Retssager og appeller
Denne artikel giver et kort resumé af retssagerne mod Tom Dooley, juryens og dommerens afgørelser og udtalelserne fra Højesteret i forbindelse med appellerne. I en senere artikel vil jeg gå mere i detaljer med de enkelte vidneudsagn, som kendes i dag.
Første retssag, oktober 1866
Efterårsterminen for Iredell County 1866 åbnede mandag den 15. oktober og sagen mod Tom Dooley kom for med Ralph P. Buxton som dommer fredag den 19. oktober som dommeren selv havde bestemt ved retsmødet i Wilkesboro. 12 nævninge blev valgt ud af 100 mulige, der var indkaldt. De blev først præsenteret for oplysninger om, hvad der var sket i retten i Wilkes County, herunder fik de oplæst anklageskriftet. Derefter gik sagen i gang, og det første, der skete, var at forsvaret anmodede om, at sagen mod Ann Melton blev ført uafhængigt af sagen mod Tom Dooley. Baggrunden for anmodningen var, at hvis der blev ført sag mod dem begge samtidigt, ville Ann måske tilstå noget som kunne påvirke nævningene i forhold til Tom Dooley. Anmodningen blev imødekommet, og det blev besluttet, at sagen mod Tom Dooley skulle føres først.
Tegningen til venstre viser Zebulon Vance i retten, i gang med at forsvare Tom Tooley (i baggrunden til højre) som Edith F. Carter forestiller sig at det skete. Tegningen findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.
Ifølge flere kilder opholdt Ann sig i fængslet i StatesvilIe i hele den periode, Toms sag var for retten, og indtil hendes egen sag kom for retten i efteråret 1868. Dette kan dog ikke passe helt, for i Sherif Wassons liste over indsatte i fængslet fra 1867, nævnes hendes navn ikke. Så hun har muligvis, som kvinde, være holdt fængslet et andet sted. Under retsmøderne mod Tom var hun til stede i retten, men afgav aldrig selv vidneudsagn. Det er muligt at hun kun var til stede under den første sag og ikke den anden, hvilket ville forklare hendes fravær fra Statesvilles fængsel i efteråret 1867. Sagen mod hende blev ført i Wilkesboro, så på et eller andet tidspunkt, må hun være blevet overført til fængslet her. De kilder, der tror at både Ann og Tom var for retten i Statesville tager således fejl.
I løbet af de to retssager vidnede omkring 60 personer, men desværre eksisterer kun vidnesbyrdene fra omkring 20 af disse i dag. Af disse 20 var 15 anklagerens vidner, mens kun 5 var vidner for forsvaret. De enkelte vidnesbyrd er ikke registreret ordret, men kun i referatform. Referatet blev udfærdiget af retssekretæren (Court Clerk), C. S. Summers, og dommer Buxton i forening, da sagen blev appelleret til Højesteret. En masse vidnesbyrd mangler, og vi må antage, at mere end fem personer vidnede for forsvaret. Hvorfor dommeren Buxton udelod disse vidnesbyrd er umuligt at sige i dag, men en eller anden grund, gjorde han det. Sandsynligvis skyldes udeladelserne at Højesteret ikke skulle tage stilling til hverken skyld eller strafudmåling, men alene til om der var begået procedurefejl. Det kan have fået dommeren til at udelade vidneudsagn, hvor proceduren ikke "kom i spil", men i så fald er der andre af de fremsendte udsagn, som kunne have været udeladt, da der vintet proceduremæssigt er i disse. Det er heller kun de vidneudsagn som forsvaret protesterede over, som er udeladt, så en foklaring på de fremsendte og de manglende vidneudsagn kan ikke gives med sikkerhed.
Den første retssag varede både fredag og lørdag. Anklageren fortalte i sit åbningsindlæg, hvad han ville vise ved hjælp af indicier under sagen, nemlig at der havde været et ulovligt (med "ulovligt" menes i denne sammenhæng "uden for ægteskab"), intimt forhold mellem Tom Dooley og Laura Foster, at et tilsvarende ulovligt forhold eksisterede mellem den anklagede og Ann Melton, gift med James Melton. Han ville yderligere vise at den anklagede havde pådraget sig en kønssygdom fra den dræbte og havde smittet Ann Melton, at han havde truet den dræbte på grund af sygdommen, og at han få dage før mordet var set tale fortroligt med den dræbte. Dernæst ville han vise, at den anklagede var blevet set med en hakke i hånden tæt ved det sted, hvor graven blev fundet, og så videre. Han afsluttede med at forklare at han ved hjælp af alle disse indicier forventede at bevise at Tom Dooley havde begået mordet opfordret til det af Ann Melton, som var plaget af hævntørst og jalousi.
Hvis forsvareren kom med en åbningsudtalelse er den ikke bevaret i dag.
Derefter startede så afhøringen af vidnerne, og da alle vidner var hørt bad forsvaret dommeren om at indskærpe fem punkter overfor jurymedlemmerne.
- at indicier skal være lige så stærke som et direkte udsagn fra et troværdigt øjenvidne før juryen må dømme på grundlag af disse indicer.
- at indiciebeviserne skal udelukke enhver anden hypotese.
- at beviserne skal overbevise jurymedlemmerne om den anklagedes skyld ud over enhver rimelig tvivl.
- at med mindre de var overbeviste om, at der eksisterede en sammensværgelse mellem Ann Melton og Tom Dooley og at de to handlede i forening ved gennemførelsen af drabet, måtte intet af det Ann Melton havde udtalt uden at Tom var til stede, bruges som bevis mod ham.
- at såfremt de var sikre på, at der ikke forelå en sammensværgelse og at de ikke handlede i forening ved gennemførelsen af drabet, så måtte intet af det, Ann Melton måtte have sagt uden Toms tilstedeværelse, bruges som bevis mod ham, bortset fra ting, som var sagt i forbindelse med handlinger udført for at fremme et sådant fælles forsæt.
De to sidste punkter er meget enslydende, men det sidste punkt indskærper et væsentligt princip i den tids amerikanske jura, nemlig det såkaldte "res gestae" princip, som jeg forklarer nærmere nedenfor.
Juryen diskuterede hele natten og søndag morgen kom de ud med kendelsen "Skyldig". Dette fik forsvarer Vance til først at anmode om at sagen skulle gå om, da han mente, at der var sket rettergangsfejl. Dette blev afvist af dommer Buxton. Vance anmodede dernæst om en udsættelse af domsafsigelsen på grund af nogle teknikaliteter:
- at de to anholdte var blevet fremstillet sammen, mens ordet "med" var blevet brugt hvilket indikerede at kun en af de anklagede havde forholdt sig tik anklagen
- en protest mod anklageskriftet hvoraf det ikke fremgik at forbrydelsen var begået i North Carolina. Navnet på staten fremgik kun af dokumentets titel.
Dommer Buxton forkastede også denne anmodning og spurgte Tom, Dooley om han havde noget at tilføje, hvilket Tom ikke havde. Derefter afsagde han sin dom over Tom Dooley, formuleret i tidens sædvanlige højtravende sprog (i uddrag):
"…det besluttes derfor af denne ret, at omtalte Thomas Dula skal føres til fængslet i Iredell County hvorfra han kom, for at forblive der til den 9. november 1866, og på den dag skal han af sheriffen i nævnte amt føres til nævnte amts offentlige henrettelsesplads mellem kl. 10 formiddag og klokken 4 eftermiddag og der skal han hænges ved sin hals til han er død."
Forsvaret appellerede på stedet sagen til Højesteret, hvilket dommeren bevilgede, og da dommer Buxton kunne konstatere at Tom Dooley var insolvent, fik han lov til at appellere uden at stille sikkerhed.
Et referat af sagen, udarbejdet af dommeren og retssekretæren i forening, blev nu sendt til Højesteret, hvor dommerne vurderede denne. Det er fra denne fremsendelse, at vi kender de få vidneudsagn som er bevaret. Det var nemlig disse, som blev udvalgt og fremsendt. Endnu engang må det understreges at referaterne ikke var ordrette, men var sekretærens og dommerens beskrivelser af udsagnene, som de huskede/udlagde dem. Fremsendelsesskrivelsen med diverse kommentarer blev underskrevet af Zebulon Vance, Nathaniel Boyden og statens justitsminister (det sidste har formodentlig være proforma, for at overholde en regel i forhold til sager, der skulle for Højesteret). Derimod er det uklart hvorfor Boyden og ikke hovedanklageren, statsadvokat Caldwell underskrev skrivelsen.
Skrivelsen redegjorde for sagens forløb og indhold, og ikke mindst forsvarets begrundelser for appellen. Her skal man igen huske at Højesteret alene tog stilling til procedurefejl. Her "protesterede" Vance mod, som han allerede havde gjort under retssagen, at Betsy Scotts udtalelser om, hvad Laura Foster havde sagt til hende om morgenen, var blevet tilladt fremført. Desuden havde Vance protesteret mod, at udtalelser fra Ann Melton var blevet tilladt, selv om anklagemyndigheden ikke havde formået at bevise en sammensværgelse mellem Tom og Ann. Disse protester var blevet afvist af dommer Buxton, vidneudsagnene var blevet tilladt, og dette var nu årsagen til appellen.
Den første kendelse fra Højesteret
Forsvaret havde to væsentlige begrundelser for appellen. Den ene af disse var, at Betsy Scotts referat af Lauras udtalelser til hende lørdag morgen var blevet tilladt af dommeren. Den anden var at en række udtalelser som Pauline Foster og andre, fx Celia Scott, havde refereret Ann Melton for at fremsætte, uden at Tom Dooley var til stede, ligeledes var blevet tilladt, uden at der var ført bevis for en sammensværgelse. Da Ann ikke optrådte som vidne under sagen, kunne hun ikke krydsforhøres og forsvareren mente derfor ikke, at udtalelserne skulle have været tilladt i retten.
I kendelsen starter højesteretspræsident Mumford Pearson med at behandle spørgsmålet om Betsy Scotts udtalelse, og han forklarer, at der er to prøver, der kan bruges for at afgøre om en udtalelse fra en person kan indgå som vidnesbyrd i en retssag. Den første er, om udtalelsen er fremsat under ed – eller i sig selv har form af en edsvoren erklæring. I så fald kan man anvende udtalelsen og gå ud fra, at den er sand. Den anden prøve er, om den person, der har fremsat udtalelsen kan krydsforhøres under retssagen. I forhold til den udtalelse, som Laura Foster efter sigende havde fremsat overfor Betsy Scott fredag morgen, var den ikke fremsat under ed eller havde form som edsvoren erklæring, og da Laura var død, kunne hun ikke krydsforhøres under selve sagen. Derfor burde udsagnet have været betragtet som rygter ("hearsay"), og burde derfor ikke have været tilladt i sagen. Pearson fortsætter med at nævne, at de var få undtagelser fra disse hovedregler. En af disse var, hvis udtalelsen var fremsat af en døende på dødslejet. En anden undtagelse var, hvis udtalelsen blev fremsat som en del af del af res gestae. Dette juridiske udtryk defineres som udsagn fremsat som en del af en handling. Højesteretspræsidenten giver et eksempel på dette: "Hvis nogen griber en anden i armen og siger: ’Jeg arresterer dig i lovens navn’ er disse ord lige så meget en del af den udførte handling som selve det, at tage ham i armen." (John Foster West, The Ballad of Tom Dula, s. 166)
Res Gestae er latin for ”gjorte ting” eller ”udførte handlinger”. Ifølge The Free Dictionary by Farlex er "Res gestae baseret på den overbevisning, at fordi visse udsagn er fremsat naturligt, spontant, og uden overvejelse i løbet af en begivenhed, medfører sådanne udsagn en høj grad af troværdighed og levner ikke plads til misforståelser eller fejlfortolkning. Doktrinen fastslog, at sådanne erklæringer var mere troværdige end andre udsagn, og derfor kunne fremlægges som bevis i en retssag".
Den
engelske Wikipedia har
et andet
eksempel på res gestae: "Forestil dig en ung kvinde (vidnet) stående i siden
af en hovedvej. Hun observerer en vis uro på den anden side af gaden. På den
anden side af gaden, ser hun en gammel mand og hører ham råbe ’Banken er ved at
blive røvet!' samtidigt med at en ung mand løber ud af en bygning og ned ad
gaden. Den gamle mand bliver aldrig fundet (og kan derfor ikke møde i retten for
at gentage, hvad han sagde og blive krydsforhørt omkring det), men kvinden
gentager, hvad hun hørte ham sige. En sådan udtalelse fra kvinden ville blive
betragtet som troværdig med henblik på optagelse som bevis, fordi den
oprindelige udtalelse blev fremsat samtidig med begivenheden, og der er ringe
chance for, at vidnet, som refererer udtalelsen, kunne have misforstået dens
betydning eller talerens intentioner."
Den forholdsvis bredt definerede ”res gestae regel” blev brugt jævnligt langt
ind i det et 20. århundrede, men er i dag det for det meste erstattet af mere
eksplicitte undtagelser fra den generelle om at tillade ”hearsay”
(andenhåndsviden) som bevis.
For så vidt angår den anden protest over at Ann Meltons udtalelser om Tom Dooley
uden at denne var til stede, blev tilladt refereret i retten, da der efter
forsvarerens mening ikke blev bevist en sammensværgelse mellem de to, har
højesteretspræsidenten en anden holdning. Han forklarer, at uanset om der forelå
beviser for en sådan sammensværgelse er dette ikke et proceduremæssigt
spørgsmål. Det er alene overladt til dommerens skøn, i dette tilfælde dommer
Buxton, at afgøre om beviserne er gode nok til at tillade at udtalelserne indgår
som bevis. Højesteret kunne derfor slet ikke tage stilling til denne protest.
Derefter følger et meget kort resume af sagen, som den blev fremlagt af
forsvaret og anklagemyndigheden. Her kan man blandt andet læse: "Der var
flere protester fra fangen (via dennes forsvarer) på grund af medtagelsen af
utilladelige vidnesbyrd, men denne ret finder det ikke nødvendigt at anføre dem
alle, eller at gå i detaljer med beviserne." Den eneste protest, der er
specificeret, er den om Betsy Scotts udtaleleser. Pearson nævner så igen
protesterne mod Ann Meltons udtalelser, og gentager, at eftersom dommer Buxton
havde afvist protesterne og tilladt udtalelserne som bevis, kan Højesteret ikke
tage stilling i sagen. Resuméet slutter med afgørelsen på sagen i Iredell.
Dom: Skyldig.
Anmodning om ny retssag:
Anmodning afvist.
Begæring om udsættelse af
domsafsigelse: Begæring afvist.
Dødsdom og appel.
Derefter følger så Højesterets argumenter, hvor højesteretspræsidenten blandt
andet skriver: "Samtalen mellem Mrs. Scott og den afdøde burde ikke have
været tilladt som bevis. I hvert fald ingen anden del af denne end at den afdøde
havde sagt, at hun var på vej til Bates Place. Hvad den afdøde sagde om at
fangen (Tom) var kommet til hendes hjem lige før daggry, og hvor han nu
befandt sig, og at hun forventede at møde ham, kan på ingen måde betragtes som
en del af den afdødes handlinger." Højesteretspræsidenten fortsætter med at
forklare hvorfor disse udtalelser ikke kan være en del af res gestae. Senere
gentager han: "Selv om samtalen mellem Mrs. Scott og afdøde fandt sted på
tidspunktet for handlingen, nemlig at hun var på vej, ridende på sin fars hoppe
uden sadel, kan udtalelsen på ingen måde eller fra nogen synsvinkel betragtes
som en del af handlingen at ride. Udtalelsen var helt tilfældigt og bestod blot
af svar på spørgsmål, som personlig nysgerrighed fik Mrs Scott til at stille.
Disse svar kan have været sande, eller de kan have været falske, men de kan ikke
prøves ved hjælp af de prøver, som loven kræver, og det var derfor en fejl af
dommeren at tillade dem som bevis mod fangen." Så når Laura havde fortalt,
hun skulle til Bates Place, var det en del af den handling, det var at ride
dertil, og derfor tilladeligt som bevis, mens det hun fortalte om Tom ikke var
en del af handlingen, og derfor skulle have været udelukket.
På dette tidspunkt havde højesteretspræsidenten allerede truffet sin beslutning,
for han fortsatte: "Eftersom sagen skal gå om ved en ny retssag, føler vi
ikke at vi kan tillade os yderligere meningstilkendegivelser i forhold til de
andre protester fremsat af forsvaret." Og så gør han det alligevel. Jeg
citerer blot én enkelt passage fra dette sted i kendelsen, da den har
indflydelse på min egen opfattelse af sagen, som jeg vil vende tilbage til
senere. "Vi kan se fra de sagsakter, der er fremsendt, at dommeren i sagen
begik den samme fejl, som der tidligere i denne termin er bevilget en ny sag (venire
de novo) for i sagen ’Staten mod Andrew’. Uden at anføre tydeligt, på hvilket
grundlag han besluttede at beviserne for at Ann og Tom havde indgået i en
sammensværgelse om at myrde den afdøde var tilstrækkelige til at tillade at Ann
Meltons udtalelser til andre om Tom kunne bruges i retten til at etablere disse
foreløbige kendsgerninger og uden at instruere juryen om, at hvis de ikke var
tilfredse med beviserne for eksistensen af en sammensværgelse mellem den
fængslede og Ann Melton om at begå mordet på den afdøde, måtte de i så fald
ikke lægge vægt på de handlinger og erklæringer fra Ann Melton, der var blevet
tilladt som beviser, og ikke lade sig påvirke af disse."
Et par tegnsætningstegn her
og der og lidt færre indskudte sætninger, ville have afklaret en masse, men for
at oversætte det til ”dansk”, var sagen at dommer Buxton burde have forklaret i
retten, hvorfor han mente, at der var tilstrækkeligt med beviser på en
sammensværgelse mellem Tom og Ann til at tillade hendes udtalelser som bevis.
Desuden burde Dommer Buxton have forklaret juryen, at hvis de ikke var tilfreds
med beviserne for sammensværgelsen, så skulle de se bort fra alle referaterne af
Ann Meltons udsagn. Mumford Pearson fortsatte med at gentage forklaringen på,
hvorfor Højesteret ikke kunne tage stilling til denne protest fra forsvaret.
Afgørelsen fra Højesteret blev afgivet "per curiam". Det betyder at afgørelsen
var anonym, og afspejlede rettens samlede mening, ikke de enkelte dommeres. Vi
ved derfor ikke om nogen af dommerne var uenige i den afsagte kendelse. Kendelsen blev ”venire de novo”,
hvilket betyder, at sagen skulle gå om på grund af procedurefejl i den første
retssag. På hjemmesiden
The Lectric Law Library kan man læse følgende om venire de
novo: "Når en dom i en sag skal omgøres på grund af fejl, som retten har
begået i løbet af retssagen, tildeles en venire de novo for at sagen igen kan
høres af en jury."
Sagen udsættes to gange
Første gang sagen kunne komme for igen, var i forårsterminen i Iredell County i 1867. Den 15. april 1867 startede sagen med dommer Robert B. Gelliam som retsformand. Denne retssag fik en hurtig afslutning, da forsvaret fremlagde en erklæring ("affidavit"), der fastslog, at Tom og Ann ikke kunne få en fair retssag, fordi tre af forsvarets vidner manglede. De tre vidner var F. F. Hendricks fra Caldwell County (en af de mange Hendricks 'i området), Francis Farmer og Mary James*, begge fra Watauga County. Ingen af de tre vidnede i den første retssag, men forsvaret må have fundet deres udsagn meget vigtige, siden deres fravær skulle føre til en udsættelse. På baggrund af erklæringen valgte dommeren at udsætte retssagen til efterårsterminen i 1867, og Tom Dooley og Ann Melton skulle forblive i fængslet indtil da.
* Den eneste Mary James i Watauga County var en pige, der var 15 år i 1866. Hun boede hos en familie Gillims, med hvad der tilsyneladende var en ældre søster, men ingen forældre. Hun kan have været niece af enten mand eller kone i husstanden. Hun boede temmelig langt fra det område, hvor de øvrige boede, nær grænsen til Tennessee, men ikke i nærheden af Trade. Francis Farmer kan ikke identificeres ud fra folketællingsoptegnelser eller andre kilder fra tiden.
I efterårsterminen, konkret den 14. oktober 1867, blev Tom Dooley så igen stillet for retten i Iredell County, denne gang under forsæde af dommer Alexander Little. Denne gang var det anklagemyndigheden som ikke var i stand til at føre sin sag på grund af manglende vidner. Anklageren fremlagde erklæring om, at tre vidner, der var afgørende for sagen, ikke var til stede. Vidnerne var James Simmons** og Lucinda Gordon, hvoraf ingen vidnede i den første sag og så James Grayson, der på daværende tidspunkt deltog i en session i Tennessees lovgivende forsamling, som han var medlem af. Også dommer Little udsatte sagen, denne gang til forårsterminen i 1868.
**
Den eneste
James Simmons i Wilkes, Caldwell eller Watauga County var en 7-årig
dreng, der boede i Lewis Fork, omkring 10 km nordøst for Elkville i
1860. I 1866 var han 13 og kan have haft arbejde i Elkville. Hans alder
kan være årsag til at netop han ikke fik en bøde for udeblivelse.
Lucinda Gordon kan ikke identificeres i dag.
I dag ved vi ikke, hvorfor disse manglende vidner var så vigtige, eftersom de
aldrig afgav vidnesbyrd i den afsluttende retssag. Her var de åbenbart ikke
nødvendige for hverken forsvarer eller anklager – eller også har dommeren
simpelthen afvist at udsætte sagen igen. Dette er lidt overraskende, da deres
vidnesbyrd var så vigtige, at retssagen tidligere måtte udsættes to gange, fordi de ikke
var til stede. Vi kan måske gå ud fra, at F. F. Hendricks var en af de Hendrickser som havde spredt rygtet om at Tom havde myrdet Laura og som Tom
derfor havde lovet tæv. Francis Farmer og Mary James boede i Watauga County og
kan have vidst noget om Pauline Fosters ophold her eller hendes tur til
Tennessee, da hun forlod Wilkes County, eller de kan have set Tom på hans vej
mod Tennessee. Hvad anklagerens to førstnævnte vidner kan have haft at sige er
umuligt at vide, da vi ikke ved andet om dem end deres navne – end ikke hvor de
boede. Vi ved dog at Lucinda Gordon udeblev fordi hun var ramt af tyfus.
James Grayson har formodentlig skulle vidne om arrestationen af Tom og/eller om
transporten af ham fra Tennessee til fængslet i Wilkesboro. På trods af at i
hvert fald Lucinda Gordon og James Grayson havde rimeligt gyldige grunde til at
udeblive idømte dommeren dem hver en bøde på 80 dollars for udeblivelse, et
efter tidens forhold meget stort beløb, når man tænker på at Pauline Foster kun
fik 21 dollars for en hel sommers arbejde.
At Tom Dooley faktisk sad i fængslet i Statesville på dette tidspunkt, bekræftes
af et notat i
Sheriff William Wassons notesbog fra
21. oktober 1867.
I denne nævner han navnene på fangerne fængslet i Statesville. Blandt de fem
fanger han nævner er Thomas C. Duly,
alder 23, Mord.
Bemærk endnu
en stavemåde af navnet. Nogle (blandt andet hjemmesiden) antyder, at
dette notat kan være en medvirkende årsag til at Tom Dula blev
forvansket til Tom Dooley, men sandsynligt er det ikke, eftersom Tom
blev kaldt sådan allerede i sine løsladelsespapirer fra krigsfangelejren
to år tidligere. Ann Melton er ikke nævnt som indsat, så tilsyneladende sad hun
ikke i fængslet, men har måske været tilbageholdt et andet sted eller var
overført til Wilkes County igen.
Retssagen ved Særdomstolen, januar 1868
Sagen skulle altså have været for retten igen i forårsterminen i 1868, men tilsyneladende havde en række alvorlige sager hobet sig op i Iredell County. Derfor besluttede delstatsregeringen (guvernøren) at nedsætte en særdomstol ("Court of Oyer and Terminer") som skulle tage sig af disse sager. Udtrykket ”Court of Oyer and Terminer” kommer egentlig fra et fransk udtryk ”oyer et terminér”, at ”høre og beslutte”. Sådanne domstole blev brugt i en række stater i særlige tilfælde, fx blev en sådan nedsat i Massachusetts i forbindelse med hekseprocesserne i Salem i 1692. Courts of Oyer and Terminer blev kun brugt i tilfælde af sager om kriminalitet og kunne ikke tage stilling til civile sager. De havde samme – eller højere status – som Superior Court, men afgørelserne kunne fortsat appelleres til Højesteret, så mere videregående var deres afgørelser altså ikke.
I guvernørens brev til dommer William M. Shipp, kunne man blandt andet læse:
”Den lovgivende forsamling har givet guvernøren ret til at nedsætte en særdomstol, som skal sikre en hurtig behandling af sager vedrørende personer, som er sigtet for forbrydelser, der kan medføre dødsstraf, andre forbrydelser og mindre forseelser og overtrædelser af statens love, som Superior Court ellers har jurisdiktion over under disses almindelige retsterminer, og der er god grund til at nedsætte en sådan domstol i Iredell County, og De (dommer Shipp) er hermed indstillet, udnævnt og bestilt til at lede en sådan særdomstol i nævnte amt på det tidligste tidspunkt, hvor det kan lade sig gøre.”
Brevet var underskrevet på guvernørens vegne af hans privatsekretær den 13. december 1867, og dommer Shipp bestemte at særdomstolen skulle begynde sit virke den tredje mandag i januar 1868, hvilket var den 20. januar. Før denne retssag havde Robert Armfield forladt forsvarsholdet og var blevet erstattet af David M. Furches. På rettens anden dag, tirsdag den 21. januar, kom Toms sag så for igen. Også denne gang blev sagen indledt med at forsvareren begærede sagerne mod Tom og Ann adskilt, hvilket blev bevilget og igen kom Toms sag for først.
De samme vidner som var blevet afhørt i første omgang blev afhørt igen, og sagde tilsyneladende stort set det samme, og der kom også få nye vidner til. Disses vidneudsagn kendes imidlertid ikke, da de ikke blev fremsendt til Højesteret i forbindelse med appelsagen. Endnu engang fandt juryen Tom Dooley skyldig efter anklageskriftet og endnu engang forsøgte forsvareren at få sagen afvist på grund af rettergangsfejl (utilladelige vidneudsagn) og igen blev det afvist af dommeren. Endnu engang bad forsvaret om udsættelse af domsafsigelsen, og også denne gang blev det afvist, så også dommer Shipp spurgte Tom Dooley om han havde noget at tilføje, hvilket han ikke havde. Der blev derfor afsagt følgende dom:
"Hvorefter at være blev set og hørt af denne ret bestemmes det, at nævnte Thomas Dula føres til fængslet i Iredell County, hvorfra han kom, og forbliver der indtil den 14. dag i februar 1868 og at han den dag føres af sheriffen fra nævnte amt til nævnte amts offentlige henrettelsessted mellem kl. 10:00 og 16:00, og der hænges ved halsen, indtil han er død.”
Endnu engang appellerede forsvaret sagen til Højesteret og endnu engang besluttede dommeren at den insolvente Tom Dooley fik lov til at appellere uden sikkerhedsstillede. Tom blev ført tilbage til fængslet, hvor han skulle afvente resultatet af appellen.
Den anden kendelse fra Højesteret
Da sagen blev anket, fremsendte retten i Iredell i første omgang kun det samme materiale, som den også havde fremsendt ved appellen efter den første retssag i oktober 1866. Dette tilfredsstillede ikke Højesteret, som sendte en klage til retten i Iredell, og dommerfuldmægtig C. S. Summers udarbejdede et resume af den seneste retssag i samarbejde med dommer Shipp. Dette sammendrag blev sendt til Højesteret og tilsyneladende tilfredsstillede det nu højesteretspræsidenten, da højesteret udformede sin afgørelse på baggrund af det materiale, de nu var i besiddelse af.
Det var fortsat Richard Mumford Pearson, der var præsident i Højesteret. Endnu en gang protesterede forsvaret mod at Ann Meltons udtalelser var blevet tilladt, da der fortsat ikke forelå bevis for en sammensværgelse. Ikke overraskende kom Højesteret til den samme konklusion som første gang, nemlig at dette forhold lå ud over rettens kompetence at tage stilling til, da det ikke var et procedurespørgsmål, men dommerens personlige skøn om disse beviser var stærke nok til at tillade at udsagnene blev brugt som bevis.
Et andet forhold, der blev protesteret mod ved denne lejlighed, var et vidneudsagn, som ikke blev nævnt under den første sag, da forsvaret så formodentlig ville have protesteret mod det allerede da. Vi kender ikke den nøjagtige ordlyd, da udsagnet kun kendes fra Dommer Shipps (og dommerfuldmægtigens) meget summariske sammendrag. Sammendraget nævner at udsagnet stammer fra Ann Meltons mor og søster, så hvorfor det ikke var med i den første retssag, kan man undre sig over. Eller måske fandt dommer Buxton det bare ikke interessant nok til at blive medsendt til højesteret.
Udsagnet drejer sig om, at Ann Melton, dagen før mordet, sendte en lille pige til Dula familiens hus med besked om, at hun havde noget spiritus til Tom. Specielt protesterede forsvareren ved appellen mod, at nogle udtalelser fra Ann til pigen om at det skulle holdes hemmeligt for Toms søster, Eliza, at Ann havde spiritus til Tom, var blevet tilladt som bevis. Tilsyneladende havde forsvaret ikke protesteret mod disse udsagn under selve sagen, men gjorde det først ved appellen. I dette tilfælde fandt højesteret imidlertid at udtalelsen var faldet som en del af res gestae, altså som en del af den handling, som Ann udførte da hun sendte pigen af sted, og højesteret mente at den endda var den vigtigste del af handlingen, så denne protest gav ikke anledning til at sagen skulle gå om.
Endnu engang protesterede forsvaret mod, at navnet på staten, hvor forbrydelsen
var begået, ikke var nævnt i anklageskriftet bortset fra dettes titel. Dette
fandt Højesteret imidlertid irrelevant, og det samme gjaldt en anden protest,
som handlede om, at ordet "siger" bliver brugt i notatet om fremstillingerne af
Ann og Tom i stedet for ordet ”sagde”. Denne protest blev fundet irrelevant, da
Højesteret fandt det kun var en grammatisk fejl, ikke en juridisk.
Under retssagen, var et af vidnerne George Washington Andersons yngre søster,
Eliza Anderson. Forsvareren spurgte hende om hun havde noget at gøre med John
Anderson, en farvet mand. Her protesterede anklageren og dommeren gav ham ret
og udelukkede svaret som bevis. Dette fik så forsvareren til at protestere over
udelukkelsen. Højesteret fandt, at spørgsmålet og svaret burde have været
tilladt, men det var ikke nok til at sikre en ny retssag, da forsvareren ikke
havde bevist spørgsmålets relevans for sagen.
Den sidste protest fra forsvaret handlede endnu engang gang, om at de ord Laura Foster havde sagt til Betsy Scott (om, hvor hun skulle hen), ikke skulle have været tilladt på grund af reglen om ”hearsay”. Her skrev højesteretspræsidenten: ”Vi mener, at udsagnene var tilladt i forhold til loven. Det gjorde vi også, da sagen blev appelleret første gang”
Den endelige kendelse fra Højesteret (igen afgivet per curiam) var, at der ikke var sket procedurefejl ved særdomstolen, og sagen skulle derfor ikke gå om. Imidlertid var datoen for Toms henrettelse overskredet, og der skulle derfor fastsættes en anden dato. Dette lå ikke inden for Højesterets beføjelser, særdomstolen havde tjent sin funktion og var nedlagt, og sagen måtte derfor afvente forårsterminen i Iredell County.
Den 13. april 1868 kom sagen så for sidste gang for retten i Statesville. Dommer Anderson Mitchell fastlagde datoen og tidspunktet for henrettelsen til fredag den 1. maj mellem middag og klokken 16.00