Retsprocessen begynder

Retssagen eller rettere retssagerne mod Tom Dooley strakte sig over næsten 18 måneder, selv om kun godt en uge blev brugt i retten. Dette skyldtes den måde, retssystemet arbejdede på det tidspunkt. Jeg vil derfor indlede dette afsnit med en kort beskrivelse af retssystemet i North Carolina i denne periode.

Retssystemet i North Carolina

I bunden af retssystemet fandtes lokale retter, under forsæde af en fredsdommer. Disse fredsdommere var sjældent jurister, men blev ofte rekrutteret til jobbet blandt den lokale overklasse, da jobbet var ulønnet. Fredsdommerne kunne håndtere mindre lovovertrædelser så som sager omkring gæld, tvister mellem ejere og lejere osv. Sager der startede i en fredsdommerret, kunne som regel indbringes for en rigtig domstol uden at der var tale om en appel. Desuden tog fredsdommerne sig af fremstillinger, hvor anklager blev bekendtgjort for anklagede og så videre. I sagen mod Tom Dooley var det en fredsdommer, der i første omgang besluttede at der skulle udstedes en arrestordre mod Tom m.fl., og senere afhørte de anholdte, men derudover havde han ikke noget med sagen at gøre.* I dag eksisterer fredsdommerbegrebet ikke i ret mange amerikanske stater, men er erstattet af andre underretter. De steder hvor man stadig har fredsdommere er disse i dag valgte og lønnede, ikke udpegede og ulønnede. Procedurerne i fredsdommerretterne (Justice Courts) var ofte langt mere uformelle end i de højere retter.

* Det var dog under hans forsæde at liget af Laura senere blev undersøgt.

Over disse fredsdommerretter (og andre underretter) stod distriktsretterne. De enkelte amter (counties) havde ikke deres egne dommere. I stedet var staten opdelt i nogle retskredse, som omfattede flere amter. Samtidigt havde retterne to terminer, en forårstermin og en efterårstermin. Distriktsdommerne rejste så rundt mellem de enkelte amtssæder og præsiderede over distriktsretterne samt over de såkaldte "superior courts", som stod over både fredsdommerretterne og distriktsdomstolene, deraf betegnelsen "Superior", som betyder "over" eller "overordnet". At sammenligne med en dansk landsret er ikke helt korrekt, men de har det til fælles, at kun en enkelt instans står over dem, nemlig Højesteret (her: North Carolina Supreme Court). I USA er der så en yderligere myndighed, nemlig den føderale Højesteret (U.S. Supreme Court).

En halvårlig retstermin varede typisk en uge eller mindre i hvert amt, og her skulle dommeren så høre og dømme i alle de sager, som havde været i amtet siden forrige termin, så der var normalt ikke afsat megen tid til den enkelte sag. Retsterminen startede typisk på en bestemt dag, i hver termin, men hvornår var formuleret lidt kryptisk. Fx åbnede Superior Court i Wilkes County sin efterårstermin i 1866 "den femte mandag efter den sidste mandag i august". Uden at vide det med sikkerhed kunne jeg forestille mig, at dommerne påbegyndte deres rundrejse i retskredsene den sidste mandag i august, og antallet af mandage efter beskrev så, hvornår de enkelte retskredse fik besøg. Efterårsterminen i Iredell County åbnede således den syvende mandag efter den sidste mandag i august.

I sagen mod Tom Dooley nåede ikke mindre end fem dommere i superior court at deltage, men kun to afsagde domme, Ralph P. Buxton og William Shipp. Anderson Mitchell fastlagde den endelige dato for henrettelsen, mens Robert B. Gellam og Alexander Little begge kun fik lov til at udsætte sagen.

Over Superior Court stod statens højesteret, Supreme Court. Højesteret havde dengang som nu hjemsted i statshovedstaden Raleigh. Hverken dengang eller i dag havde Højesteret en jury og tog ingen beslutninger om skyld eller strafudmåling. Der blev ikke hørt vidner, og der var ingen advokater til stede. Højesterets eneste opgave var (og er) at afgøre om der er begået proceduremæssige fejl under forudgående retssager, og om loven er blevet fortolket korrekt.  Afgørelser truffet af Højesteret kunne og kan ikke ankes yderligere inden for delstatens retssystem. Sådan var det i 1860'erne og sådan er det i dag. Højesteret ledes af en højesteretspræsident, Chief Justice, som indtil sommeren 1868 blev bistået af to såkaldt associerede dommere. I 1868 blev antallet sat op til seks associerede dommere, og samtidigt blev det indført at højesteretsdommere ikke længere blev udpeget af guvernøren, men skulle vælges.

Tom Dooleys sag blev appelleret to gange til North Carolinas Højesteret. Første gang efter at han blev fundet skyldig i Superior Court i oktober 1866 og anden gang efter han blev fundet skyldig endnu en gang ved en særdomstol i januar 1868. Begge appeller var før indførelsen af de seks associerede dommere og en valgt Chief Justice.

Høring for Storjuryen i Wilkesboro

Den første retshandling i sagen "Staten mod Thomas Dula" var en høring for en storjury. Denne høring fandt sted på den første retsdag i amtsretten i Wilkesboros efterårstermin, 1866, nemlig mandag den 1. oktober. 18 mænd ("gode og lovlydige" som det hed) fra Wilkes County blev udvalgt til storjuryen og dommer Ralph P. Buxton præsiderede.

Tyve vidner, alle fra området omkring Elkville, blev afhørt af Storjuryen. Listen over vidner omtaler nogle personer, som alle senere også vidnede under selve retssagen. De fleste af dem er nemme at identificere, men nogle er ikke, mest fordi deres forklaringer fra høringen ikke eksisterer længere. Dem, vi kender, er Dr. Carter, James Melton, Wilson Foster, Pauline Foster, Lotty Foster, Celia Scott, Betsy Scott og Washington Anderson. Alle disse er nævnt i forskellige artikler under overskriften Personerne i historien.

De andre vidner, hvis vidneudsagn kendes endnu (i det mindste delvist), var Carl Carlton og Hezekiah Kendall (ved denne lejlighed stavet Kindall), de to personer Tom mødte den morgen, hvor Laura forsvandt. Thomas Foster, Ann Meltons lillebror, Martha Gilbert, der vidnede om Toms gravearbejde på stien om torsdagen og George Washington Anderson, Tom ven og krigskammerat, vidnede også for storjuryen.

Det "gamle" Domhus i Wilkesboro er nu museum. Domhuset er bygget i 1903 og det domhus, hvor Tom Dooleys høring for Storjuryen fandt sted, lå på samme sted. Bag domhuset ligger fængslet fra 1859, hvor Ann og Tom sad fængslet inden de blev overført til Statesville.

De resterende vidner, hvis vidneudsagn ikke eksisterer længere var John "Jack" Atkins og Bennet "Ben" Ferguson, de to vicesheriffer, der arresterede Tom og til hvem Pauline pralede af at have dræbt Laura Foster sammen med Tom Dooley. En meget lille del af John Atkins vidnesbyrd eksisterer fortsat. Her siger han kun, at han fulgte efter Tom ind i Tennessee cirka en måned efter Lauras forsvinden. James Foster var bror til Laura Foster og Carson Dula var den (Toms fætter), der skaffede Tom Dooley spiritus om torsdagen før mordet. Heller ikke vidneudsagnene fra Docia Witherspoon, Drewry Atkins eller C. C. Jones eksisterer i dag. Docia Witherspoon boede nær det sted, hvor stien til Dulas hus forlod floden, og i henhold til netavisen "The Recorder Online", havde hun set Laura den morgen hun forsvandt, så det var nok det, hun vidnede om. Drewry Atkins var bror til vicesheriffen John Atkins, men hvad han vidnede om vides ikke. Det samme gælder for C. C. Jones. Han var en af ​​de velhavende bønder eller plantageejere fra dalen, og jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han var vidne. Et vidne kaldes i listen over vidner Thomas M. Isbell, men det kan ikke være sandt. Den første Tomas Isbell, James Isbells bedstefar døde i 1819, og hans søn Thomas M. Isbell, James Isbells far, døde omkring 1860. Der kan selvfølgelig have været andre Thomas M. Isbells omkring, men jeg tror, ​​det er en fejl af den slags, som der er mange af i sagens akter, og at den person, der rent faktisk vidnede var James M. Isbell. Hans navn nævnes ikke i forbindelse med Storjuryhøringen, men senere var han et at de vigtigste vidner under sagen, mens ingen Thomas Isbell omtales senere,

På grundlag af vidneudsagnene fandt storjuryen, at der var grund til at retsforfølge Tom Dooley for mordet på Laura Foster og Ann Melton for at opfordre ham til det og bistå ved gennemførelsen. Anklageskriftet er skrevet i periodens højtravende juridiske kancellistil. Det starter med: "Statens nævninge erklærer under ed at Thomas Dula, senest bosat i Wilkes County, som ikke har haft gudsfrygt i øjnene, men er blevet ført og forført ved Djævelens mellemkomst...". Derefter følger noget mærkeligt: ​​"... den 18. dag i juni 1866 med magt og våben i førnævnte amt angreb Laura Foster, i fred med Gud og staten, da og der forbryderisk, forsætligt og med ondt i sinde, overfaldt hende... " Det mærkelige er ikke den sproglige formulering, selv om det kan være nødvendigt at forklare at det var Laura, ikke Tom, der var i fred med Gud og staten. Det virkeligt mærkelige er dog datoen. Juryen fastslår at mordet blev begået den 18. juni, næsten tre uger efter at Laura forsvandt. Vidste de ved noget, vi ikke ved i dag, eller var det bare endnu en fejl? Jeg vender tilbage til datoproblemet i en senere artikel.

Tilsyneladende vidste de noget, eller eller også havde de travlt med at opfinde detaljer "... omtalte Thomas Dula med en vis kniv til en værdi af ​​fem cent, som han, omtalte Thomas Dula holdt i sin højre hånd, og der havde holdt den omtalte Laura Foster i og på omtalte Laura Fosters bryst , for derefter forbryderisk, forsætligt og med ondskab i sinde, slog, stødte og stak, den omtalte Laura Foster, og derefter med omtalte kniv i brystet gav førnævnte Laura Foster et dødeligt sår, en tomme bredt og seks tommer dybt, af hvilket omtalte dødelige sår omtalte Laura Foster, derefter øjeblikkeligt døde, og de tidligere omtalte nævning under den tidligere nævnte ed, udtaler at omtalte Thomas Dula, dræbte og myrdede omtalte Laura Foster på en måde og facon som tidligere omtalt, forbryderisk, bevidst, og med ondskab i sinde som tidligere omtalt,  i modstrid med statens fred og værdighed. " Flot, ikke sandt, men det kunne have været skrevet enklere :-). Det krævede en masse ord og en masse gentagelser at sige, at storjuryen havde fundet, at Tom Dula kunne retsforfølges for mordet på Laura Foster. Udtalelsen rejser dog nogle spørgsmål. Hvorfor var værdien af ​​kniven vigtig nok til at blive omtalt - ikke mindst fordi mordvåbnet aldrig blev fundet? Hvordan vidste juryen at Tom brugte sin højre hånd, når ingen vidner så ham begå forbrydelsen, og han selv nægtede at have noget med den at gøre? Under alle omstændigheder fandt juryen ligeledes at Ann kunne retsforfølges. Under høringen for storjuryen, droppede anklageren, W. P. Caldwell de oprindelige anklager mod Ann Melton for at være medskyldig i mordet, og opretholdt bare anklagen om at have opfordret til dette - hvilket i sig selv kunne medføre dødsstraf.

Sheriff Hicks bragte derefter Tom og Ann til retslokalet og anklageskriftet blev læst op for dem. De nægtede sig begge skyldige og retssagen kunne begynde. Tom og Ann blev ført tilbage til deres celler, hvor de skulle blive indtil retssagen.

Ændring af retskreds

Torsdag 4 oktober 1866 begyndte retssagen. Hovedforsvarer Zebulon Vance anmodede om at sagen måtte blive overført til en anden retskreds. I den forbindelse sagde han: "Thomas Dula og Ann Melton erklærer under ed, ae de ikke tror, ​​de kan få en retfærdig rettergang i Wilkes County, da sagen har været meget diskuteret i nævnte amt." Måske havde de ret. Sagen havde været "talk of the town" i Elkville, og Wilkes County i almindelighed, men at den skulle være mindre kendt i Iredell County, naboamt til Wilkes er usandsynligt. I dag anser nogle det mere sandsynligt, at Vance ønskede en ændring af retskredsen til Statesville, fordi befolkningen der var mere positiv stemt for ham der. I 1864 tabte han guvernørvalget i Wilkes County til William Holden, men vandt en jordskredssejr (1162 stemmer for Vance, 97 for Holden) i Iredell County. Senere var hans hus i Statesville hjemsted for North Carolinas regering i borgerkrigens sidste måned efter at Raleigh var faldet. Måske troede Vance, at han ville have den offentlige mening på sin side i Statesville.  Hvis han overhovedet havde noget som helst at gøre med, hvor sagen blev overført til. Det kan lige så godt have været bestemt af dommeren selv, der vidste, at han skulle præsidere i Iredell så snart efterårsterminen i Wilkes var forbi.

Retten beordrede retssagen overført til Iredell County og fastlagde datoen for sagen til fredag ​​i Iredell Countys efterårstermin, 1866. Sheriff Hicks blev beordret til at overgive Ann Melton og Tom Dooley til sheriffen af ​​Iredell County torsdagen før denne fredag. Tom og Ann blev overført til Statesville og Tom så aldrig sin hjemegn igen.

En af de interessante ting i forbindelse med anmodningen om overførsel af retskreds var, at Tom underskrev sin erklæring med et mærke (x), som han også havde gjort et år tidligere, da han på samme måde havde underskrevet sin troskabsed til Unionen  forbindelse med frigivelsen fra krigsfangenskab, med et mærke, i


Tilbage til Indholdsfortegnelsen