Var Toms dom og henrettelse et justitsmord

Var det justitsmord, da Tom Dooley blev dømt og henrettet? Det vil jeg se lidt nærmere på i dette afsnit. Først er det imidlertid nødvendigt at definere, hvad et justitsmord egentlig er. Den danske version af Wikipedia definerer justitsmord som "det fænomen at en person bliver dømt for en forbrydelse, vedkommende ikke har begået". Oprindeligt kunne der kun være tale om justitsmord i forbindelse med en fuldbyrdet dødsstraf, men denne betydning har ændret sig efter afskaffelsen af dødsstraffen, så andre straffe, der idømmes uretsmæssigt, også kaldes justitsmord. I den danske terminologi forudsættes under alle omstændigheder, at den dømte er uskyldig. Svensk og norsk har nogenlunde tilsvarende definitioner. Amerikansk ret kender imidlertid ikke udtrykket "Justitsmord", men bruger i stedet begrebet "Miscarriage of Justice" for samme situation, hvor en person bliver dømt for en forbrydelse, som vedkommende ikke har begået. Imidlertid går den amerikanske definition noget videre, hvilket jeg vender tilbage til nedenfor.

Årsager til justitsmord

Hvad kan være årsager til at der begås et justitsmord? Her opregner den engelske Wikipedia en række forhold, som kan føre til at en domstol begår justitsmord. Årsagerne, som omtales er:

1. En aftale mellem anklagemyndighed og anklaget, der får en uskyldig til at erklære sig skyldig ("plea bargain"). Fx tilbyder anklagemyndigheden at en anklaget kan "nøjes med" 25 års fængsel, hvis han erklærer sig skyldig, hvis ikke vil anklagemyndigheden søge dødsstraf. Det kan få nogle uskyldige til at erklære sig skyldige, simpelthen fordi de er bange for at blive dømt skyldige på trods af deres faktiske uskyld.
2. Undersøgerne har en forhåndsformodning om skyld, der farver deres undersøgelser.
3. Politi eller anklagemyndighed ødelægger eller tilbageholder bevismateriale.
4. Politi konstruerer falsk bevismateriale, begår mened eller anklagerens vidner gør det samme.
5. "Farvet" udvælgelse af bevismateriale.
6. Politi, anklagemyndighed, dommere eller nævninge er forhåndsindtagede mod den klasse af mennesker, som den anklagede tilhører.
7. Fejlagtig identifikation af den anklagede af vidner eller offer.
8. Over- eller undervurdering af ekspertvidneudsagns bevismæssige værdi.
9. "Forurenet" bevismateriale, fx sammenblanding af DNA prøver.
10. Fejlagtige retsvidenskabelige/retsmedicinske undersøgelser.
11. Falske tilståelser på grund af politisk eller andet pres, eller psykisk ustabilitet hos den anklagede.
12. Dommeren leder juryen på "vildspor" under retssagen.
13. Den virkeligt skyldige eller dennes sammensvorne begår mened under retssagen.
14. Offeret eller dennes medskyldige begår mened under retssagen.
15. Sammensværgelse mellem dommere og anklagere for at sikre at den uskyldige dømmes.

Undersøgerne ( in casu sheriffen) ledte stort set ikke efter andre skyldige end Tom (grund 2), og faktisk blev der kun i begrænset omfang udført en egentlig efterforskning. Tom blev anklaget, stak af, blev anholdt og dømt uden at man forsøgte at undersøge om der var andre muligheder, bortset fra altså at Tom var involveret i en sammensværgelse med Ann eller Pauline. En mere tilbundsgående og neutral undersøgelse, kunne måske have fundet andre mulige skyldige. Grund 3 blev udelukket ovenfor, men det kan i virkeligheden ikke udelukkes helt, at fx mordvåbnet blev fundet, men tilbageholdt af sherif/anklager eller evt. af finderen, fordi det pegede på en anden end Tom.  Politiet har næppe konstrueret falske beviser, da der jo ingen var, men som jeg allerede har nævnt flere gange, er der bestemt mulighed for at nogle af anklagerens vidner begik mened (grund 4).   

At anklager og/eller dommer samt nævningene var forhåndsindtaget mod den klasse, som Tom tilhørte, er ganske sandsynligt (grund 6). At journalisten fra New York Herald var, er en kendsgerning, som ses klart af hans artikel, og det er sandsynligt, at andre fra "overklassen", hvor dommere og anklagere i hvert fald kom fra, på samme måde var forhåndsindtaget mod underklassen. Også nævningene var formodentlig primært rekrutteret fra overklassen, eller det bedre borgerskab.  Toms forsvarer mente i hvert fald, at den jury Tom og Ann kunne møde i Wilkes County ville være forudindtaget imod dem, da det indgik i hans begrundelse for at få sagen flyttet. Statesville lå i virkeligheden ikke ret langt fra Wilkesboro (kun ca. 50 km), så det er mere end sandsynligt at historien også var kendt her. Juryens 12 medlemmer blev udvalgt blandt "100 freeholders", som sheriffen havde tilsagt. En "freeholder" var en farmer, som ejede sin egen jord, og som havde ret til at sælge eller udleje denne osv., altså kort sagt et medlem af den bedrestillede klasse i amtet. Tom blev altså ikke dømt af ligemænd ("a jury of peers"), da så skulle have været i det mindste nogen af juryens medlemmer som var lejere ("tennant farmers"), landarbejdere eller lignende. Der er altså en god mulighed for at man var forudindtaget mod Tom, alene fordi han tilhørte underklassen., omend nok den bedre stillede del af denne.

Der har næppe været en "falsk tilståelse", med mindre Toms tilståelse var afgivet for at redde Ann. (grund 11). Snarere tror jeg, at der har været en forfalsket tilståelse involveret, hvor det altså ikke var Tom, der tilstod, men nogen, der fik det til at se ud som om han gjorde. Uanset om Tom silstod (falsk) eller tilståelsen var forfalsket spiller det ingen rolle for spørgsmålet om justitsmord eller ej, i og med tilståelsen først blev fremsat læge efter domsafsigelsen.

Jeg tror ikke umiddelbart at dommerne bevidst ledte jurymedlemmerne på vildspor under sagen (grund 12), men de påvirkede dem givetvis i relation til de protester, som de henholdsvis godkendte og afviste. Fx godkendte begge dommerne udtalelser, som der blev protesteret mod som "hear say", og det kan have påvirket nævningene til at tro at disse udtalelser var "sande", selv om de altså kun var baseret på anden- eller tredjehåndsviden.

Grund 13, at den virkeligt skyldige begik mened under sagen kan ikke udelukkes. Hvis den virkeligt skyldige var James Isbell, anklagede Tom ham i hvert fald for at have gjort det, og hvis den virkeligt skyldige var Wilson Foster, har han i hvert fald ikke fortalt hele sandheden om sin færden og ageren den morgen, hvor Laura forsvandt.

Endelig er der grund 15, måske den værste af alle begrundelserne, nemlig at justitsmordet skyldes en sammensværgelse mellem dommer og anklagemyndighed og i Toms tilfælde har måske endda medlemmer af forsvarsteamet også været involveret. I givet fald har de formodentlig været foranlediget af en udenforstående, måske James Isbell.

Så alt i alt kan man konkludere, at det bestemt er muligt at Tom var udsat for justitsmord af en eller flere af ovenstående grunde. Der er imidlertid mere i sagen end som så, da en person i henhold til det amerikanske retssystem kan blive udsat for "miscarriage of justice" på andre måder end ved at blive uskyldigt dømt.

Wrongful conviction 

Amerikansk ret opererer med begrebet "wrongful conviction", nærmest "domfældelse på et fejlagtigt grundlag". I henhold til dette fænomen, kan der være tale om "miscarriage of justice" (justitsmord), selv om den anklagede og dømte faktisk har begået forbrydelsen. Det indtræffer såfremt den anklagede er blevet dømt på trods af rettergangsfejl eller andre fejl begået af anklagemyndighed eller politi. Det mest berømte tilfælde er formodentlig sagen Miranda v. Arizona fra 1966. Her blev en mand ved navn Ernesto Miranda anholdt for kidnapning og voldtægt af en 18-årig pige. Efter et to timer langt forhør underskrev han en tilståelse, hvor han skrev under på, at han tilstod frivilligt og uden trusler. Miranda blev idømt 20-30 års fængsel. Sagen blev appelleret, først til Arizonas højesteret, som slog dommen fast. Senere blev den appelleret til USA's Højesteret. Højesteret slog fast, at Miranda skulle have været advaret om, at han ikke behøvede at udtale sig uden at en advokat var til stede. Politiet havde begået en elementær fejl og på denne baggrund frikendte Højesteret Ernesto Miranda. Siden denne sag, skal alle betjente i USA, forklare alle, som bliver anholdt om deres ret til en advokat. Dette kaldes faktisk en "Miranda" eller en "Miranda Advarsel." Seere af amerikanske kriminalfilm eller –serie vil sikker kunne nikke genkendende til "You have the right to remain silent. Anything you say or do can and will be held against you in a court of law. You have the right to speak to an attorney. If you cannot afford an attorney, one will be appointed for you. Do you understand these rights as they have been read to you? ^"

Procedurefejl i forbindelse med anholdelse og fængsling

 Her er der mindst to forhold, som gør at dommen over Tom Dooley må anses for et justitsmord – uanset om han faktisk myrdede Laura Foster eller ej!

Det første forhold, der må ses på, er spørgsmålet om hvorvidt der overhovedet kunne rejses legal tiltale mod Tom, da der ikke fandt nogen formel udlevering sted, efter at han blev arresteret i Tennessee. Man kan hævde, at det er urimeligt, at det skal have betydning, hvis han faktisk begik mordet, men sådan er det amerikanske retssystem nu engang skruet sammen, og det var også tilfældet i 1866. Da eftersøgningsholdet arresterede Tom og førte ham tilbage til Wilkesboro, var der juridisk set tale om en kidnapning udført af en offentlig myndighed. I henhold til proceduren skulle Tom efter anholdelsen have været overgivet til den lokale politimyndighed, det vil sige sheriffen i Johnson County, hvor han blev anholdt. Retningslinjerne for udlevering af fanger mellem to stater er defineret i Artikel 4 i den amerikanske forfatning, som havde eksisteret i 70 år, da Tom Dooley blev arresteret. Man kan altså ikke hævde, at reglerne ikke gjaldt dengang, eftersom den første lovgivning om dette emne går helt tilbage til 1793. I stykke 2 i den pågældende artikel hedder det: "En person, der er anklaget i en hvilken som helst stat for forræderi , forbrydelser eller andre kriminelle handlinger, som er flygtet fra retfærdigheden og som findes i en anden stat, skal på krav fra autoriteterne i den stat, han er flygtet fra,  udleveres til og overføres til den stat, som har jurisdiktion over forbrydelsen".  Tom kunne altså muligvis have været udleveret under alle omstændigheder, men kunne ikke bare "afhentes" efter forgodtbefindende.  Den korrekte procedure ville have været, at guvernøren i North Carolina (formodentlig gennem sin justitsminister) rettede henvendelse til guvernøren i Tennessee (formodentlig gennem dennes justitsminister), og anmodede om at Tom blev udleveret, med en forklaring på baggrunden for anmodningen.  Denne anmodning skulle Tennessees guvernør så tage stilling til, og her mener flere moderne advokater, at anmodningen sandsynligvis ville være blevet afvist. Tom var anklaget for et mord, som ingen vidste med sikkerhed var blevet begået. Teoretisk kunne Laura være i Tennessee et sted og Tom var på vej for at slutte sig til hende, hun kunne være stukket af med en anden, og Tom havde ingen anelse om det, og så videre. Alt i alt vidste ingen om Laura var blevet myrdet, og derfor burde guvernøren i Tennessee have nægtet udlevering og løsladt Tom, hvis han altså var blevet spurgt. 

Senere praksis har dog tilladt, hvad der skete med Tom, nemlig at han blev hentet tilbage af et eftersøgningshold. I 1888 anholdt en eftersøgningsstyrke fra Mahon i Kentucky en flygtning i West Virginia og bragte ham tilbage til retsforfølgelse. På trods af at den anklagede påberåbte sig ulovlig tilbageholdelse, afgjorde USA's Højesteret, at "selv om anholdelsen og overførslen til Kentucky var ulovlig, kunne han alligevel retsforfølges i Mahon". Da forbrydelsen imidlertid i dette tilfælde var en kendsgerning, mens den på ingen måde var bekræftet i Tom Dooleys tilfælde, kan de to sager ikke direkte sammenlignes.

Et andet forhold, der også nævnes, er at efter at Tom var blevet anholdt og ført tilbage til Wilkesboro, sad han fængslet i næsten tre måneder før liget blev fundet, uden at der blev foretaget en retslig fremstilling for en dommer, uden at få tilbudt eller behandlet et spørgsmål om eventuel løsladelse mod kaution (hvilket Tom næppe ville have kunnet betale). Tom sad simpelthen og ventede på at liget skulle blive fundet, og man kan spekulere på, hvor længe han skulle være blevet i fængslet, hvis graven aldrig var blevet opdaget. Fængslingen var derfor en klar overtrædelse af Toms forfatningsmæssige rettigheder, og det burde Zebulon Vance have brugt i sit forsvar.

Når Vance tilsyneladende hellere ville fortælle at Tom var krigshelt end at han var blevet ulovligt tilbageholdt, kan det skyldes tiden. Nogle historikere mener, at i rekonstruktionsperioden lige efter borgerkrigen, gik man ikke så meget op i om forfatningsmæssige rettigheder blev overholdt.  Tiden var hård for sydstaterne, som var under skarp kontrol af nordstatspolitikere og -militærfolk, og derfor var det muligvis vigtigere at vise, at man ikke tillod forbrydelser (specielt ikke forbrydelser, der var begået af folk, som i syden blev betragtet som krigshelte, hvilket rekonstruktionsledelsen bestemt ikke så dem som), og fik dem straffet på "rette måde", og så var midlerne mindre væsentlige. North Carolina var underlagt det såkaldte Andet Militærdistrikt under kommando af Daniel Sickles, som havde været generalmajor under borgerkrigen. Sickles var særdeles kontroversiel*, og allerede i 1867 blev han fjernet fra posten af præsident Andrew Johnson, som mente, at han var for hårdhændet.  Så måske har guvernør Worth simpelthen set sig nødsaget til at se igennem fingre med måden retssagen foregik på – hvis han altså overhovedet blev orienteret om det.

* Sickles havde selv begået et jalousimord, da han syv år tidligere, i 1859, skød og dræbte sin kones elsker, statsadvokat Philip Key, uden for Det Hvide Hus i Washington DC. Han påberåbte sig som den første i USA "sindssyge i gerningsøjeblikket" og blev frikendt med den begrundelse.

Procedurefejl under sagen

Advokat Ted G. West finder endnu en grund til at tale om justitsmord (jf John Foster West, The Ballad of Tom Dula, side 205 ff). Det drejer sig om at både dommer Buxton og dommer Shipp tillod at nogle udsagn som Ann Melton havde fremsat efter Lauras mord, blev tilladt som bevis. For at dette kunne tillades, skulle der først være ført bevis for en sammensværgelse mellem Ann og Tom om at begå mordet. Højesteret afviste to gange at tage stilling til denne sag med henvisning til at spørgsmålet om hvorvidt beviserne for en sammensværgelse var stærke nok til at tillade de pågældende udsagn, alene var et spørgsmål for dommerne i de to sager. Ted West anfægter ikke Højesterets afgørelse, men derimod den de to dommere traf. Ifølge West var beviserne for en sammensværgelse aftalt før mordet om at begå dette, slet ikke stærke nok til at udtalelserne burde have været tilladt.

Som jeg selv tidligere har været inde på, er de eneste beviser på en sammensværgelse, der blev bragt frem under sagen, at Tom og Ann, som notorisk havde været elskende i flere år på trods af Anns ægteskab, var blevet set af vidner, der havde observeret, at de havde talt lavmælt sammen eller havde talt sammen uden for hørevidde af andre.  West mener lige som jeg selv, at der kan være mange andre gode grunde til at et utro par ikke ønsker at andre skal høre, hvad de taler om, og i øvrigt foretager sig, så at bruge dette som bevis for en sammensværgelse er ret langt ude. Dommerne burde derfor have afvist de pågældende udtalelser. Selv ser jeg også dette som et indicium for at begge dommere af en eller anden grund ønskede at få Tom Dooley dømt for mordet. Var de ikke bestukket eller på anden måde påvirket, kan årsagen simpelthen have været at få sagen lukket med en domfældelse.

Indicierne var ikke stærke nok til en domfældelse

Det vil også være "wrongful conviction" og dermed justitsmord i tilfælde af, at den anklagede bliver dømt, selv om der faktisk ikke foreligger tilstrækkelige beviser til at dømme. Denne sidste og vigtige årsag til justitsmord, er det, der får mig til at menre, at der under alle omstændigheder var tale om et justitsmord, er den totale mangel på fysiske beviser for, at Tom begik mordet, eller vidner der så ham gøre det. Hele sagen og domfældelsen er alene baseret på indicier, og efter amerikansk ret skal en sådan indiciesag være særdeles stærk, før man kan dømme. Der er tre betingelser, som skal være opfyldt, før en person kan dømmes på indicier alene  og er de ikke det, skal personen frikendes.

Først og fremmest skal indicierne være så stærke at de entydigt peger på den anklagede som den skyldige. Samtidigt skal de udelukke alle andre mulige hypoteser. Endeligt skal de kunne overbevise juryen om den anklagedes skyld udover enhver rimelig tvivl. Hvis de samme indicier kan føre til to eller flere konklusioner, hvoraf den, at den anklagede er skyldig i det han anklages for, kun er den ene, skal tvivlen derfor altid komme den anklagede til gode. 

I tilfældet med Tom Dooley er der næppe stor tvivl om, at indicierne kunne pege i retning af at Tom var morderen og de må have overbevist nævningene ud over enhver rimelig tvivl siden de fandt ham skyldige. Her kan forudindtagetheden mod Tom og/eller den samfundsklasse, han tilhørte måske have spillet ind. I hvert fald er det klart, at indicierne bestemt ikke udelukker enhver anden hypotese. Ted West bruger som eksempel den hypotese, som jeg også har nævnt, nemlig at Ann Melton myrdede Laura Foster. West forklarer, at det principielt er ligegyldigt om Ann begik mordet eller ej. Alene det forhold, at der kan rejses mistanke om det mod hende, er nok til at Tom burde have været frikendt.

Jeg omtaler selv flere andre hypoteser, som er mere eller mindre sandsynlige, men som alle er mulige, og der er derfor al mulig grund til at nævningene skulle have afvist sagen på grund af berettiget tvivl om indicierne. Tom blev ikke ført som vidne i sagen, men han kunne formodentlig have fremført adskillige gode grunde til sin opførsel, som ikke havde noget med mord på Laura at gøre. De fleste indicier er baseret på hans færden i dagene omkring mordet, men det hele foregik i det område, hvor han selv boede, og hvor han formodentlig havde færdedes på samme måde i det meste af sit liv. Vi ved fx han jævnligt besøgte Laura, Ann og formodentlig også sine venner og bekendte, så som George Washington Anderson, familien Scott og andre og for at besøge dem, måtte han gå på præcis de samme veje og stier, hvor det efter mordet pludselig blev til noget odiøst, at han havde gået.

At Tom stak af til Tennessee betragtes ofte som det bedste indicium for hans skyld, men er det nu også det, hvis man ser nærmere efter? Som man sikkert kan gætte, er mit svar, at det ikke er noget specielt godt indicium. For det første stak Tom ikke af med det samme, men ventede til omkring en måned efter mordet. I perioden mellem mordet og flugten opførte han sig tilsyneladende helt som han plejede. Han færdes frit i området og besøgte venner og bekendte, han fortsatte sit forhold til Ann (og måske Pauline) og han fortsatte med at underholde på sin violin. Ikke de største tegn på skyld. Men hvorfor stak han så af? Ja han fortalte selv at det var fordi nogen fortalte løgne om ham. Det afslørede han ifølge Pauline Fosters vidneudsagn overfor hende og Ann Melton, de to, der selv blev mistænkt for at være involverede i mordet. Hvis han faktisk havde begået det, hvorfor så benægte overfor netop de to, som var de nærmeste til at kende sandheden? Og hvis Pauline ønskede Tom dømt for mord, hvor sagde hun så ikke bare, at han faktisk havde fortalt hende det? Det ville have været ret nemt, da hun bare kunne have sagt, at han havde fortalt det til hende på et tidspunkt, hvor de var alene. Så ville det have været ord mod ord mellem hende og en mordanklaget. Måske stak Tom i virkeligheden slet ikke af. I hvert fald ikke ret langt væk, da han jo ville komme tilbage og hente Ann og sin mor til jul. Han har derfor næppe planlagt at rejse til Californien eller noget i den stil. Det er muligt at Tom simpelthen tog til Tennessee for at tjene penge – eller måske for at møde kvinder, som ikke kendte ham og hans rygte.

Et sidste indicium, selv om det er usikkert, for at Tom blev uskyldigt dømt, er at en af anklagerens assistenter, John M. Clement, som fortsatte som anklager i flere år efter sagen, aldrig senere ville procedere sager, hvor den anklagede kunne risikere dødsstraf. Vidste han noget om Toms sag? Noget som han ikke kunne afsløre, men som fik ham til at frygte at dødsstraffen havde ramt og igen kunne komme til at ramme en uskyldig?

Så for at gøre en lang historie kort, er min konklusion at Tom Dooley blev udsat for justitsmord efter amerikanske forhold uanset om han faktisk begik mordet eller ej. Heldigvis er sagen af en sådan karakter, at enhver kan danne sig sin egen mening, som jeg har gjort. Jeg håber dog at jeg har argumenteret for min sag, selv læserne ikke nødvendigvis bliver overbevist om at min udlægning er den rigtige.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen