Tom Dooleys skriftlige tilståelse

Ifølge den artikel i New York Herald, som jeg har citeret fra flere gange, tilstod Tom mordet aftenen før han blev ført til galgen, men tilståelsen blev først offentliggjort efter hans død. Ifølge legenderne, var han ikke den eneste, som tilstod. Det samme gjorde Ann Melton enten på sit dødsleje eller nogen tid før. Denne sidste tilståelse nævnes ikke i nogen samtidige kilder, men jeg vil se på den alligevel i næste artikel.

Vi "ved" altså, at Tom tilstod mordet aftenen før henrettelsen, men han bad om, at det skulle holdes hemmeligt, indtil han var død, og selv ved galgen nægtede han stadig stædigt at have noget med mordet at gøre. Mærkeligt? Det synes jeg og andre med mig.

Ifølge New York Herald artiklen havde Tom Dooley spist et godt aftensmåltid aftenen før sin henrettelse. Tidligere havde han modtaget en besked fra sin mor, som opfordrede ham til at fortælle sandheden, så at hun ville være forsikret om hans skyld eller uskyld, men han ville ikke indrømme noget og svarede ikke på beskeden. Senere talte han og grinede sammen med arrestforvareren. Da denne var ved at forlade cellen, opdagede han, at Toms fodlænker var løsnede. Det er interessant at bemærke, at Tom var lænket selv om han var i en aflåst celle med vager uden for. Vagtstyrken var endda blevet forstærket i løbet af retssagen, så han blev tilsyneladende betragtet som en desperat og farlig mand og en flugtrisiko. Da Tom blev overført fra Wilkes County Jail til Iredell County Jail i Statesville, som var bygget af træ og langt mindre sikkert end den solide murstensbygning i Wilkeseboro, beordrede retten en kraftig forstærkning af vagten i fængslet i Statesville: "Det er blevet dokumenteret tilfredsstillende for ​​Retten, at usikkerheden i omtalte amts fængsel, kræver en ekstra vagt for at sikre opbevaringen af fangen Thomas Dula i nævnte fængsel. Domstolen giver således sheriffen i nævnte amt ordre til at ansætte en vagt på otte til at sikre forvaringen af fangen Thomas Dula." Tilsyneladende var sherif William Wasson (eller en anden person med indflydelse) bange for, at Tom skulle undslippe.

Vi ved også fra en side i Sheriff Wasson notesbog fra oktober 1867, at Tom ikke var den eneste fange i fængslet. Der var også William Sheffrey, arresteret for hestetyveri, John Mayo, anholdt for at stjæle, Joe Black, anholdt for at stjæle, og Pallosan, en sort "fri mand" (en farvet mand, som allerede var fri inden slavernes frigivelse under borgerkrigen), som var undsluppet fra fængslet den selvsamme dag som Wasson skrev i sin notesbog . Pallosan var 22 år gammel, lidt yngre end Tom Dooley, og han flygtede "ved at anvende magt over arrestforvareren". Så de ekstra vagter må have været meget fokuserede på Tom, eller måske har de været sendt hjem på dette tidspunkt. I hvert fald hjalp de tilsyneladende ikke arrestforvareren, da han blev angrebet.

Tom fortalte arrestforvareren at en af sjæklerne, som holdt kæderne sammen, havde været løs i over en måned. Han havde savet den igennem med et stykke knust glas. Arrestforvareren erstattede sjæklen og lod Tom alene.

Avisartiklen fortsætter:

"Da han endelig blev ladt alene for natten af arrestforvareren, anmodede han om, at Mr. Allison, en af ​​hans advokater, blev tilkaldt. Under pålæggelse af de strengeste påbud om hemmeligholdelse så længe han (Tom) var i live, rakte Tom ham de følgende ord skrevet med grov skrift med en blyant: 'Erklæring fra Thomas C. Dula - Jeg erklærer, at jeg er den eneste person, der havde noget med mordet på Laura Foster at gøre.  – 30. april 30, 1868.' Udover dette, han havde skrevet en længere redegørelse om sit liv, men uden henvisning til mordet, som var tænkt som en opfordring til unge mænd om at leve dydigt, og ikke at blive lokket på afveje fra dydens sti, som han selv blevet det. Der var ikke noget mærkværdigt i dette dokument, men det fyldte femten sider."

Illustrationen til venstre viser overskriften, manchetten og det første afsnit af New York Heralds artikel om Tom Dooleys henrettelse. artiklen blev bragt i avisen den 2. maj 1868 og var placeret på side 7 under overskriften: Telegraphic News from All Parts of the World.

Der er et par ganske interessante ting i dette stykke af artiklen. Først og fremmest, fortæller den absolut intet om, hvordan Tom havde lært at skrive nok til at være i stand til at skrive - ikke kun sin tilståelse, men også en 15 sider lang beskrivelse af sit liv? Ikke mange af den gruppe mennesker, der tilhørte underklassen i og omkring Elkville kunne læse eller skrive. Disse oplysninger fremgår direkte af folketællingsopgørelserne. James og Ann Melton kunne hverken læse eller skrive i 1870. Lotty Foster og hendes øvrige børn kunne ikke læse eller skrive. James og Celia Scott kunne hverken læse eller skrive, og selv nogle af medlemmerne af overklassen var analfabeter. Anna Dula, gift med Thomas M. Dula, en af ​​dalens rige godsejere, kunne læse, men ikke skrive. En anden velhavende godsejer, William Dula kunne selv kun læse, og hans kone Sarah kunne hverken læse eller skrive, og jeg kunne blive ved med remse navne op.

For Tom Dooley gælder det, at han ikke engang kunne skrive sit eget navn, da han blev løsladt fra krigsfangelejren i juni 1865, men var nødt til at underskrive sin troskabsed til Unionen med et "x". Hans navn var i øvrigt stavet forkert på edsblanketten, så han kunne åbenbart end ikke læse sit eget navn! I 1866, da Zebulon Vance bad om en overførsel af sagen fra Wilkesboro til Statesville, måtte Tom endnu engang underskrive anmodningen med  et "x". Det betyder, at Tom,så sent som i 1866 ikke kunne skrive, og at han, mens han sad i fængslet i Statesville, har lært at læse og skrive så godt, at han var i stand til at nedskrive historien om sit liv. Dette lyder simpelthen ikke sandsynligt, da han ikke fik lov til at have meget kontakt med den "ydre verden". Også Ann var altså analfabet, og det samme gælder formodentlig også de andre fanger. Fængselspersonalet var de eneste, der kunne have lært ham det, og blandt disse var der nok i bedste fald kun arrestforvareren, som kunne skrive. Sherif Wasson kunne, det ved vi fra hans notesbog, men både han og arrestforvareren har formodentlig haft bedre ting at tage sig til end at lære en mistænkt morder at læse og skrive. Hvis det kun havde været tilståelsen, kunne nogen have vist ham, hvordan han skulle skrive netop denne sætning, men ikke et 15 sider langt dokument. Så måske har nogen gjort ham en tjeneste og skrevet det ned for ham?

Desværre er ​​Toms levnedsbeskrivelse forsvundet, og vi ved ikke, hvad der stod i den. Med denne, som i øvrigt også med tilståelsen, har vi i dag kun avisens ord for, at de overhovedet har eksisteret, men da tilståelsen tilsyneladende blev brugt i Ann Meltons sag, kan vi måske gå ud fra at også levnedsbeskrivelsen er et faktum? Hvis avisartiklen havde ret, og Tom var en hensynsløs desperado, hvorfor skulle han så bruge sin sidste tid på at advare andre unge mænd om "ikke at gøre, hvad han havde gjort", som der synges i den gamle sang, "The House of the Rising Sun"? Næsten da. Det oprindelige tekst til sangen lyder: "Fortæl min lillesøster, at hun ikke skal gøre, hvad jeg har gjort, men holde sig fra det hus i New Orleans, de kalder The Rising Sun". Der er på ingen måde grund til at tro, at en mand ville skrive sådan, hvis han var så "hensynsløs og demoraliseret og en mand, for hvem de mennesker, der var i hans omgivelser følte en terroragtig frygt", som avisen beskrev ham. Og hvis avisen tog fejl i sin karakteristik af ham, hvilket jeg mener at den gjorde, eller han var blevet reformeret i fængslet, hvorfor nævnte han så intet om det i sin sidste tale? På mig virker det mere som om nogen forsøgte at bruge Toms liv og død, til at tilskynde unge mænd til at leve et retfærdigt og renfærdigt liv. Og jeg tror ikke, at "nogen" her var Tom Dooley.

Det andet man kan spørge sig selv om, er hvorfor Tom skulle tilstå overhovedet, uanset om han dræbte Laura eller ej, og især hvis han ikke dræbte hende, hvilket, jeg jo tror, er tilfældet? Den eneste grund jeg kan se, er, hvis han faktisk troede, at Ann Melton havde dræbt Laura, og han ønskede at redde hende fra galgen. Hvis han virkelig elskede hende, ville det være "det rigtige at gøre" i øjnene på en gentleman. Og selv om Tom ikke var en gentleman, kan han have elsket Ann så meget, at han ville redde hende alligevel. Hvis han på den anden side ikke troede, at hun havde gjort det, var der ingen indlysende grund for ham til at tilstå. Med mindre nogen betalte ham for at gøre det. Ikke med penge selvfølgelig, da de næppe vlle have betydning for ham, men måske overtalte nogen ham til at tilstå, mod til gengæld at love at tage sig af hans mor og søster, når han var død?

En anden interessant ting er ordlyden af tilståelsen. Det ville have været meget nemmere bare at skrive: "Jeg dræbte Laura Foster, ikke Ann Melton" eller "Ann Melton havde intet at gøre med Laura Fosters mord, det var kun mig" eller noget i samme stil.  Da Tom blev henrettet, var den eneste anden tiltalte Ann Melton, Toms kæreste gennem mange år, så hvorfor ikke fokusere på at få hende af krogen, hvis han så gerne ville redde hende? Kort sagt, hvorfor var han ikke mere specifik? I stedet er tilståelsen skrevet som et generelt "De benådes fra fængslet" kort, som kunne bruges af alle, der senere kunne tænkes at blive beskyldt for mordet, som Pauline Foster, Wilson Foster eller James Isbell. Hvis nogen nogensinde fik mistanke om at andre havde noget med mordet at gøre, var vedkommende jo allerede frikendt af Toms tilståelse.

Og bortset fra ovenstående, hvis Tom faktisk kunne skrive, hvorfor underskrev han så ikke tilståelsen? Og hvorfor var han så opsat på at holde tilståelsen hemmelig, indtil han var død? Det kunne ikke have betydet meget, og ville tilsyneladende have lettet byrden for hans mor og hans familie, hvis de havde kendt sandheden, og vidst, at han havde tilstået inden henrettelsen. Tilsyneladende gik der ikke længe efter henrettelsen, ​​før Mr. Allison viste tilståelsen til nogen. Avisen kunne citere den i sin artikel allerede dagen efter henrettelsen. Derfor må Allison have vist den til journalisten lige efter at Tom blev erklæret død. Hvorfor ikke vente, indtil han kunne vise det til Zebulon Vance, den ledende forsvarsadvokat? Det kan han selvfølgelig have gjort, men mon så ikke Vance ville have beholdt den? Det kan selvfølgelig være Vance, der har vist den til journalisten, men artiklen omtaler kun Allison.

Hvorfor skulle Tom overhovedet sende bud efter Allison, hvis han ikke havde skrevet tilståelsen og livshistorien? Det gjorde han måske heller ikke. Vi har kun avisens ord for det, og journalisten må have fået oplysningen fra Allison selv. Så måske var det Allison, opsøgte Tom, ikke Tom, der tilkaldte ham. På denne måde kunne Allison senere forklare, hvordan han havde fået tilståelsen. Det ville også forklare det lidt mærkværdige forhold, at Tom først tilkaldte Allison, efter at arrestforvareren havde forladt ham for natten.

For at gøre det kort, tror jeg ikke, at Tom skrev nogen tilståelse eller på nogen måde vidste noget om den. Det var derfor, Allison var nødt til at holde den hemmelig, indtil Tom var død, så han ikke længere kunne gøre indsigelse mod den, når den blev offentliggjort. Hvorfor skulle Allison lave en falsk tilståelse, uanset om han  selv skrev den eller ej? Allison havde været kaptajn i 2. North Carolina Kavaleriregiment under borgerkrigen, så han har formentlig aldrig mødt hverken Vance eller Isbell under krigen, eftersom 2. Kavaleriregiment ikke deltog i nogen af de slag i begyndelsen af ​​krigen, som de to infanteriregimenter (22. og 26. infanteri) var med i. Han kan have lært dem at kende senere, da Isbell blev valgt til den lovgivende forsamling og Vance blev guvernør, så måske skrev Allison tilståelsen på opfordring, eller han kan have fået den af en, som gerne ville have det til at se ud som om Tom Dooley faktisk tilstod mordet. Det kan også have været avisen, New York Herald, der var kendt som en "tabloid sensationsavis, som har selv har "opfundet" tilståelsen for at skabe en bedre historie.

Det kan også tænkes, at Allison, som så mange andre, her under New York Heralds journalist var faldet for Ann Meltons charme og bare ville sikre, at hun blev frikendt.

Tilbage til Indholdsfortegnelsen