James Isbell
Billedet til venstre forestiller James Isbell på hans ældre dage. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra museets ejer. Mrs. Edith F. Carter.
Lad mig
slutte denne gennemgang af hovedpersonerne med en mand, som spillede en meget
stor rolle i eftersøgningen efter Laura, da hun forsvandt, og senere en lige så
stor rolle under selve sagen. Selv om han var en meget vigtig person under
sagen, er han ikke er nævnt i nogen af de sange og kun i meget få af de
legender, som er overleveret til i dag. Faktisk var det hverken Bob Grayson/Cummings
eller J. W. Winkler, som nogle legender mener, der var manden bag eftersøgningen
af Laura, det var derimod James Isbell, og og måske var han også manden bag Toms
arrestation. Og sidst men ikke mindst spillede han en stor rolle i at få Tom
Dooley dømt.
James M. Isbell
boede nær den lille flod Kings Creek i Caldwell County, ikke langt det sted,
hvor den nu igen forsvundne tømmerby Grandin opstod efter århundredeskiftet og
ikke langt fra Elkville i Wilkes County.
Nogle kilder mener, at Laura Foster og hendes far boede som lejere på jord, der
tilhørte James Isbell, men selv om dette er muligt, kan det ikke bekræftes i
dag, og der er flere andre forslag til, hvem de kan have arbejdet for, fx
Welborn German eller Lafayette Greer, hvor i hvert fald hans ældste søn, James,
arbejdede få år senere i begyndelsen af 1870'erne.
James blev født i 1838 eller 40, folketællingerne er ikke enige her. James' far var Thomas M. Isbell og hans mor var Lucinda Petty. Hans bedstefar, som også hed Thmoas Isbell, var gift med Descretion Howard. Hun var datter af Benjamin Howard, indehaver af "den største og bedste plantage i Happy Valley", som han omtales. Bedstefaderen var død allerede i 1819, før James blev født, mens han har kendt sin bedstemor, der først døde i 1847. Den plantage som Benjamin Howard havde grundlagt, var ikke længere i Howard-familiens eje. Efter Benjamin Howards død, var den blevet opkøbt af General William Horton, og på tidspunktet for mordet, var den delt op mellem generalens efterkommere, og i huset, hvor såvel Howard-familien som senere generalen havde boet, boede nu dennes søn, Rufus Dula Horton, som var vidne under sagen. Og den første Thomas Isbell havde ejet en stor plantage, og den gik i arv til hans søn, den anden Thomas. Af den første Thomas Isbells testamente kan man se, at han havde fem sønner og fire døtre. De fem sønner delte jorden mellem sig, idet de to yngste, Thomas og James dog først skulle have deres del, når deres mor døde. De fire piger fik $ 200 hver, en meget stor sum dengang, og alle børnene arvede hver en navngiven slave; James ville dog først få sin, når han blev voksen. Øvrige slaver og anden ejendom tilfaldt hans hustru og skulle deles ligeligt mellem børnene, når hun faldt væk. Sønnen, Benjamin, rejste senere til Tenneseee og overlod sin jord i North Carolina til den yngre Thomas og det samme gjaldt tilsyneladende en anden søn, Livingston. John var død tidligere og havde testamenteret hele sin ejendom til sine søskende. Den ældre Thomas Isbell havde flere søskende, hvoraf søsteren Elizabeth blev gift med Jonathan Land i 1779. I 1788 fik de sønnen Thomas Land, som senere skrev digtet om Tom Dooley. Thomas Land og James Isbell var altså halvfætre.
I folketællingen fra 1860 stod Thomas d.y. som ejer af fast ejendom for $ 10.500 og han havde en personlig formue på $ 8.000. Samme år var James Isbell selv registreret med fast ejendom til en værdi af $ 100 og en personlig formue på $ 500. Ti år senere var værdien af hans faste ejendom vokset til $ 2.500 mens den personlige formue fortsat var $ 500. Det var ikke fordi James have arvet en del af sin fars plantage, for på trods af de mange penge i 1860, kom faderen i gæld, og da han døde måtte ejendommen sælges for at betale gælden. Den blev solgt til en vis James Steele, der kom "udefra", altså ikke var bosat i dalen i forvejen, hvilket var ret uhørt. Steele-familien var da heller ikke beslægtet med nogen af de andre familier i området - endnu mere uhørt. På tidspunktet for mordet var det Steeles søn, John, der ejede denne ejendom. Den ejendom på ca. 80 hektar, hvor James Isbell boede, havde været hans mors medgift i ægteskabet med Thomas Isbell. Huset lå ikke langt fra den nuværende Grandin Baptist Church, som blev bygget mange år senere ved Isbell-familiens familiekirkegård.
John Foster West
hævder (The Ballad of Tom Dula, s. 87), at James på sin mors side var
sønnesøn af kaptajn William Dula. Dette er imidlertid ikke sandsynligt, da ingen
af kaptajnens børn hed Lucinda, og han kan heller ikke have været hendes
oldefar, da ingen af han døtre blev gift med en mand ved navn Petty. Desværre
har jeg ikke kunnet finde ud af, hvem hendes forældre så kan have været. I
folketællingen fra 1850 står hun registreret som "mulat", og det samme gælder
resten af familien, såvel ægtemand som børn. Dette må være en fejl fra
registreringsmandens side, der nok har sat et "gentagelsestegn" meget, for i
alle andre kilder, inklusive senere folketællinger, er familien og dens
efterkommer registreret som "hvide", og som mulat ville James Isbell næppe være
blevet valgt som oberst i en sydstatsmilits.
Den 1. marts 1857 blev James Isbell gift med Sarah Louise Dula
Horton, datter af David E. Horton og kusine til Rufus Dula Horton. Sarah Dula Horton var
faktisk barnebarn af William Dula, og dermed var hun Tom Dooleys
halvkusine., og det havde måske, måske ikke
betydning for Isbells interesse i sagen.
Sarah Louise Isbells dødsattest fra 1919. Heraf fremgår det, at Sarah Isbell var enke efter Oberst James Isbell.
På tidspunktet for mordet havde James og hans kone Sarah (27 år) fire børn (8, 5, 4 og 2 år gamle og senere fik parret yderligere tre børn. Isbell døde engang efter 1910, sandsynligvis i 1913, da det er det år der fremgår af hans (godt nok senere opsatte) gravsten. Ved folketællingen i 1910 boede to af James' og Sarahs døtre, Mary, 48 år, og Sarah Frances, 35 år, hjemme hos deres forældre, og det samme gjorde et barnebarn, Hugh Isbell, 16 år. Mary havde aldrig været gift, mens Frances havde været gift med en J. W. Thomas, så hun var enten enke, eller mere sandsynligt fraskilt. Hun arbejdede som skolelærer. En anden datter, som hed Sarah Louise som moderen, var syerske og blev senere gift med en mand ved navn Selzer; hans fornavn kender vi ikke. Den ældste søn John Beasley, født 1858, var civilingeniør og landmåler. Navnet Beasley ses også som mellemnavn hos nogle af medlemmerne af Dula familien, som fx Thomas Beasley Dula og William Beasley Dula, begge sønner af William Dula, så det stammer øjensynligt fra børnenes oldemor, Williams hustru Theodocia Beasley Dula. Endnu en søn, Robert Lee, blev født 1862, seks år efter mordet, men som kilde, er han måske det vigtigste af Isbells børn, fordi han senere skrev sine barndomserindringer i en artikelserie, The World of My Childhood, i avisen The News-Topic fra Lenoir, hvor han var præst. Her refererer han kort (men forkert) begivenhederne omkring Lauras død, men artiklerne, der i 1955 udkom i borgform, er alligevel en god kilde til livet i Happy Valley i 1870'erne. Familien Isbells yngste søn, James Horton Isbell, blev først født mange år efter mordet på Laura Foster i 1880, og han døde i 1947.
At familierelationerne var tætte både i denne familie, fremgår også af det faktum, at James
Isbells søster, Martha Louisa Isbell, var gift med Larkin Horton, bror til James
Isbell kone, Sarah. Sarah Isbells søster, Adelaide Horton var i øvrigt gift med et af de
andre vidner i sagen, den rige plantageejer C. P. Jones.
Før borgerkrigen blev James Isbell valgt som oberst i den lokale milits i King's
Creek. Da krigen brød ud meldte han sig til sydstatshæren og fik bestalling som
sekondløjtnant i det 22. North Carolina Infanteriregiment, kompagni A. Den 1.
maj 1862 blev han forfremmet til premierløjtnant, og den 31. maj 1862 blev han
forfremmet til kaptajn. Dagen efter blev han udnævnt til chef for kompagniet.
I begyndelsen af krigen
leverede regimentet støtte til kanonbatterier i Evanston, Virginia efter et kort
ophold i Richmond. Batterierne var involveret i engagementer med nordstaternes
kanonbåde på Potomac-floden, men bortset fra det, deltog regimentet ikke i
mange kampe i det første år af krigen. I marts 1862 blev regimentet flyttet til
Fredericksburg og kæmpede i slaget ved Seven Pines i maj og juni 1862.
Regimentet mistede en masse mænd i den kamp. Senere deltog regimentet i The
Seven Days Battle og i august var regimentet involveret i i slaget ved Cedar
Mountain. Senere kæmpede man igen ved Harpers Ferry og ved Sharpsburg (Antietam).
Kort efter dette slag forlod Isbell hæren,
tilsyneladende fordi han var blevet såret under slaget, selv om hans
militærpapirer ikke omtaler en hospitalsindlæggelse. I 1863 indtrådte han i
North Carolinas kongres, hvor han først sad et år som repræsentant og dernæst et
år som senator. Han repræsenterede Buke, Caldwell og McDowell counties, men jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, hvilket parti han
repræsenterede i den lovgivende forsamling. Efter borgerkrigen vendte han
tilbage til Caldwell County, hvor han kom til at fungere som fredsdommer i Kings Creek
området. Resten af sit liv var han kendt under sin gamle rang fra militsen,
og blev kaldt Oberst Isbell, som det også fremgår af hans kones dødsattest
ovenfor.
Da Laura Foster forsvandt, var James Isbell altså en af de drivende kræfter
bag eftersøgningen af hende, og det var Isbell og hans svigerfar, David Horton,
som til sidst fandt Lauras grav. Ubekræftede rygter fortæller, at det var på
hans anmodning, at fredsdommeren i Elkville udstedte arrestordre mod Tom Dooley
og hans formodede medskyldige. En kendsgerning er, at han betalte anklagerens
assistenter ved retssagen mod Tom Dooley; det fortalte han selv i vidneskranken.
Hvorfor viste han denne store interesse i sagen? Ingen ved det med sikkerhed.
Nogle tror, at det var fordi, Laura og hendes familie boede på hans jord.
Andre mener, at det simpelthen var fordi hun boede i Caldwell County ligesom han
selv, og der har været foreslået flere andre årsager. Selv John Foster West, som
ellers har svar på næsten alt, undrer sig og kan kun foreslå, at Isbell
interesserede sig for sagen, fordi Laura havde boet ikke så langt fra hans egen
bopæl. Af dokumenterne fra retssagen fremgår, at også hans hustru var indkaldt
som vidne i sagen, men om hun faktisk afgav vidneudsagn vides ikke i dag, og
hvis hun gjorde, er der ingen referat vaf, hvad hun sagde.