Lauras forsvinden (fredag den 25. maj 1866)
Billedet til venstre forestiller Laura Foster på sin fatale sidste ridetur langs Yadkin River, som Edith F. Carter forestiller sig hende. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.
Torsdag aften gik Wilson Foster i seng, mens Laura blev oppe (ingen af hans andre hjemmeboende børn blev omtalt under retssagen, bortset fra James, men han havde mindst fire, så måske var de også gået i seng).* Næste morgen vågnede han, da Laura stod op en time før daggry, og han kunne fortælle i retten, at hun gik udenfor et øjeblik. Senere kom hun ind igen og han mente at hun gik hen og åbnede et skab. Wilson faldt i søvn igen, og da han vågnede var Lauras seng tom. Da han kom udenfor, opdagede han, at hans hest var forsvundet fra det sted, hvor den plejede at være tøjret. Wilson havde ingen stald, så hesten var bare tøjret til et træ.
* I det hele taget nævnes kun få af de børn, som sagens personer havde. Jeg har allerede været inde på at Ann Meltons datter ikke nævnes en eneste gang, og det samme gælder Celia Scotts søn og altså også Wilson Fosters børn.
Vi ved ikke præcis hvornår Laura forlod huset, men ca. 1½ km fra familiens hus, tæt ved A. P. Scotts hjem, mødte hun sin nabo, Betsy Scott. Betsy Scott fortalte i sit vidneudsagn, at Laura red uden saddel og havde et bundt tøj foran sig på hesten. Betsy og Laura havde en kort samtale, og adspurgt af Betsy, fortalte Laura hende, at Tom Dooley var kommet før daggry, og at hun skulle mødes med ham ved "Bates Place". Betsy Scott kunne også berette, at Laura et par dage tidligere havde fortalt hende, at hun ville løbe væk med Tom Dooley. Da Betsy spurgte, hvor Tom var, havde Laura fortalt hende, at han havde taget en anden vej for at "komme uden om" en vis "Manda Barnes". Der er ingen ved navn Barnes vist på James Isbells kort over området, så vi ved ikke, hvor denne Manda Barnes faktisk boede, men det må have været et sted på den rute, som Laura fulgte. Ellers var der jo ingen grund til at Tom skulle have gået en anden vej, for at undgå hende. I folketællingerne i 1860 og 1870 blev der ikke registreret nogen Manda, Mandy eller Amanda Barnes i Wilkes eller Caldwell amter, men vedkommende kan selvfølgelig være flyttet fra området. Enkelte kilder har "Mandy", i stedet "Manda". Hvis der er tale om en fejlskrivning fra retsskriverens side, kan der også være tale om to fejlskrivninger. I så fald har Betsy Scott måske sagt Manly, ikke Mandy, og Manly kender vi dag. Manly Barnes var en selvstændig landmand (med egen jord), som boede nær Wilson Foster. Denne Manly Barnes havde en 18-årig datter, Caroline, og hun meget nemt være den den Caroline Barnes, som Tom og Ann tidligere havde haft et skænderi om i følge Pauline Fosters vidneforklaring. Hvis Tom, har haft et forhold til en 17 - 18-årig datter af velstående mand, kan han have haft en rigtig god grund til at ville undgå faderen.
Ingen talte med Laura, efter hendes påståede samtale med Betsy Scott (måske bortset fra hendes morder). I en artikel i "The Record of Wilkes" dateret 26 juni 2002 citerer avisen et interview med Amelia Shepherd. Hun var barnebarn af Mary Jane Ballou Witherspoon, en søster til vidnet Theodocia Witherspoon. Ifølge Mrs Shepherd, havde de to søstre været i området uden for deres hus, og havde set Laura ride forbi dem på sin hest den fredag morgen, men de havde tilsyneladende ikke talt med hende.
Tom forlod
altså Lauras hjem et stykke tid før hende, og han fulgte ikke den samme vej, som
Laura gjorde, men tog en sti gennem bakkerne. Denne rute var omkring halvanden
kilometer kortere end Lauras rute, så selvom Laura var til hest, antog man under
retssagen, at Tom ville have kunnet nå til Bates Place før Laura. Lidt efter solopgang
(solen stod op omkring kl. 6.15 i slutningen af maj 1866) mødte Tom Carl Carlton, som havde sit hjem i
nærheden af stien, hvor Tom gik. De talte sammen i ca. fem minutter, og inden
han gik, spurgte Tom ham, om stien førte til Kendalls bopæl. Carlton bekræftede
dette og Tom fortsatte. Omkring kl. otte mødte han så Hezekiah Kendall nær dennes
hjem. Kendall spurgte ham, om "han havde været efter pigen", hvilket Tom
nægtede. Kendall bemærkede, at Toms bukser var våde af dug. Kort efter
morgenmadstid (formodentlig lidt over otte) nåede Tom frem til James Scotts hjem. Her talte han med fru Scott
(Celia), som tilbød ham morgenmad. Han afslog dette tilbud, men hvilede sig på
trappen uden for huset i et par minutter. Han fortalte Mrs. Scott, at han ledte
efter hendes bror, George Washington Anderson. Han forlod Scotts hus og gik i
retning af familien Meltons hjem, hvortil han ankom lidt senere. Pauline Foster var
udenfor for at plante majs, og da hun kom tilbage til huset for at malke køerne,
fandt hun Tom der. Han talte sagte med Ann, som fortsat ikke vart stået op. Kort
efter forlod Tom huset og gik i retning af Lotty Fosters hjem. Pauline
bevidnede, at da hun var ude for at plante majs, ville hun have set Tom, hvis
han var kommet fra Bates Place, og hun havde ikke set ham. Det havde James
Melton, der arbejdede i marken sammen med hende tilsyneladende heller ikke. I
det mindste er der ingen vidnesbyrd om at han skulle have set Tom Dooley den
morgen.
Wilson Foster havde dagen før været i gang med at trimme hestens hove, men havde
ikke fuldført opgaven, således at den ene hov havde en markant spids, som satte
et tydeligt spor. Han fulgte hestens spor ned ad vejen fra sin hytte, forbi A.
P. Scotts hus, hvor Laura havde mødt Betsy Scott, og videre til Bates Place. Her
tabte han sporet i en gammel mark. Han gik derfor tilbage til James Scotts hus,
hvor han spiste morgenmad og fortalte om sin forsvundne hest, men han var
tilsyneladende ikke uroligt over sin forsvundne datter på dette tidspunkt. Fra
Scott-hjemmet fortsatte
han til James og Anns hus. Da han kom dertil, var Ann alene og fortsat i seng.
Senere samme dag
Da Tom Dula forlod familien Meltons hjem, gik han ned ad stien til Lotty Fosters hus, hvor han bad om noget mælk. Lotty gav ham en halv gallon (knap to liter) og han gik videre mod sit eget hjem. Lotty fortalte videre i retten, at "drengene", hvilket antages at være en hentydning til hendes egne sønner, var gået i gang med dagens arbejde, sandsynligvis i marken. Ingen ved, hvad Tom lavede mellem det tidspunkt, hvor han lånte mælk og så frokosttid (omkring kl. 12.00), hvor hans mor fandt ham i sengen i hans værelse. Mary Dula havde forladt hjemmet kort tid efter morgenmaden, og på det tidspunkt var Tom ikke hjemme. Det må have været, mens han enten var på besøg hos Scotts, Ann Melton eller Lotty Foster. Da hun kom tilbage lige inden frokosttid** fandt hun ham i huset, liggende på sin seng. Selv om hun ikke selv havde set Tom hjemme om formiddagen, mente hun, at det måtte han have været. Hans søster var hjemme, og Mary Dula nævner i sit vidneudsagn, at Eliza intet havde sagt om, at Tom var væk. Af en eller anden grund blev Eliza Dula ikke selv afhørt ved nogen af de to retssager, så hun hverken be- eller afkræftede denne udtalelse.
** I de originale vidneudsagn bruges både her og flere andre steder betegnelsen "dinner", men det fremgår tydeligt af sammenhængen, at det er måltidet midt på dagen, der menes, og jeg har derfor valgt at oversætte det til "frokost". I dette tilfælde bekræftes det af, at Mary Dula går ud igen ved tretiden om eftermiddagen (efter "dinner") og senere kommer hjem for at lave aftensmad ("supper").
I mellemtiden havde Wilson Foster forladt familien Meltons hus efter at havde talt med Ann i ca. 15 minutter. Han besøgte flere huse i nærheden hvor han spurgte efter sin datter, men uden held. Efter mørkets frembrud vendte han tilbage til Melton familiens hus, hvor han opholdt sig to eller tre timer. Også en del andre mennesker var til stede ved den lejlighed, nemlig Ann Melton og hendes yngre bror, Thomas Foster, Pauline Foster, George Washington Anderson og en mand ved navn Will Holder***, men ikke nogen Jack Keaton, som legenderne ellers hævder. James Melton blev ikke nævnt blandt de tilstedeværende, og Tom Dooley var der heller ikke.
Selskabet underholdt sig med forskellige practical jokes, formentlig under indflydelse af en betydelig mængde alkohol, som fx da Thomas Foster satte ild til Wilson Fosters kindskæg. Wilson Foster fortalte selskabet, at han troede, at Laura og Tom Dooley var stukket af for at blive gift, og havde taget hans hest med. Ifølge Pauline Fosters vidneudsagn, udtalte Wilson Foster ved denne lejlighed, at han var ligeglad med, hvad der skete med Laura, så længe han fik sin hest tilbage, og Pauline Foster havde sagt til ham, at hun kunne skaffe ham hesten tilbage for en liter hjemmebrændt spiritus. Senere under retssagen, påstod hun dog, at hun havde sagt det "for sjov", og Wilson Foster benægtede det påståede udsagn om, at bare han fik hesten, var han ligeglad med Laura. Han benægtede også at han skulle have sagt, at han ville slå Laura ihjel, hvis han fandt hende. Hvorfor han kommer med denne benægtelse er ikke klart, da han ikke beskyldes for at have sagt sådan i nogen af de udsagn, der stadig eksisterer. Nogen har formodentlig beskyldt ham for det i et nu forsvundet vidneudsagn, siden han fandt nødvendigt at benægte, men vi ved ikke hvem denne "nogen" var. Da Wilson Foster forlod selskabet (omkring kl. 23), gik han hjem til James Meltons bror Francis, som boede tæt ved, og overnattede der.
***
Måske var det den samme William Holder, som boede med sin familie ved Little
River i Caldwell County, ca. 15 km syd for Elkville i 1880. Han var da
37 år gammel, og har altså været 23 på tidspunktet for mordet. Der er
dog også andre Will eller William Holders i området, som kunne være den
pågældende, fx en 24-årig landarbejder, der boede hos sin mor i 1860.
Tom spiste sin frokost, og blev hjemme hele eftermiddagen. Kort før kl. 15
forlod Mary Dula huset for at se til sine køer. Mens hun var ude, mødte hun to
Gilberts, Jesse og Carson. Ifølge Jesse Gilberts senere vidneudsagn, fortalte
hun dem, at hun ikke vidste, hvor Tom var, men hun benægtede i sit eget udsagn
at have sagt dette. Det var ved denne lejlighed, Rufus D. Horton vidnende til
fordel for hendes ærlighed, mens han påstod, at "Jesse Gilbert var kendt for
at lyve og stjæle." Mens Mary Dula lavede aftensmad, gik Tom ud i laden og
blev der en omkring en time, ifølge Mary Dula. Thomas Foster og hans mor Lotty,
bevidnede dog, at de havde set Tom Dooley på den sti, der førte såvel til Ann
Meltons hjem som til Bates Place. Efter aftensmaden, da det blev mørkt forlod
Tom muligvis hjemmet igen****.
Han besøgte ikke Ann Melton ved denne lejlighed, og ingen ved, hvor han var.
Senere må han være vendt tilbage til sit hjem, og da han gik i seng, klagede han
over kulderystelser. Hans mor hørte ham stønne flere gange i løbet af natten, og
hun stod op for at gå ind og se til ham. Tom blev liggende i sengen hele natten,
og forlod ikke huset før efter morgenmaden lørdag. Lotty Foster fortale dog i
retten, at hun havde set ham gå mod Bates Place sent om aftenen, men dette blev
ikke bekræftet af andre.
**** Toms mor kendte ikke noget til, at han havde forladt hjemmet efter aftensmaden, men Thomas Foster forklarede i retten, at han havde set ham gå mod Bates Place.
Den første eftersøgning (26. maj til primo juni 1866)
Efter morgenmaden lørdag besøgte Tom familien Meltons hjem i henhold til Pauline Fosters vidneudsagn. Han kom for at få sine sko repareret af James Melton, der udførte skomagerarbejde ved siden af sit landbrug, tømrerarbejde og vognbyggeri, samt for at hente sin violin, som åbenbart havde befundet sig hos Melton. Måske har den været til reparation hos James, eller måske har han efterladt den der ved en tidligere lejlighed, hvor han har underholdt Ann med violinspil. Han talte længe med Ann, og da Pauline sagde til ham, at hun troede, han var løbet bort med Laura Foster, havde han svaret, at han "havde ikke brug for Laura". Tom gik hjem, men kom tilbage til James og Ann Meltons hus om aftenen, hvor han underholdt på sin violin frem til sengetid.
Samme morgen (lørdag) forlod Wilson Foster Francis Meltons hus og vendte tilbage
til sit eget hjem i German's Hill ca. 8 km mod vest. Her fandt han sin hest uden for
huset. Det så ud som om hesten havde gnavet sig igennem det reb, den havde været
bundet med. Tilsyneladende foranledigede hestens tilbagevenden med en overgnavet
tøjle, ikke en øjeblikkelig eftersøgning efter Laura, så lørdag antog såvel
Wilson Foster som andre tilsyneladende fortsat, at hun var stukket af hjemmefra.
Præcis hvornår man begyndte at søge efter Laura, ved vi ikke, da det ikke blev
omtalt under sagen. Vidnet J. W. Winkler fortalte i retten, at en generel eftersøgning
blev gennemført, og at han selv havde deltaget et par gange. Eftersøgningen er
formodentlig begyndt nogle dage efter Lauras forsvinden, da man opdagede i
lokalsamfundet, at Tom stadig var der, og ikke var forsvundet. I begyndelsen deltog
temmelig mange i eftersøgningen, tal mellem 70 og 100 er nævnt i senere kilder,
men ingen tal nævnes i de officielle papirer. Tilsyneladende deltog ikke kun
indbyggerne i Elkville og German's Hill, men også fra andre bebyggelser i
området.
Vi ved ikke med sikkerhed, hvem der deltog, men vi ved altså at Winkler var med
og vi ved at en anden af deltagerne var James Isbell, fredsdommeren fra King's
Creek i Caldwell County. I et af sine vidneudsagn beskriver Isbell en del af
eftersøgningen. Desværre ser det ud som dette udsagn ikke er placeret
kronologisk
korrekt i forhold til sagens udvikling. Udtalelsen er i referatet af Isbell's
udsagn placeret som om den fandt sted efter at liget blev fundet, men dette
giver ikke mening. Når man studerer udsagnet, er det klart at denne del af
eftersøgningen må have fundet sted meget tidligt i eftersøgningsforløbet: "Under
eftersøgningen opdagede vi en stor mudderpøl i nærheden af
Francis Meltons hus, som vi ville trække vod i, men da det var sent på
aftenen, blev det udsat til næste dag. Den næste dag så vi mudderspor, der førte
væk fra stedet i retning mod mod Yadkin River nær familien Witherspoons hus. Vi
havde ikke bemærket disse spor dagen før. Vi trak vod i mudderhullet, men fandt
intet." Hvis eftersøgningen som omtales her, fandt sted efter at liget af
Laura blev opdaget, ville der ikke være nogen grund til at trække vod i en
mudderpøl, med mindre man regnede med at finde noget andet, og der var ingen
grund til at tro, at mudderspor, der førte mod Yadkin River tre måneder efter
Lauras forsvinden, havde noget som helst at gøre med forbrydelsen. Vi må derfor
gå ud fra at denne udtalelse beskriver en af eftersøgningens første dage, og vi
kan derfor konstatere at også James Isbell deltog i begyndelsen.
Der kom imidlertid intet ud af de eftersøgninger, der blev gennemført i den
første tid efter Lauras forsvinden.