkaldt efter deres to børn, datteren Ashley Laurel og sønnen Taylor Gray, og har eksisteret siden 2000, så det var ret nyt, da vi besøgte dem i 2004. Efter smagningen blev vi præsenteret for Kims mand, Benny, hendes søster og dennes veninde, som var på besøg, og mens vi sludrede med dem, kom endnu en lokal forbi, og så sludrede vi også lidt med ham. Alt i alt et rigtigt hyggeligt winery, som jeg vil anbefale alle, der kommer forbi at prøve.

Så var det blevet tid til at finde spisestedet, som skulle hedde Gaby's Diner. Vi havde fået at vide, at det lå langt ude på landet, og kunne være svært både at finde, og at opdage, selv hvis man kom på den rigtige vej. Madelyn havde advaret os om, at man nemt kunne køre forbi, da stedet ikke havde nogen særligt god skiltning, og kunne ligne et lille skur. Og det havde hun helt ret i, men det lykkedes os nu alligevel at finde det. Ude foran Gaby's holdt 12-15 pickup trucks og en enkelt MPV parkeret. Alle havde North Carolina nummerplader, så det tydede ikke på, at stedet var overrendt af turister. Vores bil, som på den tur havde Virginiaplader, var helt uden for nummer, så at sige. Da vi kom inden for døren kunne vi konstatere at stedet ikke synede større inde end ude. 8-10 borde med plads til fire ved hvert og i midten et lidt større bord med plads til 8. Alle borde, var tilsyneladende optaget, og da vi spurgte "værtinden" om plads, så hun fortvivlet ud over lokalet. Stedet lignede heller ikke et, hvor folk kom for spise, og så af sted igen som mange andre amerikanske restauranter. Ved mange af bordene sad der mennesker og "hang over en kop kaffe", mens de hyggesnakkede. Et mand ved et firemandsbord lige ved siden af det store bord, sad alene med en ung gut, og manden råbte til servitricen at vi da sagtens kunne sidde ved deres bord. Servitricen spurgte om vi ville, og det ville vi selvfølgelig gerne.

På vej ned til bordet, lagde vi mærke til at den foretrukne påklædning hos både mænd og kvinder, var cowboybukser, cowboystøvler, T-shirt og baseball cap. Enkelte var dog i overalls, og fyren, der inviterede os ned til bordet, havde skovmandsskjorte på, ikke T-shirt. Kun ved det "store" bord i midten, var man lidt pænere klædt på. Her havde mændene bukser, skjorter og slips og almindelig sko, mens kvinderne var i kjoler/nederdele. Ved bordet sad også restaurantens eneste barn, en pige på omkring 10 år. Vi faldt hurtigt i snak med de mennesker, der sad ved det store bord. Det viste sig, at en af kvinderne og den lille pige, var svenskere, og pigen var så glad for, at der endelig var nogen der kunne forstå hende, at vi måtte tale lidt på dansk/svensk med hende.

Da servitricen kom med vores mad, var det på ret store tallerkener. På hver lå der to meget store fisk, nogle pommes frites, nogle kogte grøntsager, blandt andet bønner og majskolber, og så nogle underlige, tilsyneladende friturestegte, "kanonkugler" ca. på størrelse med en bordtennisbold. Vi undrede os en del over, hvad det mon kunne være, og det opfattede manden, der oprindeligt havde inviteret os til at sidde ved bordet, så han spurgte om vi aldrig havde fået hush-puppies før? Det kunne vi så meddele at vi ikke havde, og så forklarede han, at det var friturestegte kugler af en dej lavet af hovedsageligt majsmel med diverse krydderier. Oprindeligt havde man lavet dem, og givet dem til hundene som en billig godbid, men nu spiste man dem altså også selv, og det skulle være en sydstatsspecialitet. De smagte OK, men sunde har de næppe været. Det er mad for resten sjældent i sydstaterne, hvor man blandt andet elsker at dampe sine grøntsager i smør.

Snakken omkring hush-puppies havde fået etableret kontakt til manden ved bordet, som præsenterede sig som Chris. Og så præsenterede vi os også. Chris fortalte at den unge mand, var hans nevø, og præsenterede også ham, men jeg husker ikke længere hans navn. Chris spurgte om vi ikke havde lyst til at komme hjem at spise hos ham næste dag. Så ville han servere dybstegte strimler af "redfish" og kalkun tilberedt på cajunfacon. Desværre måtte vi melde pas, da vi næste dag skulle videre nordpå, men vi aftalte så, at det måtte blive næste gang vi kom forbi denne afsides del af North Carolina.   Så fortsatte snakken, blandt andet om de fantastisk kønne Blue Ridge Mountains, hvor han gerne ville vise os alle tiders sted, med den mest fantastiske udsigt, men det har vi også til gode til næste gang.

Vi talte med Chis og hans nevø i omkring et par timer, mens vi spiste vores mad og drak en kop kaffe eller to. Da vi langt om længe skulle til at bryde op, for at vende tilbage til Madelyn's,  kom Chris's søster og far ind ad døren, og så måtte vi også hilse på dem. I modsætning til så mange andre, vidste søsteren, der var mor til den unge mand, faktisk hvor Danmark lå, mens faderen tydeligvis var helt blank på geografien – men hyggelige var de nu begge to, og vi lovede at besøge dem, næste gang vi kom forbi. En løfte vi endnu ikke har været i stand til at holde, da vi ikke siden har været på de kanter.

Endelig lykkedes det os at få sagt farvel til alle, og få betalt regningen, som løb op i knap 20 dollars. Maden var måske ikke en gastronomisk udfordring, men den var rigelig og god, så det var en meget fornuftig pris.