Henrettelsen og tiden efter

Dagen før henrettelsen

Fra retsmødet, hvor datoen og tidspunkt for hans henrettelse blev fastlagt, opholdt Tom Dooley sig i fængslet i Statesville i de næste tre uger. Dagen før henrettelsen sendte Toms søster ham et budskab fra deres mor om at han for hendes skyld skulle fortælle sandheden og tilstå, hvis han var skyldig, så han ikke skulle gå i døden med en ikke indrømmet forbrydelse på samvittigheden. Tom svarede ikke på denne henvendelse, så måske fik han den slet ikke; den skulle jo overbringes gennem fængselspersonalet. John Foster West mener at den omtalte søster må være den Eliza, som Toms mor, Mary omtalte under retssagen, og at hun i mellemtiden var blevet gift med Anderson Dula, en søn af hendes noget ældre fætter, George A. Dula (Lift op your head, Tom Dooley, s. 49). En artikel i The Record of Wilkes mener, at det må være en anden søster, Anna, gift med Micajah Hendrix (Artikel i The Wilkes Recorder fra 18 Jul, 2001). Selv er jeg mest tilbøjelig til at give sidstnævnte ret, ikke mindst fordi registreringer i folketællingen fra 1880 tyder på at Eliza endnu var ugift så sent som på det tidspunkt. Tom anmodede om, at hans søster måtte få lov til at besøge ham, men det blev nægtet.

Om aftenen den 30. april havde Tom fået sin aftensmad serveret, og da fangevogteren var ved at forlade cellen, opdagede han, at Tom havde formået at løsne sine fodlænker ved at save gennem kæden med et stykke glas, han gemte i sin seng. Da det blev opdaget påstod Tom, at lænkerne havde været løse i næsten en måned (måske for at antyde, at han ikke havde gjort det for at forsøge at flygte). Fodlænkerne blev fastgjort igen og fangevogteren forlod cellen. Det skal bemærkes at hele denne historie om lænkerne kun kendes i dag fra artiklen i New York Herald, og den behøver ikke at være sand. Den kan være fortalt til journalisten af en fangevogter, som ville skabe spænding – eller være opfundet af journalisten selv for yderligere at understrege, at Tom Dooley var en farlig desperado, som avisen skrev andre steder i samme artikel.

Engang i løbet af aftenen fik Tom besøg af en af forsvarerens assistenter, Richard Allison. Tom gav Allison et stykke papir, hvor han hævdede at være den eneste person, der er involveret i mordet. Desuden afleverede han en 15 sider lang redegørelse for sit liv. Begge var skrevet med en blyant med en grov håndskrift, og han fik Allison til at sværge, at han ville holde tilståelsen hemmelig indtil han, Tom, var død.

Ifølge den flere gange omtalte artikel i New York Herald, syntes Tom at være nervøs og han vandrede uroligt frem og tilbage i sin celle i det meste af natten "så langt hans kæde kunne række". Han forsøgte at sove, men han nåede kun at sove i ca. 30 minutter. I løbet af natten tilkaldte han sin præst, men selv overfor denne benægtede han at have noget at gøre med mordet. Senere på morgenen blev han så døbt af en metodistpræst – stadig ifølge New York Herald artiklen. Der lyder ikke usandsynligt; metodistkirken er vel forankret i North Carolina og siden 1881 har det såkaldte World Methodist Council, der repræsenterer 75 millioner medlemmer af metodistkirken, haft til huse i Lake Junaluska, kun ca. 150 km fra Elkville. Man kan dog spørge sig selv, hvorfor han skiftede trosretning på dette tidspunkt i sit liv, for vi må gå ud fra at metodistpræsten ikke var den samme, som han havde talt med tidligere på natten.

Billedet til venstre viser det sted i nærheden af den gamle station i Statesville, hvor nogle kilder mener, at Toms galge stod (på det, der dengang var en mark til venstre for jernbanevognen).

Ved den sidste fremstilling for dommer Anderson Mitchell, hvor datoen for henrettelsen blev fastlagt, havde dommeren afsagt en kendelse, som blandt andet indeholdt følgende: "[Fangen] skulle forblive [i fængsel], indtil fredag den første maj, 1868, og på dette tidspunkt skulle sheriffen fra omtalte amt (Iredell) føre ham til amtets offentlige henrettelsesplads mellem kl. 12.00 og 16.00, og der skulle han hænges ved sin hals indtil han døde." Desværre var der intet offentligt rettersted i Statesville, men sheriffen havde rejst en simpel galge nær jernbanestationen lige syd for byen, et sted, der var almindeligt kendt som "cirkuspladsen". Dette sted ligger på den anden side af de nuværende jernbanespor bag den "nye" station fra 1906, som eksisterer endnu. Stedet kan besøges på 111 Depot Place i Statesville. Præcis hvor galgen stod er uklart, da der er forskellige meninger om dette. Jeg har fået fortalt på Statesvilles Visitor Center, at den stod i nærheden af det nuværende South Center Street, men fik fortalt fra en anden lokal, at det skulle have været nær hjørnet af Monroe Street og Washington Avenue, ca. 400 meter sydøst for South Center Street. Det sidstnævnte bekræftes delvist af en artikel på en hjemmeside for Zabulon Vance museet i Statesville, hvor det hedder: "...the place of execution in the old field beyound where Kincaid Furniture Company now stands, somewhere in the Monroe Street Section." The Historic Vancehouse and Civil War Museum. Det er dog et problem at Kincaid Furniture Company ikke længere findes i Statesville, og at ingen er helt sikre på om artiklen er korrekt.

Fra fængslet på Broad Street, skulle Tom føres lidt over en halv km til henrettelsespladsen. I modsætning til hvad der hævdes i flere af de mange sange og ballader om sagen, blev Tom ikke hængt fra et gammelt egetræ, og bestemt slet ikke i en ensom dal.

Henrettelsen

Allerede omkring kl. 11 om formiddagen var Statesvilles gader overfyldte med mennesker. Nogle datidige avisartikler taler om, at omkring 3.000 mennesker var på gaden, men det kan være en overdrivelse fra journalistens side. Ellers må mange i hvert fald være kommet andre steder fra, for ved folketællingen i 1870, boede der kun omkring 700 mennesker i Statesville. Et ekstraordinært stort antal at tilskuerne var kvinder, hævder New York Heralds journalist – tilsyneladende noget forbavset – i sin artikel fra dagen efter henrettelsen. Han tilføjer, at de fleste af dem var i byen for at handle, men at en vis klasse af mennesker kun kom for at se henrettelsen. Vi ved ikke præcist hvor mange mennesker, der var til stede, men der var så mange mennesker, at sheriffen var nødt til at udnævne en særlig vagt, bare for at holde mængden tilbage langs Toms rute og han havde beordret de lokale barer til at holde lukket, for at undgå at berusede personer lavede ballade. På stedet hvor henrettelsen skulle finde sted, klatrede mange op i træerne for at få et bedre overblik, og der var et nogenlunde lige antal mænd og kvinder til stede. Her bliver New York Herald journalisten igen revet med og lader sine personlige meninger skinne tydeligt igennem: "Alle udtalte at han (Tom) var en forfærdelig, desperat person ..." og senere "der var kun få til stede, der havde medlidenhed med ham, da de alle troede at han var skyldig, men nægtede at tilstå, og ingen sympatiserede med ham."

På 12.42 blev vagten formeret, og Tom Dooley blev ført ud af fængslet af Sheriff Wasson og nogle af dennes vicesheriffer. Tom steg op på en kærre, som også bar hans kiste, og han var ledsaget i i kærren af sin svoger. Han blev fulgt af folk til fods, på hesteryg og i vogne, da han kørte gennem byen. Undervejs talte han med sin søster, som gik ved siden af kærren; han sagde til hende, at hun ikke skulle bekymre sig, da han havde fred med Gud.

Tegningen til venstre viser Tom Dooley's henrettelse som Edith F. Carter forestiller sig at den fandt sted. Tegningen findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

På Tom Dooley Art Museum på Whippoorwil Academy og Village uden for Ferguson, North Carolina findes en tegning som skildrer Toms henrettelse. På denne tegning står Tom på et skafot, komplet med faldlem og det hele. Ved hans fødder ligger hans violin og Tom står under løkken, og taler til folkemængden, mens en person, der må formodes at være bødlen (Sheriff Wasson), venter tålmodigt med en hætte eller et bind til at anbringe foran Toms øjne inden henrettelsen. Denne tegning er imidlertid ikke korrekt, og den er da også tegnet mange år efter henrettelsen. Skafottet er placeret uden for en murstensbygning, der synes at være fængslet, og andre bygninger kan ses i baggrunden, men vi ved allerede, at Toms henrettelse fandt sted på en tom plads med nogle træer, og den eneste bygning i nærheden var jernbanestationen, som var bygget af træ. Fængslet var heller ikke en murstensbygning som fængslet i Wilkesboro, men snarere en træbygning, måske noget i retning af det gamle fængsel fra Yadkin, som findes på Whippoorwil Academy og Village, men givetvis større. Han blev heller ikke hængt fra et skafot med faldlem. Sheriff Wasson havde rejst en simpel galge bestående af to stolper af fyrretræ, placeret knapt 3 meter fra hinanden med en enkel fyrretræsoverligger, hvor rebet kunne fastgøres. Efter tidens skik var løkken ikke fastgjort til overliggeren på forhånd, og hang derfor ikke ned, som det fremgår af tegningen. Nogle moderne kilder antyder ofte at måden galgen var bygget på, indikerede at sheriffen havde sjusket, men en galge bestående af to stolper med en overligger, hvor rebet blev gjort fast, var den almindelige type på dette tidspunkt, hvor selve hængningen foregik ved hjælp at et såkaldt "short drop". Galger, der stod på en platform med faldlem, og som bestod af en enkelt stolpe med en udligger stammer fra en senere tid. Galgen har formodentlig været så god, som det var muligt efter tidens tradition. Jeg vender tilbage til dette forhold i en senere artikel.

Da Tom nåede frem til retterstedet klokken 8 minutter over et om eftermiddagen, var beredne mænd nødt til at sprede mængden, for at kærren kunne komme igennem. Kærren blev placeret under galgen, og sherif Wasson lagde løkken rundt om Toms hals. Han fortalte Tom, at han kunne tale til de tilstedeværende, hvis han ville. Mange af de tilstedeværende forventede at høre ham tilstå og angre, men det blev ikke tilfældet. Tom talte "med høj røst, der rungede tilbage fra skoven, som om en dæmon spottede tonen og ånden i den usling, der godt vidste, at han gik ind i evigheden med et utilstået mord på sin samvittighed, og falskhed på læberne" (Fra New York Heralds artikel om henrettelsen fra den 2. maj 1868).

Tom talte om sin barndom, sine forældre og sin karriere i hæren. Han talte om politik, og hævdede, at guvernør, William Holden var en løsrivelsesfanatiker, som man ikke kunne stole på. Han talte ikke om mordet som sådan, men af en eller anden grund fandt han det vigtigt at fortælle de tilstedeværende om de veje og stier, der førte til det sted, hvor mordet var blevet begået, og han svor ved Gud, at nogle af vidnerne i retssagen havde svoret falsk imod ham. En mand blev især fremhævet, nemlig James Isbell, som Tom hævdede var forudindtaget imod ham og havde begået mened under retssagen. Han sluttede sin timelange tale ved at erklære, at uden de løgne, der var blevet svoret imod ham under retssagen, ville han ikke have stået der, hvor han nu stod. Så han fastholdt sin påstand om uskyld til det sidste

Da Tom havde afsluttet sin tale, sagde han farvel til sin søster og enden af ​​rebet blev bundet til galgens overligger. Klokken 14.24 blev kærren blev trukket væk og Tom faldt cirka 60 cm. Hans hals brækkede ikke som moderne kilder mener at den burde have gjort, og han trak vejret i omkring fem minutter mere, men hang stille i rebet uden at kæmpe imod. Efter 10 minutter var hans hjerte holdt op med at slå og kl. 14.37 erklærede den lokale læge, Dr. Campbell, ham død. Tyve minutter senere blev hans lig taget ned, lagt i i kisten og overgivet til hans søster og svoger.

Tiden efter henrettelsen

Tom Dooleys lig blev bragt tilbage til Elkville, og begravet på jord, der engang havde tilhørt hans farfar, Bennet Dula, tæt på hvad der nu er North Carolina Route 1168, også kaldet Tom Dula Road, godt to km fra hytten, hvor han havde boet med sin mor og søster. Daniel W. Barefoot fortæller i sin bog "Haints of the Hills" fra 2002, at da Toms lig blev bragt tilbage til Elkville, blev det lagt på hans seng i hytten, hvor han boede med sin mor (Haints of the Hills, s. 43). Dette kan meget vel have været sandt, eftersom en rigtig grav måske endnu ikke var klargjort. Senere fortsætter Barefoot med at fortælle, at Toms sår begyndte at bløde. Det lyder ikke dog ikke sandsynligt da han på det tidspunkt havde været død i flere timer. Blodet på gulvet var senere umuligt at fjerne, ifølge Barefoot, og hytten blev betragtet som hjemsøgt, indtil den blev revet ned mange år senere. Jeg ved ikke meget om overnaturlige ting, og er aldrig stødt på noget af den slags, men hvorfor nogen ville tro at Tom Dooleys ånd ​​skulle hjemsøge hans mor, forstår jeg ikke. Der var ingen der, som havde gjort ham noget ondt og derfor ingen grund til at spøge. Nok om det overnaturlige; nu tilbage til virkeligheden.

Ved efterårsterminen i 1868 blev Ann Melton stillet for retten i Wilkesboro (ikke i Statesville som nogen moderne kilder fortæller). Hvorfor, sagen blev flyttet tilbage til Wilkesboro igen, er ikke omtalt nogen steder. På grundlag af Toms seddel til Richard Allison, blev Ann frikendt for medskyld i mord og alle andre anklager mod hende og hun blev løsladt efter at have siddet fængslet i mere end to år.

Billedet til venstre viser Ann Meltons gravsten på Melton familiens familiegravsted. Gravstenen er sat op inden for de seneste år, indtil da var graven umærket. Det er usikkert om Ann faktisk er begravet her, da nogle kilder mener, at hun blev begravet på en skråning neden for sin mors hus. Det ville i givet fald være omkring 150 m sydøst for gravstenens placering.

Vi har ikke megen konkret viden om Ann Melton efter retssagen og løsladelsen. Tilsyneladende vendte hun bare tilbage til James og sin datter. Ifølge 1870 folketællingen, boede de tre sammen. I 1871 fik hun endnu en datter, Ida. Ann må antages at være død et sted mellem 1873 og 1874. I slutningen af ​​1875 eller begyndelsen af ​​1876 fik James en datter, Margareth, med sin nye kone, Louisa Gilbert, og vi må antage, at de blev gift et stykke tid før fødslen.

Præcis hvordan Ann døde, ved vi heller ikke med sikkerhed. Legenderne kan meget vel være korrekte her, når de mener hun døde efter en ulykke med en vogn, der væltede ned over hende. Nogle historier kan endda præcisere at ulykken skete på den vej, der i dag kendes som Gladys Fork Road. John Foster West nævner i "Lift Up Your Head Tom Dooley", at hun kan være død af syfilis i tredje stadie, selv om han indrømmer at perioden, fra hun blev smittet, indtil hun døde, virker lidt for kort, men han hævder, at hendes påståede vrangforestillinger kunne skyldes neurosyfilis i den terminale fase af tredje stadie. Ann er begravet i en umærket grav nær det sted, hvor hendes mors hus lå. En meget senere kilde foreslår at hun døde allerede i 1871 af komplikationer efter fødslen af Ida, men kilden er ret ene om denne udlægning.

Her slutter historien om Tom Dooley, som vi kender den i dag, men som nævnt andetsteds er dette er ikke "hele sandheden", og absolut ikke "intet andet end sandheden" om sagen. Vi ved stadig ikke, hvem der dræbte Laura Foster og hvorfor. Det vil jeg vende tilbage i senere artikller, men lad mig først se lidt nærmere på, hvad vidnerne egentlig fortalte under retssagen.