Baggrund og tiden, der gik forud for mordet

Dette er historien om Tom Dooley, ikke som legender og sange fortæller den, men som den kan udledes fra artikler i samtidens aviser, fra de få optegnelser, der er tilbage fra retssagerne, og fra andre offentlige dokumenter. Mere end 60 mennesker afgav vidneudsagn for Storjuryen og under de to retssager mod Tom Dooley, men kun omkring 20 af disse vidneudsagn er bevaret, og ikke i deres originale form eller fulde udstrækning. Et par resumeer af sagen udarbejdet af to dommere, samt nogle udtalelser skrevet af anklagemyndigheden og forsvaret er de officielle optegnelser, som denne historie er baseret på. Det er således ikke hele historien, og formentlig heller ikke den sande historie, hvilket jeg vil komme tilbage til i en senere artikel. Nogle af de afgivne vidneudsagn er tvivlsomme i bedste fald, om ikke direkte usandfærdige. Nogle af vidnesbyrd er i modstrid med hinanden og kan derfor ikke alle være sande. Denne første artikel giver baggrunden for sagen og fortæller historien op til dagen før Laura Foster forsvandt.

Baggrund

Historien udfolder sig i området omkring den lille bebyggelse Elkville (nær dagens Ferguson) i Wilkes County i den vestlige del af North Carolina i Bushy Mountains, en udløber af Blue Ridge Mountains. Elkville ligger omkring 15 miles øst for amtssædet i Wilkesboro. Floden Yadkin River løber gennem området, og den del af floddalen, som ligger mellem de nuværende byer Ferguson og Patterson var dengang som nu kendt som "Happy Valley". Wilkes County blev grundlagt i 1777, og da de første Dulaer kom til Happy Valley fra Virginia få år efter den amerikanske uafhængighedskrig, slog de sig ned langs Yadkin floden og i bakkerne omkring dalen. Det samme gjorde mange andre nytilflyttere. I 1841 blev en del af amtet, hvor mange Dulaer boede udskilt fra Wilkes County, og sammen med dele af Burke County kom de til at udgøre et nyt amt, ved navn Caldwell County. Otte år senere, i 1849, blev flere dele Wilkes County, dele af nyetablerede Caldwell County, samt dele af Ashe og Yancey Counties lagt sammen til Watauga County. Det betød, at en del af de mennesker, som var involverede i sagen, havde oplevet at bo i tre forskellige amter, Wilkes, Watauga og Caldwell, uden nogensinde at være flyttet. Alle sagens hoved- og bipersoner stammede fra disse tre amter, bortset fra de jurister, der var involveret i retssagerne.

I 1866, da begivenhederne fandt sted, hævder samtidige avisartikler, at indbyggerne i Happy Valley var opdelt i to klasser. På den frugtbare jord i af ​​dalen tæt på floden boede en klasse af rige plantageejere/landmænd med store gårde eller plantager, og masser af ansatte medarbejdere. Før borgerkrigen, havde disse plantageejere baseret sig på slavearbejdskraft, men efter krigen og slavernes frigørelse, ansatte de i stedet folk fra områdets anden og lavere klasse. Denne anden klasse bestod af fattige landarbejdere og håndværkere, som levede i de ufrugtbare bakker omkring dalen. The New York Herald udtrykte det på denne måde i en artikel fra den 2. maj 1868, dagen efter Tom Dooley henrettelse: "Det samfund, inden for ​​hvilket, denne tragedie fandt sted er opdelt i to helt adskilte og forskellige klasser. Den ene, som bor på de frugtbare jorder, der støder op til Yadkin floden og dens bifloder, er uddannet og intelligent, og den anden, som bor på de ufrugtbare højdedrag, er uvidende, fattige og depraverede. En voldsom tilstand af umoral, helt uden fortilfælde i dette lands historie, trives blandt disse mennesker, og der hersker en sådan praktiseren af "fri kærlighed", at det kun er 'et klogt barn, der kender sin far'". Rapporten synes at have været bare en lille smule forudindtaget mod de fattige i området. Det er korrekt, at der faktisk var to klasser af mennesker i området, men disse levede ikke nær så adskilt som avisens journalist troede. De fattige var ikke nødvendigvis uvidende, og de rige ikke nødvendigvis uddannede. Ligesom der var intelligente mennesker blandt de fattige, var der også i høj grad "umoralske" (selv efter tidens forhold) mennesker blandt de rige. I øvrigt var klasserne ikke så adskilt, som avisen troede. Der var en forbindelser mellem "de rige" og "de fattige", og som jeg har vist i artiklen "En stor familie", var mange også beslægtede på tværs af klasserne.

En af de Dulaer, der havde slået sig ned i området, var kaptajn William Dula, som havde været officer under Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Hans ejendom lå på den frugtbare jord i dalen. Hans bror Bennett slog sig ligeledes ned i området, og havde dels jord i dalen syd for floden, men en stor del af hans jord lå også i bakkerne nord for floden. Også en søster, Judith kom til området. Fra disse to brødre og deres søster, stammede både de fattige Dulas i bjergene, og de rige Dulas i dalen, foruden flere andre familier. Tom Dooley var Bennett Dulas barnebarn, mens hans ihærdige forfølger, James Isbell muligvis var barnebarn af William Dula, hvilket ville gøre de to af til halvfætre. Isbell var dog omkring 5 eller 6 år ældre end Tom.

Begyndelsen:

Tom Dooley og Ann Triplett, voksede op knap en kilometer fra hinanden, nær bredden af en lille bæk, ​​Reedy Branch (denne løber næsten parallelt med og kun få meter fra nutidens Bill Horton Road). Reedy Branch er lille biflod til Yadkin River. Ann voksede op med sin ugifte mor og sine søskende, og Tom voksede op med begge sine forældre og sine søskende. I 1854, da Tom var omkring 9 år gammel, døde hans far, men hans mor drev familiens farm videre, formodentlig med hjælp fra de hjemmeboende børn. De ældste havde forladt hjemmet på det tidspunkt. Tom og Ann ikke bare kendte hinanden, men fra en tidlig alder kendte hinanden endda særdeles godt, og de har sandsynligvis indledt et seksuelt forhold allerede da de var 13 eller 14 år gamle (Ann var godt et år ældre end Tom). I 1859, i en alder af 15 eller 16, giftede Ann Triplett (som på daværende tidspunkt brugte efternavnet Foster), sig med den 21 år gamle James Melton. Hvorfor hun giftede sig med Melton, når hun allerede havde en affære med Tom, vides ikke med sikkerhed i dag, men jeg vender tilbage til det i en senere artikel. I begyndelsen af ​​ægteskabet blev Ann tilsyneladende boende sammen med sin mor, måske mens James byggede et hus til dem selv. Under retssagen fortalte hendes mor, Carlotta eller Lotty Triplett (Foster) i vidneskranken, at hun havde fundet Ann og Tom i seng sammen to år før krigen, men efter at Ann var blevet gift med James. Så Anns ægteskab stoppede ikke forholdet mellem Ann og Tom. James var enten ligeglad med forholdet, eller turde ikke konfrontere Ann.

I maj 1861 tilsluttede North Carolina sig Konføderationen, og en masse mænd fra Wilkes County og de tilstødende amter sluttede sig til hæren. Blandt disse var Toms to brødre, John, som havde boet hjemme indtil da, og Lenny, som var flyttet hjemmefra nogle år før. Ingen af ​​dem overlevede krigen, og normalt antager man, at de begge døde i 1862. Om Tom vidste at brødrene var døde, da han selv gik ind i hæren marts 1862 ved vi ikke i dag. Det er temmelig usandsynligt, at han skulle have vidst det, da kommunikationen den gang mellem soldater og deres pårørende var nærmest ikke eksisterende. Tom var nødt til at lyve sig ældre end han var. Man skulle være 18 år, for at kunne melde sig til militsen eller hæren, og Tom fyldte først 18 i juni 1863. Alligevel lykkedes det for ham at blive indskrevet i 42. North Carolina Infanteriregiment, Kompagni K som menig. I samme kompagni tjente også mange andre fra Wilkes County, hvoraf en del senere ville blive inddraget i Dula sagen. Fra retssagen ved vi kun at George Washinton Anderson, et af sagens vidner, havde gjort tjeneste i hæren sammen med Tom, men af mandskabsfortegnelsen for kompagniet, kan vi se, at der var mange andre. Blandt disse var James Meltons to brødre, Francis og Alexander og James Scott (vidnet Celia Scotts ægtemand). William Hix, sheriffen i ​​Wilkes County, som var ansvarlig for Toms arrestation og fængsling, havde gjort tjeneste som sergent i samme kompagni. Toms fætter, William Leander Dula og hans halvfætter William Carson Dula samt "naboerne" Gay Hendricks, Leander Hendricks, Hezekiah Kendall og Jesse Gilbert, som alle blev anklagerens vidner, havde også gjort tjeneste i Kompagni K. En James Foster, der kan meget vel have været Laura Fosters ældste bror gjorde også tjeneste i kompagniet, ligesom flere andre Hendrixes og Griffins og Gilberts, Halls, Scotts, Kendalls og Tripletts som alle kom fra området omkring Happy Valley. De fleste af dem var menige, men Hix var altså sergent og James Scott sluttede krigen som korporal.

Billedet til venstre forestiller det certifikatet, som fortæller at Tom Dooley er løsladt fra krigsfangenskab. Formularen findes blandt de Tom Dooley papirer, som er udstillet museet i i Wilkes Old Jail i Wilkesboro, North Carolina.

Tom selv blev forfremmet til musiker (trommeslager) og i henhold til optegnelser i krigsarkiverne tjente han modigt, indtil han blev taget til fange i Slaget ved Wyse's Fork den 10. marts 1865. Inden han blev taget til fange, havde han været hospitalsindlagt to gange med "feber", formodentlig tyfus, og en enkelte gang fordi han var såret. Han tilbragte resten af ​​krigen i Camp Hammond, en meget barsk krigsfangelejr på halvøen Point Lookout i Maryland. I samme lejr sad også James Melton, Ann Meltons mand, men da fangerne var indkvarteret i telte sammen med andre fanger fra samme regiment, er det tvivlsomt om Tom og James mødtes i lejren. Den 15. juni 1865 aflagde han troskabsed til Unionen (navnet var stavet forkert, og blanketten underskrevet med et X). Efter edsaflæggelsen blev han løsladt. Det formodes at han vendte tilbage til Elkville umiddelbart efter sin løsladelse, men vi ved det ikke med sikkerhed. Kort efter hjemkomsten, genoptog Tom og Ann deres forhold. James Melton blev løsladt fra krigsfangenskab 14 dage efter Tom, men om Tom og Ann allerede havde genoptaget forholdet, da han nåede hjem, er ikke klart.

Tom og Ann boede temmelig tæt på hinanden, selv om Ann nu var flyttet til den hytte, hun delte med James, og da ingen af ​​dem tilsyneladende arbejdede, havde en de masse muligheder for at mødes i naturen, hvilket de gjorde, men de sov formodentlig også sammen i Ann Meltons hjem, hvad enten James var der eller ej. Det gjorde de i hvert fald senere, da Pauline var flyttet ind, og der er ingen grund til at antage, at de skulle have ændret adfærd, da hun kom til byen. Under mit seneste besøg i Ferguson i sommeren 2012, fortalte Mrs. Edith Carter fra Whippoorwill Academy and Village mig, at da Tom vendte hjem fra krigen, flyttede han ikke ind hos sin mor, men hos sin fætter Bennett, som boede syd for Yadkin River omkring 1½ km fra moderens hus. Dette kan ikke udelukkes, men på tidspunktet for mordet boede han hjemme hos moderen igen. Det fortæller hun selv i sit vidneudsagn. mens andre vidner fortæller at Tom forbedrede stien mellem hans mors hus og Lotty Fosters "for at kunne gå sikkert hjem om natten".

Den 1. marts 1866 besøgte Pauline Foster det senere offer, Laura Foster. Vi ved ikke hvorfor, men hun nævnte besøget i sit vidneudsagn. Måske var de beslægtede, som jeg nævner artiklen om i hovedpersoner, men at de kendte hinanden, var en kendsgerning. På et senere tidspunkt sendte Laura en besked til Pauline med en negerdreng. Hvad beskeden gik ud på, ved vi ikke, for det blev ikke omtalt, men vi ved at det skete efter Pauline var ankommet til Elkville. Det var Pauline selv, der i retten omtalte denne besked. I Elkville blev hun hyret til at hjælpe James Melton i markerne hele foråret og sommeren for $ 21. Pauline ankom til Elkville begyndelsen af ​​marts, men vi ved ikke præcist hvornår, så måske har hun besøgt Laura på vej til Elkville*. Officielt var hun i byen for at besøge sin bedstefar (som vi ikke kender i dag), men i løbet af retssagen, indrømmede hun, at hun var kommet til Elkville, at blive behandlet for syfilis, en sygdom hun havde pådraget sig, hjemme i Watauga County inden hun rejste til Elkville. Ifølge hendes eget udsagn "kendte" hun ikke Tom Dooley, før hun kom til Elkville. Hun vidnede om, at efter hendes ankomst, kom Tom for at besøge Ann næsten hver dag, og at hun og James hver sov i en af ​​de tre senge i huset, mens Tom og Ann delte den sidste seng. Sommetider delte hun også en seng med Ann og Tom. Når gæster besøgte det Meltonske hjem, fandt de ofte Pauline siddende på skødet af Tom, og nogle gange forsvandt de to ind i laden sammen. I vidneskranken hævdede Pauline dog, at hun kun havde gjort dette på Anns opfordring som dække over forholdet mellem Ann og Tom. Andre vidner nævnte dog, at Pauline ikke behøvede nogen tilskyndelse til at være sammen med hverken Tom eller andre mænd, og George Washington Anderson vidnede om, at hun havde "været sammen med" både ham og Tom Dooley i skoven mindst én gang.

* Senere historier vil vide, at Pauline var desperat efter at finde et job, så hun kunne tjene penge til sin medicin. Hun kan derfor have henvendt sig til Laura først, for at høre om hun kunne hjælpe, og da det ikke var tilfældet, fortsatte hun så til Ann.

Fra slutningen af ​​marts til 24 maj

I den sidste del af marts Tom begyndte at besøge Laura Foster i henhold til hendes fars forklaring i retten. Han overraskede dem ved flere lejligheder i seng sammen. Nogle kilder hævder, at Tom og Laura begyndte at se hinanden allerede i januar, men ingen vidneudsagn understøtter det - og dog. Wilson Foster fortæller nemlig i et andet udsagn, at Tom ikke havde besøgt Laura i to måneder, før hans besøg søndag den 20. maj, se nedenfor. Det kan imidlertid godt forklares, selv om de først begyndte at se hinanden i slutningen af marts. Toms forhold til kvinder var tilsyneladende altid kortvarige (bortset fra forholdet til Ann), så han kan have besøgt Laura nogle gange i slutningen af marts, og så være vendt tilbage et par måneder senere. I mellemtiden kan han have passet forholdet til Ann, eller til en eller flere af de andre kvinder, som han tilsyneladende også havde forhold til.

I begyndelsen af ​​april 1866 opsøgte Tom Dr. George Carter for at blive behandlet for syfilis i første stadie. Han fortalte tilsyneladende lægen, at han havde pådraget sig sygdommen fra Laura Foster, men dette bekræftes ikke af udsagn i retten. Snart efter begyndte Ann Melton også at modtage behandlinger for sygdommen- Under retssagen var anklagerens udgangspunkt, at Tom var blevet smittet med syfilis af Laura og så havde smittet Ann. Dette var ifølge anklageren motivet til mordet. John Foster West forsøger (i bogen Lift up your head, Tom Dooley) at bevise, at Tom ikke kunne have pådraget sig sygdommen fra Laura Foster, men må have pådraget sig den fra Pauline Foster og senere spredt den til både Laura og Ann. Hvis dette er sandt, ville han ikke have noget motiv til at dræbe Laura. Ifølge West passede tiden, fra Pauline kom til Elkville, indtil Tom opsøgte Dr. Carter, med den normale inkubationstid for syfilis, hvis man tillader en uge fra Paulines ankomst til hun og Tom begyndte et seksuelt forhold. Og hvis han ikke begyndte at have sex med Laura før i  slutningen af ​​marts, kan det faktisk ikke have været Laura, der smittede ham med sygdommen. Der var ikke tid nok for sygdommen til at bryde ud mellem slutningen af ​​marts og Toms besøg hos lægen i begyndelsen af ​​april. Det er også muligt, at han blev smittet af Ann, der ifølge andre af anklagerens egne vidner havde flere elskere end bare Tom, ligesom han havde flere elskerinder end hende. Desværre er det ligegyldigt for Toms motiv, hvem han blev smittet af. Det afgørende er, hvem han troede havde smittet ham.

Den 13. maj 1866 på vej hjem fra søndagsprædiken, besøgte Tom en nabo (og slægtning), Rufus D. Hall, onkel til James Meltons senere kone, Louisa Gilbert. Hall fortalte i retten, at Tom havde fortalt ham, at han ville dræbe den, der havde smittet ham, og Hall havde advaret ham om ikke at gøre det. En uge senere, søndag den 20. maj besøgte Tom Laura og talte med hende i cirka en time i følge hendes far, og tre dage senere, onsdag den 23. maj besøgte han hende igen. Wilson Foster var ikke hjemme, da Tom kom, men han fandt dem siddende tæt sammen foran pejsen. Et vidne (Betsy Scott) fortalte, at hun havde set Tom Dooley, den onsdag til fods omkring fem kilometer fra Wilson Fosters hus. Hvorfor dommer og retsskriver har fundet denne observation vigtig nok til at blive sendt til højesteret, er ikke klart. Wilson Foster havde allerede forklaret, at Tom var besøg hos hans datter, og selv om han ikke havde gjort det, er der ikke meget indicium i, at Tom var blevet set fem kilometer fra Lauras hjem, ikke mindst, når man ikke får retningen, hvor han blev set. Var det i retning af hans eget hjem, var han faktisk nærmere dette end Lauras. Var det i en anden retning, kan han have besøgt hvem som helst. Fx var der godt fem kilometer fra Lauras hjem til James Isbells plantage, så Tom kunne have besøgt Isbell og hans kone, som jo var Toms halvkusine, og været på vej hjem derfra.

Den næste dag (torsdag den 24. maj) sagde Ann Melton til Pauline Foster, at hun (Ann) havde pådraget sig syfilis fra Tom, og at hendes mand James også havde fået sygdommen. Hun ville narre James til at tro, at han havde smittet hende. Hun ville dræbe Laura Foster, og hvis Pauline fortalte det til nogen, ville hun også dræbe hende. Desværre er denne samtale kun nævnt i Pauline eget vidneudsagn, og blev ikke bekræftet af nogen anden, og Pauline kunne have god grund til at lyve her. Senere samme dag besøgte Tom Dooley Ann Meltons mor, Lotty Foster, for at låne en hakke. Han ville bruge denne til at udbedre stien mellem hans mors hus og Lotty Fosters hjem; ifølge et vidne "for at gøre det mere sikkert at gå der om natten". Senere blev Lauras lig blev fundet et par hundrede meter fra, hvor Tom havde arbejdet på stien. I retten blev dette taget som bevis for Tom brugte vejarbejdet som et dække, mens han rent faktisk havde lånt hakken for at grave Lauras grav. Dette blev til dels støttet af et vidneudsagn fra James Isbell, som nævnte, at han havde set spor af en hakke i siden af graven, da liget blev opdaget. Et vidne forklarede, at hun havde set Tom grave det sted på stien, hvor han hævdede, at han havde gravet. Et andet vidne sagde, at stien var blevet forbedret i nogen grad, og Mary Dula forklarede, at vejen faktisk var blevet forbedret, men hun vidste ikke, hvem der havde gjort det. Lotty Foster, Anns mor vidnede om, at "der var gravet noget" to steder på stien mellem hendes hus og Dula sted. Overraskende nok, blev Rufus D. Horton, en af ​​de rige plantageejere fra dalen, ført som karaktervidne for Mrs. Dula, og han kunne bekræfte, at hun var kendt som en ærlig og sanddru person.

Senere samme dag forlod Ann sit hus med en dunk fyldt med spiritus (hjemmebrændt), som Carson Dula  var kommet til hendes hjem med tidligere på dagen efter opfordring fra Tom. Tom havde lånt dunken af Pauline Foster, og han havde givet den til Carson Dula, så han kunne fylde den med spiritus. Måden udsagnet falder på, indikerer, at Carson Dula må have været til stede, da Tom lånte dunken. Ann tog dunken med til sin mors hus, hvor hun bad "en lille pige" (måske en af ​​sine yngre søstre), om at gå ned til Mary Dulas hus og fortælle Tom om spiritussen. Hun måtte ikke sige noget om spiritussen, hvis hans søster, Eliza var til stede. I så fald skulle hun i stedet trække ham i ærmet eller træde ham over tæerne eller noget tilsvarende og fortælle ham, at Anns mor ønskede at tale med ham. Den lille pige gik til Dulaernes hus, men fandt ikke Tom. Han kom dog alligevel til Lotty Fosters hytte senere på eftermiddagen. Her snakkede han lidt med Ann og fik spiritussen. Tom og Ann forlod derefter hytten i hver sin retning, svarende til at de begge gik mod deres hjem. Dette var omkring 15:00, og Ann kom i følge Pauline Foster ikke tilbage til sit eget hus, før næste morgen en time før daggry. Hun tog sit tøj af, og Pauline bemærkede, at hendes sko og det nederste af ​​hendes kjole var våde. Ann fortalte Pauline, at hun, Tom Dula og hendes mor havde ligget ude hele natten og tømt dunken med spiritus. Senere blev dunken fundet under et træ, hvor Ann havde sagt at de havde efterladt den.