Konklusion

Flere af de kilder, som jeg har omtalt i artiklerne på disse sider, mener, at Tom Dooley faktisk var den skyldige, og at det er forkert, når store dele af den senere folklore nærmest gør ham til en helt. John Foster West mente det samme i sin første bog, men ændrede delvis mening i den anden. I hvert fald mente han her, at beviserne var for svage til at Tom burde have været dømt.

Efter min mening var Tom en ung mand, der benyttede sig af sit gode udseende til at nedlægge kvinder, og der var tilsyneladende mange i lokalområdet, som gerne ville lade sig nedlægge, så han kunne næsten opfatte det som et tag-selv-bord, hvor han kunne få de kvinder, han ville, og hvor han kunne "smide dem væk", når han ikke længere var interesseret, hvilket sjældent varede længe. Han kunne også godt lide én lille en (eller en stor en), men det var åbenbart også ret almindeligt i lokalområdet, og det satte ham i hvert fald ikke uden for selskabet. Måske har også hans musikalske evner været med til at øge hans popularitet.

Billedet til venstre Tom Dooleys oprindelige gravsten, der som andre fra samme tid, alene var en natursten uden inskription. Stenen findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og billedet bringes med tilladelse fra museets eje, Mrs. Edith F. Carter.

Lad mig afslutte denne artikelserie af med at resumere min teori.  Et endeligt svar på hvem der dræbte Laura Foster får vi sikkert aldrig. Måske havde anklagemyndigheden og de første rygter ret og det var Tom Dooley med eller uden hjælp fra Ann Melton, som var den skyldige.  Måske var de senere rygter korrekte og det var Ann, der var den skyldige (måske sammen med Pauline) og Tom hjalp "bare" med at skaffe liget af vejen. Måske blev Laura dræbt af en person, som vi end ikke kender i dag, og som aldrig var mistænkt.

Jeg tror det imidlertid ikke. Jeg tror at Laura blev dræbt af sin far Wilson, ved et uheld eller måske med overlæg. Jeg tror at Wilson gemte liget og begravede det senere samme dag eller aften, eller måske endda flere dage senere, da rigor mortis var forsvundet igen. Senere kom han i fuldskab til at røbe det til Ann Melton og/eller Pauline Foster, som alligevel ikke kunne bruge deres viden til noget. Toms involvering i sagen skyldtes dels hans rygte som kvindejæger, dels en (eller måske flere) jaloux ægtemand med penge og magt samt et par piger, som kendte sandheden, men som ikke kunne, ville eller turde fortælle nogen om den, før det var for sent. Alle hovedpersonerne var kendte for ikke at holde sig tilbage når det gjaldt indtagelsen af alkohol, og de udtalelser som de fremsatte i beruset tilstand, var med til at besegle Toms skæbne. Hans egen frygt for at blive anholdt og den flugt, som han indledte i den forbindelse, var med til at bestyrke den mistanke, der var mod ham, foranlediget af rygter i lokalbefolkningen, og da han blev arresteret og fængslet, var de få, der var på hans side, ude af stand til at hjælpe ham. Derfor fik sagen det udfald den fik, og jeg tror at Tom til sidst affandt sig med sin skæbne, da han indså, at intet kunne frelse ham. Alligevel hævdede han ved selve galgen at være blevet uskyldigt anklaget og dømt og at vidner havde løjet for at bringe ham i galgen. Jeg tror at han havde ret.

 Tom var ingen helt – men han var heller ikke en skurk, så jeg vil slutte med at sige

 Hvil i fred, Thomas C. Dula